Jeg ved du ligger derinde. Jeg kan lugte dig gennem væggen. Jeg savner dig.

Huset føles klamt, koldt og forladt efter vi er gået hver til sit, og støvet dækker gulvet som mos på engen ude foran dit vindue; engen vi dansede så let på under åben himmel hvert år i august måned, når kalendersommeren lakkede mod enden, men vores kærlighed var højest. Jeg husker allerbedst din tynde, hvide sommerkjole, som ikke gjorde et ærligt forsøg på at skjule de kropslige former, jeg først opdagede efter jeg var faldet hovedkulds i din brønd. Dine smilende, grønne øjne som borede sig igennem mit skrøbelige legeme. Dine blide, smalle fingre du lod stryge over min hud som vinden over marken. Dine bløde hofter mod mine; dine bløde bryster mod mine sultne knogler; dine bløde læber mod mine størknede revner. Jeg kysser dig stadig en gang i mellem, når du sover, men jeg tør ikke at røre dig, i frygt for at ødelægge det sidste jeg har tilbage af dig. Selvom jeg har overvejet om jeg blot skulle gøre en ende på det hele. Denne tanke er kommet oftere og oftere på det sidste, mens din lugt synes at søge længere og længere ind i mine næsebor. Din parfume var måske det første der fik mig til at tabe balancen, da du gik forbi mig i dørindgangen til hvad der kort tid efter allerede var blevet til vores sted, og ville være det lige indtil. Nu forlader ingen af os huset længere og ingen døre har du åbnet eller lukket i lang tid. Kun en gang i mellem blæser et vindue op midt om natten og befrugter kvalmheden der hersker herinde. Det er jeg ked af. Ligesom jeg er ked af så meget andet. Der er ting, jeg har gjort, som jeg altid vil fortryde, ligesom jeg er sikker på, at du har ting der for evigt vil sløre dit sind. At de pludselige, pendulsvingende lyskugler ikke var vores skyld, er grunden til, at vi begge kan opholde os i huset stadig. Det er det eneste jeg er taknemmelig for. Men jeg kan snart ikke mere. Jeg ved ikke om det er det værd, men jeg ved heller ikke, om jeg har nogen indflydelse mere. Jeg venter og venter på, at det er dig, der åbner døren langsomt og lydløst på en stjerneklar nat, og nærmer dig mit forstenede væsen. Jeg vil selvfølgelig være mere vågen end forstenet - det er trods alt vores gamle seng, jeg ligger i.

Jeg forstår godt, hvorfor du flyttede ind i gæsteværelset. De første nætter efter vi kom tilbage til huset, var fyldt med ubehagelige, bratte opvågninger, sved på panden, blændende, nærmende lygter i loftet og adrenalin i blodet. Derefter kunne du ikke mere, og jeg måtte ligge her alene, selvom jeg kun ligger her, når jeg ved du ligger inde bag den tynde mur, og hvor du, nu oftere og oftere, hulker dig selv i søvn. Dette til sjælden begejstring for mig, da det er det eneste jeg efterhånden hører fra din, tidligere så levende, gane.

Du sidder ikke i vores sofa længere, du spiller ikke på vores klaver længere. Du bevæger dig langsomt og livløst rundt blandt ting der skulle symbolisere vores fremtid. Du rører intet - kigger blot rundt med trætte, faldende øjenvipper. Jeg har ofte set dig kigge igennem mig på vores blok med køkkenstål der står mørkelagt inderst i hjørnet på køkkenbordet. Hvor er lysten? Vi havde så meget lyst, vi var på vej så mange steder hen. Vi susede af sted på livets landevej, vi tænkte aldrig på at slå bremserne i. Vi tænkte aldrig, at det ville være nødvendigt. Vi ejede vores liv og vi ejede natten, men i sidste ende ejede natten os og vores liv.

Nu kan jeg høre bevægelser inde i din seng - genlever du det igen? Nej, der er fødder på gulvet nu, du bevæger dig fra sengen. Du bevæger dig ud i stuen, du bevæger dig i mod mig. Døren går op, og jeg ser dine tomme, mørke øjne kigge dybt ind i mine, som kiggede du på gæsteværelset, igennem væggen, igennem mig. Du går mod sengen, mod mig, ligger dig ned ved siden af mig. Du er stadig smuk, selvom gnisten i dine øjne er fuldstændig død, og du har din, min, sommerkjole på, som du er begyndt at sove i. Nu sker det endeligt, du befrier os begge fra vores tomrum - hvor har jeg ventet i lang tid på endelig at blive forenet igen. Stålet skinner mig i øjnene - en oplevelse jeg ikke troede muligt for mit væsen længere. Du ser fredfyldt ud igen, ikke levende, men tilfreds. Du løfter kniven højere og med et pludseligt stik er det hele slut. Endelig, endelig er du kommet til mig.