Han sad og kiggede udover det store landskab. Sneen faldt stille ned mens den røde sol var ved at gå ned i vest. Hans kinder var blevet lyserøde og hans krop var kold. Det var juleaften. Endnu en dag var han alene.
   Himlen var grå, ligesom hans humør. Sneen dækkede lige akkurat de grønne marker. Vinden blæste vildt mellem de nøgne træer.
   Han var taget op i det gamle sommerhus en uge før jul. Inden han tog af sted, havde han købt flere kasser øl, flere poser chips og to flasker rødvin. Han havde allerede drukket den ene rødvin, to kasser øl og spist fem poser chips, så nu var der kun en tilbage.
   Klokken var slået otte og han måtte tage sig gevaldigt sammen for at kunne nå ned til tanken inden lukketid.
   Han rejste sig op fra bænken, tog et par skridt og kunne så mærke at hans blærer var prop fuld. Han stilte sig over ved buskene. Lynede bukserne ned, hev den lille tap frem og pressede pisset ud. Det føltes som om der sad flere tusinde barberblade fast i hans urinrør. Han prøvede at få lortet ud, men hver gang han prøvede begyndte sveden at drybe fra hans pande. Små blod dråber rislede ned med det gule pis og landte så på jorden. Han stoppede først med at prøve når tårerne trillede ned ad hans kinder.
   Han gik videre ned ad stien.
   "Lad os gå sammen." sagde hun med så meget tillid i stemmen at han ikke kunne sige nej. Hun rakte ham sin hånd, og han tog imod den. Det var første gang han havde holdt en kvinde i hånden, som altså ikke var hans mor. Hun var så smuk. Mørk håret. Blå øjne. Fyldige læber. Åh! Det smil. De dybe smilehuller, den bredde mund. Hendes hånd havde været blød og lille. Hun havde tynde finger. De fingre havde tit nusset ham i håret når han var kommet hjem, efter en hård dag på jobbet. Det var her de havde gået sammen for første gang, huskede han pludselig. De var unge, hun var kun lige fyldt seksten år, han var selv tre år ældre. Han var blevet smigret over hendes gå-på-mod. "Fortæl mig hvad der er galt." sagde hun stadig smilende.
   Han vågnede op fra sine tanker da en knallert kørte larmende forbi. Det var længe siden at han havde gået her. Han havde altid gået her sammen med hende. Aldrig alene. Han havde altid sagt at han ville være der for hende, hele tiden, men det var han ikke nu. I vrede og frustration smadrede han sin fod ind i et hegn. Han havde lovet at være der i modgang og medgang. Og det var helt sikkert modgang nu! Han var næsten nået over til tanken, han kunne se lyset fra det store skilt.
   "Jeg skal have en kasse bajer!" havde hun sagt da de stod i den præcis samme tank som han stod i nu. Det var første gang at han havde hørt en pige sige at hun ville have øl. Han begyndte at smile til hende da hun klodset prøvede at løfte en kasse øl for sig selv. Han grinte.
   "Hvad skulle det være?" spurgte den mandlig ekspedient. Han var sikker på hvad han skulle have. Også selv om det betød at han skulle bærer den hele vejen tilbage til sommerhuset selv.
   "En kasse Tuborg," svarede han. Ekspedienten viste ham hvor de stod, og han tog venligt imod pengene.
   Da han kom ud fra tanken hev han en pakke Prince op ad hans bukselomme. Placerede smøgen i munden og tændte den med sin gule lighter. Han indhalerede røgen, pustede den ud og resten af vejen hjem hang der en tydelig røgsky efter ham.
   Han satte øllene ude på terrassen og lagde sig ned på den kolde bænk. Det var en stjerneklar nat. Himlen var sort. Han huskede hvordan de havde ligget helt mast sammen på den bænk. Mens de havde kigget op på stjernerne. De havde snakket om hvordan deres liv skulle blive.
   "Jeg vil giftes. Udenfor. På en nat som denne." Havde hun sagt. Han kunne tydeligt huske sin tanke. Han ville give hende netop det. Og det gjorde han.
   Han friede til hende en varm sommer aften. De havde været ude og gå en lang tur på stranden. Pludselig var han stoppet for at skrive, Vil du være min kone? i sandet. Hun havde taget pinden ud af hånden på ham og skrevet, Ja. De omfavnede hinanden i glæde og ømhed. De elskede i den mørke aften, på den stille strand. Det eneste de kunne høre var havet bruse og deres støn.

Han var sikker på at han ikke kunne elske en kvinde igen, hvert fald ikke på samme måde. Da hun blev indlagt på hospitalet havde han levet ved hendes side hver dag, hvert minut, hvert eneste sekund. De vidste at hun kunne dø.
   Han bad til Gud hver eneste nat når hun var faldet i søvn. Bad Ham om at holde hende i live, bare en dag mere. Bad Ham om at lade hende leve, bare et lille stykke tid endnu. Men selv ikke Gud kan stoppe skæbnen i at gå sin gang.
   Hun døde tre dage før juleaften. Han græd helt til påske. Hver eneste gang der var mulighed for det, sneg han sig væk, gemte sig og lod tårerne falde.
   Da foråret kom begyndte han at leve igen. Han tog på arbejde. Han tog i byen med sine venner. Men det var bare aldrig lige så godt uden hende.
   Når den første sne falder, græder han igen. Hans hjerte bliver revet ud på ny. Han genoplever al smerten fra første gang.
   Han var tæt på at falde i søvn da han så hendes ansigt for sig. Hendes mørke hår der dyssede ned foran hendes blå øjne. Det hvide slør der lå som sne på hendes hår, nakke og skuldre. Hendes smil der altid fik ham til at føle som en lille dreng.
   Han så dem gå hånd i hånd ned ad altergangen. Dørene blev åbent og det store klare lys blændede ham.