"Endelig". Rudi lukkede øjnene i forventning og pressede langsomt og
   dvælende indad, med den erfarne elskers rutine, og ventede på følelsen af
   velvære skulle indfinde sig. Han trak sprøjten ud af armen, betragtede den med afsky, lagde den på bordet og fjernede rutineret snoren om armen og smed den fra sig ved siden af sprøjten.
   Virkningen indtraf som et vulkanudbrud. Han fik kramper og greb om stolen.
   Smagen af opkast trængte op i mundhulen.
   "Der er noget galt" var hans næstsidste rationelle tanke
   "Jeg må finde hjælp"
   Rudi klynkede af skræk, kom rystende på benene mærkede han svedte og var
   kold på samme tid. Med den ene hånd greb han sig til halsen der ikke ville lystre
   og forsyne ham med den nødvendige ilt. Han trak vejret i korte gisp. Med den
   anden hånd støttede han sig til bordet og vaklede mod døren, for at komme
   ud og finde hjælp.
   Døren var låst. Kostbare sekunder gik tabt. Han lukkede øjnene, rystede
   hovedet og koncentrerede sig. Han vidste i det øjeblik ikke, han kun havde få minutter at leve. I tredje forsøg gik døren op og han vaklede ud i gården, uden at sanse at låse. Han var ikke klar over, der var gået alt for mange minutter siden han sansede, der var noget helt forkert.
   En lyd fik ham til at vende sig om. En mørk skikkelse stod i læ i hjørnet af
   gården, og tog to skridt frem.
   "Aux secours", kvækkede han næppe hørligt uden at genkende manden,
   eller høre om der var hjælp at hente der. Han vaklede mod porten, og satte
   kursen mod nærmeste apotek, der undertiden havde modgift. Bag ham lukkede
   manden roligt døren til værelset, sikrede sig nøglen der stadig sad i låsen, og
   gik, uden at forhaste sig, efter Rudi ud af porten.
   Udenfor porten undveg to kvinder den vaklende skikkelse. Det var intet
   usædvanligt syn i det område, så den mørke skikkelse fulgte roligt efter, da de
   var gået videre. Rudi satte farten ned, vendte sig og skottede ned af gaden.
   Hans synsfelt var mørkt som blæk i periferien. Men de sidste rester af
   bevidsthed sansede han en mørk skikkelse der roligt ventede få meter væk,
   indrammet af en gadelygte.
   Han vaklede videre. I hans opfattelse af tiden var der gået en uendelighed.
   Alting sejlede for hans blik og han kun med besvær i stand til at koncentrere
   sig. Det lykkedes fastholde tanken om at få hjælp. I realiteten var der kun gået
   ganske få minutter.
   Den mørke skikkelse så med tilfredshed at Rudi satte farten op. Det hjalp til
   til at sprede heroinet i kroppen, så nu kunne det ikke vare længe. De fleste dør
   øjeblikkeligt af en overdosis, vidste han, men de sparsommelige, der kun vil
   tage abstinenserne, når undertiden at registrere virkningerne. Med det han
   kendte til Rudi undrede han sig over hans udholdenhed.
   Døren til en knejpe gik op og en anden mand kom usikkert ud med armen
   om en pige, og så Rudi.
   "Hej mester - Er der noget galt?", spurgte manden.
   Rudi gav intet svar men blev som af en usynlig snor trukket i retning af det
   nærmeste stærkt befærdede kryds, hvor døgnapoteket lå. Få meter fra krydset svigtede Rudis organisme endeligt. Han faldt og mærkede ulidelige smerter inden hans krop gik i krampe. Han klynkede og løftede bønfaldende hånden mod de nærmeste tilskuere. Flere kramper gennemrystede han krop og han faldt sammen sidste gang.
   Flere mennesker så det og kom forsigtigt nærmere. I den del af byen rodede man sig ikke frivilligt ind i noget. Næsten omgående kørte en politivogn
   ind til fortovskanten.
   Den ene betjent stod ud og betragtede synet. Han rakte en hånd ud, tog
   sig i det og trak et par handsker på. Trods kulden var manden kun iført en
   snavset t-shirt og åben trøje med huller. Hans bukser så ud som de var
   trukket gennem en byggeplads og lugtede på samme måde. Han rystede på hovedet til sin kollega der talte i radioen.
   Den mørke skikkelse var trukket ind i en trappeopgang og betragtede med
   klinisk opmærksomhed det hele.
   At betjenten rystede på hovedet var kun hvad han ventede. Den dosis
   heroin var ti gange stærkere end normalt. Han gik langsomt tilbage til Rudis
   sidste bopæl.
   Der var stadig et par ting, han skulle have styr på. Den ene havde han fået
   tidligere, den aften. Lyset var stadig tændt og gjorde opgaven nemmere. Han
   overså hurtigt værelset. En slidt pung på bordet blev hurtigt gennemset, og et
   kort blev fjernet.
   Han spekulerede over de resterende penge, han selv havde afleveret, kort
   forinden.
   "Er det sandsynligt, en håbløs narkoman med friske forsyninger, har masser
   af penge, næppe", ræsonnerede han og fjernede de fleste sedler. Det sidste
   heroin lod han blive, men stak mobiltelefonen i lommen, og vendte derefter sin
   opmærksomhed mod reolen og fandt på ingen tid de sidste ting. Han kastede
   et sidste blik rundt i den minimale lejlighed, fjernede, for god ordens skyld et
   laset foto, der var klistret op på væggenen og efterlod helt bevidst
   lyset tændt og nøglen i låsen på indersiden af døren. Han forlod lejligheden via
   porten nøjagtigt tre minutter efter han var gået ind, og var kort efter opslugt
   af mørket.

Tooghalvfjerds timer senere, bekræftede retsmedicineren en foreløbig
   dødsattest og satte sidste punktum på en konklusion om overdosis. Mistænkelige dødsfald optræder ikke ret tit i virkelighedens verden. Medicineren måtte gennemgå fire til seks dødsfald på en normal arbejdsdag. En prøve til en toksikologisk rutine prøve for narko, medicin og spiritus var udtaget efter ankomsten.
   For det første var resultatet, ikke uventet, positivt og blev uden nærmere
   overvejelser sendt efter de andre papirer.
   Uden slag, skud, stiksår, eller andre mistænkelige omstændigheder,
   forventede ingen at retsmedicineren gjorde mere ud af den sag. Lugten der steg
   op da han åbnede posen fratog ham på forhånd enhver lyst til yderligere kontrol.
   Han skulle videre med den næste, og besluttede at der var ingen grund til at se
   yderligere på afdøde.
   Stempel og underskrift fjernede, kort efter, endegyldigt Rudi Meeks fra hans beskedne plads i samfundet. Andre ville overtage det kedelige job, at underrette familien, der boede i andre politikredse.
   ***

"Beslutninger kan vel påvirkes på flere måder. Afsendere burde tilkende deres målgruppe så meget intelligens, de kopierer de faglige dele rigtigt," tænkte manden i Berlin irriteret. Han smed, for tredje gang, en længere skrivelse fra sig.
   Dagen før havde chef fremsat det forbandede forslag om ESM, til styring af EU's budgetter og økonomi. Pressen havde kastet sig over det som forventet.
   Han sukkede.
   Helt undgås, noget utilsigtet smuttede gennem, kunne det sikkert aldrig. Det var hans opgave at gøre kanslerens tilværelse nemmere, ved at kontrollere at det hun modtog, i det mindste var rigtigt. Hvis det støttede hendes politik i stedet for afsenderens gjorde det heller ikke noget.
   I tekstbehandlingens tidsalder er det accepteret at fremlægge nye oplysninger, ved at beskære de gamle og sætte det hele sammen, afhængigt af afsenderens opfattelse. Et bestemt afsnit fangede Joachims opmærksomhed for et par dage siden. Efter kontrol af det originale materiale, stod det klart, forfatteren havde flettet to sæt oplysninger fra to rapporter, på en måde, han ikke havde den fjerneste forudsætning for. Men resultatet støttede hans opfattelse. Det var ret fikst gjort og resultatet så overbevisende ud. En stor del af Joachims job gik ud på at forebygge den slags opfindsomhed bedst muligt.
   Om han, blandt sine øvrige opgaver fungerede som kanslerens garant for faglighed eller sikkerhed kunne vel diskuteres. Hvad ham selv angik, var det en underordnet detalje.
   Engang skulle han holde styr på en serie oplysninger om sikkerhedspolitik og være klar til at supplere de enkelte dele. De kendte på forhånd modpartens indstilling og hvordan han prioriterede sikkerhed og risici, under forhandlingen. Ambassaden havde oplyst hans funktion som sikkerhedsrådgiver.
   Protokolchefen i det Hvide Hus havde sikkert været lige ved at besvime. Det medførte bare han fik en bedre plads i alle arrangementer. Hans mad blev også serveret lidt hurtigere, under tilsyn af en venlig FBI agent, der garanterede, han ikke kom noget til.
   Han smilede ved mindet og smed, efter lidt overvejelse, skrivelsen til arkivering, som informativ. Så var der ingen der blev fornærmede eller fik oplyst den var ubrugelig.

Han kontaktede sin kollega, Jean-Luc i Paris, der havde samme funktion for den franske præsident.
   "Har vi overblik over det, vi skal bruge de næste par år?" spurgte manden fra Berlin og stirrede ud over byen. Han var stadig glad for at være hjemme igen, efter fem år i Bruxelles. Han nød en udsigt hvor sporene af det foregående regimes opfattelse af byplanlægning, stort set var fjernet. Byen så efterhånden ud, som en rigtig Berliner, mente den burde.
   "Et par enkelte småting skal hele tiden justeres efter målsætning, men ellers ja, " bekræftede hans kollega i Paris.
   "Hvad mener du om de engelske tal?" ønskede Berlin at høre den andens mening om.
   "Supplerer stort set dine og mine ganske godt. Vi kan måske støtte et par småting ekstra, så de også kan få fordel af at købe internt. Det er en skam, de er uden for euroen."

Blandt landene udenfor valutasamarbejdet, havde englænderne den stærkeste økonomi. De var udmærket klar over de fungerede, som rollemodel for flere andre.
   "Tværtimod. Hvis det, de ønsker, med fordel kan købes for euro i stedet for dollars eller Yen er målet for handelsblokken nået."
   Manden i Berlin havde en solid økonomisk uddannelse bag sig mens Jean-Luc var jurist.
   "Hvordan vi hjælper udvikling på vej, mens vi samtidig hjælper os selv, er en anden sag?"
   Joachim kikkede eftertænksomt på fjernsynstårnet, der ikke kunne give noget svar.
   "Der er blevet lidt for mange lommer med ønsker om opfyldning, og de har lært alle de gode argumenter for det. Det indre markeds omsætning falder ligesom eksporten. Det skal helst gå den anden vej efter næste topmøde, men lad os klare vores egne problemer først."
   "Til de rigtige priser, køber vi gerne de rigtige steder og støtter produktion og beskæftigelse der. Hjørnestenen er stadig, et relevant behov fra dem, der køber og selvfølgelig de rigtige priser."
   "Samtidig er vi vel nødt til at støtte andre ting, så ingen bliver fornærmede" svarede Jean Luc.
   "Kansleren er talsmand for den gruppe, der kræver kontrol og styring. Hun vil foreslå en mekanisme efter ESM principper. Det skal samtidig sikre udvikling de rigtige steder. Den kan skabe balance i budgetterne med lidt hjælp."
   "Så skal vi bagefter overtale medlemmerne til at købe de steder."
   "Skal vi ikke lade præsidenten og kansleren om den del? Det er de ganske fikse til. Måske kan den engelske premierminister også inddrages med nogle tiltag for dem og Irland. England føler, på en eller anden måde, stadig de har et fællesskab med Irland, selvom de sluttede sig til euroen."
   "Mon ikke snart de opdager Irland er selvstændigt?" Spurgte Jean-Luc.
   "Måske, måske ikke. Men vi har skam intet mod at hjælpe både dem og andre. Det må bare ikke koste os for meget. Det var vidst grundlag for Kul- og Stålaftalen. Krisen ændrer bare spillereglerne lidt."
   "Vi tænker på os selv først, og de andre bagefter," bekræftede Jean-Luc.
   "Et mere praktisk problem i øvrigt", fortsatte Joachim. Nu var det nok med hyggesnakken. Det løste ingen problemer. "Skandinaverne forhandler, efter hvad jeg har hørt, om halvtreds til flere nye trafikfly. Hvad er ordrebogen oppe på hos Airbus?".
   "Svar skyldig", indrømmede Jean Luc. "CO2 generatoren og brændstof økonomien har indtil videre været en succes. De får forespørgsl på tyve, tredive stykker, hver dag fra hele verden. Norge holder nok fast ved Boeing. Mon ikke der er tre-, firehundrede stykker i ordre, med de indonesiske indkøb".
   Manden i Berlin stirrede tålmodigt på fjernsynstårnes top, og overvejede at afbryde den andens salgstale. Selv havde han absolut ingen planer om at købe en Airbus. Hans hensigt var mere praktisk.
   Airbus fly koster mindst firs millioner euro og består af flere tusinde dele fra de leverandører, der giver bedste tilbud. Halvdelen af prisen er elektronik, hydraulik og lignende. Eurofighteren, franske, engelske og italienske jagere var ligeledes storforbrugere af elektronik og hydraulik.
   Hans opgave var at skabe muligheder for de bedste priser, på det de havde brug for. Helst på hjemmemarkedet så arbejdsstyrken bagved købte ind for euro på hjemvejen. I nødsfald kunne de ti andre valutaer, udenfor eurosamarbejdet også komme på tale, så længe de bare ikke købte alt for meget billigt stads fra Kina, Japan eller lignende. Det orienterede han sin kollega grundigt om.
   "Jeg hører Boeing er ved at udvikle noget de kalder en Dreamliner. Den er baseret på komposit, med mål på op til tyve til fyrre procent af det hele."
   "Jeg kan godt følge din hensigt. Er begge dele ikke ret dyre?" spurgte Jean-Luc forsigtigt.
   "Alt i alt ligger der ordrer for flere milliarder euro om året og venter på de rigtige tilbud, og nogen, der kan lave dem. Både British Aerospace, Dassault-Bréget, og Fiat er nok heller ikke uimodtagelige for gode tilbud. Vi taler om elektronik, hydraulik med videre. Leverancer til firehundrede gange firs millioner fortjener bestemt en smule tilskud til udvikling og omlægning, så de kan følge med. Skulle vi ikke besøge udviklingsafdelingen, i Airbus i nærmeste fremtid? Hvis vi skaffer støtte med en koordineret indsats, og får gjort Airbus konkurrencedygtig, får vi sikkert ikke ret mange bebrejdelser for det. Han nævnte helt bevidst ikke, hærens og luftvåbeners beskedne ønsker om flere milliarder til opgraderinger, inden for de næste tre år. Han var fuldstændig klar over, hvilke landes militære enheder, der havde lignende programmer i støbeskeen og deres samlede behov. Militær var bare ikke et ord man brugte i pænt selskab.
   Der var lang tids tavshed i den anden ende.
   "Præsidenten har lovet vinindustrien støtte til konkurrence med tredje landene".
   "Vi vil skam ikke ignorere andre erhverv. Husk ham på, flypassagerer drikker vin, meget endda. Se på de store tal først."
   "Vi er i gang med flere underleverancer til bilindustrien." Nu forsvarede Jean-Luc sit overblik. "Vi har reduceret afgifter så meget som muligt, og støttet hvor vi kan."
   "Så ved i hvor i har kikket" kom det fra Berlin, der selv havde deltaget i et lignende projekt. "Nye modeller skaber nye muligheder".
   Jean-Luc tænkte han, så de knagede.
   "I øjeblikket har vi miljøindustri under overvejelse," huskede han lykkeligt. "Vi overvejer hvor vi kan hjælpe den på vej, uden at forringe noget andet."
   "Det er jeg spændt på at høre mere om," sagde den anden og fortsatte filosofisk.
   "Vi kan ikke forhindre nogen i at købe det billigste, lige så lidt som vi kan forhindre laks i at svømme op af floder for at gyde og dø. Det er vi programmeret til. Lad os hellere få EU kontingentet tilbage ved at kanalisere tilskud til de rigtige underleverandører. Så beskatter vi deres øgede omsætning. Biler har efterhånden fået rigeligt. Tilskud må spredes så meget som muligt, så det ikke bliver for påfaldende. Lad os bede vores venner i Bruxelles skabe billigere tilbud, der, hvor de også gavner os. Fly har mindre konkurrence end biler. Et fly svarer til fem, seks tusind biler. Regn på skatteindtægten af det. Lad os give flyene en håndsrækning. Det er altid godt at tale sammen om tingene. Jeg har en aftale med Kansleren om et øjeblik".
   "Præsidenten venter også på mig" oplyste Jean-Luc fra Paris.
   Den eneste, der ventede på ham var hans kone. Hun var sikkert sur.
   Begge tog hurtigt afsked og gik videre med forskellige opgaver.