Guds rige
   Vi opdagede den hængte mand på lang afstand. Vi cyklede af Lyngbyvejen ind mod byen, og han hang fra jernbanebroen ved Ryparken Station, lige før motorvejen sluttede.
   Jeg spurgte Quasar om vi skulle tage en anden vej, men han trådte bare tungt og rytmisk i pedalerne og jeg fulgte efter og vi standsede først da vi var henne under broen.
   Manden var hængt i ledninger, en løkke af gule, røde og blå plastictråde snoede sig om hans knækkede hals. På hans blodplettede skjorte var der sat et skilt fast. ”Guds rige,” stod der.
   - Præsten, konkluderede jeg nervøst. - Du sagde det var en fri vej.
   Quasar trak på skuldrene og rakte så bagud og fiskede sin revolver op af bukselinningen. Han slog tromlen ud og talte sine patroner. Så slog han tromlen ind igen.
   Jeg opdagede at der lå en lille sø af tis og en smule ekskrementer under den hængte mand. Jeg kørte mit forhjul rundt i ekskrementerne. De var stadig friske.
   - De er ikke langt væk, sagde jeg.
   Quasar afsikrede sin revolver og trak hætten på sin trøje over hovedet. Så satte han sig op og cyklede under broen og op af bakken mod Hans Knudsens Plads. Revolveren lod han ligge mellem styret og hans brede hånd. Med jernbanebroen bag ham og Sahva-bygningen på venstre hånd var han alle tiders bytte for en snigskytte.
   - For satan, mumlede jeg og tog, uden at tænke over det, en hånd op til skulderhylsteret med min pistol, mens jeg med øjnene fulgte Quasar der trægt arbejdede sig op af bakken. Han var en stærk mand, men stor og tung. Da han var halvvejs, satte jeg af og indhentede ham forpustet i det store kryds ved pladsen.
   - Du får os slået ihjel, stønnede jeg. - Alle kan se os.
   Quasar smilede bare.
   - Insallah. Gud er stor.

Legetøjsmanden
   Legetøjsmanden virkede ikke glad for at vi kom.
   - Blev I set? spurgte han med sin pibende stemme i døren til kælderen. Han var en lille mand med små træk i det runde rynkede ansigt, som et barn på hundrede år.
   - Er det en diskussionsklub? spurgte Quasar og skubbede døren op med skulderen.
   - Vi har brød med, sagde jeg. - Og mælk og frugt fra gården.
   - Og olie, sagde Quasar, og løftede de to femlitersdunke han havde i hænderne op foran ansigtet på Legetøjsmanden, der bakkede baglæns ind i kælderen.
   - Jeg vil bare ikke have I bliver set, peb han. - Jeg har en fin forretning. En disket en. I vækker opmærksomhed. Sådan nogen som jer...
   - Vi er sultne, sagde Quasar. - Vi har cyklet fra Dronningmølle.

Legetøjsmanden boede i et hus ud til Skt. Jørgens Sø. Fra vinduet i stuen på andensalen kunne man se den nedbrændte tomt hvor Søpavillonen plejede at ligge, og vagterne der patruljerede ved barrikaderne på hver sin side af vejen over søen. Legetøjsmanden tændte olielamper, og jeg pakkede maden ud af min rygsæk. Der var brød, æbler, pærer, en kyllingepate, lidt pølse, ost og smør.
   - Og se her, sagde jeg og stillede flasken med æblesnaps på bordet. Så smilede han endelig, Legetøjsmanden.
   Da vi havde spist og var nået halvvejs gennem snapsen, skubbede vi resterne til side og Legetøjsmanden foldede et bykort ud på bordet. Han pegede og tegnede usynlige streger langs gaderne. Præstens militser havde taget det meste af Nørrebro i august, så der var ikke noget frit land uden for søerne mere. Nu havde Præsten hele Østerbro og Nørrebro indtil Åboulevarden, Muselmændene havde Vesterbro, og området mellem Vesterbrogade og Åboulevarden, hvor Legetøjsmandens hus lå, var fronten mellem dem. Her stødte de frem og trak sig tilbage. Frit land var Christianshavn og indre by fra Rådhuspladsen. Sådan så det ud i dag.
   Legetøjsmandens finger søgte opad på kortet og kredsede om den store grønne plet i hjertet af Østerbro.
   - Parken, sagde han og slog ned på det gamle Nationalstadion. – Præstens fæstning.
   Fingeren fortsatte et par centimeter videre.
   - Øbrohallen. Fængslet.
   - Naima! sagde Quasar.
   Legetøjsmanden løftede ansigtet fra kortet og så på Quasar. Så skænkede han sig et glas til af snapsen og rejste sig.
   - Jeg skal fordre fuglene, sagde han.

Maskiner og dyr
   Vi fulgte Legetøjsmanden op af trapperne, Quasar med olielampen, jeg med æblesnapsen.
   Lofttrappen gik lige op i himlen; taget på huset var halvvejs væk. I den tagløse ende af loftet havde Legetøjsmanden bygget et dueslag. Det var et kubeformet gitter på omkring tre gange tre meter. De sovende duer sad i mørket på fuglepindene som dråbeformede statuer. Legetøjsmanden fyldte en skål med foder fra en metaltønde han havde stående ved siden af trappen og gik så ind i buret. Med et stod der en flaksen og kaglen omkring ham og duerne satte sig på hans arme og skuldre og spiste af hans hænder.
   Jeg tog en tår af snapsen og rakte den til Quasar.
   - Jeg tror jeg slår ham ihjel, sagde han og drak.
   - Man kunne bare låse ham inde i buret, så klarer fuglene det, sagde jeg.
   Quasar rakte mig snapsen igen. – Hvordan har hun kunne leve med ham? Wolla. Her stinker.

Legetøjsmanden kom ud. Han fnisede skingert og hans runde øjne glimtede muntert i mørket.
   - Kom, sagde han og viste os over til den del af loftet der stadig havde tag. De bærende søjler stod stadig og han havde muret en ny væg op og sat noget der lignede en gammel bordplade i som dør. Vi gik ind og Legetøjsmanden forsvandt over i et hjørne og rumsterede. Så lød der motorstøj og med et var der lys i rummet.
   - En generator, sagde jeg.
   - Hvorfor fanden har du generator på loftet, og ikke nede i stuen? spurgte Quasar.
   - Det er mit værksted, sagde Legetøjsmanden.
   På toppen af en bred reol paraderede seks forskellige mekaniske modelfly ved siden af hinanden. Under dem var hylderne fyldt med maling, værktøj og reservedele. Overfor reolen stod et gammel bredt skrivebord, hvor en model af en gammel spitfire var landet på en bunke at tekniske tegninger. Legetøjsmanden satte sig på en kontorstol ved bordet.
   Han var spion, det havde Naima fortalt. Han havde et net af meddelere blandt både Præstens folk og Muselmændene og måske også i Frit Land. Han solgte information til Frit Land, og brugte fuglene og de fjernstyrede fly til at transportere den over søerne.
   - Duerne kan flyve længere og er på mange måder sikrere, men jeg kan laste et fly på helt andre måder, fortalte han og løsnede med en let bevægelse vingen fra spitfiren på bordet. Han pegede på os med vingen.
   - Jeg har indbygget et USB-stik, sagde han. - Ren information.
   Naima arbejdede for Legetøjsmanden. Hun fortalte aldrig hvordan, men det var tydeligt at hun ikke bare var meddeler, for hun boede hos ham, og hun tjente godt ved det. Hun havde altid benzin og tøj og poser med smykker med, når hun besøgte os på gården.
   Naima var kvik og charmerende og hendes lyse brune hudfarve betød at hun kunne gå for næsten hvad som helst. Hun kunne bevæge sig lige ubesværet hos Muselmændene og i Præstens zoner, og Legetøjsmanden måtte have haft megen nytte af en som hende.
   Legetøjsmanden satte vingen fast på flyet igen, og fortalte så at Naima var blevet taget for tre dage siden, ude omkring Trianglen, og var blevet fængslet i Øbrohallen, en gammel svømmehal som Præstens folk brugte til særlige fanger. De havde alt muligt udstyr til at få fangerne til at tale. Grimme ting. Og der var masser af vagter, masser af sikkerhed, ingen vinduer og kun én indgang.
   - Hundrede mænd, og selv da er det ikke sikkert at du kommer ind, sagde Legetøjsmanden. Han holdt spitfiren i halen og lod den dingle nedad.
   Quasar trådte hen til ham og trykkede ham så hårdt i panden med sin pegefinger, at Legetøjsmanden måtte rykke hovedet bagud.
   - Hvis det er det, gamle mand, så tror jeg faktisk jeg slår dig ihjel, sagde Quasar.
   - Hvordan befrier vi hende? spurgte jeg.
   - Vi flyver, peb Legetøjsmanden.
   Quasar fjernede sin finger. Så skubbede han med en flad hånd Legetøjsmanden i ansigtet, så han væltede ned fra stolen.

Der er ikke nogen der dør
   Naimas værelse lugtede af hende, krydret og lidt syrligt. Hverken Quasar eller jeg ville tage hendes seng, så vi lå på hver vores tæppe på gulvet. I mørket kunne vi skimte kommoden, der stod ved det åbne vindue med parfumeflasker og smykker og kjolerne der bølgede blidt fra bøjler på en jernstang. Vi prøvede på ikke at tænke på hende, men det lykkedes ikke.
   - Tror du det kan lade sig gøre? spurgte Quasar.
   - Nej, sagde jeg.
   - Men du gør det?
   - Der er ikke så meget at vælge imellem, sagde jeg. - Du ville dykke som en sten. Quasar vejede på den anden side af hundrede kilo. Jeg vejede et sted mellem femoghalvtreds og tres.
   - Jeg ville gerne være der. Jeg ville gerne hjælpe. Hans stemme var dyb, grødet. Pludselig lød han som det han var. En alt for ung mand.
   - Jeg vil ikke være alene tilbage, hvis I ikke klarer den.
   - Det er ikke nogen der dør, Quasar.
   - Der er ikke nogen der dør, gentog han.
   - Nu sover vi. Og i morgen...
   - Ja. I morgen...
   - I morgen...
   Jeg lukkede øjnene. Jeg tænkte på Naima, jeg tænkte på om hun var død i morgen. Jeg lukkede øjnene og prøvede på at sove, men jeg kunne ikke.

Drageflyver
   Den følgende nat stod jeg på taget af Rigshospitalet og så ud over København. Jeg prøvede at forestille mig hvordan det måtte have set ud i gamle dage, før uroen, før oversvømmelserne og krigene. Gaderne som lysende tråde med biler der summede gennem natten, hele huse med vinduer med glas og lys i.
   Naima plejede at sige at vi var den første generation født i den nye tid, og at det var en gave. Men jeg troede aldrig på hende.
   Legetøjsmanden rakte mig en sort elefanthue.
   - Som sagt, jeg har en mand derinde, og han har lagt en nøgle til branddøren ved taget. Han bryder sig ikke om det.
   Jeg tog elefanthuen på. Legetøjsmanden fortsatte:
   - Han ville hellere bare slå hende ihjel. Hvis hun taler, så fanger de mig. Hvis de fanger mig, så dør han. Det ville være meget nemmere bare at slå hende ihjel.
   Jeg tog min pistol ud af skulderhylsteret.
   Legetøjsmanden peb. - Men det gør vi ikke, vel. For vi elsker hende.
   Jeg tjekkede at pistolen var ladt og satte den så på plads igen. Så gik jeg hen til drageflyveren. Det var en simpel konstruktion. Det samlede vingefang var på omkring fem meter, og under vingerne hang en triangel af aluminium som man styrede med. Man skulle ligge vandret i luften, med ben og bryst holdt oppe af støttesnore og hænderne på trianglen. Legetøjsmanden havde malet det hele matsort. Vinger, stel, selv snorene. Jeg var selv klædt helt i sort, og da jeg stillede mig ind i trianglen, forestillede jeg mig at jeg forsvandt i natten. Jeg fastgjorde støttesnorene til ben og mave og løftede drageflyveren. Vinden rev i vingerne og var ved at slå mig omkuld. Mit hjerte hamrede som stod der en bokser i min brystkasse og tæskede mine ribben indefra.
   - Du har medvind og det er overskyet. Er det ikke fantastisk? Er det ikke? Legetøjsmandens måneansigt lyste op.
   Vi havde øvet os det meste af dagen ude ved det gamle slot ved Dyrehavsbakken. Jeg var spurtet og sprunget ned af bakken igen og igen. Det var ikke gået særlig godt. Jeg trådte nogle meter tilbage, åndede dybt ind og tænkte på Naima. Løb frem og satte af.

Natsværmer
   Fælleden lå mørk under mig som en legetøjspark. Træerne som små stykker broccoli, søen som en vandpyt, pavillonen som et legehus. Jeg rykkede lidt med den ene arm, og så drejede jeg. Fangede en vind, og sejlede så opad. Det var ikke så svært som jeg troede.
   Et øjeblik lukkede jeg øjnene og huskede da jeg var barn og Naima og Quasar og jeg cyklede om kap på stierne omkring Dronningmølle. Da vi løb ud i det kolde grønne hav, nøgne og skrigende. Da vi sad om bålet på stranden og betragtede flyverne på vej mod København med deres last af død. Da vi lagde os tæt i vores tæpper og faldt i søvn til lyden af tre hjerter der faldt i takt.
   Så sejlede jeg ind over Præstens borg, hvor lyskegler fejde gennem natten og vagter patruljerede som tinsoldater på taget. Jeg bad til at ingen så op, passerede på et øjeblik og hang så over Øbrohallen.
   Det var en grå rektangulær bygning, på måske 50 gange 25 meter. Taget skrånede en smule, og den øverste halvdel var dækket af glas. I hver ende af hovedbygningen var der et lille tårn, der var en smule lavede en resten af bygningen. Fra hvert tårn gik en brandtrappe op til en ståldør i den øverste del af hallens endevægge. Døren i endevæggen tættest på Østerbrogade var min indgang.
   Jeg kredsede i store nedadgående cirkler over hallen mens jeg med voksende panik prøvede at finde ud af om jeg skulle prøve at lande på taget eller bare slippe drageflyveren og lade mig falde når jeg var over tårnet. Jeg nåede ikke at bestemme mig. Jeg ramte taget halvvejs henne og omkring halvanden meter fra kanten. Tog først et par lange spring, prøvede så at løbe skråt op at taget for at tage farten af, og måtte så dreje skarpt nedad for ikke at ryge gennem glasset. Nåede den lave mur for enden af taget med alt for megen fart på, prøvede at springe, men kom ikke ordentligt over, og slog en kolbøtte ned i tårnet. Vingerne tog det værste.

Jeg lå i et par minutter og sundede mig. Rejste mig forsigtig og prøvede at bevæge først arme og så ben. Alt virkede. Jeg gik på knæ og kravlede hen til kanten af tårnet og så ud over Den Himmelske Plads, for at se om nogen havde opdaget mig. Det så ikke sådan ud. Så kravlede jeg hen i den anden ende af tårnet og kiggede ned i baggården. Quasar og jeepen var ikke kommet endnu. Jeg rejste mig og gik op af brandtrappen.

Naima
   Jeg fandt nøgle bag en brosten på trappen og passede fint til døren. Jeg trak min pistol og låste op. Det var et lagerrum, fyldt med våben. Jeg turde ikke tænde lyset, så jeg kantede mig igennem mørket til jeg fandt døren videre. Jeg lagde øret til. Kunne ikke høre noget. Åbnede, listede forsigtigt ned af en trappe og kom ned til en slags hall. På højre hånd var der åbent ind til selve svømmehallen, jeg kunne skimte en vippe i det svage lys fra vinduerne i taget. Det så ud som om der var noget nede i bassinet. Maskiner af en slags. Ligefrem var der en bred trappe der, efter hvad Legetøjsmanden havde fortalt, førte ned til omklædningsrummene. Cellerne.

Det skarpe neonlys slog mig nærved omkuld da jeg åbnede døren til omklædningsrummene, og jeg måtte gå på knæ til mine øjne havde vænnet sig til lyset. Med karmen mod min ene skulder og den tunge dør mod den anden, prøvede jeg at trække vejret roligt mens jeg orienterede mig. Til venstre lå vagtrummet, den gamle sauna. Bruserne lige frem og bag dem gangen med cellerne på højre hånd. 10-12 meter nede af gangen stak et par ben ud af en åbning i væggen. Brune bukser, sorte sko. Vagttøj.
   Jeg trak det yderste lag sokker af mine fødder, og satte den ene sok i klemme i døren, så den ikke smækkede. Kravlede forbi vagtrummet og nogle meter frem langs væggen. Så rejste jeg mig. Vagtens ben var nu fem eller seks meter væk. De bevægede sig ikke.
   Da jeg var to skridt fra benene, afsikrede jeg pistolen, og trådte i samme bevægelse ind over dem og satte mundingen for vagtens pande. Han var en ung mand, ikke ældre end mig, med et kantet fregnet ansigt. Han åbnede munden som for at sige noget, og jeg stoppede den anden sok i munden på ham. Så tog jeg pistolen i hans bælte, låste hans arme og hænder bag den stol han sad på med hans egne håndjern og bandt benene sammen med hans jakke. Han gjorde ikke modstand. Da jeg var færdig, stillede jeg mig bag ham og tog elefanthuen af.
   - Den mindste lyd, og du er død, hviskede jeg, og så trak jeg elefanthuen ned over hans ansigt med bagsiden forrest. Jeg gik ud i gangen igen. Naima. Celle nummer 12.

Jeg låste op med vagtens nøgler. Ved cellens endevæg lå en spinkel kvinde med ryggen til på en briks. Hun lå i fosterstilling og da jeg lukkede døren efter mig, spjættede kroppen ved lyden af låsen der klikkede.
   - Naima, hviskede jeg, men skikkelsen reagerede ikke. Jeg gik derhen, og lagde en hånd på hendes arm. Skuldrene trak sig op til ørene, ansigtet bøjede sig ind mod brystet.- Naima, hviskede jeg igen.
   - Nej, sagde skikkelsen.
   Jeg vendte kvinden om. Det lange mørke hår lå i klistrede tjavser ned over ansigtet og da jeg fjernede det så jeg at hele den venstre side af ansigtet var blåt og hævet. Det ene øje var så svulmet op så det lignede en flækket blomme. Det andet betragtede mig fra en tomt mørkt hul. Det var hende.
   - Naima, sagde jeg for tredje gang. – Det er mig. Jeg kommer for at hende dig.
   Der var noget i hende der genkendte mig. Hun blottede tænderne i et grimasserende forsøg på et smil. Munden var blodig og det manglede en hjørnetand.
   - Jeg vil godt hjem, sagde hun.
   Angsten, der indtil da havde ligget skvulpende og uroligt i min mave, knyttede sig hård og massiv. Den blev til noget andet.
   - Kom, sagde jeg og hjalp Naima med at komme op af stå. Hun havde en snavset hvid fangedragt på og bare tæer. Jeg tog hendes ene arm og lagde den rundt om min skulder.
   - Nu går vi, sagde jeg.

En skov af jern og stål
   Naima standsede mig da vi nåede selve svømmehallen. Hun fjernede min arm og vaklede ud til bassinet. Jeg fulgte langsomt efter. Bassinet var tømt for vand og fra bunden rejste sig en skov af jern og stål i mørket. Maskiner.
   - Det er her afhører os, sagde hun og nikkede ned mod bassinet. Så pegede hun over mod de brede marmortrapper der løb langs bassinet.
   - Og der sidder han.
   - Hvem?
   - Præsten. Og hans inkvisition. De sidder og ser på.
   - Åh gud. Naima...
   - De tager billeder.
   Jeg ville sige noget, men så hørte jeg døren til omklædningen blive åbnet og lyset i hallen blev tændt. To vagter kom løbende op af trappen med hævede våben. Vi ventede i tusmørket i svømmehallen og jeg skød dem på klods hold med lyddæmperen på.
   Der lød flere stemmer og jeg skubbede Naima foran mig op af den smalle trappe til våbenlageret. Jeg smækkede døren efter mig og tændte lyset. Naima standsede, halvvejs gennem lageret.
   - Granater, sagde hun.
   Jeg åbnede døren igen. Naima hev splinten af en granat og lod den trille ned af trappen. Jeg lukkede døren. Vi gjorde det tre gange, med tredive sekunders mellemrum. Så hjalp jeg hende op og vi vaklede ud på taget til drageflyveren.
   Jeg løftede den op og kaldte Naima hen.
   - Hvad vi du? spurgte hun.
   - Vi skal bare ned i gården, råbte jeg. - Der er Quasar.
   Jeg hørte skud nede fra pladsen bag os, og vi vaklede sammen med drageflyveren hen til kanten af bygningen. I gården stod en jeep med motoren tændt. Quasar stod ved fordøre og vinkede op til os.
   Så mærkede jeg en hård og skarp smerte i ryggen og jeg væltede med drageflyveren og Naima ud over kanten.

Vi er civiliserede mennesker
   Jeg drømte at vi fløj. Det var sommer og vi sejlede gennem himlen med mægtige vinger, over skovene, langs stranden, ud over havet hvor alt var blåt.
   Jeg vågnede desorienteret på gulvet af jeepen, og først var der bare smerten i ryggen, der kom i spidse stødvise ryk, når bilen ramte en sten eller et hul på vejen. Så vendte jeg ansigtet og så at Naima lå ved siden af mig. Hun så tomt op i jeepens tag.
   - Hej, sagde jeg.
   Naima så på mig. – Hej.
   - Vi lever, sagde jeg.
   - Det var det jeg sagde! råbte Quasar fra forsædet. - Der er ikke nogen der dør!
   - Hvor er vi? spurgte jeg.
   - Rolighedsvej, sagde Quasar.
   - Hvor skal vi hen? spurgte Naima.
   - Legetøjsmanden, sagde jeg. - Han har skaffet en læge.
   - Insallah! Han er et geni! råbte Quasar. - Jeg hader ham og hans lortefugle, men han er et fucking geni!
   Jeg begyndte at grine. Det gjorde ondt. Så så jeg på Naima. Hun græd.
   - Hey. Hey... det er overstået nu... Jeg ville lægge min arm om hende, men jeg kunne ikke bevæge den.
   - Jeg talte, hviskede hun.
   - Nu tager vi hjem, sagde jeg.
   - I går. Jeg kunne ikke mere. Jeg fortalte dem alting. Om Legetøjsmanden.
   Jeg så på hende. Munden var halvt åben og de mørke øjne var blanke og lysende i det hævede blå ansigt.
   - Jeg troede jeg var stærkere, sagde hun, lige så meget til sig selv som til mig. - Jeg troede jeg hellere ville dø.
   - Hvad snakker I om? råbte Quasar. - Hvad er der i vejen?
   - Vi skal nok ikke tage hen til Legetøjsmanden, sagde jeg.

Vi gjorde holdt ved en sidevej bag det gamle Radiohus, og Naima rensede skudhullet i min ryg med sprit forbandt mig med strimler af en skjorte. Så gav Quasar mig en ren trøje på og bar mig rundt om bilen og bugserede mig ind forsædet, mens Naima klædte om bagved. Lidt efter satte hun sig ved siden af mig. Hun havde et bare posede sandfarvede bukser og en mørk sweater på. Hun tog et par piller fra førstehjælpskassen og jeg lagde mærke til at hendes mund ikke længere var blodig. Så gav lagde hun et par piller i min hånd og jeg slugte dem. Quasar startede jeepen og Naima lagde en hånd på mit lår.
   Det var tidligt om morgenen da vi langsomt kørte ned af Vordorfsvej. Vi standsede på hjørnet af Legetøjsmandens gade og så ned mod huset nede ved søerne. Der gik soldater omkring på taget, og nogen havde sat duerne fri. De flaksede omkring i store cirkler på den morgenrøde himmel.

Vi forlod byen sammen vej som vi kom, og den døde mand hang stadig fra jernbanebroen ved Ryparken station. Quasar standsede da vi var lige under ham, kravlede op på taget af jeepen og skar ham ned. Han slæbte liget ned over forruden og det trak et spor af skidt og blod med sig. Så smed han det over skulderen, gik om til bagenden af jeepen, åbnede døren og smed det ind bagi.
   - Hvad laver du? spurgte jeg, da Quasar satte sig ind igen.
   - Vi begraver ham derhjemme, sagde Quasar og startede motoren igen. - Vi er ikke som dem, vel? Vi er civiliserede mennesker.
   Jeg begyndte at le. Det gjorde ikke så ondt mere. Det var nok pillerne. Jeg så på Naima. Hun hævede sine fine smalle øjenbryn og smilede blegt. Vi begyndte at køre.