Manden kom modstræbende til bevidsthed. Dybt nede vidste kroppens bevidsthed den var ved at vågne op til noget, den ikke havde den fjerneste lyst til. Instinkt for overlevelse vandt over logikken. Han mærkede omgående smerter overalt. Hans øjenlåg var begge klistrede sammen af blod. Det ene kunne med besvær åbnes en smule. Han kunne ikke bevæge sig og orkede heller ikke at prøve. Der var lys bag øjenlågene, opfattede han svagt. Det indtryk blev overdøvet af andre lyde og lugte, der var ukendte. Dem opgav han på forhånd at fortolke. Det sidste han huskede var slag og spark og et rasende ansigt, der blev ved med at stille krav, han hverken orkede at svare på eller forstod til sidst.

Han følte svagt at noget rulle fremad under ham. Underlaget forsvandt og han vippede nedad og opfattede et fald, der blev afbrudt af to voldsomme stød. Han blev først kastet forover, bagover men var holdt fast af noget. Hænderne var løse og de famlede rundt for at finde det der holdt ham fast. Hans smerter nærmede sig ufattelige højder. Han mistede kort bevidstheden igen og kom langsomt til sig selv. Det ene øjenlåg kunne nu, med besvær, tvinges en smule op. Der var mørkt omkring ham.
   Uendeligt langsomt vendte lidt følelser tilbage mellem ulidelige smerter overalt.
   Hverken arme, stemme eller øjne lystrede hans ønsker. Manglen på orientering var total og stressende. Han vidste ikke han befandt sig på grænsen til koma. Det gjorde ikke sagen bedre han ikke kunne råbe om hjælp. Det det blev kun en svag hvisken. Han havde smerter overalt og sansede kun at finde begrænset hvile.
   Hans hoved rullede frem og tilbage stedet. En knapt menneskelig lyd kom over hans læber. Alt var i en mørk dis. Omgivelserne kunne han ikke registrere. Han frøs, var den første bevidste tanke og efter et par sekunder fandt han ud af at han var våd.
   Hørelsen sendte signaler, han hverken kendte eller havde kræfter til at tolke. Han orkede det næppe men forsøgte igen at åbne begge øjne og orientere sig. Han opfattede samtidig han blev mere kold og våd, og indtog en ulogisk, fremadlænet stilling og var spændt fast.
   Noget gyngede blidt. Med en kæmpe anstrengelse fik han endeligt øjenlågene tvunget op. Bag en mørk dis af ingen ting fornemmede han noget lys i baggrunden. Kun langsomt opfattede han sin situation.
   "Jeg sidder i en bil i vand." Han var ved at miste bevidstheden igen, og bekæmpede det instinktivt. Vandet oversvømmede instrumentbrættet bemærkede han sløvt, men de vanvittige smerter forhindrede enhver rationel tanke. Armene føltes som bly, og ville ikke lystre. Panik og afmagt forbrugte de sidste ressourcer. Hans øjne gled langsomt i igen mens den sidste rest af bevidsthed registrerede begivenhederne. Sædet gyngede mærkede han. Derefter kom en langsom, ubrudt følelse af, at han og sædet dalede ned. Et sidste bump, og vandet steg ubønhørligt omkring ham. Han famlede sløvt omkring for at finde ud af hvordan han var spændt fast. Han mærkede et øget tryk på ørerne.
   Vinklen var ændret så han var i stand til at hvile hovedet på nakkestøtten mens han åndsfraværende registrerede at vandet ubarmhjertigt steg.
   Den sidste luft op til loftet blev fortrængt af vand og hans hoved kom under vandet.
   Instinktivt prøvede han at holde vejret. Det opgav han efter få sekunders panik. Hans sidste bevidste tanke var en erindring om havnen foran hans vindue. Vandet trængte ned i lungerne, kroppen føltes som en skruestik og hjernen afsluttede kort efter sin aktivitet i et rødt glimt, der forbrugte den sidste ilt i hans mishandlede krop.
   Bilens Batteri holdt lygterne i gang i få minutter før det kortsluttede. Den mørke bil og dens døde passager stod på mudderet på bunden af havnen og faldt i et med omgivelserne.

***
   Få kilometer fra havnen stoppede en patruljevogn kort efter, en bil med to mænd. Den ene var sunket sammen på det ene forsæde, og blundede. Han livede omgående op da bilen standsede.
   Føreren så et kort øjeblik irriteret ud men fattede sig. Han skubbede normalt ikke rundt med biler og havde stadig sved på panden, som han hurtigt tørrede af mens han rullede bilens vindue ned med et imødekommende smil.
   Den ene betjent kontrollerede om bilen var stjålet mens den anden stod ud. Han gik rundt om vognen og betragtede den, og de to mænd, som han høfligt, men bestemt, bad legitimere sig.
   "Har de nogen indvending mod en spiritusprøve", spurgte han, og så på føreren der bare rystede på hovedet.
   Indikatoren rokkede ikke fra nul. Manden var komplet ædru og han var i øvrigt ganske velklædt. Ledsageren sad klar med sit kørekort, hvis det skulle blive nødvendigt. Betjentens kollega rystede på hovedet. Bilen var hverken stjålet eller efterlyst.
   "De herrer må undskylde ulejligheden" sagde betjenten høfligt. "Området her kan godt være lidt livligt engang imellem, og tidspunktet taget i betragtning!"
   "Vi er nybagte onkler efter en langvarig fødsel" oplyste føreren.
   "Ligger hospitalet ikke i en anden retning?" spurgte betjenten.
   "Farmand skulle hjem og passe sit arbejde" sagde den anden.
   "Vi foretrak at liste hjem, uanset tidspunktet" oplyste den ældste.
   Politimanden afgjorde med sig selv, han ikke havde nogen gyldig grund til yderligere, men bad sin kollega notere navn og registreringsnummer, for alle tilfældes skyld.
   "Tillykke og god tur," ønskede han inden de to betjente fortsatte deres jagt på mere alvorlige problemer.
   De to mænd kørte videre i tavshed et par kilometer.
   "Vi blev noteret," sagde passageren bekymret.
   "Bare et notat," beroligede den anden. "Hvis han husker det, undersøger han i morgen, om bilen er meldt stjålet i mellemtiden. Det er den ikke. Så bliver det bare smidt ud uden rapport eller noget. Vi er på den sikre side."
   Den yngste lænede sig tilbage og trak vejret dybt. "Hvad så hvis han undersøger med hospitalet," indvendte den anden.
   "Hvorfor fanden skulle han det?" Den ældste var ved at blive irriteret. "Det har han ingen grund til. I øvrigt bliver der født børn hele tiden. Du var lidt mindre følsom for et øjeblik siden. Hvad er der sket?"
   "Jeg var sgu da lige ved at ryge med ud over kanten. Hvis jeg havde været våd, havde du haft noget at forklare panserne."
   "Det havde måske krævet lidt mere," indrømmede den anden, villigt med et smil.
   "Så havde du slet siddet her, min ven," tænkte han ved sig selv og koncentrerede sig om kørslen.
   De kørte roligt videre, uden at vække yderligere opsigt. Udenfor oplyste byen et vejskilt, der var 80 kilometer til Bruxelles.