I udsigtsvinduet blev konturerne af Titan gradvist skarpere som en langsom opblænding på film. Snart skulle sonden ankomme til Saturns ene måne, hvor der ville være udsyn til kæmpeplaneten med ringene.
   Nyhedssendingen fortalte om grænsestridigheder på Mars og debatter om, hvorvidt man skulle bevare planeten som den var eller terraforme den, dernæst meddeltes det om rygter fra Pluto gående ud på, at arbejderne ville starte en opstand. Plutobasens guvernør Gamstrup afkræftede det og forsikrede, at det intet havde på sig, alle på Pluto var glade og tilfredse. Nu havde de europæiske lande set mulighederne og ville sende en stor del af de muslimske arbejdsledige derud.
   Karim hørte kun med et halvt øre, mens han så Titans bjergrygge blive tydelige. Det var hans drengedrøm at se planeterne tæt på, opleve deres skønhed. Han havde set Jorden fra Månen, da de på udrejsen til Pluto skiftede på Månebasen, han var med i kredsløb om Mars og Jupiter på den videre tur, men ville gerne se mere end det, selv om prisen var måneder, ligefrem år i en tæt dåse, der svævede i det sorte rum.
   Han kom nu fra Plutobasen, hvor han havde haft fast job i nogle år og havde længtes efter Jordens blå himmel. Ude på den stenklippe, der udgjorde Dødens Planet, var der intet at se ud over Karons regelmæssige sejlads på rummets sorte flod. Der var mørkt som på Månens bagside uden en forside med jordklodens skin, Solen var degraderet til en større stjerne.
   Rumskibets kaptajn havde pause, han svævede hen for at få sin mad og smilede venligt. Karim var faldet i snak med ham i starten af rejsen fra Pluto takket være sine spanskkundskaber.
   "Jeg har hørt, at du kan tale spansk," havde han sagt til Karim.
   "Ja, jeg er tolk. Du har spanske aner?"
   "Mexicanske. Hvilket land er du fra?"
   "Danmark."
   "Det må have været hårdt for dig at flytte til Pluto. Jeg har aldrig fattet, hvorfor de skandinaviske lande byggede en base derude. Pluto har ingen metaller af værdi som Titan, og som mellemlandingsstation for fremtidige rejser i det ydre rum er den ubrugelig."
   "Den har skaffet arbejde til mange."
   "Ja, men ingen ved, hvad der laves derude, kun at der mangler arbejdskraft. I USA sendte de latinoer som mig derud, nå ja, det ved du, det var derfor, de havde brug for tolke. Nu forlyder det, at de europæiske lande vil sende deres muslimske arbejdsløse derud."
   "Jeg ved bare, at arbejderne går uden for basen med hakker hver dag iklædt rumdragt, jeg ved ikke hvad de laver."
   "Der går rygter om en opstand derude."
   "Det rygte er opstået flere gange."
   "Sandt nok, men undskyld, min pause er forbi. Hvis du møder min søster på Titan, så hils hende fra Pancho. Hun hedder Juanita."
   Siden havde Karim snakket med ham dagligt. I dag var der et spørgsmål, han havde tænkt over, han svævede hen til Pancho.
   "Må jeg spørge dig, der er kun to sikkerhedsvagter om bord, det har altid undret mig, frygter man ikke kapringer?"
   "Man regner ikke med, at nogen tør kapre rumsonder herude, det er for farligt, og hvor skulle de flyve hen?"
   Karim nikkede. Pancho fortsatte med at fortælle om den mexicanske zone på Mars, hvor han boede.
   Det var snakkesalige folk, der fløj ruteskibene, de var muligvis ensomme i deres bestilling.
   Det kendte Karim fra sig selv. Da han var færdig med uddannelsen, var ledigheden høj, så havde jobrådgiverne opfordret ham til at søge job på de fjerne planeter, der manglede tolke. Han var ugift og uafhængig, sagde de, og havde ikke en familie at tage hensyn til. Han modtog deres råd og tog tillægskurset i rumsikkerhed, så var jobbet i det fjerne hjemme.
   I dag ønskede han, at han havde lyttet til det midaldrende ægtepar, der vendte hjem fra Pluto under hans tillægskursus og var flyttet ind i hans nabolejlighed. Han skulle tænke over det, når han var ugift, det blev snart ensomt, havde de sagt. Efter få uger på Pluto opdagede han, at de havde ret.
   Bare rejsen derud var tung. I starten havde han nydt vægtløsheden, men det var kedeligt i længden, kun rundturene om planeterne og mellemlandingerne opfyldte hans drengedrømme. På Dødens Planet var den eneste fritidsglæde boksekampe mellem nogle af de unge arbejdere på basen og måltiderne, hvor samtalen mest handlede om bokseturneringerne. Det kedede ham gudsjammerligt!
   Nu skulle han for en tid se noget andet. Tre jordmåneder skulle han være der, hvor minedriften var livlig og leverede værdifulde metaller til hele solsystemet, og hvor der blev drevet geologisk forskning.
   Nu var Titans overflade tydelig. Rumskibet lagde an til landing, passagererne blev anmodet om at indtage pladserne, mens rumskibet steg ned.
   Da landingen var overstået, gik de gennem kontrollen. Ankomsthallen var prydet med gamle fotos taget af Cassini-Huygens sonden. Det var tredive år siden, at basen havde fejret dens hundrede års jubilæum, udsmykningen havde man ladet hænge. Han blev ført til et af de værelser med fælles bad og køkken, som var bygget til de midlertidigt udstationerede.
   Han gik ind på sit værelse. Det havde et vindue, hvor man kunne kigge i retning af Jorden, der lignede en blå stjerne. Hans brødre og søstre var der, forældrene var døde. Ulempen ved rummets afstande var, at man ikke kom til begravelsens sidste afsked.
   Han gik ud for at se fælleskøkkenet. Det var ikke malet i mange farver som basen på Pluto, men da han kiggede ud af vinduet, så han Saturn, lige så klar som fuldmånen var på Jorden. Synet af det hensatte ham i en trancelignende tilstand. Han blev brat rykket ud af den, da døren gik op.
   Han vendte sig om og hilste. Det var en høj, noget kraftig mand med mørkt overskæg, sidst i trediverne som ham selv.
   "Du taler dansk? Hvad hedder du?"
   "Karim, jeg er fra Danmark."
   "Nå. Jeg er født og opvokset på Pluto, men med danske rødder, Perry hedder jeg."
   "Har den virkelig eksisteret så længe, at der er nogen i vores alder, der er opvokset der?
   "Ja, jeg er, og nogle få andre."
   "Jeg kommer lige derfra, men jeg er ikke født der."
   "Nå. Jeg er lige kommet her for et par dage siden, jeg er ved at tage min uddannelse som rumkok på Jorden."
   "Du er i praktik her?"
   "Det skal jeg være i tre måneder, men hvad laver du her?"
   "Jeg er tolk, engelsk og spansk. Da der blev ledige jobs på Plutobasen, søgte jeg dem."
   "Du er så midlertidigt udstationeret her?"
   "For tre måneder."
   "Glæder du dig så ikke til du skal hjem?"
   "Til Jorden?"
   "Nej, til Pluto, for helvede!"
   "Jorden er altså mit fødested, og jeg glæder mig til at se Saturn tæt på."
   "Nå! Men jeg synes, her er dødssygt!"
   "Ja, i forhold til Jorden."
   "Nej, for satan, i forhold til Pluto! Der laver de ordentlig mad, og der er slet ikke noget liv her, de har forbudt alkohol af hensyn til sikkerheden i minerne, og der er ingen bokseturneringer, men nu har jeg tre måneders praktik her, så radiofaxer jeg min praktikrapport til Jorden, og så skal jeg hjem!"
   "Prøv at opleve lidt, mens du er her. Se Saturn derude, den er smuk. Jeg glæder mig til at skulle på udflugt."
   "Jeg er her udelukkende for at få min praktik!"
   "Hvor på Jorden gik du i skole?"
   "Göteborg i Sverige."
   "Det er tæt på Danmark. Har du været på Liseberg eller ude at se Götaelven?"
   "Det havde jeg ikke tid til! Jorden er et forfærdeligt sted. Man bliver tung i kroppen, og så sad jeg i min fritid og drak øl, som jeg kunne have fået billigere i supermarkedet på Pluto, ikke en eneste boksekamp var der mulighed for at se, uden at det kostede en uhyrlig pris, og jeg skal fandme heller ikke nyde noget af at gå mere på Jorden, man hører gentagne gange om krig og overfald der, men nu skal jeg have lavet noget mad, jeg gider ikke gå ned i kantinen og spise deres pulvermad."
   Perry gik, Karim stod tilbage og kiggede mod kæmpeplaneten.

På Titan var der bedre muligheder for at hente bøger til e-bogslæseren, end der var på Pluto, det benyttede Karim sig af. De følgende dage læste han Mytteriet på Bounty i sin fritid. Denne fortælling om tidligere tiders sejlskibe af træ viste ham, at rumkoloniseringen var en tilbagevenden til de lange usikre rejser. Flere måneder hang man i det sorte rum uden garanti for at komme tilbage, på samme måde som de gamle sørejsende vuggede i flere måneder på verdenshavene uden garanti for deres liv. På Jorden var transport blevet det rene ingenting, efterfølgerne til Concordeflyene var enerådende i flytrafikken, og etsporstogbanerne kørte på de vigtigste togstrækninger.
   Han gik ned i spisesalen, da han havde afsluttet et kapitel, den var grå som et krigsskib fra det tyvende århundrede. Da han havde spist færdig, stod han ved et af vinduerne i gangen, hvor Saturn var tydelig. Når han kiggede ud på den, blev han glad for at være her.
   "Bella!" lød et udbrud bag ham. Han vendte sig og kiggede. Det var en mørkhudet kvinde omkring de tredive, der stod og kiggede. Hendes øjne var store og mørke som rummet derude, ligeledes hendes lange sorte hår, der havde et par grå striber i den ene side. Hun var klædt i funktionæruniformen.
   "Si, bella," svarede han.
   "Du kan tale spansk?" sagde hun overrasket.
   "Jeg er midlertidigt udstationeret som tolk. Jeg er dansker."
   "Ah! Jeg hedder Juanita."
   "Karim her. Er du så Panchos søster?
   Hun nikkede.
   "Han fløj den sonde jeg ankom med, jeg skulle hilse dig."
   "Tak! Har han det godt?"
   "Det så sådan ud. Hvad laver du på Titan?"
   "Psykolog. Jeg tog uddannelsen i USA og fik job her."
   "Vi kunne godt bruge en psykolog på Pluto, men vores guvernør Gamstrup mener, at det er unødvendigt."
   "Hvad synes du egentlig om ham?"
   "Min ærlige mening er, at han virker falsk og slesk, til daglig undgår jeg så vidt muligt at have kontakt med ham."
   "Det er også mit indtryk, når han udtaler sig på nyhederne. Hvad er egentlig formålet med den base?"
   "Vores regering siger, det er en mellemlandingsbase for fremtidige rejser i det ydre rum."
   "Min bror siger, det er noget sludder, man vil aldrig kunne anvende Pluto til det formål."
   "Så vil det sige, at vi er derude til ingen nytte?"
   Hun kiggede udforskende på ham.
   "Ved du, om oprørsrygterne har noget på sig?"
   "Hvis de har, så er det gået min næse forbi."
   Efter lidt samtale om det ene og andet fulgtes de ad hen ad gangen. Pigerne på Pluto snakkede mest om, hvem af bokserne der var mest lækker, hun havde en aura alene ved ikke at komme ind på et lignende emne. Da de tog afsked med hinanden ved den lange gang, var det som om hun hang i luften omkring ham.
   Han kiggede i et spejl og konstaterede, at han var begyndt at se midaldrende ud, selvom han ikke var rundet fyrre. Nu var de første grå hår også påfaldende, fordi han var mørk, men især var der begyndt at komme furer under hans grå øjne.
   Han mødte Perry inde i gangen.
   "Du snakkede med en mørk pige, er det ikke noget med, at disse skide muslimer næsten har taget magten i dit hjemland?"
   "Det er meget sagt, de har bygget en moske."
   "De skal til at oversvømme Pluto, så bliver det snart forbudt at spise svinekød! De skulle bare sendes til Mars alle sammen, hvor de kan slå hinanden ihjel ligesom på Jorden!"
   Karim rystede på hovedet og gik ind på sit værelse for at læse videre om Bountys skæbne.

En måned efter var udflugtens venteliste nået til ham. Da han gik ombord, så han Juanita sidde på den ene række i sonden. Han satte sig ved siden af hende.
   "Hola," sagde hun.
   "Hola. Så skal vi af sted."
   Hele overdækningen over dem var af gennemsigtigt materiale, så alle havde frit udsyn.
   De blev budt velkommen om bord, anmodet om at spænde sikkerhedsbælterne og være forberedte på trykket. Snart spindede det under deres fødder som en kat, så knurrede det og gav et hvæs, og maskinen rykkede. Karim havde prøvet det før, følelsen af at blive trykket ned i sædet. Han skævede til Juanita, der løb nogle sveddråber på hendes pande, men hun holdt bevidstheden. Da sightseeingsonden kom højt op, var han let i kroppen. Ude var rummet ugæstfrit, herinde kom stewardesserne og serverede drinks.
   Juanita smilede til ham. Han var kommet sig over startchokket, men hjertet hamrede stadig voldsomt i ham. Nu kom han i tanke om, hvad en lærer på tillægskurset havde sagt.
   "Hvis I bliver midlertidigt udstationeret, så knyt ikke for stærke bånd til de faste. Det gør det for hårdt at vende tilbage til jeres faste base."
   Efter en tids flyvning, hvor der blev vist videonyheder på skærmen, blev det meddelt, at de snart var over Saturns ringe, hvor maskinen måtte flyve forsigtigt på grund af små, fritflyvende partikler.
   "Diablo!" råbte en midaldrende, forhutlet mørk mand med grå skægstubbe.
   "Rolig, Miguel!" sagde den ene sikkerhedsvagt til ham.
   Videomaskinerne slukkede, lyset blev dæmpet i passagerkabinen, og med ét så Karim den første stribe vise sig udenfor. Gradvist blev den større, nu kunne han se Saturns blegt skinnende orange overflade, denne gaskæmpe, som intet levende kunne være på, han sugede til sig af synsindtryk. Det næste minut blev ringene synlige, på afstand lignede de en rund regnbue, her kunne det ses. At de bestod af små tætte partikler. Farverne skinnede og glimtede som et lysorgel. Som på kommando råbte passagererne "wauv" med en mund.
   "Hvor er det smukt!" jublede Juanita og gav ham et kram.
   Hendes varme kind og håret gjorde ham forvirret. Det var længe siden, at han havde været tæt på en kvinde, han følte, at han var ved at besvime.
   En guide holdt et længere foredrag om ringene, hvad de bestod af og hvad de kaldtes, afbrudt af mishagsytringer fra Miguel.
   Der blev serveret middag. Farveshowet spillede stadigvæk showet for de rumturister, der spiste og gispede af benovelse.
   Mens middagen blev indtaget, begyndte sonden at dreje af ud mod det sorte rum. Det blev meddelt, at kursen var sat mod Titan.
   "Diablo!" gentog Miguel.
   Karim og Juanita så hinanden i øjnene.
   "Hvor længe har du tilbage af din udstationering?"
   "Halvanden måned."
   "Hvordan synes du, det er her?"
   "Dejligt, jeg tænker at søge permanent stilling."
   "Det er måske muligt?"
   "Hvis der bliver fast ansatte, der kun taler spansk."
   "Var det ikke skønt i dag?"
   "Jo," svarede han og strøg hendes kind.
   Miguel rejste sig.
   "Forbandede imperialister! Hævnen er nær!"
   De to sikkerhedsvagter tog førergreb på ham og trak ham ud bagved.
   Det lagde an til landing. Han holdt vejret, for nu kom bumpet.
   Ved udgangen stod kaptajnen og sagde farvel til passagererne med et smil.
   "Kunne du tænke dig en kop te henne hos mig."
   "Det kunne være hyggeligt," svarede hun.
   De gik hen til fælleskøkkenet og varmede vand. Mens de ventede på, at det kogte, kom Perry ud i køkkenet.
   "Perry, han er plutoneser, men med danske rødder, så han og jeg forstår hinanden. Det er Juanita, hun er mexicaner og psykolog."
   Perry svarede med et grynt og vendte ansigtet væk, da Juanita rakte ham hånden til hilsen.
   "Han er vist i dårligt humør i dag," sagde Karim afvæbnende.
   "Jeg forstår ikke det pluddersprog der!"
   "Det er sgu ikke pluddersprog!" svarede Karim, "der et spansk!"
   "Jeg er ligeglad! Jeg giver fandme ikke noget for de folk, der har haft fascistiske diktaturer, de kan blive på Jorden med deres intolerance!"
   "Du skulle tage på udflugten. Det er fantastisk."
   Juanita nikkede med et smil, det forstod hun.
   "Det har jeg ikke tid til! Men gudskelov, nu er min opgave sendt til Jorden, så skal jeg hjem til Pluto!"
   Han tog maden ud af ovnen og gik ind til sig selv med en mumlen.
   "Det er ikke personligt," sagde Karim, "han har hjemve."
   Hun nikkede og smilede. De drak deres te, mens de snakkede om dagens oplevelse.

Næste dag var der ikke meget arbejde, så han havde tid til at finde noget om Pluto i Titans computerbibliotek.
   Der var noget fra før han blev født.
   De nordiske lande havde en fælles ambition om at bygge en Plutobase, og der blev nedsat en forskningskommision til at undersøge, hvad udbyttet kunne være. De var kommet til det resultat, at Plutos mineralforekomst var lige så værdifuld som Titans, den kunne en dag fungere som mellemlandingsstation for interstellare rejser. Alle snakkede med begejstring om betydningen for de nordiske lande.
   Ansete astronomer og fysikere rejste kritik, Pluto var en totalt værdiløs stenblok, og den ville med sin uregelmæssige bane være ubrugelig som mellemlandingsstation. De blev latterliggjort af regeringernes kommission, debatterne kørte på højtryk over flere år. Projektet betød meget for de nordiske regeringers prestige, og en dag var basen en realitet. Fuldstændig som der var månebaser, marsbaser, baser på Jupiter og Saturns måner, sådan havde de nordiske lande fået en base på den fjerne planet, og deres ledighed blev nedbragt med dem, der kom i arbejde derude.
   Efter et par årtier så flere lande mulighederne. USA begyndte at sende ledige i arbejde deroppe, de fleste latinoer. Det nyeste var, at resten af Europa, der havde døjet med et stort antal arbejdsledige muslimer, var gået med på den.
   Det var til hans undren ikke til at finde noget om, hvad arbejderne lavede derude. Det besluttede han at finde ud af.
   Han ville snart få chancen. Når han tog tilbage, skulle han rejse med et skib, der mellemlandede på Titan og transporterede nye arbejdere til Pluto. Der ville også være en af dem ombord, der havde til opgave at sætte disse nye arbejdere ind i arbejdet. Denne arbejdsleder kunne han spørge.

Dagene føltes hurtige, nu mellemlandede rumskibet, som ville tage ham og Perry tilbage til Pluto.
   Juanita stod ved dokken for at tage afsked. Forhåbentlig var det realistisk, da han sagde på gensyn, men hendes blik afslørede, at hun ikke troede det. De gav hinanden et knus, så gik han ombord. Ved sejlskibenes rælinger kunne man stå og vinke, det var umuligt fra rumskibe. Hans tanker formulerede anstrengt, at hun var en, han kendte under opholdet, men det hindrede ikke en tåre i at løbe ned over højre kind.
   Nu gik det fra Saturns farveglans over Titan til Karons dystre skygge over Pluto. Ved den ene ende af kabinen så han Perry svæve rundt.
   "Du fik din rapport godkendt?"
   "Det kan du tro, så skal det bare være slut!"
   Karim sukkede og trak sig tilbage. Kaptajnen viste sig at være Pancho, da han havde spisepause benyttede Karim muligheden for at tale med ham.
   "Din søster har det godt, jeg skulle nok have hilst dig, hvis hun havde vidst, at jeg fløj med dig."
   "Tak skal du have, det er dejligt at høre."
   Sonden var fuld af mørke mennesker, nogen af dem talte spansk, andre et sprog, der lød som arabisk, Karim genkendte den vrede Miguel blandt de spansktalende.
   En yngre lyshåret kvinde var klædt i en mørkeblå uniform, hun var arbejdslederen. Karim hilste på hende, hun snakkede perfekt dansk.
   "Du er også dansker?" sagde hun med et stift smil, der virkede klamt efter Juanitas mimik.
   "Jeg er tolk på Pluto, jeg kan se på din uniform, at du er arbejdsleder."
   "Det er rigtigt, dette er et nyt hold, som jeg skal sætte ind i arbejdet," sagde hun og nikkede ud mod det fælles opholdsrum.
   "Hvad laver de egentlig derude?"
   "Hugger et hul og dækker det til igen."
   "Vi har altid hørt, at de lavede noget samfundsnyttigt for hele Jorden!"
   "De har noget at tage sig til og bliver ikke skvattede af manglende arbejde."
   "Hvorfor den løgn om at de laver samfundsnyttigt arbejde og alt det hemmelighedskræmmeri?"
   "Ikke alle kan se betydningen af, at de i det mindste laver noget og har et kammeratskab, desuden er det lettere at sende dem derud og have noget at lave end det tunge bureaukratiske system på Jordens socialkontorer. Desuden motiverer det de ledige til at tage de job, som de kan få."
   Han sagde tak for snakken og svævede hen for at være alene.
   Nu ville han søge væk fra Pluto! Det kunne kun gå for langsomt! Han kiggede på dataskærmen efter jobopslag.
   Efter flere måneders vægtløs monotoni var der endelig kort tid til ankomsten. Nu kunne Pluto og Karon skimtes, så mørk en skygge de end var endnu, og skibet rykkede nærmere landingspladsen.
   Alarmen forstyrrede hans tanker med en skærende lyd. Hans puls steg. En gruppe af passagererne overmandede de to sikkerhedsvagter og tog deres skydevåben, resten inklusiv Miguel åbnede deres egen bagage og hev skydevåben frem fra snedige skjulesteder.
   "Hvad fanden er meningen?" råbte Perry, "I er ikke på Jorden!"
   "Det kan I ikke gøre!" skreg arbejdslederen. "I bliver trukket i social sikkerhed!"
   De grinede af hende. Hun råbte højere. Til sidst bad Miguel hende om at holde kæft, men det var forgæves.
   "I er arbejdssky individer! I bliver sat til det værste, når vi når frem!"
   Miguel affyrede sit våben, hun blev slynget tilbage i kabinen med vægtløst blod stigende som springvand mod loftet. En høj mand med et kraftigt ansigt og en bluse med halvmåne på gav Miguel en lussing og skældte ham ud i et tempo som et maskingevær.
   "Forbandede mordere!" skreg Perry.
   "Rolig!" sagde Karim, "det er det klogeste i disse situationer."
   "Du er så klog, at du kan undvære hovedet! Har du lært det på Jorden?"
   Den høje svævede hen til Karim, han talte til ham på engelsk i et mere roligt leje.
   "Vær ikke bange, der sker ikke jer noget. På Pluto sørger vi for, at I og dem på basen, der ikke er med i oprøret, bliver fløjet til Titan, derfra vil I kunne komme videre, hvor I end måtte ønske at komme hen. Ok?"
   "Det kunne du lide, din Koran-torsk!" råbte Perry.
   Karim løftede afværgende hånden.
   "Ok," svarede han den høje. "Må jeg spørge, hvorfor I gør dette?"
   "Vi vil ikke finde os i at blive sendt derud som dresserede dyr og gjort til slaver."
   "Jeg hader det derude lige så meget som Jer, så jeg er principielt på jeres side, men hvis jeg må tale frit, så mister I sympati på dette her, I har allerede dræbt et menneske."
   "Det var mod min vilje, Miguel gik amok, fordi hun skreg."
   "Bliver der også oprør på Pluto nu?"
   Den høje nikkede. "Vi har aftalt det længe, nu da plantehusene og husdyravlen efterhånden går godt på Plutobasen, er den ikke længere afhængig af forsyninger. Nu bliver den republik og basen for et fælles oprør mod Jordens regeringer."
   "Hvis der ikke bliver dræbt flere, så får I ikke vrøvl med mig."
   Den høje nikkede, hvorpå han svævede tilbage til sine kammerater.
   Rumskibet gled ned på landingspladsen. Da Karim kiggede ud, kunne han se arbejderne stå parat udenfor i ankomsthallen. Der blev smidt våben ud til dem, de løb ind i basen, efterhånden som de blev bevæbnet. Pancho kom ud fra styrekabinen, hilste på araberen og fik udleveret et skydevåben.
   "Du er med i det?" udbrød Karim.
   "Det er jeg, og besætningen her med," svarede han. "Når jeg har sat jer af på Titan, så er rumskibet republikken Plutos rumskib."
   "Historiens første kapring af en rumsonde!"
   "Det er ikke sikkert. Hvem siger, at alle forsvundne rumsonder er forulykkede?"

Efter en lang ventetid kom basens beboere ud med hænderne i vejret og gik ind i sonden. Guvernør Gamstrup og hans kone satte sig foran Karim. Perry funderede lidt.
   "Det er ikke alle med skandinaviske rødder, der kommer ombord," sagde han.
   Karim oversatte det for Pancho, der svarede, at en del af de skandinaviske var med i oprøret og blev på Pluto. Det oversatte Karim.
   "Så jeg kan godt være der, selv om jeg har danske rødder?"
   Pancho nikkede, da Karim havde oversat.
   "Jeg ønsker ikke at vende tilbage til Titan," sagde han. "Kan jeg få lov at blive her?"
   "Hvad kan du?" spurgte Pancho
   "Lave mad."
   "Vil du tjene republikken loyalt?"
   "Bare I kører det på Pluto, som det altid har kørt."
   "Godt, så gå fra borde, jeg melder din ankomst."
   Han tog sin kommunikator op og talte med en fra basen. Perry forlod rumskibet, derpå oprørerne, undtagen Pancho og hans besætning. De bad Karim om at tolke kaptajnens meddelelse til de ombordværende, hvad han gjorde. Pancho meddelte, at de ville blive fløjet til Titan, og de ville blive behandlet godt under turen.
   Efter optankningen startede skibet. Nu forsvandt Pluto med følgesvenden Karon ud i mørket. En lang rejse mere, det huede ham ikke, men det at være færdig med Pluto fik ham til at tåle tanken. Hans nye skandinaviske medpassagerer parlamenterede ivrigt om begivenhederne, det var tydeligvis kommet bag på dem, at oprørsrygterne var sande.
   Kun den midaldrende guvernør var rolig, ligeledes hans jævnaldrende kone.
   "Det gik jo fint," sagde hun.
   "Ja, mon ikke," svarede han med et skævt smil.
   Hvad skulle det betyde? Karim undrede sig.
   Nu begyndte Gamstrup at kigge febrilsk på sit ur og kigge ud af det vindue, hvor Pluto og Karon endnu var synlige.
   "Bare sidste del også går," sagde han.
   Han svedte, kiggede ud og så på uret.
   "Ti minutter til."
   Karim gjorde alt for ikke at kigge åbenlyst på ham og skiftede til en plads, hvor han kunne se de to himmellegemer. De var nu små sorte boller, som man skulle knibe øjnene sammen for at se.
   Gamstrup kiggede igen på uret og begyndte at svede, Karim kiggede igen ud mod de sorte skygger.
   Med ét for han sammen ved et lysglimt på Pluto, der i et øjeblik oplyste både planeten selv og Karon. Andre passagerer, der kiggede ud, gispede.
   "Basen eksploderede!" udbrød et par af dem.
   "De forbandede muslimer!" sagde Gamstrup.
   Karim kiggede på ham. Han var iskold, besætningsmedlemmerne var blege, selv Panchos mørke ansigt var askegråt.
   "Var det med i planen?" spurgte Karim ham på spansk, heldigvis forstod guvernøren ikke det sprog.
   "Absolut ikke! Jeg har hørt, at sandheden om Plutobasen var ved at komme frem på Jorden. Har det noget på sig?"
   "Noget tyder på det. Er det derfor, at...?"
   Pancho nikkede. "Amigo, lad dig ikke mærke med, at du ved noget, hverken på Titan eller andre steder, ellers stræber de dig efter livet! Så snart I er sat af, flyver vi til den mexicanske zone på Mars. Hils min søster."
   Karims galoperende hjerte hoppede et slag over.
   "Det skal jeg gøre."
   Nyhederne meddelte, at arabiske selvmordsterrorister havde sprængt Plutobasen, størstedelen af de tilstedeværende var blevet dræbt og samtlige passagerer på rumskibet, der fragtede terroristerne, var blevet brutalt nedslagtet, det sidste blev understreget med et portrætbillede af den dræbte arbejdsleder. Guvernørens portræt tonede frem på skærmen, idet der blev meddelt, at de overlevende var på vej til Titan, de havde reddet livet takket være guvernørens klogskab, han havde fattet mistanke og sørget for, at et rumskib var rejseklar.
   Her svævede Gamstrup vægtløs rundt og smilede tilfreds, mens sonden satte kurs mod Titan.