En af de sidste dage før kvinderne gav slip og lod børnene tage hjem på ferie, stod far pludselig i entreen med bekymret mine. Jeg troede, at mor ville hente mig, så jeg vidste straks, at der var noget i gærde. Far hev mig ud, før kvindehænderne kunne nå at give mig tøj på, og uden at sige et ord. Først da vi sad i Forden, lod han en turbulent ordstrøm vælte ud.
   "Vi kan ikke finde din morfar. Din mor og din mormor sidder sammen lige nu og prøver at løse situationen, din mor og din mormor, de prøver at finde ud af, hvor din morfar er henne. Vi tager ned i butikken."
   Det passede mig ganske fint, jeg kunne godt lide at være i butikken med far og mente faktisk selv, at jeg var der for sjældent. Det mente far ikke.
   "Babyer og småbørn er nuttede og tiltrækker kunder, især kvindelige kunder, men lige nu har du knap så attraktiv en alder for en butiksindehaver at have rendende rundt. Det er ikke din skyld, sådan er det bare."
   Vi hørte ikke fra mor og mormor, selvom far resten af eftermiddagen sad og stirrede på telefonen. Der kom heller ingen kunder, men det var også tæt på spisetid, sagde far. Det var normalt.
   Vi tog hjem.
   Mor og mormor havde ikke fundet morfar.
   En trykket stemning lå over huset i slutningen af denne første sommermåned. Mor var helt fjern, når hun vandrede fra rum til rum, hun brugte al sit nærvær og alle sine ord i telefonen. Far og jeg sad tavse i stuen og kiggede på hinanden, og nogle gange sad mormor også og kiggede på os. Hun tog det ikke så tungt.
   "Han var alligevel en skiderik," sagde hun fra tid til anden. "Han gør bedst i at blive væk."
   Og hun drak øl, masser af øl drak mormor, og jeg havde aldrig set hende drikke øl før. Far tog sig en øl i ny og næ. Jeg drak appelsinvand. Det var dejlig skarpt om sommeren.
   Ude i haven var der masser af mørkeblå blommer i blommetræet, men ingen kunne nå de øverste. Vi var ikke nogen høj familie, og familiens højeste medlem var ikke til at finde nogen steder. En morgen, hvor jeg var stået tidligt op for at se tegneserier i fjernsynet, spottede jeg mor ud ad vinduet. Jeg luskede hen langs væggen, tog fat om vindueskarmen og lod langsomt mit hoved glide ind foran ruden. Mor stod og rystede voldsomt i blommetræets stamme, mens mørkeblå hagl væltede ned over hende. De øverste blommer hang dog stadig og dinglede let i morgenluften. Mor rystede videre til langt ud på formiddagen.
   Til tider syntes mor magtesløs og drænet for energi. Så sad hun op ad blommetræsstammen og så fjern ud. Man kunne ikke komme i kontakt med hende, før hun havde hevet sig op langs stammen og havde givet den et sidste desperat ryst, for atter at komme ind i husets tunge luft. Andre gange virkede hun til at være i fin form og det hele var pludselig en leg, som endda jeg var velkommen i. Jeg måtte lege med mor.
   "Hvem finder ham først!" råbte hun og stormede ind i en busk eller ud på vejen.
   Det var sjovt et par gange, gemmeleg for voksne, men morfar var for god, eller også var vi for dårlige. I hvert fald syntes der at være en smule ulige vægt i legen. Jeg tror endda, at jeg formåede at glemme, hvordan morfar så ud, i løbet af de uger hvor vi ledte efter ham. Dette gjorde naturligvis ikke legen nemmere for det ledende hold. Jeg begyndte at lede efter en brun hat, der var det eneste jeg med sikkerhed kunne placere på morfar, en fiks, brun bowlerhat, men denne var heller ingen steder at spotte. Engang fandt jeg en høj, sort hat og viste den til mor, da det jo kunne være hændt, at jeg også havde glemt - eller rettere sagt husket forkert - formen og farven på morfars hat. Mor stirrede bare på hatten og gav den så et dask. Det tog jeg som en høflig hentydning og lagde fint den høje, sorte hat tilbage på postkassen nede på Sølystgade, hvor jeg havde fundet den.
   Mormor sad bare inde i stuen.
   "Det er godt det samme, han var ikke til at holde ud."
   Sandmanden længere nede ad vejen kunne heller ikke hjælpe. En overgang mistænkte mor ham ellers.
   "Et eller andet må han jo gemme under de store sandbunker!"
   Far stod gerne og havde lange snakke med Sandmanden om sommeren, en gang overtalte han ham endda til at komme og fjerne den bunke jord, vi havde liggende efter en større udgravning i bedet. Ellers var han mest til sand. Og mor kunne ikke forstå, at af alt i verden, var denne mand mest til sand. Mor snakkede aldrig med Sandmanden. Det gjorde jeg heller ikke.
   Et enkelt skinnende øje dvælede ved al denne ståhej fra stakittet over bedet. Jeg prøvede så godt som muligt at undgå at kigge derover. Dette skrækindjagende øje, der så alt. Far sagde, at øjet ikke så noget som helst, at det var det andet, det rigtige øje, jeg skulle være bekymret for.
   "Det er disse rigtige øjne, der sidder midt i fjæset på dig og mig, disse øjne ser alt," sagde far. "Og de husker."
   Fars krop gav et pludseligt gys fra sig, når han talte sådan. Det var som om, han gjorde sig selv en smule bange, eller ufrivilligt blev påmindet en ubehagelig hændelse.
   Jeg brød mig stadig ikke om dette øje, der lå livløs i sin sokkel over stakittet. Jeg følte det brænde sig ind i min rygmarv.
   Mens det skinnende øje sov, fulgte det andet os rundt i haven med skærpet opmærksomhed. Mor sendte onde blikke derned, når hun lige havde fået vejret efter noget gennemsøgt stedsegrønt eller en gravetur i kompostbunken. Så sænkede både det sovende og det vågne øje sig ned bag træplankerne. Når et enkelt vindpust favnede stakittet, blafrede et par tynde, hvide lokker dog stadig rundt derovre.
   Mormor sad inde i stuen og læste aviser og stjal blikke ud ad vinduet, når hun troede ingen kiggede.
   Jeg kiggede altid.
   Og sådan gik sommeren.