Kære dagbog!
Luften omkring os sitrede, nej den slog nærmest gnister, hver gang vores øjne mødtes, og mit hjerte begyndte at slå hurtigere. De sideblikke han sendte mig, og den måde vi prøvede at undgå at røre hinanden på, var ved at tage livet af mig.
Det hele begyndte nok den nat jeg vågnede ved at han sad på min sengekant. Han havde nemlig vækket mig fra et mareridt. Uden egentlig at tænke over det slog jeg begge mine arme omkring ham og knugede mig så fast ind til ham, som jeg overhovedet kunne. Da min kind lagde sig mod hans brystkasse, var varmen fra hans krop det første jeg kunne mærke. Jeg kunne også mærke at en lille sitren strømmede igennem ham. Hans hjerte slog mod mig som trommeslag, der gav et løfte om en enkel og meget hed nat med følelser, der ikke kunne tåle at se dagens lys og som kun var tilladt at blive inde for disse mure.
Han strøg mig forsigtig over håret med en mesters øvede håndbevægelse. Jeg kunne ikke gøre for det, men lige med et begyndte jeg at græde. Jeg tænkte at det måtte skyldes det mareridt, som jeg nu ikke kunne huske, for jeg ville ikke give sorgen et andet navn.
Han plantede et lille forsigtig kys på toppen af mit hoved og der gik en skælven igennem mig. Den følelse der strømmede igennem hele min krop og berusede mig, var for mig en så ny og underlig følelse, at jeg næsten med lynets hast trak mig væk fra ham, vende mig rund, og lagde mig ned med ryggen til ham.
Der var stille, med undtagelserne af de fluer og andre insekter der summede rundt omkring os. Vi havde ikke sagt noget.
Det havde ikke været nødvendigt, men nu ville jeg ønske at han ville sige et eller andet, for han havde rejst sig, og stod nu bare stille, som om han ventede på en invitation. Den kom aldrig, og han gik sin vej, kort efter. Jeg lå med mit hoved godt begravet i min pude, mens jeg stortudede. Jeg havde været i hans arme. Han havde kærtegnet mit hår og derefter givet mig et lille kys, og så ignorerede jeg ham bare. Men hvordan kunne jeg bede ham om at kravle ned til mig, når jeg viste at han havde en forlovet der hjemme?