Udover det praktiske formål havde Den Spanske Trappe samme funktion i Rom, som uret på Hovedbanegården i København. Der var altid en larmende vrimmel af mennesker. Mellem ærlige handlende har forskellige plattenslagere, gennem århundreder prøvet sig frem med hurtige handler.
Få timer efter nærmede Christian sig Francesco de Sanctis imponerende trappe, Han fandt Karsten ved foden af den i diskussion med en sælger. At den ene talte dansk og den anden italiensk, ødelagde ikke morskaben for nogen af dem.
Byture med Karsten havde flere gange udviklet sig på ukontrollable måder. Engang endte en med en løbetur fra en flok rockere, gennem København, efter de gennemskuede Karstens manipulationer med billiardkuglerne. Christian havde forberedt aftenens program med forsigtighed. Han tog Karsten i albuen og afbrød forhandlingen. De krydsede kort efter Tiberen og gik ind i Travestere, hvor de gennem stadig mindre stræder nåede Christians yndlingssted.
"Ingen glas, krom eller storsnuede tjenere", konstaterede Karsten med tilfredshed. "Det ser helt rigtigt ud".
Santino kom frem og bød venligt Karsten velkommen, og hilste på Christian som den stamkunde han var. De fik et bord med udsigt over et mindre torv med masser af liv. En af Roms to millioner fontæner fuldendte udsigten.
"Vin først" fastslog Karsten. "Amarone har fået et godt navn. Der er vel også andre."
Han kastede sig ud en diskussion med Santino, som til hans lettelse talte flydende engelsk. Det skulle han også helst efter ti år på et hotel i New York. Santino argumenterede, med faglig stolthed på balance mellem mad og vin. Han kunne godt skelne mellem gæster, der skulle imponeres eller fodres. Jo bedre balance, des dyrere vine. Over to aperitiffer kom de til enighed om en vin med eftersmag af æble, fra Santinos hjemegn ville passe perfekt til den brinerede Wisconsin fasan, der var Santinos stolthed og altid på menukortet.
Som lokalkendt insisterede Christian på husets Amaretto ferskener med en blanding af hakkede pistacienødder og sorbet til dessert.
Maden fik opmærksomhed mens Karsten fortalte om Bruxelles og, Christian, på sin side, om de romerske forhold.
"Fornyelse er en udfordring og vanetænkning tit en stopklods", fortalte Christian mellem retterne. "De gamle i gårde ændrer helst ikke deres og beder om nye vurderinger. Fornyelser betragtes som kritik af det bestående. De er heldigvis ikke lige slemme alle sammen. Min invitation til det selskab, var mest tænkt som provokation af 'the establishment'. Det blev forklaret ret kontant.", sagde Christian muntert. Tre timers middag og snak fløj af sted. De havde stadig en bunke til fælles og mange minder.
Maden krævede lidt motion. Efter tyve minutters langsom gåtur gennem Travesteres smalle gader mærkede de begge mærke, fasanen var blevet tørstig igen.
Et par steder havde stadig lys og Karsten så sig omkring.
"Du anbefaler?" Efter Santinos kærlige behandling havde han tillid til Christians kendskab til de lokale forhold.
"Mange mennesker og træstole eller en blød stol og fred i mit afsnit af katakomberne?"
"Fred og blødt underlag, tak - ingen tvivl om det - Hvor skal vi hen?"
"To trin op faktisk - Jeg bor lige her."
"An diamo," sagde Karsten. Lokalkoloritten virkede åbenbart.
Han betragtede, med hævede bryn, den nedslidte ejendom. Med skepsis hallen, der trængte til mere end en kærlig hånd, bekymret den knirkende elevator, der bragte dem til tops og pessimistisk døren, der bandt og bedst lod sig åbne med et spark. Christian morede sig stille, og trak Karsten gennem entreen, uden at tænde lys. De kom gennem den lille stue uden uheld og hen til døren til balkonen, som han åbnede uden et ord og nød Karstens forbløffelse.
***
Peterskirken lå badet i kunstigt lys og dominerede udsigten. Efter Romerske forhold havde lejligheden også en pæn balkon. En Penthouse ku' man uden skam kalde det.
Christian lod Karsten stå og måbe og meditere over udsigten mens han indsnusede romersk nat.
"Hvis du ser til højre har du udsigt til Tiberen", oplyste Christian da han kom tilbage med forsyninger. Invitationen fra hans søster var på flere måder blevet til en fuldtræffer i lotto. Fra stipendiat til en slags stilling, med beskeden indtægt, bevares.
Stipendiat var ledsaget af et værelse på et kollegium, som en vandskade, kombineret med hans opgaver i planlægning og undervisning, ændrede til lejligheden.
Hans sidste speciale var i mellemtiden blevet slutvurderet og pænt modtaget derhjemme, og var med søsterens hjælp undervejs på italiensk. Der var også andre konsekvenser, som søster eller hendes nabo helst ikke skulle opdage. Det var en anden sag.
En rigtig gæsteforelæser, en professor Schubert fra Wien, med speciale i international ret, og Christian fik valg mellem to lejligheder. En tæt på universitet og en anden, med lidt længere transport, forklarede man undskyldende. Tyskeren snuppede, med seniorens ret, den nærmeste. Han var åbenbart mageligt anlagt. Christian forsikrede, at han nød gåture og sagde mange tak, uden at se lejligheden.
Rygterne sagde at Schuberts ansigtsfarve skiftede mellem hvid, rød og en kulør, ingen ville påtage sig at beskrive, da han fandt ud af, hvad han havde sagt nej til.
Stuen svarede til resten. Karsten havde indtil videre set nok til Rom, kom ind satte sig i en lænestol med sit glas.
"Fortæl, fortæl Chris. Hvor mange sku' du bestikke, sove med eller slå ihjel, for det her??? Fortæl!"
Han kikkede ud til Peterskirken, og blev overbevist om den stadig var der.
Christian beskrev kort udviklingen og de lokale regler.
"De studerende og de der underviser bor ikke under samme tag, på grund af nogle erfaringer, de ikke beskrev nærmere. De beklagede meget, de ikke havde andet. Efter jeg havde set på staldene kunne jeg berolige dem med, at det gik såmænd nok et semester. Det bliver bare lidt mere. En anden står, hver dag, og rusker i døren og ønsker mig nord for alperne, med tilbagevirkende kraft."
"Ellers mangler vi vel ikke noget. Jeg går ud fra du hverken er begyndt at gå i højhælede sko eller pumps?"
Karstens blik hvilede på reolen hvor en af Melinas pumps var landet under omstændigheder, der ikke indbød til nærmere beskrivelse. Et par sko stod lige indenfor døren
"Kun ved festlige lejligheder," indrømmede Christian.
Karsten slappede af og lukkede øjnene
"Jeg bør tage retur på torsdag. Det kan måske ændres efter forholdene. I morgen er helt beslaglagt - hvordan med dig? Har din veninde en veninde, gerne sympatisk, socialt indstillet, med lettere elastisk moral og helst uden alt for mange, ærekære brødre".
"Hun der bedst kan svare på det, er optaget af en opgave om afgift på energiimport," måtte Christian bedrøve Karsten med, og fortalte han selv skulle optræde både torsdag og fredag og havde en aftale med sin søster for weekenden, som han ikke turde aflyse.
"Denne gang må vi altså finde andre modtagere for vores opmærksomhed. Jeg kommer igen i nær fremtid?" lovede Karsten, og lukkede øjnene. "Jeg husker din søster, som lidt for konsekvent og principfast. Du må hilse kærligt".
Hun havde engang stukket ham en syngende lussing. Ingen af dem havde nogensinde fortalt hvorfor.
"Min familie kommer til Bruxelles i julen, men jeg kommer ganske givet retur i det nye år. Lad os ses i overmorgen og holde forbindelse."
Det blev aftalen. Småsnakken flød langsomt ud på de små timer, hvor de faldt de i søvn i hver sin sofa.
***
Fredag mødtes de efter middag foran aulaen og opsøgte den samme bodega, kun med kaffe. Karsten led under gårsdagens forhandlinger endnu.
"Hvem siger embedsmænd skal være kedelige" stønnede han. "Med Berlusconi som værkfører her i firmaet er stil og forretningsgang lagt. Den bliver fulgt til den store guldmedalje, på alle niveauer."
"Hvordan gik det med appelsinerne?" forhørte Christian sig.
"Sikkert udmærket. Fik et par af dem i et glas til morgenmad, for et par timer siden. Ellers følger der en redegørelse om det, og nogen andre ting i nærmeste fremtid, har jeg fået lovning på. Politisk og juridisk acceptable forhold må helst ikke blandes sammen. Nu er spørgsmålet hægtet sammen med de næste ansøgninger. Så går forhandlingerne om dem måske lidt nemmere, og jeg får lejlighed til at kikke ind i det nye år."
Han betragtede opmærksomt et par mænd der gik forbi. Den ene hilste. Det gjorde den anden ikke.
"Kom der lige en kuldefront fra Hebriderne?" spurgte Karsten.
Christian havde hilst på en anden lektor, der fulgtes med den østrigske docent, som sendte ham et iskoldt blik. Han havde stadig løfte om lejligheden, når den blev ledig. Universitetet var vilde efter at forlænge hans aftale, sagde rygtet. For at sætte trumf på den del, blev der hvisket i krogene, at Christian måske blev tilbudt et år mere. Det var kun et spørgsmål om hvem der kom først. En fjern tante til Melina arbejdede på Campus og holdt dem grundigt ajour med sladderen.
Karsten grinede mens han dæmpet blev orienteret om intrigerne.
"Machiavelli har mange arvinger", konstaterede han tørt. Han ændrede fokus til en høj slank pige, med en tilbagestrøget frisure, der endte i en hestehale, som gik søgende gennem bodegaen. Han skiftede til samme forbløffelse, som over kuplen på Peterskirken, da hun dalede ned ved bordet med et smil.
"Chaio, amore" hviskede hun med et kram og et kys, og nikkede til Karsten. Samtalen tog selvfølgelig en helt anden retning. Melina holdt pause i projekt og skrivning, så kort efter talte alle sammen som gamle venner.
Karsten skulle nå sit fly og hjem og gøre klar til jul og ministermøde som fortsættelse af topledermødet. Melina måtte retur til sine afgifter og Christian havde tutor- og planmøde. De begyndte langsomt at bryde op efter et par timer.
Karsten så bedrøvet ud, ved tanken om at frikvarteret var slut.
"Vi efterlyser ideer udenfor standardskabelonerne. Hvordan gir vi produktion og forbrug et los i røven, så det motiverer yderligere udvikling? Det er vores hjørnesten lige nu," sukkede han. "De forskellige medlemmers lokalpolitik fungerer bare under vidt forskellige forudsætninger. Det man slipper godt fra i syd skaber valg i Nordeuropa, og omvendt. De der får penge til at fordele, får samtidig magt."
"Som udgangspunkt skal det bare ku' betale sig, at vælge det ene for det andet, og undgå vanetænkning."
Uden, at ville det, faldt Christian tilbage i rollen, som foredragsholder, mens han løftede sin kop.
"Kaffe fra Etiopien blev i 1600 tallet byttet for våben af Genuenserne. Hoffet hævede prisen på de våben, de producerede og solgte. Så steg kaffen sørme også for importørerne købte så billigt som muligt, dengang i Spanien. Da hoffet havde fået prisen for kaffe galt i halsen tilstrækkeligt længe, og ikke solgte geværer, satte de prisen ned" Christian grinede.
"Så fik de igen morgenkaffe, til en pris de ku' holde ud, uden at hænge kokken, og kom af med deres skydere. Det var først da Hollænderne stjal nogen kaffeplanter og skaffede billig mokka fra Indonesien, det gik den anden vej. Sådan er det stadig."
"Hvad skal så med i ligningen. Hollændere eller Indonesiere? spurgte Karsten, ironisk.
"Alle unionens medlemmer har stadig bunker af kapacitet og know-how, der kan støttes på mange måder" forsikrede Christian. "Jeg brugte faktisk nogle sider på flaskehalse, i mit speciale om subsidier i 70'erne, plus beskrivelser af hundekunsterne, dengang."
"Må vi konsultere dig for en ajourført kopi om tanker og vinkler for de nuværende flaskehalse? Helst på engelsk, gerne på universitets papir. Hvis du kender andre, der har gode ideer, så tag dem med," spurgte Karsten eftertænksomt.
"Uanset hvem der møder med noget nyt, får vi noget at gå videre med, vi ikke havde før. Alt brugbart får enten ros, ordener eller statuer, hvis det virker."
Mere eller mindre lusket brug af subsidier, og hvordan det kunne gennemskues, havde faktisk udgjort en væsentlig del af Christians speciale. Dem, der kom i vane med bestemte rutiner, holdt fast ved det, de kendte. At priserne steg, var man så vant til. Det gjaldt bare om, ikke at være for grådig. Det havde han regnet en hel del på med beskrivelser.
Christian lovede at give det lidt overvejelser og gøre det så enkelt som muligt.
"Fagligt forsvarligt, tak. Ajourørt og med indlæg fra andre, du kan konsultere" formanede Karsten. "Embedsmænd har gjort det til en kunstart, ikke at tage stilling til noget som helst uden et par veluddannede, højt betalte konsulenter i baghånd, der har forsynet dem med en konklusion om det, de har brug for."
"Jeg forhører mig et par steder og skriver, så du får en statue", lovede Christian mens han skænkede den sidste kaffe.
"For guds skyld, nej. Dem skider fuglene bare på." Karsten så forskrækket ud. "Har du hørt om statuen af General Gordon med kamel og det hele i Cairo. En turist forklarer sin søn det bedste, han havde lært. Til sidst spørger knægten 'Hvem er den idiot der rider på Gordon'. Højst en buste og indendørs. På forhånd tak."
Han stirrede et kort øjeblik ud i luften og fortsatte.
"Politik skabes på samme måde. 27 medlemmer behandler dagsordenen på 27 måder. Ingen forventes at gøre det ens. Kamelen ser de s'gu. Der er stillet forslag om en ESM mekanisme, med den tyske kansler som talsmand. Alle ønsker tilskud og lån, og debatterer hvordan de kan bruges. Igen et spørgsmål om magt, helst uden overdrevet kontrol. SAS venter. Har vi en aftale?"
De omfavnede hinanden. Han prøvede at give Melina et håndkys. Hun hev hånden til sig, afleverede en portion læbestift på hans kind, og mindende ham om at årstallet startede med 2000, og kvinderne, i den sydlige del af Europa, efterhånden havde samme rettigheder, som i nord.
Karsten grinede fra væg til væg da de kaprede en taxa til ham.
"Hvad skal du bruge det til?" spurgte Christian og hævede hånden til afsked.
"Forarbejde til ESM mekanismen hvis den bliver til noget. Det hedder hjælpepakker i dag. Deres formålet er det samme som subsidierne," svarede Karsten og tog plads i vognen, og rullede vinduet ned.
"Hvad er for resten forskellen på en muslim, og en EU-politiker?", spurgte han i sidste sekund.
Christian holdt op med at vinke og meldte pas.
"Muslimen vender sig fire gange om dagen mod Mekka mens EU-Politikeren vender sig fire gange om ugen mod Bruxelles, begge om støtte!"
Han vinkede og kørte mod lufthavnen.