"Stilhed er en sær ting," sagde Ingrid, da Steen var gået ned på kontoret, og vi var alene tilbage i stuen. Det var det første, hun havde sagt hele aftenen. Eller sådan føltes det i hvert fald. Og med de få ord lagde hun an til at besvare det spørgsmål, der havde brændt sig fast på mine læber i løbet af de sidste par uger.
   "Du vænner dig til den. Og alligevel overrasker den dig gang på gang."
   "Stilheden," sagde jeg.
   "Ja."
   Lia havde endnu ikke sagt et ord. Ikke et eneste pip, og vi havde trods alt både siddet ved julebordet og danset omkring træet. Jeg havde troet, at højtideligheden ville sætte gang i mundtøjet hos den lille. Måske blev der bare ikke lagt i kakkelovnen til den store aften i samme høje grad herude. Måske var jeg slet og ret gammeldags anrettet.
   Lia havde spist sin mad, og havde i øvrigt set ud til at nyde den, fået sine gaver og sat sig hen i hjørnet for at lege med en dukke. Intet ord. Hun var ikke noget trist barn. Men latter havde jeg heller ikke hørt fra hende.
   "Hun talte som helt lille. Men ikke længere."
   "Ikke længere," sagde jeg.
   "Nej, ikke længere." Ingrid var fjern i blikket, hun faldt ind i sig selv og forsvandt fra stuen. "Når jeg tænker tilbage, så skete det fra den ene dag til den anden. Og alligevel kan jeg ikke huske hvilken dag, det var. Men sådan skete det jo sikkert heller ikke."
   Jeg lod hende smage på de ord, hun havde formet, og ventede. Læberne fandt atter kræfter:
   "Dengang, hvor hun snakkede, havde hun jo egentlig ikke så meget at sige. Og da vi havde brug for hendes ord, var de væk."
   "Det er ikke vores ord, der viser, hvem vi er," prøvede jeg. Jeg blev mødt med stilhed. Gulvet knagede under mig, som jeg vippende prøvede igen: "Det er sjældent, jeg siger noget, hvorefter jeg ikke øjeblikkeligt tænker, at jeg kunne have sagt det anderledes, eller, måske endda bedre, overhovedet ikke havde sagt noget."
   Ingrid så træt ud. Hun var ikke fjern længere, hun var så tæt på, som hun kunne komme. Hun sad bare træt i stuens gule hjørnesofa. Så rejste hun sig og kiggede på mig med tunge øjne.
   "Godnat," hviskede hun, og julen var ovre.

Byen vågnede langsomt, og jeg fulgte den distanceret fra mit vindue. Der dukkede en plade boller frem i karmen hos bageren. Købmanden satte skilte ud. Postbuddet tørrede søvn væk fra øjnene, inden han hoppede tilbage på cyklen. Hos Dolores blev en overnattende bums sparket ned fra trappen. Gaderne var fulde af slud. Jeg var sulten og tørstig.
   Da jeg forlod mit værelse, var jeg ved at snuble over den lille pige. Hun stod som forstenet lige uden for min dør, hvor hun med sit strittende morgenhår nåede mig til hofterne. Hun havde et indædt blik i ansigtet. Hun kunne være på nippet til at dele verdens ældste hemmelighed, eller hun kunne være på nippet til at briste i gråd. Hendes spændte ansigt var et mulehår fra at udfolde sig, men intet skete. Hun var helt hvid. Jeg vendte hende om, tog hende i hånden og satte hende ovre ved køkkenbordet.
   "Har du sovet godt, Lia?"
   Med tæt knyttede læber bevægede hun langsomt hovedet op og ned, hvilket fik hende til at se meget gammel ud, hun lignede en meget lille, meget gammel kone. Læberne manglede blod.
   "Læber skal være røde, Lia."
   Hun kiggede på mig.
   "Dine er hvide, når du gør sådan. Man skal kunne se blodårene igennem huden."
   Lia åbnede gabet så meget, hun kunne, havde pludselig et stort, sort hul under næsen. Hun så mig stadig direkte i øjnene. Jeg rynkede et bryn. Det så ikke rart ud, det lille ansigt. Så slugte hun en mundfuld luft, og læberne samlede sig i et nervøst smil, der lignede et skævt hjerte.

Steen var stadig nede på kontoret, da det blev aften. Fra tid til anden hørte jeg bump, hårde, hule lyde, som om møbler i ryk blev flyttet henover gulvet, eller nogen slog noget mod væggen, en knytnæve måske. Og korte latterbrøl kunne også høres, enkelt-stavelses latter efterfulgt af brutal stilhed. Jeg havde ikke lært Steen at kende. Han virkede ikke som typen, der var nem at lære at kende.
   Jeg smækkede den sidste frikadelle fra pande til fad, som Ingrid kom ind ad døren. Jeg så hende kaste dråberne fra jakken og ryste en tyssen fra sig, som for at tvinge kulden fra kroppen. Så kaldte jeg på Lia og tog fat om fadet på komfuret. Da jeg atter vendte ansigtet mod spisebordet, sad den lille pige der og stirrede. Hun kunne bevæge sig rundt som en sort kat i natten. Hun var der bare pludselig.
   "Steen," sagde jeg og kiggede på Ingrid.
   "Du skal ikke tage dig af ham. Jeg har givet ham lov. Gode frikadeller."
   "Mors opskrift."
   "Og Lia?"
   "Sædvanlige," sagde jeg. "Men hun kigger med sådanne øjne på mig. Det er som om, at hun egentlig gerne vil fortælle noget." Jeg så dybden i pigens øjne, hun var mørk og bundløs, hvor Ingrid, hun var blot en blank, blikstille overflade. Hun var atter faldet hen.
   "Hvornår skal han op?" spurgte jeg.
   "Han kommer af sig selv."
   Og Steen kom af sig selv et par dage efter, slæbende på to ølkasser fulde med tomme flasker og i øvrigt to af de store hvide stukket ned blandt de grønne. Han virkede i fin form.
   "Hej med jer, sidder I her og tegner," sagde han, og rodede Lia i håret. Han smilte varmt til mig, et faderligt smil, som om han med læberne fortalte, at alt var okay, og selv det, der ikke syntes værende i orden på nuværende tidspunkt, ville snart være det. Alt ville falde i hak. Det var bare om at bevare roen. Og læne sig tilbage. Steen gik ud for at skovle sne, selvom det hvide tæppe var tyndt. Han nynnede ude på vejen.

Kvinden ankom med det nye år. Hun satte sig ned og introducerede sig som Jen.
   "Ingrid er ikke hjemme," sagde jeg.
   "Nej, det tænkte jeg nok. Og Steen er måske på kontoret?" Hun blinkede indforstået til mig.
   "Steen er nede ved havet." Det var det sikre svar. Og det sande.
   "Steen kan godt lide havet. Det har han altid kunne. Han står for det meste bare og kigger ud over det. Smutter. Nogle gange sidder han. En hel dag."
   "Jeg har noget vask, der skal over," sagde jeg.
   "Lad mig hjælpe. Der er alligevel ikke andet at lave herude." Hun lo, og jeg prøvede at le med.
   Hun så så fornøjet ud. Let i det. Hun var nær, ikke som de fleste, jeg havde mødt siden min ankomst, der syntes at leve i andre verdener. Herude var alle på min alder gift og havde børn. Og deres øjne kiggede ligesom igennem én. Og de snakkede ikke, de hviskede nærmere, flettede luftige ord ind i vindens favntag. Jen snakkede. Og vi var nogenlunde jævnaldrende, kunne jeg fornemme, selvom hendes pande bar linjer, jeg ikke kendte til.
   Som vi stod og sorterede tøj, stak der pludselig et par små, hvide hænder ind mellem os.
   "Hov, der er du jo. Det her er Lia," sagde jeg.
   "Hej Lia," sagde Jen.
   "Hej," sagde Lia.
   Og vi fortsatte med at sortere tøj alle tre. Min krop var blevet varm. Jeg følte mig utilpas. Jeg lod som ingenting og foldede et par bukser sammen. Jen og Lia smilte til hinanden, et glødende rum blev skabt mellem dem. Jeg skulle kaste op og undskyldte mig. Da seancen, hvilken jeg i øvrigt havde skjult bag en mur af vand fra hanen og toiletpapir i kummen, var ovre, låste jeg mig langsomt ud, stillede mig ved karmen og betragtede de to. De fulgte hinandens rytme, de var glade sammen. Jeg havde det stadig mærkeligt i kroppen og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Og så er det ofte bedst overhovedet ikke at sige noget.

Der var en anden stilhed mellem Ingrid og Jen. De kunne ligesom sidde og stirre på hinanden og se ens ud, og man kunne fornemme de samme skvulpende, røde bølger inde under huden på begge kvindekroppe. Ingrid var blevet mere anspændt efter Jens ankomst. Hun stod ofte op om natten og gik rundt, kunne jeg høre.
   Jen sov inde hos mig, vi skiftedes til at ligge i sengen og på en luftmadras.
   Så længe Jen ikke var i samme rum som Ingrid, var hun let, let som en fjer, og når Ingrid var ude, fløj vi sammen rundt i huset. Lia fløj somme tider med os. Og hun plaprede løs i luften. Så straks Ingrid kom hjem, forsvandt fjerene og vi blev tunge i stedet, lænket til jorden, og stumme.
   En aften tog Jen mig endda med på kro. Hun fortalte mig om mænd, fremmede mænd, fra steder, jeg ikke havde hørt om. Hun havde både gru og iver i stemmen. På vej hjem stoppede vi op foran et buskads, hvor noget puslede. Vi holdte ængsteligt hinanden i hænderne i nogle sekunder, hvorefter vi spænede hjem. Så lå jeg længe med åbne øjne i natten. Jeg kunne mærke mit indre knage.

"Hvordan med Lia?" spurgte Ingrid hver dag. Det var ikke altid disse ord, og nogle gange var det blot øjne, blikke. Men de betød det samme. Og det var som om, at hver gang jeg skulle til at åbne munden, kiggede Jen på mig, og hun vidste, hvad jeg skulle til at sige, og så lod jeg være. En løgn er baseret på ord, sagde jeg til mig selv. Stilhed er ikke at lyve, hviskede jeg til mig selv.

En eftermiddag kaldte jeg Lia ind på mit værelse.
   "Hvorfor taler du ikke til din mor?" spurgte jeg den lille pige.
   Hun så nervøst på mig. "Det gør jeg da også," hviskede hun.
   Og så rendte hun væk igen, som om hun var kommet i tanke om noget vigtigt, hun skulle nå.
   Jeg sad for mig selv en kort stund og stirrede ind i væggen. Så hev jeg mig op og fulgte med lette trin pigens små spor henover gulvtæppet. Hun sad inde på sit værelse med Jen, hvor de tegnede. Jeg stod lang tid i dørkarmen, uopdaget, og så på dem. Så lang tid, at da Ingrid kom hjem, var maden ikke klar.

Hun havde aldrig råbt ad mig. Det gjorde hun heller ikke nu. Men siddende ved spisebordet, nedstirrede hun min ryg, mens jeg hurtigt brasede nogle kartofler.
   Steen kom pludselig væltende ind ad døren.
   "Nå, er det spisetid?" spurgte han med det største smil.
   Steen fik intet svar. Han satte sig ned og begyndte at nynne.
   Da jeg havde tørret den sidste stegesved fra ansigtet, kaldte jeg på Jen og Lia. Nu fik Jen de stirrende øjne, de fulgte hende ned på stolen, men gled så langsomt over til Lia, hvor de smeltede og blev til to bedrøvede, mørke huller. Vi spiste i stilhed.

Senere kom Ingrid ind til mig og sagde, at jeg skulle flytte ud ved enden af ugen. Hun slyngede ordene mod mig med en bestemt, kraftig stemme, der dog blev tyndere og tyndere, til sidste ord nærmest uhørligt forlod hendes læber.

Ingrid kørte mig til færgen. Ingen af os sagde noget, indtil bilen holdte stille. Så begyndte hun at snøfte, og før jeg kunne nå at gøre noget, lå hun med ansigtet nede i rattet.
   "Nu har jeg mistet jer alle," hulkede hun.

Jeg modtog et par uger efter et postkort fra Jen, hvor hun skrev, at jeg var savnet, og at de havde det godt. Og at Lia fløj højere end nogensinde.