Jens har fået et forfærdeligt pandebånd i fødselsdagsgave. Han havde ønsket sig en hue. Nu kan han ikke engang gå ned og købe sig selv en hue uden dermed at indikere, at Josephines gave var dårlig. Ikke bare dårlig, men forfærdelig. Pandebåndet er limegrønt og dækker ikke hele øret. Der må fryses denne vinter, tænker Jens, fremragende. Kan man tillade sig at gengælde en sådan gave, når det drejer sig om sin lillesøster? Hvad med et hårbånd med dinglende marsmænd? Eller et maskingevær af plastik? Nej, det ville være ondt. Og deres mor ville bare gå ned og bytte gaven. Jens må leve med det forfærdelige pandebånd, i hvert fald indtil vinteren er omme.
Peter kommer på besøg over weekenden, fætter Peter. De er jævnaldrende. Han vil med stor sikkerhed gøre grin med pandebåndet. Peter går altid med hue, selv om sommeren.
Det banker på døren. Døren åbnes udefra og Jens stopper op halvvejs nede af trappen. - Hva' så, blegfis, griner Peter. Han står i ny hue og dynejakke midt i entreen, og Jens er ligesom forstenet på trappen. - Hva' laver du deroppe? Jens ser sin mor komme frem inde fra stuen af, og skynder sig derfor op ad trappen igen i det hun hviner et eller andet mod Peter. Jens låser sig inde på badeværelset og sætter sig ned på toilettet. Brættet er slået ned og bukserne er på, Jens skal bare lige sidde lidt.
Allerede senere samme eftermiddag sker det uundgåelige. De sidder på værelset, Peter ligger henslængt på sengen og bladrer uinteresseret igennem nogle fodboldmagasiner, Jens sidder tungt i sækkestolen. Det banker hårdt på den lukkede dør og Josephines tynde stemme prøver at trænge igennem. - Kom ind, sukker Jens. - Vi skal ud at kælke! Nu! Den lille pige er helt oppe at køre og hopper ned på Jens i sækkestolen før han når at gøre noget. - Kom nu, Jens! råber hun ind i hovedet på ham, men får så øje på Peter i sengen. Hun rejser sig nervøst op, men siger så stolt: Du må også gerne komme med, Peter. Jens kigger fortvivlet over på fætteren, som gemmer en rungende latter bag et par sammenklemte læber. - Ska' vi kælke, hva' fætter? - Hun vil så gerne, hvisker Jens.
Josephine er løbet i forvejen. Hendes lille, røde kælk kurrer fra side til side som en lystig hale bag den lyserøde flyverdragt. - Du er rigtig nok blevet fin på den, pandebånd og det hele, siger Peter. Han suger hurtigt på en cigaret og puster straks røgen ud foran sig. Er det sådan noget pigerne ka' li'? - Jeg fik den af Jose, svarer Jens med øjnene vendt ned i sneen. - Haha, ja det gjorde du vel. Peter samler en smule sne mellem handskerne og lægger an til et ordentligt kast. Han tænker sig et øjeblik om, vender derefter kroppen mod Jens og laver en hurtig bevægelse med armen. Peter når lige at se det ud af øjenkrogen og bukker sig sammen med armene om hovedet. Peter kastede ikke. - Du er sgu da bange af dig. - Jeg troede, du kastede. - Ja, det gjorde du vel. Peter snykker. Kunne de nu ikke bare være ved kælkebakken, tænker Jens. Han når knap nok at færdiggøre tanken, før endnu et chok gennemborer hans krop. Anton skaber sig op ad hegnet, det gør han altid, og Jens burde have været forberedt. Nu har han i stedet gjort sig selv til grin for anden gang på kun få sekunder. Peter stopper op og glor på hunden igennem hegnet. Så rækker han sin halve smøg over hegnet og knipser den ned på Anton, der løber gøende væk.
De har to kælke, og Josephines kælk passer kun en pige på syv. Jens kigger på Peter, der afviger med hånden og sætter sig over på en af gyngerne. Josephine sidder allerede klar og råber på Jens. Jens placerer sig i den blå kælk, giver sin lillesøster et skub og sætter derefter selv fra. De får hurtigt en god fart. På en dag som denne skal man holde tungen lige i munden for ikke at ramle ind i en eller anden unge, der er på vej op ad bakken. De fleste kælkere i Gryden er dog på hjemmebane, og det er en uskreven regel, at man holder øjnene åbne og viger for hinanden. Jens tør godt lade søsteren ude af syne, og nyder et kort øjeblik blot farten, det kolde sus i kinderne. Man føler sig alligevel helt levende på kælkebakken. Turen slutter med et sløvt stød ind i en bunke sne, der ligger op ad et træ. Josephine render smilende forbi og er ved at snuble over snoren til kælken i det hun ivrigt vinker til Jens. Jens hiver sig op og trækker kælken efter sig, han går selv op langs siden af bakken. Halvvejs oppe spotter han lillesøsteren, der er nået helt op, som står sammen med Peter. Jens kan ikke høre hvad de snakker om, men sætter farten en smule op. Nu er den lyserøde flyverdragt atter på vej ned over sneen. - Hvad snakkede i om? spørger Jens, da han når op til Peter, som står og skuer ud over bakken. - Ikke noget der kommer dig ved. Må jeg ta' en tur? Peter river snoren ud af hænderne på Jens, og slæber kælken hen på midten af bakketoppen. Jens sætter sig på gyngen. Peter har smidt sin dynejakke ved siden af stativet, det er som om, at han ikke er lige så modtagelig over for kulde som os andre, tænker Jens, og tager fat i jakken. En cigaretpakke dratter ud af jakkelommen og planter sig i sneen. Jens samler den forsigtigt op, og ser en lighter presset ned i den ene side. Han stjæler et kvikt skimt ned over bakken, hvor hverken Peter eller Josephine kan spottes, synker en klump i halsen og vipper så febrilsk en cigaret ud af den bløde pakke og får den placeret mellem de frosne læber. Jens tænder cigaretten, trækker røgen ind i lungerne og begynder at hoste. Hosten får ham på benene igen, og han prøver at slå sig selv i ryggen, imens han vakler over mod træerne. Her står han lidt og prøver at finde åndedrætsrytmen igen, og så kaster han pludselig cigaretpakken langt ind mellem træerne. Kastet kommer bag på ham, og han står et øjeblik i chok over hvad han lige har gjort. Jens går med hastige skridt hen mod Grydens skråning. Stadig ingen spor af hverken Josephine eller Peter. Jens begynder at blive nervøs, og står og tripper, han kan pludselig mærke at hans blære, ligesom hans forfatning, er ved at briste. Alle mulige tanker går gennem hans hoved, og han overvejer et splitsekund at storme hjem og ringe til politiet eller bare få fat i en af de voksne, men så er de der lige pludselig. De går roligt ved siden af hinanden, slentrende op ad bakken langs modsatte side. Jens ser Peter klappe Josephine hurtigt på ryggen. - Man får godt nok fart på! siger Peter, da de når hinanden. - Hvorfor var i dernede så lang tid? spørger Jens. - Jose havde tabt sin handske. - Fandt i den? - Hvad tror du selv? Jens ser sin fætter og lillesøster trække hen mod vejen. - Kommer du? - Ja, svarer Jens. Peter stopper op. - Henter du ikke min jakke, Jose? Og den lille pige sætter straks i gang mod gyngestativet. Peter kigger på Jens og smiler.
Peter har fået Jens' seng og Jens må sove på en madras midt i værelset. Jens ligger og kigger op i loftet, han ved ikke om Peter sover, og tør ikke at vende sit blik mod sengen, hvis nu Peter lå og kiggede på ham. - Skal vi ud at kælke igen i morgen? spørger Peter pludselig. Hans stemme runger dybt som en bas i gulvet. - Hvis du vil, svarer Jens. - Så ska' du også ha' dit flotte pandebånd på igen. Jens ved ikke hvad han skal sige, og der er helt stille på det lille værelse. Jens fornemmer at Peter ligger og skjuler endnu et grin. - Skal du ikke til at sove? siger Peter så. Jo, hvisker Jens. Godnat.