En mand åbner forsigtigt døren til en restaurant og stiller sig lidt nervøst i døråbningen, stadig holdende på døren. Den kolde vind suser ind igennem rummet. En tjener ser ham stå der og nærmer sig.
   "Undskyld," siger manden, "men har i stadig åbent?"
   Tjeneren vipper sit hoved lidt fra side til side og fortæller, at køkkenet faktisk er i gang med at lukke ned.
   Manden får kort et febrilsk ansigtsudtryk. "Er det ikke nok muligt at få en bid mad? Det er ligegyldigt hvilken!"
   Tjeneren sænker et bryn, men smiler halvt til gæsten og gestikulerer med sin pegefinger at han øjeblikkeligt vil vende tilbage med et svar. Manden står stadig i den susende vind, men beslutter nu at lukke døren. Han kigger rundt i lokalet og ser, at der ingen andre gæster er til stede.
   Tjeneren vender tilbage og viser sin gæst hen til et bord, og undskylder derefter at halvdelen af retterne ikke vil være mulige at forberede.
   "Undskyld?" griner manden. "Du skal ikke undskylde, min kære mand, du har reddet min aften!"
   "Hvis jeg må være så nysgerrig, min herre? Der er op til flere steder i byen der holder åbent hele natten. Og kiosker for de småsultne."
   "Det skulle være her." Gæsten smiler og vender blikket ned i den ternede borddug.
   Tjeneren nikker høfligt og rækker ham et menukort, hvorefter han udpeger visse retter han med sikkerhed kan kalde færdige for i aften.
   Gæsten sidder og kigger ned i menukortet uden at læse. Han skimmer ned af siderne og vender dem mekanisk som i takt til en lydløs musik. Der er stille i spisesalen og kun en lav rumsteren fra køkkenet kan høres; gryder stables, skabe åbnes og lukkes, der vaskes op. En gang i mellem åbnes døren der skiller køkkenet fra spisesalen, og et ansigt kigger ud, observerer den næsten tomme restaurant.
   Tjeneren kommer hurtigt tilbage og spørger venligt om gæsten har bestemt sig.
   "Ved du hvad," siger gæsten og klukker lidt for sig selv, "giv mig hvad du har lyst til! Hvad der er nemmest at forberede, ja, giv mig de rester i alligevel vil smide ud, når jeg engang giver jer mulighed for at lukke ned!"
   Tjeneren retter sig op, lettere betuttet. Han vender hovedet en snært og kigger med ét undrende øje på gæsten. "Er du ligeglad? Men jeg forstår ikke."
   "Hah. Men nu må du høre, min herlige tjener for denne aften. Du vil sikkert ikke tro på det, når jeg fortæller dig det. Men min far spiste sit livs sidste måltid på denne restaurant for ti år siden på netop denne dag."
   Tjeneren får et anstrengt udtryk og står lidt og vipper. "Min gode mand. Det er jeg ked af at høre."
   "Nej! Vær ikke ked, døden havde intet med maden at gøre." Gæsten dypper sin mund i en serviet. I ivrighed har han skabt en overflod af mundvand. Tjeneren står stadig i undren og lader gæsten tørre sine våde læber. Gæsten forsætter:
   "Og for at det ikke skal være løgn, så var dette min farfars stamrestaurant igennem tyve år. Den aften hvor min far spiste her, gjorde han det netop for at ære sin egen far, hvis bortgang fra livet på den gældende aften var 25 år gammel." Gæsten sidder nu helt stille og kigger tjeneren intenst i øjnene. Et smil breder sig længere og længere ud i kinderne på den siddende mand. "Jeg ærer min far, som min far ærede sin egen far, ved at være her på denne aften. Jeg har aldrig kendt min farfar, men ved at blive en del af denne fantastiske linje af sammentræf, føler jeg alligevel at være kommet tættere på ham." Gæsten ånder tungt ud og lader så luft ind igen. "Må jeg spørge dig om noget? Tror du på skæbnen?"
   "Det ved jeg ærlig talt ikke, min herre." Tjeneren står meget ubekvemt til stede ved gæstens bord.
   "Sande ord. Hvem ved, om de tror på skæbnen, før de har oplevet noget der kan be- eller afkræfte dens eksistens? Nå, lad mig så få noget mad, nu er jeg rent faktisk blevet sulten af al den snak!"
   Tjeneren nikker og skynder sig gennem spisesalen og ud i køkkenet.
   Ti minutter efter, vender han tilbage til gæstens bord med et aftenmåltid og en flaske vin.
   "Vinen er på husets, min gode herre."
   "Denne aften vil i særhed være uforglemmelig." Gæsten smider rundt med håndbevægelser, og retter til sidst begge hænder mod tjeneren: "Tusind tak, min tjener!"
   Ude i køkkenet går snakken frem og tilbage mellem kokkene. Tjeneren sidder ovre i hjørnet og bider i et stykke brød. Han siger intet, sidder blot og stirrer ud af vinduet. Vinden har for alvor fat i trætoppene. Tjeneren hænger fast ved dette efterårets syn i et stykke tid, men rejser sig pludselig op. Så skynder han sig ud gennem døren til spisesalen, han vender og drejer sig i hast, næsten løber hen mod gæstens bord. Han er væk. Maden er kun halvt spist, men der ligger penge på bordet. Tjeneren tager et par mønter op og lader dem enkeltvis glide gennem hans fingre ned på bordet, hvor de langsomt triller rundt og ligger så helt stille igen.
   Tjeneren lukker døren til restauranten og bevæger sig ud i natten. I det han forlader dørtrinnet forvandles han fra tjener til midaldrende mand. Denne mand bevæger sig hjemad, ikke med bussen som han plejer, men på gåben. Han bevæger sig langs de ruskende buske og kigger fra tid til anden tilbage over skulderen på restauranten, der glider længere og længere væk.
   Han stopper op og kigger op i den stjerneklare himmel. En bil suser forbi ham og er væk, før han igen sænker sit blik. Så sætter han atter fødderne i gang og går med hastige skridt turen igennem natten, hjem til hans familie.