Det regnede hele den sommer. Sådan husker jeg det i hvert fald. Vi tog på ferie alligevel. Og når jeg siger alligevel, så er det fordi, at vi holdt ferie indenlands, vi var med andre ord på camping. Farmor var med, hun brugte gerne sin tid på campingpladsen, da hun selv boede i en nærliggende flække. Vi spillede badminton, farmor og jeg, hun var en frisk, gammel dame, selv i regnen ville hun spille badminton. Den spraglede fjerbold blev kastet rundt i vinden og vores tyske naboer sendte os misbilligende blikke inde bag teltvæggen. Det var sjældent særlig sjovt til at starte med. Men jo vådere man blev, jo sjovere blev det også, og før vi så os om, dansede farmor og jeg rundt i regnen og skraldgrinede med et blafrende net, der konstant truede med at hive sine pløkker op og tage himmelrejsen, i mellem os. Far ville kalde og sige, at maden var klar, og vi ville vandre drivvåde ind i udeteltet og få kastet håndklæder i hovedet. Der stod grillen og fyldte teltet med røg, grill skulle der ikke skæres ned på, bare fordi vejret var dårligt. Det var jo sommer. Så måtte regnen få lov at fosse ind gennem et lille vindue, der trods alt sørgede for, at vi ikke blev kvalt. Vi spiste marineret oksemørbrad og baconindsvøbte asparges, og mor klagede over, at der var for meget kød og for lidt salat, men far grinte blot med sovs dryppende fra hagen, han var altid i fin form på camping. Farmor spiste ingenting, det var hun blevet for gammel til, sagde hun, for gammel til mad, men aldrig blev hun for gammel til badminton. Jeg spiste en smule, min krop var stadig ret lille, og så drak jeg en masse solbærsaft, som farmor havde haft med. Hvis regnen stadig piskede ned over teltdugen, efter vi havde spist, satte vi os hver for sig og læste, jeg læste Anders And, eller rettere sagt kiggede Anders And. Hvis regnen var stilnet af, gik vi tur på stranden langs vandkanten. Jeg trampede krabbeskjold og samlede skinnende skaller. Før havde jeg også samlet krabbeskjoldene, jeg kunne godt lidt at samle ting, næsten hvad som helst, så længe der var nok af det, men døde krabber lugter, sagde mor, og selvom jeg blev sur, første gang hun smed mine døde krabber ud, måtte jeg eftersiden erkende, at hun havde ret. Døde krabber lugter. Men det gør det meste, der er dødt, vel. Far og mor holdt i hånd, og jeg gik med farmor, hendes langsomme gang passede til mine korte ben og min evige stoppen og samlen op. Far ville altid gå længere end os. Vejret var så godt, eller luften var så frisk, eller han havde mere at give af, han ville gå sig træt. Hjemturen var ikke ligeså spændende. Jeg havde jo samlet det, der kunne samles, på stranden, og farmor skulle ikke nyde noget af at tage turen hjem inde blandt klitterne. Mor blev småirriteret på vores langsomme gang, men det var jo tidens skyld, den tyngede farmor og havde endnu ikke givet mig kraft eller størrelse nok. Det var ikke vores skyld. Mor kom gerne hjem et par minutter før os. Det var ikke, fordi hun skulle nå noget, hendes ben drev hende bare fremad hurtigere, hun slog ikke bremserne i, de var vel blevet slidt op. Farmor tog drømmesengen eller cyklede hjem, alt efter hvad humøret og vejret var til og mor satte sig til at kværne de sider, strandturen havde forhindret hende i at kværne. Så gik jeg en gang imellem atter ned på stranden, satte mig ude på badebroen og ventede på far. Mine korte ben hang og dinglede lige over vandkanten. Fisk i alle størrelser befandt sig i vandet, hvis ikke under mig så længere ude, og hvis ikke der, så helt ude i Atlanterhavet. Jeg forestillede mig at en fisk pludselig sprang op og bed sig fast i min tå, fordi den troede tåen var mad. Jeg gik ikke ud fra, at fisk spiste tæer, men under vandfladen ser alt ud til at være i slørret bevægelse, og måske er det også tilfældet med himlen set nede fra vandet af, himlen er flydende, og så er det jo ikke helt umuligt, at fisken kan tro, at en mennesketå er mad.
   Og så kom fisken springende med store øjne og trutmund, men der var jeg allerede løbet far i møde inde på stranden.

De cyklede i Frankrig, der regnede det ikke, det var rent ud sagt dødhedt, men det så ikke ud til at tynge de farverige ryttere, især ikke ham, der blev kaldt Den lille store, han måtte have drukket nok af vand, og han havde da også taget hjelmen af og lynet trøjen ned. Varmen motiverede ham, sagde far, og Den lille store var da også først på toppen af Alpe d'Huez, selvom han var lige ved at køre forkert. Efterfølgende fik han en medalje om halsen og blev kysset af to røde Coca-cola piger, og far sad i lænestolen og fik tårer i øjnene. Jeg kunne mærke, at øjeblikket var vigtigt for far. Jeg sad med mine tegneserier på gulvet foran skærmen. Jeg kunne mærke, at det ikke var så vigtigt for mig, men jeg gad nu godt have haft sådan en medalje. Og pigerne var smukke. Jeg kunne godt tænke mig, at mærke de røde læber mod min kind, selvom lysten til kys ikke var et behov, min krop søgte at få opfyldt, ikke endnu, tænkte jeg, måske en gang. Bare de røde læber mod min kind. Året efter var der en dansker, der fik masser af medaljer og kys. Det var ikke så vigtigt for far. Selvom danskeren også var skaldet, så sagde far, at ingen kunne klatre som Den lille store, da især ikke en halvfed, flad dansker. Mange år efter gjorde Den lille store noget forfærdeligt ved sig selv, der kunne få en til at tro, at han også var syg i hovedet, ligesom ham maleren, jeg er opkaldt efter.
   "Han var ikke syg! Han blev myrdet!" kan jeg høre mor råbe fra et fjernt sted. "Han var en brillant kunstner, og du skal bare være stolt over at bære hans navn. Er du stolt?"
   Jeg er ikke stolt.
   "Vincent," råbte far bag min ryg. Jeg kunne nærmest se for mig, hvordan hans tunge snublede op ad ganen. "Flyt dit hoved, jeg kan ikke se noget."
   Der var ellers nok af smukke piger i fjernsynet den sommer. I England spillede de tennis, der regnede det heller ikke, og de havde korte, hvide nederdele på og hvide poloskjorter og hvide kasketter uden top, hvilket jeg fandt meget underligt.
   "Sådan er tennis," sagde far, imens han fulgte den gule bold op og ned på skærmen.
   Jeg kunne godt lide hestehalerne, der fløj livligt rundt i luften bag pigerne, det lignede vitterligt halen på en hest i galop. Til sidst var det den spanske pige mod den tyske. Den spanske lavede masser af fejl og den tyske havde ondt i ryggen, men far sagde, at det var en flot finale og den rigtige vinder.
   Jeg kunne nu alligevel bedre lide badminton i regnen.