vi sad overfor hinanden, i hans hyggelige lune stue, Østerbro lå regnvåd på den anden side af vinduerne. Samtalen flød let og ubesværet, med hjælp fra en kold Tuborg. Det var 25 år siden vi sidst havde talt sammen, så nu havde jeg afsat et par timer til at udveksle minder og oplevelser. Bulderbasse, som jeg er, havde jeg lagt ud med en kronologisk fortælling om flytninger, jobs, kærester og nederlag. Vi havde altid benyttet hinanden i krise perioder, så det var ikke unaturligt at fortælle om personlige nederlag. Efter jeg havde udbredt mig om mig, og besvaret spørgsmål, var det tid til en tår øl og P's beretning.
   P er en fantastisk fortæller, hans sprog er farverigt, sammenhængende og indeholder alle de rigtige informationer. Hans stemme er klar og behagelig og han holder øjenkontakt, så jeg lænede mig tilbage og glædede mig til hans historie. Det viste sig hurtigt at vi havde haft de samme oplevelser - næsten et parallel liv, men pludselig blev hans blik fraværende, usikkert og han gik i stå. Øjeblikket var næsten ikke eksisterende, men længe nok til at jeg kunne se at hans hjerne og stemmebånd havde trukket i nødbremsen. Som om intet var hændt, forsatte P sin fortælling, men udelod nogle år, og eftersom det var hans fortælling afbrød jeg ikke.
   "Vil du se min datter", hans temaskift overraskede mig, for det var så anderledes i forhold til den forstilling jeg havde af P's fortællerevner. Da vi havde levet i vores osteklokkeklike, 25 år tidligere, fik han sin første datter, men jeg vidste godt at han havde fået et barn mere. "Ja - selvfølgelig" sagde jeg oprigtigt. Han hentede, stolt, et billede af en super smuk 17 årig teenager pige. "Hun holder weekend hos en af mine ekskærester, hun har knyttet sig tæt til mine gamle kærester - et par af dem", der viste sig den charmerende P-glød i hans øjne sammen med et lille smil. Så blev han grå og begyndte usikkert en ny fortælling.
   For 18-19 år siden mødte jeg en kvinde, E hed hun, og hun boede på Amager lige ved siden af min arbejdsplads. Hans fortælling blev mere sammenhængende og detaljeret, men lige de her minutter har jeg glemt. P forsatte, vi flyttede ret hurtigt sammen, i hendes lejlighed, og efter et halvt år begyndte hun at tale om at få et barn. I første omgang afslog jeg, hun havde en søn fra et tidligere forhold og jeg havde min datter - som jeg aldrig ser... Han holdt en kort pause, jeg kunne se at tankerne kørte rundt i hans hoved. Det endte, selvfølgelig, med at jeg også blev lun på ideen, så vi lavede et barn, og alt så lyst og godt ud. Vi var glade for hinanden, vi havde en god bolig og gode jobs, der var masser af forventning og fremtid, og vi glædede os til at få en rolling. Graviditeten forløb helt uden komplikationer og endte, naturligvis med at E, en eftermiddag, sagde - så er det nu. Vi kørte til Hvidovre og blev installeret på fødegangen. E havde veer, men åbnede sig ikke og vi blev klar over at fødslen ville tage noget tid. Da der var gået 24 timer, uden nogen forandring, besluttede lægen at foretage et Kaisersnit. Det var en voldsom oplevelse, jeg var til stede under operationen, og følte mig helt udbrændt da jeg fik lille J i mine arme. E var i narkose og skulle syes sammen, noget jeg fravalgte at overvære. Jeg fik et lokale hvor jeg kunne sidde og nyde min nye datter. Et stykke tid senere, jeg ved ikke hvor lang tid der gik, bemærkede jeg at der var en hektisk aktivitet ude på gangen, sygeplejesker der gik stærkt og mere personale end der havde været tidligere. Jeg regnede med at det var en tvillingefødsel eller sådan noget. Det stod på i cirka fem minutter, så kom der en sygeplejerske ind til mig og sagde at lægen ville tale med mig. Vi gik ind i et andet rum og her sad der syv personer, iført stenansigter. Lægen tog ordet og sagde - Hr. P, vi må desværre meddele dem at der opstod komplikationer og at deres kæreste er afgået ved døden. Jeg troede ikke på det, så lægen gentog beskeden. Det blev sort for mine øjne og mine ben gav efter, de efterfølgende timer kan jeg ikke huske, jeg ved ikke hvor jeg har været eller hvor jeg har overnattet. 24 timer forinden havde alt været lykke og nu var det hele styrtet sammen. Dagen efter stod jeg med en baby, en død kvinde, en mor til en død kvinde som skulle ha' besked, en bolig jeg ikke kunne holde ud at tage tilbage til - og 1000 andre ting. Min familie, forældre og søskende var allerede døde eller uden for rækkevidde, der var ingen der kunne støtte mig. Han forsatte sin fortælling om hvordan perioden havde været hård og hans kamp tilbage til et normalt liv. I dag, forsatte han, er mit sidste minde om E at hun bliver skåret op, og når J spørger hvordan hendes mor var, kan jeg ikke fortælle hende det, for vi nåede aldrig at lære hinanden at kende, rigtigt.
   Den efterfølgende time talte vi om hvordan man håndterede så uvirkelige kriser og endte med at blive enige om at genoptage samtalen en anden gang, for der var for meget til at det kunne klares på en aften. På vej hjem i bussen bemærkede jeg at en smuk mørklødet pige sad og stirrede på mig med opspilede sorte øjne, og jeg opdagede at jeg sad og græd. Jeg tørrede mine øjne, snøftede og sendte hende et lille smil.
   I dag, dagen efter, hvor jeg sidder og skriver dette græder jeg stadig over livets urimelighed ...