kærlighedens væsen
suset af livets eliksir
stænker hårfine dråber
ind på mit
levede revir
og solvindens nåle
skaber dybe dale
i hudens rynkede flade.
i pupillens indre profil
bor stadig et barn
der blev til
uden at ville andet
end at trække vejret
løfte foden
og række lykken
en hjælpende hånd
alderens kondensvand
samles på bunden af sit sind
og grøden i tankernes
med tiden uordnede spin
er døden som fostred
livet
i hver en tåre på min kind
en streng vibrerer i hjertets
energiske slag
en lyd der har sunget dag efter dag
gråden og sorgen
hørte til dagen i morgen
hvis den da ikke ramte
midt i tryghedens
utopiske ide
foranderlighedens bølger
har ramt som skælvende
katastrofer
og har druknet
smilets overgivende leg
men dagene bar igennem
og formede til sidst
en overlevende glæde
der har formeret sig
i takt med det
pulserende blod
alderdommens lære på godt og ondt:
livet er grundlæggende godt!
i menneskeverdens tilfældige ondskab
har jeg altid elsket
lyset der rækker imod
kærlighedens væsen - og hvisker:
- jeg er den egentlige gud!