CLARA og Vera - Skæbnens veninder

Hun sad for sig selv.
   Lidt afsides.
   Hun havde fundet et tomt bord ved vinduet og kiggede ud igennem de store solbriller.
   Endnu en grå hverdag foldede sig ud i den endeløse række af lignende triste dage.
   Solen havde ikke vist sig i umindelige tider og lavtryk på lavtryk fejede ind over landet.
   Hun havde bestilt lasagne.
   Hun var for træt til at tænke på at lave mad når hun kom hjem. Hun trængte til at forkæle sig selv, selv om hun skulle spare.
   Børnene var hos hendes mor. Hun havde tilbudt at tage dem. Celine på 3 og Mads på 4.
   Jo - hun vidste det godt. De var kommet lige efter hinanden.
   Dengang kærligheden ikke kunne gå stærkt nok.
   Dengang hvor lidenskaben udgav sig for kærlighed og dengang hun lod sig forføre af noget hun ikke rigtig vidste hvad var. Og slet ikke forstod.
   Trygheden, følelsen af beskyttelse. Senere kom dominansen og hjælpeløsheden ved at være ejet og frataget ansvaret for sit eget liv.

Det havde været en hård dag.
   Telefonerne havde kimet på omstillingsbordet og hun havde siddet time efter time og fordelt samtalerne med sin sødeste stemme. Selv om hun mest havde lyst til at græde.
   Indboforsikring, ulykkesforsikring, bilforsikring og alle de andre forsikringer folk nu havde.
   Befolkningen var forsikret mod enhver tænkelig ulykke.
   Kunne man så bare tegne en forsikring mod mislykkede parforhold.

Hun var stadig mærket af opgøret med Lasse.
   Derfor solbrillerne og hun havde været sygemeldt i en uge.
   Han havde slået. Hårdt - og hun havde set vildskaben brænde i hans øjne. Berusede og vilde øjne. Hun var blevet reddet af telefonen der ringede, ellers var det gået værre. Meget værre var hun sikker på. Telefonen lige ved siden af hende, røret hun nåede at flå af og skrige: Han slår mig ihjel!
   Det havde været hendes mor. Hun sagde blot - der er hjælp på vej.
   Lasse havde stirret olmt på hende som om han ikke vidste hvad der skete. Var stoppet op i sin vildskab.
   - Det var min mor - der er hjælp på vej.
   Sagde hun fåret, mens en blodstribe fandt vej ned over hendes overlæbe og det ene øje hævede sig og lukkede for udsynet.
   De havde stirret på hinanden og hun trak sig langsomt bagud mod køkkendøren.
   Knivene.
   Hun vidste de stod frit fremme i knivblokken på køkkenbordet.
   Men gassen gik af ham!
   Han var sunket ned i en stol og stirrede ned i gulvet.
   Og lige dér i den sitrende stemning imellem forstod hun!
   Forstod at det for ham gjaldt om at eje, fordi han ikke kunne rumme det, han ikke ejede.
   Han måtte eje og beherske for at føle den tryghed der betød så meget. For ham. For hende.
   For ham var tryghed lig med at beherske andre.
   Det havde stået på for længe. Alt for mange slag alt for meget gråd og skrig.
   Hun så ham igennem det slørede syn.
   Hun så ham i en ny smertelig erkendelse som med ét trak al hendes naivitet væk under hende.
   Hun så lige igennem ham.
   Så en lille såret dreng der ville have og ville eje.
   Tiden havde stået stille.
   Han havde set op på hende. Havde set det forklarelsens udtryk som trængte igennem hendes angst og smerte.
   Havde set antydningen af et hånligt smil.
   Spørgsmålet var om han ville acceptere at hun havde set hans svaghed.
   Og erkendt sin egen der nu gav styrke.
   Hun trak sig bagud og spærrede døren til køkkenet.
   Men han blev siddende.
   Hun hørte sirenen fjernt. Han hørte den også og de stirrede på hinanden.
   Den kom nærmere og nærmere.
   Havde hun overreageret? Været for dramatisk?
   Nej! - Hun havde set den dybe vildskab. Havde igennem et stykke tid fornemmet dens nærvær og dens farlighed indtil den slog ud i lys lue. Hun havde set det døde punkt i hans blik.
   Hun hørte sirenen stoppe uden for opgangen og løbende fødder op ad trappen.
   Slagene på døren og råbet: Det er politiet - luk op!
   Hun gik uden videre ud og lukkede op. Betjentene så hendes forslåede ansigt og tårerne der nu trillede uhæmmet.
   Men smerten var i sjælen. Dybt inde i en såret sjæl.
   Først i dette øjeblik indså hun, at hun havde fejlet og troet at mennesker var det de udgav sig for.
   Og først nu forstod hun at der langt dybere end sjælen lå gemt dæmoner. Både i hende og i andre...
   Det var ikke kun politiet hun lukkede ind - det var også sin egen smertelige erkendelse.

De store solbriller dækkede for skaden i ansigtet - men ikke for skaden i sjælen.
   Hun så ud på verden igennem tonede glas.
   Så en lidt trist skrabet cafeteria hvor en ubestemmelig madlugt hang i lokalet med de vinyldækkede borde og gulve og med blå plastikstole der fuldendte et syntetisk rum. Bare maden ikke også var syntetisk, tænkte hun. Men hun var ligeglad, hun ville bare slippe for at lave mad på denne fredag hvor en weekend uden børn lå forude. Hun trængte til det. Bare bore sig ned i sofaen og være alene med sin smerte - og tankerne!
   I cafeteriet sad der få mennesker. Enlige, som hun selv, der blot skulle have et måltid. Et enkelt ældre ægtepar som måske forkælede sig selv og den magre pension med at spise ude. En søvndyssende ubestemmelig musik strømmede sagte ud af små højtalere i loftet. Musak!

"Lasagne" - blev der råbt fra disken.
   Hun rejste sig og gik op til disken. Tog bakken og fik et glas mælk med.
   Hun kantede sig ned mellem bordene.
   Pludselig stødte hun ind i en hånd.
   En hånd der var på vej med en kop kaffe.
   De stødte sammen og hun vaklede. Kaffekoppen faldt på gulvet og gik i stykker og kaffe sprøjtede ud over gulvet. Hun reddede bakken og mælken.
   "Satans også" - mumlede hun. Så gik det op for hende at det var hende selv der ikke havde set sig for.
   "Åhh- undskyld!" - sagde hun, og først nu så hun hvem det var gået ud over.
   En mørkhåret kvinde. Yndig og pæn i tøjet.
   "Det er i orden" sagde kvinden med en lidt hæs dyb stemme.
   Ekspeditricen kom med fejebakke og gulvklud.
   "Kan jeg købe Dem en ny kop kaffe?" - sagde Clara febrilsk, mens hun endnu stod og balancerede med bakken.
   Kvinden så roligt på hende. Et lille smil spillede i det let sminkede ansigt.
   "De kunne starte med at sætte Dem ned så jeg ikke får mere ned over mig"
   Uden at tænke trak hun en stol ud og satte sig ved bordet. Måske tiltrukket af den venlige tone i den bløde dybe stemme og det lette smil der lå over de markerede let sminkede ansigtstræk.
   "Jeg bestiller en ny kop kaffe" fremstammede hun og kiggede på ekspeditricen der tørrede op.
   "Jeg kommer med en ny" - sagde den unge pige!
   Hun faldt lidt til ro. Sad lidt og fik hold på sig selv. Hun havde tårer i øjnene og var ved at tude. Alt gik galt.
   Pludselig lagde kvinden overfor en hånd hen over hendes.
   "Så - så - det skal nok gå. Verden er ikke gået under, det var blot en kop kaffe! - spis Deres mad - Har De lyst til at sidde her? - så henter jeg deres taske og frakke - så kommer De ikke mere til skade" smilede den mørkhårede.
   Sara nikkede mens tårer trillede ned ad hendes kinder.
   Den mørkhårede kvinde rejste sig og hentede hendes taske og frakke - hængte frakke og taske over hendes ryglæn. Ekspeditricen kom med en ny kop kaffe. Clara ville betale, men kvinden havde allerede penge parat og betalte.
   "Spis nu" - sagde den bløde dybe stemme og så på hende hen over kaffekoppens kant.
   Clara stak til maden. Spiste lidt og så over på de smilende let sminkede øjne.
   "Jeg hedder Vera" - sagde kvinden.
   "Clara" - sagde Clara.
   "Jeg har bare haft nogle rædselsfulde dage" sagde Clara og rettede på solbrillerne.
   "Sådan nogle dage kender jeg godt" - sagde Vera.
   De sad lidt. Clara fik spist og Vera så ud til at nyde sin kaffe.
   Lokalet var næsten tomt og udenfor var luften grå og mættet af en silende støvregn. Et vådt og uendeligt mørke krøb ind ad vinduerne.
   "Det er jo heller ikke det smukkeste sted at nyde en rædselsfuld dag!" - sagde kvinden der hed Vera.
   Der gled en anelse af et smil hen over Clara.
   "Åh - undskyld" sagde hun og tog solbrillerne af!

Vera så mærkerne. Den stadige tydelige misfarvning.
   Kendte den kun alt for godt.
   Kvinden overfor virkede sårbar og Vera havde set tårerne i de blanke brune øjne.
   Som om noget løb over og var for meget.
   Hun så på de fine spinkle hænder som ubevidst gned sig mod hinanden.
   En undertrykt fortvivlelse.

Hun tænkte på sin egen undertrykte fortvivlelse.
   Den der gav misfarvninger i sindet langt inde i livets sårbare nerver.
   Hun genkendte det når hun så det.

Hun havde været hjemme nu i 2 år.
   Efter 3 år i Afghanistan var hun nu hjemme med ar på sjælen.
   Ikke kun på grund af krigen men også på grund af sin egen splittelse.
   Hun var både det ene og det andet. Både mand og kvinde.
   Men mest kvinde. Sådan følte hun sig og det havde ikke været nemt at blive det hun følte.
   Faren der havde hånet hende igennem livet for at være en tøsedreng fordi hun ikke levede op til hans regler for hvad et mandfolk var for en størrelse. Hendes egne anstrengelser for at leve op til farens krav og vise at han tog fejl. Men det gjorde han jo ikke, måtte hun til sidst indse. Hun var en tøsedreng og havde efter mange års konstant nederlag taget konsekvensen og var nu Vera. Werner blev til Vera og langt om længe faldt der en ro over hende så hun nu kunne kigge ud på verden i erkendelse af at når man fulgte sin inderste bestemmelse faldt angsten til ro. Angsten for ikke at være sig selv. Hun havde opdaget at al den ulykke hun hele tiden stødte ind i kom fra hendes egen ulykkelighed.
   Hun så på den ulykkelige kvinde overfor. Hun genkendte fortvivlelsen og der bredte sig en ømhed i hende.

"Det er ikke så pænt" - sagde Clara, og lod en hånd glide op til misfarvningen.
   Hun kiggede over på Vera og så forståelsen og ømheden.
   "De behøver ikke undskylde.." - sagde Vera " Jeg kender sorgen når jeg møder den"
   Clara studsede. Var det nu rigtigt hun sad her? Hvad mente kvinden overfor?
   Før hun kunne nå at tænke mere sagde Vera:
   "Jeg mener - jeg har selv mødt meget modgang og ikke mindst vold i mit liv"
   Igen kom tårerne frem i Claras øjne og før hun kunne standse det begyndte hun at fortælle.
   Hun smågræd det ud. En undertrykt sorg der langsomt understøttedes af vrede efterhånden som det gik op for hende at hun havde været offer for Lasses bedrag, men også sit eget selvbedrag.
   Det sidste sved mere og mere efterhånden som hun erkendte det.
   Hun tilstod både overfor sig selv og den pæne kvinde overfor.
   Tilstod hvordan hun lod det komme så langt at det endte i vold.
   Tallerkenen stod foran hende med en rest lasagne tilbage. Hun skubbede den distræt til side. Pudsede næse i servietten og fik samling på sig selv.
   Det lettede at få det fortalt. Smerten. Den fysiske men især den psykiske.
   Hun kiggede over på kvinden Vera.
   "De må synes jeg er en tåbelig kvinde som bare finder mig i alt?"
   Vera så ned i bordet og tænkte et øjeblik før hun svarede.
   " Jeg tror at de dybeste og vigtigste erkendelser i ens liv er voldsomme og kan have voldsomme konsekvenser. Sådan har jeg også selv måttet sande at hvis man vil videre i livet må man turde bryde og ændre. Og det går aldrig helt stille af sig!"
   Vera kiggede ind i det misfarvede ansigt med de røde øjne og følte smerten langt ind i sig selv.
   De sad lidt.
   Stilheden rummede en fælles smerte i den kolde belysning.
   Det mørknede udenfor. Dagene afkortedes og lyset sivede ud af dagene og afløstes af dette kolde discountlys tilsat ligegyldig musak.
   "Forstår De, jeg er en transseksuel kvinde, der har måttet kæmpe med fordomme og retten til at være mig selv, så jeg ved godt hvordan det er at skulle ændre det alle andre gerne vil have man skal være. Inklusive mig selv"!
   Ordene stod lidt for sig selv.
   Clara kiggede igen på kvinden overfor og den dybe stemme sank ind i hendes bevidsthed.
   Et smil brød frem i hendes ansigt, men hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige.
   Stilheden var der igen.
   Clara tog sig sammen og sagde sagte - " Jeg havde ikke gættet det. Tak for Deres ærlighed og jeg forstår godt når De siger at De også har haft kampe for at komme dertil hvor De er i dag!"
   "Har de fleste af os ikke det?" spurgte Vera.
   "Altså bortset fra den gruppe af mennesker der kan gå igennem livet blinde og døve uden at stille spørgsmål til noget overhovedet"
   Vera kiggede smilende op.
   Clara så ind i de let sminkede øjne og så en dyb fascinerende ærlighed skinne ud med varme og intensitet.
   "Hvor er de sød" - røg det ud af munden på hende - "Og tak fordi De sådan reddede mig fra totalt nederlag på en dødssyg dag"!
   "Det klæder Dem at smile" - sagde Vera!

Det blev begyndelsen på et venskab.
   Et af dem der bliver til af tilfældigheder men som alligevel lader ane skæbnefællesskabernes usynlige tråde. Måske tiltrækkes vi af fælles vilkår? Af fælles smerte?
   De havde småsludret og inden de forlod cafeteriet havde de udvekslet telefonnummer og aftalt at de ville mødes et hyggeligere sted næste gang. Et sted hvor de ikke havde Lasagne. Og et sted hvor der var bedre plads imellem bordene havde Clara smilende sagt.
   De gik ud og spiste og Clara opdagede denne mærkværdige bløde styrke hos Vera.
   En yderst velholdt femininitet med en maskulin dybde. Lige omvendt af det hun havde set i Lasse, en tilbedt kunstig maskulinitet med en bundløs femininitet. En mors dreng i al sin uduelighed.
   Hun blev fascineret af det transseksuelle væsen, men bemærkede egentlig ikke andet end at hun var i selskab med en begavet og elegant kvinde. Hun følte sig tryg, mærkede den ældre kvindes erfaring og ro og hun undrede sig over at noget så feminint kunne udstråle denne styrke.
   Det var måden Vera opførte sig på, talte på og indvirkede på andre.
   Altid denne respekt og ro. Og denne belevne elskværdighed der gjorde at hun blev behandlet fyrsteligt af andre. Ikke mindst af mænd.
   Det var en dag inde i december.
   Lyset var efterhånden sivet helt ud af dagene. Celine og Mads var som andre børn hjernevaskede af jul og forventning, og hun havde måttet tage sig sammen og bage, pynte med lidt julepynt, købe julegaver til børnene der fulgte med i julekalendere på TV og fyldte meget med deres spændte forventninger.
   Hun havde ikke hørt meget til Lasse.
   Han havde ringet nogle gange. Beruset og snøvlende. Han havde grædt i telefonen. Ville have hende tilbage. Hun havde opgivet at snakke fornuftigt med ham og hun havde fået udvirket et polititilhold. Spørgsmålet var om han ville overholde det?
   Denne fredag havde hun besluttet at hygge med børnene. Og hun havde inviteret Vera til gløgg og hjemmebag. Børnene var vilde med Vera. De havde været en tur i Zoologisk Have en søndag. Vera havde betalt indgangen og de var spadseret rundt med klapvognen og Vera havde været som en anden mor for de 2 små som hurtigt havde fattet tillid til "damen", som Celine kaldte hende.
   Det havde været en stor succes, ikke mindst fordi Vera havde et overskud hun ikke selv havde for tiden. Hun gjorde at børnene fik følelsen af nærvær og opmærksomhed, og Vera formåede at gøre oplevelsen af en bjergged til et spændende drama for Mads og Celine. For ikke at tale om flamingoerne der stod på et ben og lidt efter stod begge børn, og Vera, også på et ben mens de så på dem. Det var for bedre at kunne forstå dem, sagde Vera.
   Det blev til mere end én tur i Zoologisk Have og børnene elskede det.
   De udviklede efterhånden en fortrolighed som Clara kun kunne huske fra sin skoletids veninder. Vera var blevet hendes veninde og de nød hinandens selskab.
   I dag skulle Vera så komme på besøg.

Clara havde bagt. Duften af hjemmebag hang i lejligheden. Clara sad i sofaen med Mads på skødet mens Celine lå foran fjernsynet og så tegnefilm.
   Hun havde dækket bord i stuen og havde badet børnene så de var klar til at blive lagt i seng ved 8 tiden som de plejede.
   Hun havde netop rejst sig for at se til maden i køkkenet da det ringede på døren.
   Vera - tænkte hun!
   Men da hun åbnede døren stod der en meget beruset Lasse udenfor.
   Blussende og med røde små øjne. Aggressiviteten strålede ud fra ham som et ubehageligt felt af farlighed. Hun stivnede og rent refleksmæssigt ville hun smække døren i.
   Men han var hurtig og satte en fod i døren.
   "Mine børn - det er også mine børn"
   Han spyttede det nærmest ud af arrigskab.
   "Du skal ikke tage dem fra mig! - og det der politipjat hjælper dig ikke!"
   Han snøvlede beruset.
   Med et var hele den hyggelige decemberdag forvandlet.
   Hun prøvede at holde døren, men Lasse tvang den op og greb fat i hende. Hun skreg da han greb hende i håret og trak hende halvvejs ud af døren. Hun ænsede intet og havde kun børnene i tankerne og fægtede vildt med armene for at komme fri, mens slagene haglede ned over hende.
   Pludselig skete der en forvandling.
   Slagene holdt op og det var ikke hende der skreg.
   Det var Lasse.
   Hun fik rejst sig og så Lasse stå presset ind mod trappeopgangens væg med armen vredet rundt og med et støvlebeklædt ben ind i lysken.
   Det var Vera. I kortsiddende pels og med et tilsyneladende ubesværet greb holdt hun den berusede Lasse i et fast greb.
   Døren til naboen gik op og Gerda på den anden side kiggede forskrækket ud.
   Vera smilede.
   "Hvis de damer vil gå indenfor og få lidt styr på den hjemlige hygge, skal jeg sørge for at denne voldsperson forlader stedet. Men vi skal lige have en lille snak først."
   Clara stirrede på Vera. Der udgik en benhård beslutning fra det lille kvindemenneske og det virkede surrealistisk at hun kunne håndtere den desperate og berusede Lasse.
   Men det kunne hun.
   Lasse stod stille med smerte i hele ansigtet og hver gang han forsøgte at røre sig strammede Vera grebet og Lasse ømmede sig og stod stille. Gassen gik af ham. Men hvor længe.
   Vera nikkede til Clara.
   " Gå nu bare indenfor - jeg kommer om lidt !"
   Hun gik ind og lukkede døren. Det samme gjorde nabokonen.

De havde prøvet det masser af gange.
   Det var nærmest en sport imellem dem at kunne gribe lynhurtigt ind og tumle selv meget større personer, effektivt og nådesløst.
   Militærpolitiet havde været en barsk periode som senere blev fulgt op af jægerkorpsets træning.
   Den Vera hun var i dag havde været besat af at blive et mandfolk.
   Tudet ørene fulde af at man skulle være et mandfolk. Stærk og aggressiv.
   Men det var hun ikke. Men det kunne læres.
   Kampsport og al slags sport igennem barndommen havde været en fast bestanddel af hendes måde at klare sig på. Og et forsøg på at bevise at hun var et mandfolk.
   Både for at tilfredsstille faren, men også for at klare sig igennem barndommens skær.
   Det gav respekt at kunne slås. Og hun havde lært det. Selv som spinkel dreng.
   Og senere som en spinkel trænet mand.

Tøsedrengen blev alligevel til en slags mandfolk og faren viste en slags stolthed da det lokale juniormesterskab i kampsport blev hentet som 15 årig.
   Og siden da Vera stillede i Jægerkorpset uniform på orlov.

Vera slap taget i Lasse da dørene blev lukket, og som hun havde forudset for han straks ind på livet af hende. Aggressivt og uigennemtænkt. Hun veg lidt til side og greb igen hans arm og igen havde hun ham i et smertefuldt greb.
   "Tag dig nu lidt sammen, dit fulde apparat" - sagde hun.
   Og førte ham ned ad trappen og udenfor.
   Her slap hun ham igen.
   Lasse stod med blodskudte øjne og stirrede på damen overfor sig.
   Vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre. Stod bare og gned sin arm. Gassen gik lidt af ham og Vera kunne samtidig se at optrinnet blev fulgt fra ejendommens vinduer.
   "Hvis der er lidt fornuft tilbage i dig så hører du hvad jeg har at sige"
   Vera nikkede mod cykelstativerne hvor der stod en bænk ved siden af.
   "Jeg synes du skulle sætte dig - så vil jeg fortælle dig noget"
   Lasse stod bare og stirrede.
   "Eller vil du hellere slås? " - spurgte Vera
   "Jeg kan kun advare dig - du kommer slemt til skade hvis du vælger at slås med mig - eller for den sags skyld med Clara - Så sæt dig hellere lidt, så skal jeg fortælle dig noget."
   Vera tog Lasse ved armen og førte ham hen til bænken.
   De satte sig.

Clara stod ved stuevinduet.
   Knuget og rystet. Den hyggelige dag og både hendes og børnenes forventninger var pludselig vendt. Børnene havde skræmt spurgt til om far ville slå hende igen. Det gik op for hende at selv om de var små havde alligevel fattet hendes angst.
   Men de faldt hurtigt ned igen. Lige nu lå de foran TV-apparatet og så tegnefilm. Mads kiggede indimellem hen på sin mor.
   Ud igennem persiennen kunne hun se Vera føre Lasse hen til bænken henne ved cykelstativet. Hun undrede sig igen over dette usædvanlige menneske der var dukket op ud af intet.
   Hun så hvordan Vera fik Lasse hen på bænken så de satte sig.
   Hvad skete der mon? Og fik hun nogensinde ro på sit liv?
   En politibil gled hen foran beboelsesejendommen. Den stoppede ud foran bænken.
   Clara kunne se der blev udvekslet bemærkninger. Vera gestikulerede og lidt efter gled politibilen videre ud i nattelivet.
   Juletidens druk og familiestridigheder krævede sit og en beruset forsmået ægtemand stod ikke øverst på politiets opgaver. Det skulle mindst være mordforsøg før de greb ind.

Der gik et stykke tid, og hun så Vera og Lasse rejse sig. Lasse gik derfra mens Vera stod og så efter ham. Lidt efter ringede det på døren og hun gik ud og lukkede Vera ind.
   "Goddag Clara" - sagde hun smilende -"Tak fordi du ville se mig. Du havde nu ikke behøvet at arrangere en så aktiv velkomst komité" Hun gav smilende Clara et knus.
   Hendes umiddelbare ro og sikkerhed forplantede sig til Clara. Hun følte sig tryg ved Veras nærvær.
   Da de lidt senere sad i stuen og havde drukket kaffe faldt der den længe ventede ro over stuen. Vera havde haft 2 små poser slik med til børnene og havde smilende snakket med dem om en drillenisse der ustandseligt lavede ballade.
   Clara havde tilbudt noget at drikke, men Vera afslog.
   "Jeg drikker ikke" - sagde hun - "Se bare hvad det kan føre med sig" - sagde hun med et glimt i øjet og gjorde et kort kast ud imod døren.
   Clara smilede.
   "Tak" - sagde hun - "Du kom vist lige i rette tid - jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre".
   De skænkede mere kaffe og Clara skubbede fadet med kager over mod Vera. Hun havde en mistanke om at Vera havde smag for søde ting. Hun tog ikke fejl.
   "Vil du fortælle mig hvad der skete?" - spurgte Clara.
   "Hvor har du dog lært det der du gjorde ved ham? - og hvad skulle I snakke om?"
   Vera satte sin kop fra sig. Sad lidt foroverbøjet. Det mørke hår faldt forover og det var som om hun skulle grave dybt ind i nogle gemmer. Lidt efter rettede hun sig op og så lige på Clara med klare og let fugtige øjne.

Veras Historie

Da jeg var lille, var jeg som bekendt en dreng. Men der var ikke meget drenget over mig. Min fars største ønske var en dreng. Jeg har en storesøster og fik senere en lille søster. Jeg var hans eneste chance. Min far havde sine egne meninger om at drenge altid skulle være mandfolk, selvom hans forestillinger om disse mandfolk til tider var meget uklare. Men der var ingen tvivl. Jeg var den dreng han havde ønsket sig og jeg skulle være et mandfolk.
   Lige fra jeg kan huske blev jeg fodret med "sådan gør et rigtigt mandfolk" og "vær nu en stor dreng - et rigtigt mandfolk".
   Sådan noget sætter sine spor. Ethvert barn ønsker at behage sine forældre og gøre sig fortjent til at blive elsket, og er man ikke som forældrene ønsker, føler man sig forkert og forsøger alligevel at leve op til forventningerne. Det er vist det der kaldes hjernevask, og det er gået op for mig at det er en meget udbredt foreteelse blandt forældre. Sætningen om at vi er skabt i Guds billede og nok mere rigtig hvis vi siger, at vi er skabt i vore forældres billede.
   Jeg prøvede virkelig. Men jeg havde det med at dumpe gang på gang, og min far ændrede sin retorik til "du bliver sgu aldrig et ordentligt mandfolk".
   Det var også svære odds. Jeg var af natur meget spinkel, i mine første leveår tit ramt af sygdom som gjorde at jeg var sårbar og fremstod underernæret og ekstrem tynd. Der var ikke meget Schwarzenegger der. Men jeg forsøgte.
   Min ringe vægt gjorde at jeg var hurtig, og jeg elskede at løbe og røre mig, og min lidenhed fremelskede måske en hurtigere hjerne end mine jævnaldrende, for jeg måtte jo lære at klare mig.
   Da jeg var 7 år og begyndte at gå i skole, begyndte jeg samtidig at gå med en kammerat til Judo og min fars blik mildnedes, og da jeg samtidig gik til fodbold og svømning var det lige før der tændtes et håb i hans øjne.
   Min mor så passivt til. Hun havde ifølge mandfolketeorien ingen indflydelse på far - søn forholdet og mine søstre grinede bare og gjorde lidt grin af det hele. De havde frihed til at være sig selv. Indtil videre. Men de var faktisk min eneste trøst. Min storesøster tog sig meget af mig og jeg legede meget med min lillesøster og der knyttedes tætte bånd imellem os.
   Lidt skjult for den patriarkalske overvågning.
   Jeg blev god til sport og meget god til Judo og skiftede som 10årig til kampsport og da jeg som 13 årig stod med juniormesterskabet i den lokale klub var det lige før min far blev rørt.
   Men der lå og lurede en feminisme som kun mine søstre og jeg selv kendte til.
   Jeg elskede at være sammen med dem og de lod mig prøve deres tøj og klædte mig tit som pige da de vidste at jeg nød det.
   De kaldte mig tit for Vera selv om jeg hed Werner. Det blev vores fælles hemmelighed: Vera!
   Jeg misundte dem deres jule- og fødselsgaver. Min mor føjede ubevidst min far og jeg fik cowboysæt - biler - og mekaniske sæt som man forventede drenge ville juble over. Jeg kiggede bare og så mine søstre pakke dukker, kjoler ud og da min storesøster fik et make-up sæt var jeg ved at tude.
   Min far kiggede strengt på mig - og i min mors hoved dæmrede måske en tanke hun ikke turde tænke til ende.
   Det gjorde man ikke dengang - tænkte de utænkelige tanker til ende.

Da det gik op for min far at jeg ikke havde tænkt mig at blive et mandfolk, tog han mig ud af skolen og satte mig i lære. Som kontorelev i et større shippingfirma. Han havde en eller anden forestilling om at næst efter håndværkere var jakkesæt og slips synonymt med fremgang i verden. Kunne jeg ikke reparere så kunne jeg vel sælge! Det blev et mareridt. Både for mig og for shippingselskabet og det var med nød og næppe at jeg kom igennem. Under hele min læretid fortsatte jeg med at dyrke kampsport på konkurrenceplan og var trods min lidenhed i særdeles god form. Jeg var med til flere mesterskaber og vandt adskillige præmier. Jeg underviste efterhånden også de små nybegyndere og jeg fik flere og flere venner i sportsverdenen. Her så man ikke min femininitet, men kun de resultater jeg trods alt var god til at indhente.
   Jeg flyttede tidligt hjemmefra og fik som ung mand forskellige job og levede med mit indre feminine gys som var lukket solidt inde af barndommens hjernevask, og da jeg en dag så en annonce for at blive ansat i hæren slog jeg til.
   Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på, for den macho kultur jeg der mødte var værre end den min far havde udsat mig for. Jeg havde fået en fast kæreste og hun og hæren forventede at jeg opførte mig som en rigtig mand. Jeg fik en uddannelse, lærte en masse og tumlede store biler og krigsmaskiner. Lærte soldaterhåndværket og prøvede også at lære håndværket som ægtemand. Det første gik bedre end det andet. Og i bar desperation meldte jeg mig efter nogle år til min første udsending til Bosnien.
   Det var en meget barsk oplevelse.

Vera kiggede på Clara og hun kunne se smerten i de fugtige øjne. Hun lagde sin ene hånd over Veras.

Mine problemer blev til ingenting i forhold til det jeg så i Bosnien, og jeg besluttede at jeg ville være en endnu dygtigere soldat så jeg kunne hjælpe. Så jeg meldte mig til jægerkorpset da jeg kom hjem efter et års udstationering.
   Vera havde i al den tid levet i det skjulte. Hun var der. Indeni. Men det var som om jeg først skulle ud i ekstremerne før jeg turde give hende fri. Mit indre mandfolk skulle først afprøves til det yderste, og jo, jeg havde skam talent for det, måske drevet af at ville tilfredsstille de forventninger jeg ikke havde levet op til i min barndom. Jeg blev en hård negl. Tilbragte flere år i meget hård træning. Altid i forsøget på at blive den bedste, den barskeste og den alle kunne regne med. Jeg tilkæmpede mig en plads i rangordenen, der trods min lidenhed gjorde mig respekteret.
   Jeg blev udsendt igen. Denne gang til Afghanistan og her fik jeg en ven som kom til at betyde meget for mig. Benny. En stor råstærk og godmodig fyr. Uden at vide det pressede Vera på. Mine soldaterkammerater opdagede at, bag den tuffe fyr lå en blød følsom og forfængelig fyr. Når man var så tæt sammen var det umuligt at skjule sit indre. Jeg blev langsomt blødere og blødere, blødt op af den ene smertelige oplevelse efter den anden, hvor kvinder og børn var taberne, hvor umenneskeligheden blev et mål for hvor tuf man var, jeg afslørede efterhånden en blød og eftergivende side og stemningen skiftede. Det var jo en slags forræderi mod den aller helligste mandfolkekultur. Og helt efter reglerne var opfattelsen at jeg var bøsse. Jeg fik tilnavnet tøsen.
   På en patrulje oplevede jeg så på tæt hold Benny blive lemlæstet af en vejsidebombe!
   Det var dråben.
   Det sidste værn jeg havde.
   Jeg græd. Kunne ikke klare mere. Og jeg fik efter et stykke tid en hjemsendelsesordre da alle kunne se at jeg var ved at gå itu!
   Mit mandfolkeforsøg sluttede så mange år efter med et totalt kollaps.
   Hvad skal jeg sige?
   Jeg blev skilt og måtte igennem et forfærdeligt år med forvirring og smerte.
   Men til sidst brød Vera ud. Og hun blev min redning.
   Jeg forlod Werner og begyndte at leve som Vera med stor hjælp fra mine søstre som godt kunne se hvordan det stod til - og da min storesøster skaffede mig et job i Security branchen hvor jeg især arbejder med IT og sikkerhedsstrategier i industrien, og hvor jeg blev accepteret som transseksuel, kunne jeg forlade min macho tilværelse og koncentrere mig om at bygge et nyt - og meget anderledes - liv op!

Vera kiggede på Clara.
   "Var det en slags forklaring?"
   Clara smilede og nikkede.

Senere på aftenen da børnene var lagt i seng sad de ved bordet kaffekrusene og thermokanden.
   Vera kunne drikke spandevis af kaffe!
   Vera kiggede spørgende på Clara. "Hvordan er du blevet den du er? - må jeg spørge hvordan har du kunnet finde dig i at blive behandlet så dårligt i et ægteskab? - Hvorfor er du ikke for længst gået din vej?"
   Der lå nogle erkendelser og bekendelser på lur denne dramatiske aften. Mørket udenfor var tæt. Lyset fra de små fyrfadslamper lagde et varmt skær over stuen. Billederne af børnene da de var helt små stod på den afsyrede bogreol. Legetøj var samlet i et hjørne. Orden og sirlighed. Måske har vi det sådan når kaos kommer for tæt på.
   Trang til orden.

Clara kiggede ned i bordet.
   Hendes mørke hår faldt ned til den en side. Hun kiggede op på Vera med sine brune øjne med det lille næsten usynlige ar ved det højre. Hun gned igen sine slanke hænder som i fortvivlelse.
   Hun kiggede op på Vera.

"Det du sagde før om at din far ville gøre dig til en anden end den du var."
   "Det ramte mig - og det gik pludselig op for mig at jeg egentlig havde oplevet lidt det samme som du fortalte. Bare ikke så dramatisk, selv om det endte dramatisk nok.
   Jeg har altid skullet være sådan som mine forældre ønskede jeg skulle være. Jeg var jo en pige og skulle naturligvis opføre mig og tænke som en pige. Hvis du forstår?"

Igen de brune øjnes spørgende blik tilsat fortvivlelse - men også en spirende sikkerhed.
   Vera nikkede!

"Jeg blev behandlet som en porcelænsdukke. Min far overså mig stort set efter de tidlige barndomsår hvor jeg havde været hans "lille snut" og han i øvrigt fik så travlt med sin karriere at vi næsten aldrig så ham. Sådan husker jeg det. Jeg blev indlemmet i kvindernes verden som også indbefattede min lillesøster, som i dag bor i Canada. Vi skulle sidde pænt og vi skulle naturligvis opføre os som pæne piger i skolen, og vi blev opdraget til rengøring og husligt arbejde."
   Clara fnisede!
   "Min mor havde rengøringsvanvid og havde været tjenestepige som ganske ung i en eller anden rigmands - familie, og hun var som besat af nogle borgerlige dyder som var svære helt at få rede på.
   Det gik meget ud på, hvad tror du de andre siger!
   Hun forsøgte at give det videre til os. Men det lykkedes ikke altid lige godt.
   Men grundlæggende blev det indlejret i os piger: At man opførte sig pænt og gjorde hvad der blev sagt.
   Alt gik nemt og smertefrit for mig. Vi var en velstående familie og jeg fik næsten alt hvad jeg pegede på.
   Det eneste jeg ikke fik, var penge og kærlighed. I min familie forvekslede man som så mange andre kærlighed med tryghed og materiel status. Det at man fik ting skulle udgøre det for kærlighed og kærtegn.
   Min lillebror kom til og han ændrede stort set alt. Han tog fokus fra os piger og vi blev mere og mere usynlige for min far der med årene så et stort lys i Henrik. Det lys gik nu hurtigt ud. Han fik rodet sig ud med de forkerte, fik sig rodet ind i små kriminalitet som ganske ung og er i dag en fordrukken sut der stadig spankulerer rundt og sparker lidt til nogle bildæk med en bajer i hånden.
   Jeg lærte at være den pæne pige. De konservative værdier kom fra min far som bandede af de røde her i landet og mente de ødelagde alting. Han talte gerne om at der manglede orden og at vi skulle holde os langt væk fra de dele af byen hvor ungdommen male husvæggene, skrev "fuck you" på busserne og gik til technofester, drak sprut og røg hash.
   Jeg turde ikke! Jeg var bange og manglede det mod der skulle til for at trodse de usynlige barrierer der var sat op i min opdragelse. Jeg skulle finde en pæn kæreste med fremtid i. Det var det jeg skulle og det var det jeg blev skubbet frem imod. Jeg var kendt som en sky og reserveret pige. Hende læren altid glædede sig til at høre. Jeg skrev kedelige fejlfri stile og lavede pænt mit hjemmearbejde i skolen. Da jeg var 17 fik min far det ordnet at jeg kom i kontorlære på et forsikringsselskab. Jeg kom på skole og gik kedeligt og glat igennem en lige så kedelig uddannelse. Jeg sidder den dag i dag i receptionen på samme forsikringsselskab. Jeg var kun blevet kysset flygtigt og havde aldrig været sammen med en dreng. Jeg var vist kendt som lidt af en kold sild. Køn og kølig med en lukket pæn facade. Kender du typen?"
   Clara så op med et lille sarkastisk smil om læberne.
   "Min far døde da jeg var 20 år, meget typisk blev han dræbt i et biluheld og det viste sig senere at han havde alkohol i blodet. Men det taler vi ikke om. Min mor forsvandt ind i nogle helt urealistiske drømme om ham - og han voksede og voksede. Nu hed det pludseligt ikke: Hvad tror du de andre ville sige - næh - nu hed det: Hvad tror du ikke din far ville have sagt.
   Det tog tid før jeg fik fornemmelsen af at jeg var ved at blive en tro kopi af min mor. Uden selvstændigt ståsted men kun til i kraft af andres behov.
   Så mødte jeg Lasse. Eller rettere sagt, han mødte mig. Han var på mange måder den nøgle der manglede i min lås.
   Han var morsom og kunne charmere alt og alle. Det var først senere jeg opdagede at det var en nødvendighed for ham for at opdyrke den opmærksomhed han så desperat anglede efter. Jeg mødte ham en sommer hvor mor og os unge var inviteret i sommerhus hos mors gode veninde igennem mange år.
   Det var en sommerforelskelse - men det var faktisk også min første rigtige forelskelse og i skæret af sol og sommer blev jeg draget ind i Lasses net.
   Min mor var begejstret for hun havde naturligvis hurtigt pejlet at Lasse læste på universitetet og kom fra en "god familie" som min mor sagde. Snart var det lige så meget min mor han besøgte som det var mig. Det betød noget for ham at imponere min mor - og hun var fuldstændig bjergtaget af "den unge mand"!
   Resultatet var selvfølgelig at vi blev gift. Jeg kunne ikke andet. Jeg var nærmest forudbestemt til det og min egen fri vilje eksisterede sådan set ikke - og havde aldrig gjort det!
   Vi boede på førstesalen hos hans forældre i Gentofte og snart var jeg gravid med Mads.
   Jeg var blevet færdig med kontoruddannelsen og tog toget ind hver morgen efter at have afleveret Mads i dagpleje. Lasse læste som sagt på universitetet og jeg havde forstået at han læste økonomi. Når jeg gik ham nærmere på klingen var han lidt svævende og oftesagde han blot at han havde været til nogle krævende forelæsninger. "Men det skal du ikke bryde dit lille hoved med lille skat"! -Han kaldte mig altid lille skat. Aldrig store skat! Vi levede af min løn og hans studielån og så naturligvis af forældrenes nåde og kontante tilskud. Min mor tog et lån i huset og sørgede for at vi fik en bil. Den brugte Lasse i sine "studier" - jeg tog stadigvæk toget som var det nemmeste.
   På en eller anden måde var det at blive gift og få et barn ikke den store forskel fra mit tidligere liv. Lidt anderledes - men jeg gjorde stadigvæk alting automatisk som det forventedes af mig og uden at stille de store spørgsmål!
   Jeg blev gravid igen med Celine. Det var den rene bedsteforældre jubel! Ingen tænkte på mig og alle regnede med Lasse. Det gik som det skulle - er det ikke det man siger?"
   Clara havde fået et vågent blik i øjnene og ansigtstrækkene strammede til. Et strejf af smerte strøg over de fine træk.
   "Men det hele begyndte at krakelere - jeg hørte Lasse skændes mere og mere med sin mor nedenunder og jeg opdagede at han ustandseligt var i pengeproblemer. En dag jeg var på vej hjem fra arbejde og havde hentet børnene så jeg en bil udenfor hvor vi boede og 2 mænd der holdt Lasse fast og jeg kunne høre de truede ham. Jeg spurgte hvad der skete, men han undveg og gik sin vej. Han begyndte at komme sent hjem, ofte beruset og han begyndte at blive aggressiv. Den første gang han slog mig fik jeg et chok. Både af smerte men også over at sådan noget kunne ske. Havde jeg gjort noget forkert? Han bad om tilgivelse, men det gentog sig flere gange og jeg begyndte at blive bange. Men der var jo børnene. Jeg kunne da ikke bare gå. Mads og Celine havde brug for et hjem og en far og en mor. Sådan fungerede det inde i mit hoved, så måtte jeg prøve at løse det andet. Jeg prøvede at tale med Lasse, men han blev bare forurettet og gik. Det ordner sig - sagde han!
   En dag hørte jeg et råbende skænderi nedenunder hos hans forældre. Jeg kunne ikke undgå at høre hans mor beskylde ham for at have taget penge mens hun ikke var hjemme og han kom op rød i hovedet af raseri. Det gik langsomt op for mig at noget var galt. Rivende galt. Der kom breve fra Universitetet som lå uåbnede og da jeg en dag tog mod til mig og åbnede et gik det op for mig at Lasse ikke passede sit studie og at han tilsyneladende løj om hvor han var om dagen. Jeg prøvede at tale med ham om min mistanke"
   "Det skal du ikke beskæftige dig med kælling!"
   "Var svaret. Igen denne forskrækkelse. Hvordan kunne han tale sådan til mig? Hvad skete der?"
   Meget ofte havde jeg mærker efter et hårdt tag i armen eller et slag i ansigtet. Det blev værre og værre.
   Og jeg begyndte at leve i evig frygt for hvad der kunne ske.
   Det blev en kontorchef på mit arbejde der til sidst greb ind. Ikke min mor eller Lasses forældre. De ville helst lade som om det hele gik som det skulle.
   Kontorchefen kaldte mig en dag ind på kontoret. Bad mig sætte mig og sad lidt og kiggede på mig.
   "Clara" - sagde han -"Du har været her i en del år og vi er glade for dig. Vi kender dig som en påpasselig og dygtig pige. Men det har ikke undgået vores opmærksomhed at du har problemer og at du er mere og mere fraværende. Og så er der jo de opringninger og breve vi har fået!"
   Jeg stirrede forbløffet på ham!
   "Breve og opringninger?" fik jeg spurgt næsten uhørligt.
   "Ja " - sagde kontorchefen - " Jeg har flere gange talt med din mand i telefonen, i en noget beruset tilstand må jeg tilstå. Han har forlangt at din løn skal overføres til en af ham opgivet bankkonto. Det har jeg naturligvis afvist hvilket har fået din mand til at sende flere breve med trusler om advokat - og - øhm - ja - altså mere eller mindre voldelige trusler. Jeg bliver nødt til at sige det til dig og jeg kan jo ikke undgå at kæde det sammen med dit fravær i den sidste tid - og - øhh - de mærker vi her i afdelingen har set du prøver at skjule."
   "Jeg var ved at tude - tårerne stod i frem. Det her var ikke virkeligt. Det kunne ikke være sandt.
   Kontorchefen rejste sig og kom hen og lagde en hånd på min skulder."
   "Clara - er der noget vi - jeg kan hjælpe med? Hvis du har brug for det kan du komme til mig. Og hvis du kommer dertil - ja - så har vi en ejendomsadministration som kan hjælpe dig med et sted at bo hvis du har brug for det. Det var blot det jeg ville sige dig."
   "Han nikkede og smilede venligt. Jeg rejste mig og med et lille kniks fik jeg fremstammet et Tak!
   Det var som om jeg vågnede. Min lillepige verden krakelerede og jeg indså at jeg blev ført rundt i en virkelighed uden at jeg gjorde andet end lade det ske. Og nu var det ligesom kommet for tæt på¨. Lasse der truede min chef og var begyndt at opsøge mit arbejde. Det var for meget. Jeg havde altid holdt af mit arbejde og mine kollegaer og samtalen med min kontorchef rørte mig dybt. Han viste pludselig en menneskelighed som ramte mig. Og så gik det pludselig op for mig at der var udveje. Der er altid en anden vej end den man stirrer sig blind på og tror, er den eneste. Ejendomsadministrationen? Jeg havde set de sager på kontoret og vidste at forsikringsselskabet ejede flere beboelsesejendomme. En ny verden åbnede sig pludselig. Mit eget hjem. Mads og Celine. Enlig mor i en lille lejlighed uden noget at frygte. Jeg havde jo et godt arbejde. Jeg kunne klare mig selv.
   Det korte og det lange i denne sørgelige historie er at jeg gjorde det!"
   Clara så op og smilede med våde øjne. Stoltheden var umiskendelig!
   "Jeg gik nogle dage efter ind til kontorchefen og spurgte til muligheden for en lejlighed. Jeg havde en på hånden inden for 1 måned og flyttede under ballade og larm fra lejligheden over Lasses forældre. En kvindelig kollega og min lillebror hjalp mig - passede på børnene mens jeg pakkede mine få ejendele og fik flyttet. Jeg gjorde det en formiddag hvor Lasse ikke var hjemme og en vogmand og hans hjælper bar mine få ejendele ud i en kassebil, mens Lasses mor stod på fortovet og så på."
   "Jamen Clara, du kan da ikke bare..."
   Hun vred sine hænder i fortvivlelse og så så min beslutsomhed og tav!
   Vera gav Claras hånd et klem!
   "Jamen - det var mere enkelt end jeg troede. Lige indtil jeg begyndte at have Lasse rendende udenfor - bankende på døren og grædende ind gennem brevsprækken!"
   Clara fnisede!
   "Jeg indgav skilsmissebegæring og jeg var yderst forsigtig og passede på ikke at blive passet op når jeg skulle ud og ind af lejligheden. Lasse havde truet mig en dag da jeg hentede børnene i deres nye dagpleje og politiet var indblandet og Lasse fik et polititilhold. Det gik nogenlunde. Lige til den dag hvor jeg blev overrasket da jeg åbnede døren og han trængte ind i lejligheden.
   Jeg var sikker på han ville slå mig halvt fordærvet - måske ihjel.
   Det var telefonen og min mor der reddede mig.
   Og det var sporene fra den episode du så den dag jeg hældte en kop kaffe ned over dig."
   Clara fnisede igen!

Clara rejste sig. Så til børnene, kom tilbage og skænkede kaffe til dem begge.
   "Jeg vil ger sige tak til dig Vera - du har været en stor hjælp - men jeg mangler altså at få at vide hvad der skete dernede på gaden da du sad sammen med Lasse?"
   "Åh - det!" Sagde Vera med et smil!
   "Jeg gav ham såmænd bare et tilbud han ikke kunne sige nej til"!
   Clara kiggede spørgende på Vera.
   Veras øjne glimtede af morskab.
   "Jo - ser du - han er hårdt ramt og vil gerne se sine børn. Men fulde apparater og små børn er en upassende blanding når der ikke er voksne tilstede."
   Vera smilede bredt.
   "Joh - altså - jeg har inviteret ham i Zoologisk Have efter nytår - og vil hermed også gerne invitere dig og børnene i samme Zoologisk have. Betingelsen er fuld ædruelighed og behersket opførsel hvilket vil blive overvåget af det tidligere militærpoliti.
   Clara stirrede måbende på Vera.
   "Ser du Clara" - sagde en endnu smilende Vera -" Du får ikke fred før du finder en ordning så han kan se sine børn, hvilket jo dybest set også er retfærdigt - men du vil altid være nervøs hvad der vil ske, så jeg tænkte at nogle gode ture i Zoologisk Have ville både børnene og os andre have godt af - og så har du jo et glimrende opsyn og jeg kan love dig for at der ingen problemer vil blive med din forhenværende. Og er han ikke ædru - er der ingen tur til ham i Zoologisk Have. Det var det tilbud han fik og ikke kunne afslå!"
   Clara så grinende på Vera.
   "Børnene vil elske det - tusind tak!"
   Og før hun vidste af det rejste hun sig og gav den ældre kvinde et stort knus!

Det blev en frostklar dag i januar. En bleg vintersol kunne lige netop hæve sig op over træerne og luften var tør og kold. Flamingoerne stod på et ben i kulden og Mads og Celine sad i den dobbelte klapvogn. Lasse var mødt op på det aftalte tidspunkt. Ædru og meget afdæmpet. Vera havde hilst på ham og havde henkastet lade forstå at som tidligere militærpolitibetjent, jægersoldat og kampsports udøver var det hende en fornøjelse at skulle ledsage et så udsøgt selskab.
   Hun var klædt i en klædelig nederdel med langskaftede støvler og en lille kort pels. Hun var yderst attraktiv og det var lige før Clara kunne fornemme Lasses afsøgende blik op og ned af den flot klædte ældre kvinde. Det lidt viltre farvede røde hår og den diskrete make-up med sort i en let streg under de brune øjne. Clara havde indset at denne stilsikre kvinde kunne inspirere hende selv til at gøre sig umage og det var to yderst pæne kvinder der med klapvognen og Lasse på slæb begav sig ind i Zoologisk Have.
   "Vi ser dødgodt ud" - hviskede Vera til Clara og gav hende et let skub på armen.
   "Hi"
   Clara følte sig godt tilpas.
   Hun havde faktisk ikke følt sig så godt tilpas i meget lang tid.
   Efter en noget tam jul hos hende mor og en nytårsaften hos en kollega hvor hun måtte gå tidligt og hente børnene hos hendes mor og så hjem i lejligheden.
   Hun havde ikke set Vera i lang tid og det gik op for hende at hun savnede denne ældre kvinde som var så fuld af overraskelser.
   Clara tænkte på Vera som en veninde og skænkede det stort set ikke en tanke at Vera var transkønnet. Hun var veninden Vera!
   Betød det egentlig noget når man først var nået ind til den menneskelige kerne bag facaden?
   Nu spadserede de to med klapvognen og hælene sang i den frosne asfalt.
   Lasse kom op på siden og prøvede at komme i kontakt med børnene.
   De var til gengæld mest optaget af gråspurvene der var nærgående og alle vegne.
   Lasse fik sin chance - han fik flere og flere - og Clara så til mens han underholdt børnene med historier og oplysninger om de forskellige dyr.
   Jo det var en succes!
   Clara smilede.
   Der var langt fra den dag hvor hun viljeløst havde ladet sig styre ind i et forfejlet ægteskab, havde troet at kærligheden var tryghed. Der var langt fra tævene og ydmygelserne til den denne smukke frostklare januardag.
   Det gik op for hende at ændringen - den væsentlige - var kommet da hun hældte en kop kaffe ned over den transkønnede Vera, og at deres baggrund lignede hinanden på mærkværdig vis. Hun forstod pludselig, der foran abeburene, at livet var hendes eget og ikke noget hun kunne overlade til andre - og hun forstod også at både hun og Vera havde sloges for at frigøre sig fra en opdragelse som havde præget andre menneskers ambitioner ind i deres liv, og at det til sidst havde måttet komme til et opgør.
   Hun kiggede beundrende på den stilfulde Vera - skubbede let til hende og sagde:
   " Vil du ikke være min bedste veninde Vera?"
   Vera så tilbage, smilede og sagde:
   "Det kan du tro Clara - og skulle du spilde en kop kaffe i ny og næ skal det ikke skille os ad"
   Clara lo - hjerteligt og befriende!