Fire timer efter de var vandret afsted fra udkanten af Karpacz, nåede de Sniezka, og han skulle omgående have en piwo og en gang frytki.
   Hun så opgivende på afbildningen af den gule hyttes kulinariske formåen, dernæst på de slidte ben, som var lige dele forslået og solskoldet. Blikket faldt så ned i gulvbrædderne, og der blev det.
   - En vand, sagde hun.
   - Hva' fanden, Mette, vand? Siger du gud hjælpe mig vand?
   På en af bænkene foran den stegende hytte nød han udsigten, mest den over det tilbagelagte stykke, han følte tilfredsheden, den netop overstået og tilfredsstillende rejse, for det var ikke kun målet, der betød noget, nej, rejsen i sig selv, pointerede han, den var ligeså betydningsfuld.
   Hun så ud over det ukendte, og det så han og pointerede, at det ukendte faktisk ikke var så ukendt igen.
   - Vi befinder os jo i et såkaldt grænseland, Mette. Du ser Tjekkiet, mens jeg ser Polen. Du ser mod det varme syden, og jeg ser mod det kolde norden. Men her, hvor vi sidder, er vi ikke bundet til nogen nationalitet, kultur eller historie. Det er den rene geografi, en placering i verden, en plet på kortet, her er vi, Mette, frie!
   Hun sippede til sin vand og så med rynkede bryn på de slatne fritter, der lå foran ham.
   - Jeg tror, jeg har forstuvet et eller andet.
   - Pjat, Mette, det skal bare gåes væk. Eller løbes. Skal vi lige rende en tur ned ad den røde rute, hva'?
   - Da er vi i Tjekkiet.
   - Sniksnak, det er alt sammen det samme, Mette, vi er frie her, husk det! Lirk låsen op, slip dig selv løs!
   - Kan vi ikke bare tage liften ned til vandrehjemmet?
   - Hva' fanden, Mette, du er i grænselandet, og så vil du med lift? Vi kan ligeså godt nu som senere blive enige om, at der i grænselandet ingen lift findes, hvilket principielt set også er tættere på sandheden end det modsatte. Eftersom vi ikke har tænkt os at bruge den, mister den for os sin funktion og kunne ligeså vel overhovedet ikke være til stede. Forstår du det, Mette? Se igennem liften, fordi den er her slet ikke. Skal vi vandre videre? Hva' siger du?
   Hun sagde slet ikke så meget.
   Hun så, så på ham, mærkede dernæst, mærkede rejsen i kroppen og i sindet, den 35-årige rejse, og hun spurgte sig selv: Hvornår er vi egentlig i mål?
   - Hva'? lød det igen, denne korteste af brægen, der for evigt ville springe rundt som et ekko mellem de høje tinder, hvis dal hun befandt sig i, eller i hvert fald en rum tid endnu. I hvert fald lidt endnu, måske lidt længere.