Verden var lidt for spændende det forår. Ligegyldigt hvad man så i nyhederne, var der problemer eller konflikter. Krisen hærgede lige så slemt som et par væbnede konflikter mente nogen. Libyen blev bombet på må og få af en koalition af forskellige Nato lande, efter sigende for at beskytte civilbefolkningen. Kritikere protestere hver gang det gik galt, og spekulerede højlydt i interesser i import af olie fremfor de civiles velfærd, lige som de havde gjort under begge Golfkrige. Det blev stort set afgjort, da det internationale samfund indefrøs Gadaffis midler - cirka tyve milliarder euro, påstod man - og begyndte at købe olie af oprørerne.
USA' s budgetunderskud var også genstand for noget, der lignede krigslignende tilstand, i den periode. Nogen sagde tredive og andre tres milliarder, devaluerede dollars altså. Uden enighed om det, kunne ottehundrede tusinde offentligt ansatte ikke få løn og ville blive sendt hjem og landet lukket fra klokken seksten den dag. Heldigvis gjaldt det med lønnen også dem der skulle blive enige. Da præsidenten afbrød sin ferien for at bidrage med en smule fornuft blev en lappeløsning i hast strikket sammen. Løsning af det problem blev udsat til senere.
Flere europæiske toppolitikeres turbulente forhold til elskerinder eller skattelove, undertiden begge dele, skiftede plads i overskrifterne, som underholdning, mellem de mindre alvorlige problemer, og efterlod kun det indtryk, at deres overblik, ikke var bedre end andres.
Christians andel af kriserne bestod i han fik bekræftet han ville være uden beskæftigelse og bolig efter slutning af fjerde semester. Han orienterede Karsten om det og denne slog det bare hen som en mindre detalje.
"Kom til Bruxelles, min søn," foreslog han muntert. "Hjælp en stakkels embedsmand med at holde ulvene fra døren. Pragtfuldt land kan jeg love dig. Ingen regering i mere end tre hundrede dage. Embedsmænd kører alt på skinner. Jeg vil, indtil videre, forhøre mig lidt, og fortælle du er til rådighed. Eneste minus er du skal betale skat som andre dødelige."
Et kontorjob havde altid stået absolut nederst på Christians ønskeliste. Han havde fået smag for undervisning, teori og udvikling. En automatisk indvending om bolig blev omgående fejet af bordet.
"Husk næste værk - helst inden sommerferien," mindede Karsten ham om.
"Vi er godt i gang," kunne Christian berolige ham med. "Kan holdet forvente flere opgaver af samme art. De synes både det er spændende og udvikler nye horisonter. Pietro, som du har mødt, bliver kontaktmand".
"Sikkert," lovede Karsten. "Der bliver mange ting, der skal klares. Husk hoved- spørgsmålet stadig, overordnet, er virkningen af støtten til udvikling og konkurrence, og overvågning af det. Konklusionen behøver jeg vel ikke sige ret meget om."
***
Intrigerne om Christians lejlighed nærmede sig crescendo efter italienske forhold Fra Melinas tante hørte de om en skotsk arkæolog der ville ankomme midt på sommeren. Han skulle undervise og have bolig, et eller andet sted. Den anden gæsteforelæsers velvilje til at indgå en forlængelse af sin aftale, afhang særdeles stærkt af hans boligforhold.
Studieårets sidste semester startede snart. Da solen begyndte at kunne mærkes, hev Melina en lænestol ud på balkonen, der både vendte mod nord og øst, for at nyde det første romerske forår sammen med bøgerne. Hun på sin side var klar over, at der snart ville ske ting der krævede beslutning om deres forhold, og sagde den ene gang efter den anden "carpe diem" grib dagen. Hun havde selvfølgelig ret. Efter sidste semester gjaldt nye regler, så de forberedte sig og nød dagene og nætterne.
Christian forudså altså han snart ville være arbejds- og boligløs. Hans og andre specialer var, sammen med de fælles produkter til Karsten, vendt og drejet i de mindste detaljer. Revision og uddybning blev så småt forberedt og smuttede rutinemæssigt ind i forelæsning og debat under Pietros kyndige vejledning. Enkelte dele egnede sig måske til udgivelse, efter lidt om redigering, overvejede Christian, og drøftede det med D'Augusto.
Han lovede at tage sig af det, og fortalte samtidig Christian om nogle kommende besparelser. Den forstod Christian godt. Det bekræftede kun, han skulle kontakte andre græsgange og undersøge mulighederne. Det gik lidt af tiden også med, mens de arbejdede på Karstens sidste spørgsmål. Karsten mindede muntert gruppen om at nogle af læserne ville blive politikere. De var som regel ikke belastet af alverden økonomisk indsigt og teori og nøjedes gerne med konklusionerne. De skulle altid være forståelige og på almindeligt sprog.
Efter D'Augustos vurdering, meddelte de at bevarelsen af de spørgsmål kunne blive en føljeton i flere afsnit, hvis de skulle behandles til bunds.
"Det skal de bestemt," bekræftede Karsten i en telefonsamtale.
Hans accept blev gentaget dagen efter i en mail fra ham og en, hvis navn de ikke kendte, fra det økonomiske sekretariat i Bruxelles.
Karsten supplerede sin skrivelse med lidt oplysninger om normale takster, og hvordan de skulle skrive regninger i fremtiden. Efter de have talt spørgsmål og det kommende antal vurderinger op, gik det op for gruppen de kunne få ret travlt. De studerendes opgaver for sidste kvartal fik et par ekstra spørgsmål. Pietro vidste for forhånd hvem der ville levere noget fornuftigt.
Melina ville ikke hægtes af. Hun valgte engelsk infrastruktur som hun arbejdede med alligevel i en anden opgave, og analyserede erhverv for erhverv. Christian erklærede sig inhabil for Skandinavien og valgte Tysklands brede spekter. Det havde han i forvejen i grundarbejdet til sit speciale.
D'Augusto snuppede Skandinavien og gav det hurtigt videre til et par studerende, der søgte emner til en opgave. Pietro, mente han spillede bedst på hjemmebane, og aktiverede et par andre studerende med samme teknik. De forberedte, hver for sig en indledende oversigt om enkelte områders forudsætninger og styrker. Karsten fik på ingen tid et 'varekatalog' til disposition, der var lidt større end det han havde bedt om.
Han takkede og sendte det videre så i løbet af en uge kom de første spørgsmål om konkrete eksempler på mikro økonomiske enheder, udviklingsmuligheder, plus støtte til dem. Lidt overvejelser om, hvordan man rent praktisk, kunne neutralisere de værste problemer og konstatere ændringer, glemte spørgerne heller ikke.
***
Verden var ikke noget spændende sted det forår. Ligegyldigt hvad man så i nyhederne, var der problemer eller konflikter. Krisen hærgede lige så slemt som et par væbnede konflikter mente flere. Libyen blev bombet på må og få af en koalition af forskellige Nato lande, efter sigende for at beskytte civilbefolkningen. Kritikere protestere hver gang det gik galt, og spekulerede højlydt i interesser i import af olie fremfor de civiles velfærd, lige som de havde gjort under begge Golfkrige. Da det internationale samfund indefrøs Gadaffis midler - cirka tyve milliarder euro, påstod man - og begyndte at købe olie af oprørerne, var den sag stort set afgjort.
Et pat toppolitikeres turbulente forhold til elskerinder eller skattelove, undertiden begge dele, skiftede plads i overskrifterne, som underholdning, mellem de mindre alvorlige problemer, og efterlod kun det indtryk, at deres overblik, ikke var bedre end andres.
Christians andel af kriser bestod i han fik bekræftet han ville være uden beskæftigelse og bolig efter slutning af fjerde semester. Han orienterede Karsten om det og denne slog det bare hen som en mindre detalje.
"Kom til Bruxelles, min søn," foreslog han muntert. "Hjælp en stakkels embedsmand med at holde ulvene fra døren. Pragtfuldt land kan jeg love dig. Ingen regering i mere end tre hundrede dage. Embedsmænd kører alt på skinner. Jeg vil, indtil videre, forhøre mig lidt, og fortælle du er til rådighed. Eneste minus er du skal betale skat som andre dødelige."
Et kontorjob havde altid stået absolut nederst på Christians ønskeliste. Han havde fået smag for undervisning, teori og udvikling. En automatisk indvending om bolig blev omgående fejet af bordet.
"Husk næste værk - helst inden sommerferien," mindede Karsten ham om.
Professor D'Augusto blev inviteret til at ledsage et blandet hold af embedsmænd og politikere som observatør og rådgiver. Han medbragte næste værk og vendte hjem syv dage senere. Professoren medbragte en kuvert fra Det Økonomiske Kommissariat til Christian, med hilsen fra Karsten og dundrende hovedpine fordi hans rådgivning var blevet udvidet til vine.
Kuverten indeholdt et kort brev fra Karsten, en ansættelsesaftale, bekræftelse på at Christian havde lejet en lejlighed i Bruxelles fra første august, i et ikke defineret tidsrum. Undervejs stod der også et eller andet om løn.
Hvis ikke Belgien var alt for dyrt, kunne Christian ikke få øje på nogen problemer. Han skrev under og returnerede dem.