Karsten ankom først i februar og Christian mødte ham i lufthavnen. Karsten skulle til møde og Christian tilbage til universitetet, så de talte sammen undervejs.
"Formanden kaldte mekanismen for gynger og karruseller, med en politimand i midten i forhold til vi laver nu" fortalte Karsten. "Alle er bange for fiasko og det bliver opdaget når tilskud bare går til lappeløsninger eller prestigeprojekter, der kun giver afgift en enkelt gang. Det må i gerne ofre et par tanker på. Formandens politibetjent er under overvejelse, som en ny funktion, hvis nogle forsøger at springe over, hvor gærdet er lavest."
"God fornøjelse" mumlede Christian.
"Det hold, der lavede den første skrivelse ser troværdigt ud. Den giver spørgsmål, ud over dem, du allerede har fået" fortsatte Karsten. "Har i lyst til at fortsætte? Så gir kommissæren middag, hvor vi aftaler nærmere.
Efter Karstens første besøg, havde Christian fortalt professor D'Augusto og Pietro om Karstens, og dermed af omveje, Unionens beskedne ønsker. Begge bidrog, uden bagtanker, med ideer, indlæg og kritik til Christians og fra andre specialer. Christian sammenskrev det hele så den nye redegørelse til sidst sluttede omkring fyrre tætskrevne sider, plus lige så mange statistikker. Gudskelov for elektroniske filer og tekstbehandling tænkte Christian tit. Rapporten var forfattet af Pietro, Melina, der også kom med noget, under vejledning, kritik og konklusion fra professor D'Augusto.
Med D'Augusto i toppen, fremgik alle af slutproduktet. Det var, som ønsket, på engelsk og leveret med universitetets logo. Undervejs indgik det meste både i forelæsning og debat, så de studerende, både bidrog med logik og spørgsmål, ud over de ting gruppen selv anså for vigtige. D'Augusto bad Melina og Pietro om at gøre det tilgængeligt på italiensk.
I midten af februar meddelte Christians bank et anseeligt beløb var modtaget fra Bruxelles. Han kontaktede Karsten, der fortalte at guppen var blevet registreret som konsulenter. De blev lønnet med omkring tohundrede euro pr. time eller side efter omstændighederne og kunne i øvrigt bruge pengene på vin, kvinder og sang.
"Ikke for meget sang, tak" sluttede beskeden. Karsten erindrede åbenbart Christians varierende evner til at ramme nogle anerkendte toner.
Efter lidt forhandling om hvor meget der var tilføjet til Christians oprindelige speciale, blev honoraret fordelt så D'Augostos normale vinhandler disponerede over en fjerdedel af beløbet. Pietro modtog taknemligt en anden fjerdedel kontant. Karsten havde fortalt at besvarelser af eventuelle spørgsmål ville blive honoreret efter samme takst og der hverken var grund til at spare på timer eller sider. Der var stadig god plads i professorens vinkælder og Pietros næste familieforøgelse nærmede sig, på grund af et øjebliks uopmærksomhed, mente han muntert.
Melina fremtryllede en veninde, hun var nogenlunde sikker på, opfyldte Karstens ønsker om brødre, i hvert fald. Resten måtte han selv finde ud af.
Professoren og Pietro blev bedt om at være med til et møde, næste dags eftermiddag, afsluttet med et traktement bagefter.
Santino fik igen besøg, denne gang af et lidt større selskab, og strålede som en sol. Professoren var gennem flere år gået udenom Travestere, og så skeptisk ud. Efter de to første retter forsvandt et af Santinos kort i hans lomme.
Karsten fortalte, han dagen før havde brugt passende citater fra deres første produkt, under samtaler med sine italienske kolleger.
"Først da jeg læste højt, med universitetets logo fuldt synlig, blev jeg sikker på at jeg var kommet til smilets by, og at vi kunne komme videre," berettede han muntert. "De bad om en kopi. Klarer i lige det. Gerne på italiensk."
"På Kommissærens og egne vegne takkes de herrer og den dame mange gange, for en rigtig flot start på noget der kan blive et videre samarbejde." Melinas veninde så forbavset ud "og for en formidabel redegørelse."
Professoren lovede at kontakte ministeriet et par dage efter. Under mødet forinden, havde de drøftet en fortsættelse af redegørelsen, på et lidt mere konkret plan, om vilkårene og betingelserne og ikke mindst kontrol. Alle var villige til at fortsætte.
Formål, og hvilke elementer man ønskede udviklet og kontrolleret, ville først kunne fastlægges, gentog Karsten, når ministre og statslederne havde snakket færdig om et par uger. Melinas veninde så ud som hun var faldet ned fra månen, mens de andre holdt mund og spekulerede over, hvad fanden de havde rodet sig ud i.
Middag og snak fortsatte ud på de små timer. Professoren viste sig i øvrigt at have en smuk baryton, Santino kunne spille på både guitar og mundharmonika, ledsaget af Melinas og Tatianas sopraner.
"Det er s'gu som tegnefilmen om Lady og Vagabonden," konstaterede Karsten tørt til sidst. Ved slutningen tog han og professoren et formelt opgør om betaling af regningen. Professoren hævdede at han som Romer var på hjemmebane og dermed vært. Karsten vandt med henvisning til Kommissæren og traktatens paragraf et eller andet, som det hele faktisk drejede sig om.
Santino havde næsten tårer i øjnene og måtte modvilligt, forsikrede han, smide selskabet ud.
Aftenen blev gentaget for fire personer følgende dag. Pigerne bestemte hvad der skulle spises hvor. Dagen efter var heldigvis lørdag og det viste sig ret fornuftigt.
Uanset hvor meget Christian senere udfrittede Melina, var piger, til hans ærgrelse, lige på diskrete om nogen ting, som mænd det modsatte.
Da han sagde farvel til Karsten var dennes smil, om muligt, endnu bredere end første gang, så det var der sikkert ingen grund til at spekulere over.
***
To mænd kom, sammen med direktøren, ind i Airbus' udviklingsafdeling udenfor Lyon, der ellers var hermetisk lukket land for udenforstående. De afbrød, til manges ærgrelse, professorerne Kahns og Freitags daglige skænderier om fodbold.
Alle præsenterede sig for hinanden og gik, via Kahns kontor til et mindre mødelokale med et køleskab med forfriskninger, som omgående blev delt ud.
Direktøren sad for bordenden og stirrede fra den ene side af bordet til den anden, og smilede.
"De herrer har nogle forslag, som måske kunne være ret interessante for os og vores fly."
Freitag så forbeholden ud. Interessante forslag skulle helst komme fra ham, eller i nødsfald kollegerne, og absolut ikke som politisk ønsketænkning, som han ikke tillagde intelligens til mere, end til at forstå en tegneserie, og enkelte tv-programmer. Det holdt han heldigvis for sig selv.
Kancellisekrætæren, Joachim, havde han præsenteret sig som, startede med et smil. Han på sin side var fuldt ud klar over den faglige stolthed, især hos videnskabsmænd, ikke kunne trædes over tæerne, uden alvorlige problemer.
"Vi hører rygter om at Boeing er langt fremme med et kompositbaseret fly. Kan i gøre det det samme? Det skulle dreje sig om mellem fem og tyve og tredive procent af totalvægten."
Freitag så forbløffet ud og Kenneth Kahn brød arrigt ind.
"Boeings udviklingsafdeling kan ikke finde toilettet uden en stifinder, og instrukser under processen. Hvad de har som mål, og det der faktisk er muligt, med den nuværende teknologi, er to vidt forskellige ting".
Freitag kom sig af forbløffelsen over at høre, andre muligvis kunne være bedre end ham. Det var trods alt hans felt.
"Så vidt vi forstår", startede franskmanden, Jean Luc, der havde en lignende titel. "Vejer et Airbus fly fyrre til halvtreds tons. Heraf er der fem til seks tons elektronik og hydraulik. Vi ser i den forbindelse væk fra jeres jumbobus. Er de oplysninger korrekte?"
Kahn og Freitag nikkede afmålt, men sagde intet. Kahn havde samme mening om politikere og embedsmænd som Freitag.
"Hvor meget kan i udskifte med komposit og materialer i letvægt, uden det går ud over sikkerheden," fortsatte den franske embedsmand.
"Kevlar, for eksempel, er fem gange stærkere end stål og væsentlig lettere. Den er stabil ved høje friktionspåvirkninger og påvirkes ikke af temperaturer mellem -140 °C til et par hundrede grader plus. Jeg har glemt det nøjagtige tal." svarede Freitag.
"Om en fjerdedel eller mere er muligt, tør jeg ikke på stående fod svare på. Og så er det altså ret dyrt, og jeg tror ikke, at Dupont, der ejer patentet vil give licens til at producere, for at udkonkurrere deres eget lands fly." svarede Freitag.
Tyskeren, Joachim, spillede overrasket. "Mener du det er realistisk og muligt?" spurgte han.
"Udvikling og undersøgelser, så vi kan garantere sikkerheden, kommer altså til at koste en formue." brød Kahn ind
"Det bidrager vi gerne til," lovede franskmanden sorgløst.
Hans kollega fra Berlin nikkede samstemmende.
"På visse betingelser selvfølgelig."
Direktøren nikkede samstemmende.
"Hvis det ender med patenter eller processer, der kan sælges, deler vi overskuddet."
"Mindre vægt vil forøge marchhastigheden, spare brændstof og slitage på motorerne," samstemme han.
"Ikke at forglemme," Joachim deltog med et smil i drømmene, "gevinster for miljøet."
Kenneth Kahn betragtede ham skeptisk. Miljø og aerodynamik havde intet med hinanden at gøre. Han var revnende ligeglad men en pose penge kunne give ham mulighed for at prøve ideer, han manglede bevilling til. Hans seneste ændringer af vingerne havde reduceret forbruget af brændstof med et par procent.
"Komposit er dyrt sammenlignet med konventionelle materialer" mindede Freitag dem om.
"Hvad koster en ton jetbrændstof?" lokkede Berlin blidt.
"En 320'er' indtager femogtyve til tredivetusind liter," tænkte Freitag. Udfordring og bevillinger lokkede.
"Mens i finder midler, lægger vi en plan for at undersøge muligheder og meddeler omkostningerne." lovede direktøren
Joachim fra Berlin blev smækfornærmet og skjulte det godt. "Hva' faen mente manden med 'hvis'? Selvfølgelig gjorde de det."
Alle rejste sig og gav hånd til afsked.
"Skal vi tage udgangspunkt i særlige modeller?" ville Kahn have oplyst.
"Den i har flest af i ordrebøgerne", sagde Joachim bestemt. "Start fra halefinnen med ror og flaps og gå op- og indad. Når i siger god for de løbende resultater kan det måske, som bi-effekt, også give nogle lettelser ved samlebåndet".
Så var direktørens tur til at blive smækfornærmet. 'Samlebåndet!!'.
Hvert fly fra hans virksomhed var i hans filosofi en levende organisme, og genstand for samme omhu, som hans egne børn. Han skjulte sin fornærmelse og skyndte sig at smile, mens han spekulerede over hvor store beløb der kunne komme på tale. Han fulgte mændene fra Paris og Berlin til døren og vendte hurtigt tilbage til Kahn og Freitag, der allerede var langt inde i en planlægning om kommende forsøg.
"Mon vi kan...?" Freitag holdt en pause og stirrede drømmende ud i luften.
"Jeg kan sikkert klare det for to hundrede tusind, hvis de første forsøg lykkedes."
"Det gør de sjældent", afbrød direktøren da han kom tilbage.
"Den brede pensel tak. Der skal også være plads til uforudsete ting og afledte problemer."
Kahn stirrede spørgende på ham.
"Har de nævnt noget beløb?"
"Ikke indtil videre" beklagede direktøren. "Når I laver en liste over forsøg og omkostninger, kan i ligeså godt tage højde for alle muligheder. Og jeg mener alle! Så må vi se, hvad vi får. Små penge kan blive store i anden omgang, når kunden er tilfreds."