Jeg trænger til ro, hvisker manden.
   Han slæber sig nu afsted, han halter sin vej igennem byen. En hale logrer ved hans side, og et forventningsfuldt ansigt kigger fra tid til anden op. Han holder for det meste snuden lige ud, fokuseret på en destination der ikke er til at bestemme. Nu er vi der snart. Han hvisker ordene ud gennem de skæggede læber og en smule spyt flyver frem foran ham og lander på den mørke asfalt. Små søer af spyt og regnvand ligger spredt mellem de høje mure der indelukker smøgerne, nattens labyrinter der kun afkodes ved hjælp af himmelkortet. Den logrende følgesvend nikker godkendende og sætter farten en smule op, men må så stoppe helt og vente. Turen gennem disse små afkroge af byens indre er en langsommelig affære, men på sin vis nyder de den begge.
   Der er lys forenden af smøgen og lyset giver hunden energi, den springer op og løber hen for enden, så der bagfra kun kan ses den evigt pendulerende hale. Som manden kommer tættere på, ligner dyret mere og mere en mekanisk ting, en installation i natten, men så straks han når frem til dens side, vil dyrets hoved ind og snuse og slikke på hans beskidte bukser. Så, Så, hvisker manden, og kigger ned på hund og buks. Gammelt skidt klæber sig til det posede stof, og forgæves giver han det et kort skrub, mens hånden nu bliver fyldt med hundesavl.
   En gøen lyder fra et sted i byen, og dyret reagerer prompte, ikke med lyd, men med en skarp opmærksomhed rettet ud i den mørke horisont, den står helt stille igen, ikke engang halen pendulerer. Manden står ligeledes stille et øjeblik før han bukker sig forover og kigger forsigtigt rundt om hjørnet. Der er lys; gadelamper, store klare stjerner på rad og række i uendelig formation. Han tager et nervøst langt skridt om bag hunden, næsten et hop, før han igen halter sig videre i modsatte retning af lyset. Et par skraldespande har fanget hans opmærksomhed og mens han nærmer sig med hunden luntende efter, spreder en dunst af mad sig. Han tager sig til maven og kan pludselig mærke en rumsteren, en lyst, en mangel, en nødvendighed. Han tager låget af skraldespanden, og begynder at rode mens en sær lugt af de varierede kulinariske anretninger suser ind i næseborene. I ren vildskab og ekstase vælter han skraldespanden og indholdet spredes ud over de fugtige brosten. Manden falder på knæ, og bukker sig ned over festmåltidet; snuser, slikker, æder. Hunden kommer til, og som brødre deler de den udstødte mængde rester fra de omkringliggende spisesteder.
   Mætte og en smule varmere lunter de to følgesvende videre ud i mørket. Jeg trænger til ro, fortæller manden stille hunden, og han stryger sin rynkede hånd igennem det grå hår der glimter af liv i måneskinnet. Ro, fred, forsoning. Han stopper op. Hunden kigger på manden og vipper hovedet en smule på skrå, kigger med sine dybe sorte øjne på manden og prøver at fornemme, hvad han fornemmer. Manden sætter sig ned med ryggen mod muren på et sted hvor månen rammer hans ansigt i en tynd stråle, og man kan nu tydeligt se hans trætte øjne, det slidte ansigt. Hunden lunter lidt rundt omkring ham og piber, hvorefter den lader sit hoved falde ned over mandens lår. Her ligger den med åbne øjne, følger de små bevægelser længere inde i strædet. En frø hopper forsigtigt fra den ene mur til den anden, kvækker kort lige inden hoppet. Hunden følger den, men ligger stille, ingen bevægelser, ingen lyde. Mandens åndedrag er tungt. Hans lår er kolde. Regnen begynder at falde.
   Hunden ryster sig, sprøjter det nedfaldne regn af sig, bliver et øjeblik til en bombe af vand der eksploderer. Den begynder at traske ned ad brostenene langs de skinnende mure. Dyret træder uden varsomhed gennem pytterne af vand i et langsomt tempo. Poterne er våde og sorte. Hunden er træt, men den forsætter igennem det dunkle stræde, en lysstribe skyder ned fra et sted lidt fremme.
   Hunden står nu i en pøl af lys, fanget midt i strålen og stirrer med sorte øjne op i den blændende klarhed. Hunden står forstenet indtil poterne pludselig slipper jorden. Poterne sætter fra de kolde brosten og dyret letter, op i luften, op i lyset svæver hunden, de sorte øjne stadigt stirrende rettet op i mod klarheden. Poterne bliver slappe, kroppen giver efter og synker sammen. Hunden hænger livløst i nattens regnfriske luft.
   Dyret vender om og træder let tilbage ind i mørket, bliver indhyllet i mørket, bliver usynlig. Hunden nærmer sig atter den sammensunkne mand, snuser kort til hans hånd og ligger så hovedet på hans lår. Den falder ind i manden, deler hans søvn, mens månen langsomt glider om bag tagtoppene.