I Oostende så Claes skeptisk ud over havnen. Han så lige så skeptisk på det meste og det var i øvrigt grunden til, han næsten aldrig lavede fejl, eller måtte gøre tingene om.
   Havnens boldværk var blevet inspiceret efter vinteren. Behovet for reparationer skulle undersøges og registreres. Samtidig kunne dykkerne undervejs tage et overblik over de ting, der i vinterens løb var smidt i havnen og burde fjernes.
   Året før, var der endeligt anskaffet et kamera så første inspektion kunne gennemføres hurtigere og under mere behagelige forhold. De enkelte ting skulle stadig vurderes på stedet, så uanset hvordan, kom man ikke udenom dykkere, eller kunne spare en.
   "To i vandet, en i reserve som sikkerhed," Var Claes kortfattede kommentar. "Det er altså spillereglerne, og de er mig bekendt, ikke lavet om."
   De overvejelser var indtil videre stoppet.
   "Vi starter ved Montgomerydok", foreslog ingeniøren. Claes' kolleger så på ham efter protester eller bekræftelse. Han nikkede bare.
   Havnens uddannede dykkere havde også andre opgaver på land, men så frem til afvekslingen. Ingen af dem lod sig narre af Claes' skeptiske blik.
   "Vi tager de lange underbukser på i morgen gutter. Det er nok lidt koldt. Lad os bruge resten af dagen på at kontrollere udstyret, og lave en plan." Den tredje dykker havde sikkerhedsvagt i ledsagebåden, både for at holde skibe på afstand, og kunne træde til ved problemer. Dykkerne skiftedes til opgaverne.

Dagen efter gled Claes og Piet i vandet fra Zodiac gummibåden og begyndte en langvarig inspektion af havnens fundament og boldværk. Som sædvanligt var der i vinterens løb var smidt flere ting i vandet. Cykler og køleskabe dominerede. De blev forsynet med en strop og en bøje og trukket op af en kollega fra havnen med en bil med kran, som Hermann tilkaldte fra båden.
   Efter start fra molen ved Havengeul ville de efter planen arbejde sig indad og sydpå, for at slutte i den modsatte ende. Claes begyndte at se frem til tjansen i ledsagebåden med kaffe og en pibe. Så kunne Hermann gå i vandet en times tid.
   Piet signalerede lidt længere fremme og pegede ud og ned. Claes gjorde sin sektion færdig, fotograferede et par ting og afmærkede stedet, og svømmede hen til makkeren.
   En bil - en mørk Ford Sierra - kunne han genkende, stod på bunden nogen meter fra bolværket. Vandet var ret mudret, så en mørk genstand faldt i et med omgivelserne. Han vidste allerede at den skulle væk, hurtigst muligt, og tog en rundtur om bilen.
   Det fortrød han et minut senere, da han så de uhyggelige rester af et menneske bag rattet.
   Piet var i hælene på ham. Mundstykket tabte han i forskrækkelsen, men fik det hurtigt på plads igen. Claes dykkede ned. Ved hjælp af en lygte rensede og memorerede han hurtigt nummerpladen. Uden signaler til hinanden steg de op og beordrede politi og redning tilkaldt.
   ***

Siden en nat i Oostende havde de to mænd i bilen, efter fælles aftale, undgået enhver direkte kontakt. Tilfældet ville, de deltog i samme arrangement og undgik hinanden så længe som muligt. Da flere vidste de kendte hinanden så de fandt til sidst sammen i et stille hjørne for sig, lidt akavede for hinanden, og talte dæmpet sammen.
   "Hvordan har vores veninde det?" spurgte ledsageren. "Hun besvarer ikke mine opkald."
   "Ved du ikke hendes bror er død?
   "Slet ikke. Det gør mig ondt at høre. Vi havde ingen forbindelse mere. Han fandt sine ting andre steder og tjente nok på det."
   Det var ikke den opfattelse den anden havde fået. Han så skeptisk ud.
   "Skyldfølelse over broderen og stress. Det ene med det andet har desværre også givet hende både stress og dårlige nerver", svarede chaufføren. "Jeg har fået ordnet en måneds orlov. Vi vil helst trække os helt ud. Vi har rigeligt at se til endda. Du ved jo hvor følsom og ærekær hun er. Vi foreslår vi lukker af for den del, og slår en streg over det passerede".
   "Sket er sket" svarede den anden og trak på skulderen. "Lidt rimelighed fra begge sider havde nok givet et andet resultat. Systemet er for godt til at lukke. Spørgsmålet er kun, hvordan vi lapper hullet bedst muligt, og kommer videre."
   Den anden rystede på hovedet.
   "Du har skabt to nye problemer. For det første arbejdede han, så vidt jeg, ved ikke alene. Selvom vores veninde stadig ikke har nogen anelse om noget som helst, har hun været ude af balance siden december. Hun var ved at komme sig da broderens dødsfald startede det hele forfra. Hun har en måneds orlov, og er væk fra alle bekymringer. Så må vi se hvad der sker, men vi tør ganske enkelt ikke mere."
   "Jeg har spurgt hans kontor. Han er free-lance og har sagt han tog til Østen. De tror han sidder med en drink og en pige i hver hånd, og har glemt alt omkring sig. Lad dem endelig blive i troen." Ledsageren så rundt i rummet med et smil og gennemgik i tankerne de forskellige ting, der kunne skabe en angst for at gå videre. Han var absolut ikke blind for han nu var et væsentligt element og havde aldrig overvejet sig selv i den rolle. Det måtte han prøve at indrette sig bedst muligt efter.
   "En lille nemt spørgsmål om markedsføring, må lige være sagen til at aflede tankerne", foreslog han og slentrede gennem lokalet for at hilse på en bekendt.

Chaufføren så rasende ud, men skjulte det hurtigt. Han så efter den anden og tænkte med gru tilbage på den aften i Oostende.
   De to mænds diskussion var blevet mere og mere hidsig. Ingen af dem ville give sig en tomme. Han havde, efter bedste evne, forsøgt at gyde olie på vandene. Mens han hentede en drink var idioterne kommet op at slås og pigen krøb rædselsslagen sammen i et hjørne.
   Ledsageren spændte ben for sin modstander, som snublede og slog hovedet mod en stentrappe, hvorefter han fik ham flere spark. Chaufføren huskede tydeligt de dumpe lyd af spark og manden skrig der efterhånden blev dæmpet.
   Han og pigen, der tog sig sammen, fik i fællesskab beroliget manden.
   Han havde været alene med en kvæstet mand i flere timer, mens den anden kørte pigen hjem. De første timer havde han håbet den bevidstløse mand ville vågne, men hans rallende vejrtrækning og fik ham snart til at erkende situationens alvor. Den andens trusler gjorde tanken om flugt eller lægehjælp umulig, inden han kom tilbage. I flere uger bagefter drømte han stadig om lyden, og vågnede badet i sved.

Hans partner kom tilbage, med et ubekymret smil, efter at have hilst på sin bekendt.
   "Jeg sender spørgsmålet til dig i morgen. Mon ikke tre uger er passende?"
   Små nemme opgaver med sammenligning af flere landes lovgivning eksisterede ganske enkelt ikke. Det måtte den anden efterhånden have lært. Han tænkte som en vanvittig over hvordan han kom ud af den klemme.
   "Du vil virkelig gøre mig en tjeneste ved at finde ud af noget. Vi behøver ingen indviklet økonomi denne gang." Han så bønfaldende på sin tidligere partner. "Du vil samtidig gøre mig en stor tjeneste."
   Chaufføren trak vejret dybt og sagde dæmpet men inderligt og bestemt.
   "Det er altså alvorligt ment, at vi holder op. Det er bedst at slutte mens legen er god. Desuden har jeg, som du ved, ikke overblik over grundmaterialet, og kan umuligt levere noget som helst i den stil på tre uger. Seks til syv uger måske."
   "Hvis du laver det fra bunden, er fire uger så nok?" pressede den anden." Hvis jeg ikke leverer et eller andet, kan jeg selv komme i klemme." Han gjorde sit bedste for at se bønfaldende ud.
   "Måske", svarede chaufføren usikkert. "Det du beder om er ganske simpelthen umuligt, uanset hvad opgaven går ud på. Jeg ser indtil videre på sagen."
   Hans ledsager så både lettet og glad ud og tog den anden i armen.
   "Det skal du virkelig have tak for. Og hvad så bagefter?"
   "Så er det slut", gentog chaufføren. Han lukkede øjnene og så igen havnens mørke vand for sig. Han spekulerede over om han nogen sinde ville glemme det syn.
   "Jeg takker endnu engang", sagde den anden, og gjorde anstalter til at gå. "Har du forresten hørt om Clarke & Manfredi?"
   Den anden så spørgende ud. Det var en velkendt konkurrent, der lavede noget udmærket arbejde inden for sit speciale.
   "Fra den ene dag til den næste tik vi besked på at fjerne dem fra listen over konsulenter. Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder. Kan i, eller kender du nogen der kan udfylde det hul?"
   "Vores områder falder kun i en vis udstrækning sammen", sagde den anden "Jeg skal gerne forhøre mig," lovede han neutralt.
   "Jeg takker endnu engang, og må se at komme videre. Jeg glæder mig til at høre fra dig om begge dele." Han gav hånd og gik gennem salen hvor han undervejs hilste på flere mennesker.
   Den anden så tankefuldt efter ham. Hans firmas indtægt for mange hundrede timers bistand som konsulenter for 200 til 300 euro per time, kom fra samme sted som Clarke og Manfredi's åbenbart havde gjort, indtil for nyligt. Det meste research arbejde blev lavet og sat sammen af hans stab og hans normale honorar bestemte den endelige regning. Han havde absolut ingen interesse i den indtægt forsvandt på samme måde, med ham som årsag, og sukkede dybt.