'Velkommen, Bertrand Ravn. Sid ned.'
   Bertrand kigger sig rundt efter en stol, og finder det hurtigt yderst pinligt, at der ikke står en stol på den modsatte side af manden bag skrivebordet, men at de eneste stole han kan se står helt ovre til venstre oppe ad væggen.
   Bertrand går mod stolene; fine mørkebrune stole af træ der står på rad og række, og han overvejer om det egentlig er meningen, at han skal sætte sig på en stol véd væggen, fremfor at slæbe den over til skrivebordet. Beslutningen skal tages hurtigt, og han vover pelsen og tager fat i en stol og bringer den over foran skrivebordet. Manden siger intet før Bertrand har sat sig ned. Manden sidder selv med sin tykke krop i en læderstol der konsekvent vipper frem og tilbage.
   'Du er Bertrand Ravn, ikke sandt, og ingen anden?'
   'Jo, det er mig.' Bertrand famler med pungen i sin baglomme og trækker kørekortet frem, hvor hans navn står ved siden af et forvirret ansigt.
   'Godt. Man kan aldrig være for forsigtig, vel? Mit navn er Peculi og lad os blot kalde mig din overordnede. Men sandheden er at du højst sandsynligt kun vil møde mig denne ene gang. Hvis du møder mig igen, er det ikke et godt tegn. Haha.' Peculi leer højt og dybt i et par sekunder, før han rømmer sig og fortsætter. 'Ser du, når først projektet er gået i gang vil det slutte af sig selv. Men det kommer vi tilbage til. Du siger, du er Bertrand Ravn?'
   'Ja, Bertrand Ravn er mit navn.' Rimet får ikke den tykke mand til at grine, men det var også ubevidst formuleret, og det overrasker Bertrand, at han aldrig selv har lagt mærke til det oplagte rim før.
   'Godt. Jeg er udmærket klar over, at du ikke ved meget om hvad der forgår, hvis noget overhovedet, men det forholder sig egentlig sådan, at jo mindre du ved, jo bedre.' Manden holder en kort pause og ser Bertrand intenst i øjnene. 'Har du på nuværende tidspunkt spørgsmål?'
   'Hvorfor lige netop mig?'
   'Jamen, hvorfor ikke?'
   'Det ved jeg ikke.'
   'Netop.' De stirrer kort på hinanden i stilhed, og så rykker Peculi tæt ind til skrivebordet på sin stol.
   'Men, Bertrand Ravn, du har noget. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad det er. Du er valgt ud, men hvis du finder ud af hvorfor netop du er udvalgt, kan du ikke bruges. Så simpelt er det. Det er dog vigtigt at du kender dig selv, fordi du netop er valgt grundet den du er. Vi bliver med andre ord nødt til at sikre os, at du er den, du tror, du er. Vi skal jo kunne stole på hinanden, ikke sandt?
   'Jo, det skulle vi gerne.'
   'Godt. Vi må altså ligge dig under hypnose, for at se, hvorvidt du har undertrykt noget for dig selv igennem dit liv. Det ville være skadeligt for hele projektet, da vi i så fald ikke ville vide, hvor vi har hinanden.'
   'Hypnose?'
   'Ja, hypnose. Det tager ikke lang tid, og det er komplet smertefrit. Jeg vil ikke ligge fingrene i mellem - det er en nødvendighed. Lad mig oplyse dig om, at en klækkelig sum penge vil vente, hvis du følger projektet til ende.'
   De sidder stille et øjeblik, og Peculi ligner en mand der tror, at Bertrand overvejer hvorvidt tilbuddet er det værd, og Peculi ser nærmest nervøs ud over hele situationen. Det er sandt at øjeblikket er lidt pudsigt. Men penge, et klækkeligt beløb endda, for at blive hypnotiseret er vel ikke så galt. Det er hvad Bertrand i virkeligheden tænker. Bertrand nikker.
   'Godt.' Peculi smiler. 'Hvis alt lykkes er der i øvrigt ingen grænser for hvad der vil åbne sig af muligheder for dig. Lad os komme i gang.'

Med ét åbnes en dør, Bertrand ikke havde lagt mærke til før, og en mand i en vamset grøn sweater kommer ind.
   'Goddag, Bertrand,' siger han med den roligste stemme der nogensinde er hørt, og det går med det samme op for Bertrand, at det må være hypnotisøren. Det går også op for ham, at det nye ansigt må have ventet lige bag døren hele tiden, kun ventende på sit cue.
   'Lad os komme i gang,' siger hypnotisøren, langsomt, mens han går over og griber sin egen stol langs væggen og placerer den ved siden af Bertrands. 'Har du prøvet dette før?'
   'Nej.'
   'Det er helt smertefrit. Du vil knap nok være til stede, lad os sige, at du blot får dig en hurtig eftermiddagslur.' Han smiler. 'Er du klar?'
   'Ja.' Det går Bertrand ud fra han er.
   'Okay, nu skal du bare lytte til min stemme. Den vil føre dig langsomt ind i hypnosen. Bertrand, du bliver meget rolig, helt afslappet falder du ned i stolen. Jeg vil nu tælle til 3, og så vil du svæve tilbage gennem dit liv. 1... 2... 3...'

Bertrand åbner øjnene og rejser sig brat op i stolen. Peculi sidder foran ham, lænet ind over skrivebordet, med et smørret smil over ansigtet. 'Alt er, som det skal være.'
   'Hvad skete der?' ryster Bertrand forvildet ud, og kigger på de to ansigter omkring sig. 'Hvor lang tid var jeg væk?'
   'Ti minutter var du væk. Alt er som det skal være, og der er ingen grund til at dvæle ved, hvad vi har snakket om under hypnosen. Er der vel, doktor?'
   'Nej, du er et helt naturligt menneskeligt eksemplar med en dejlig naturlig ro i sig selv. Tillykke Bertrand!'
   'Tak.'
   Peculi skubber sin stol bagud, og rejser sig op i egen store person bag skrivebordet. 'Vi er hermed klar til at gå i gang,' siger han stolt. Peculi bevæger sig om på siden af skrivebordet og videre over mod døren Bertrand kom ind af. Bertrand rejser sig op og forventer at få de sidste instrukser, men Peculi går blot og rømmer sig lidt med hænderne samlet bag ryggen.
   Peculi er nået over til døren og tager fat i håndtaget. Bertrand går i mod døren, som Peculi gradvist åbner, så det passer præcist med, at Bertrand kan fortsætte sin gang ud af kontoret. Peculi smiler, nikkende, til Bertrand, mens han går sin gang. Da Bertrand er nået ud på den anden side af døren, begynder Peculi at lukke den i, imens han siger sine sidste ord: 'Bare vær dig selv, så går det hele nok. Held og lykke.'

Bertrand går determineret ud af bygningen, målbevidst ned ad gaden. Han snupper en gratisavis og køber derefter en kop kaffe. Det hele skal nok gå, tænker han. Jeg skal bare være mig selv, og har man i virkeligheden brug for held og lykke til det? Nu foregår det hele i mit hoved, tænker han. Selv denne tanke foregår i mit hoved, tænker han videre. Og denne.
   Han beslutter sig for at gå hjem, fordi det er hvor han normalt ville befinde sig, foran computeren og tjekke mails med News kørende i baggrunden. Efter denne beslutning er taget vil Bertrand gerne skynde sig, komme ind bag trygge rammer hurtigst muligt, men det skal jo ikke kunne ses på ham at han har travlt med noget, fordi Bertrand har normalt aldrig travlt med noget. Det bliver derfor en slags slowmotion han bevæger sig i, da han konstant fokuserer på at gå langsommere end han egentlig har lyst til. Menneskerne på gaden er mange og de kigger tilsyneladende hver og en på ham, selv hvis deres øjne peger i en anden retning, måske er det hans måde at gå på. Måske ved de mere end han gør?
   Bertrand spotter nu en mand der skiller sig ud fra mængden, det er manden i den vamset grønne sweater, han har gjort et sørgeligt forsøg på at skjule denne letgenkendelighed med en uknappet frakke. Doktoren drejer om et hjørne små ti meter fremme. Bertrand føler sig nødsaget til at følge efter ham, måske er det meningen, måske har de glemt at fortælle ham noget. Og det kan selvfølgelig ikke fortælles herude i offentligheden hvor alle kan se én, nej, det ville hurtigt blive til et indslag på News. Nej, de må ind i en gyde, kun dér udveksles hemmelige informationer.
   Bertrand drejer rundt om hjørnet og fanger kun lige et glimt af sweateren der drejer videre ind af en sidegade. Nu må han hæve farten. Rundt om næste hjørne er der dog tomt, og Bertrand bliver med det samme urolig. Nu er det alt eller intet, tænker han, begynder at løbe og beslutter sig for et venstre sving ved næste kryds.
   Med hjertet i halsen svinger Bertrand til venstre og løber direkte ind i en ordentlig klump kød der næsten vælter ham omkuld. Der står han, Peculi, i egen store person og skuler.
   'Bertrand Ravn. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige. Du skuffer mig.' Han ser mere bedrøvet ud end sur. 'Nu må vi jo starte helt forfra.'
   Peculi vender sig langsomt om og trasker lidt væk. Han stopper op og drejer hovedet en smule og siger så over skulderen, før han trasker videre: 'Du vil få en opringning en af dagene. Indtil da; bare lad som om at alt er, som det skal være.'