"I går stillede den tyske kansler forslag til en ESM-mekanisme. Sådan en kan blandt andet betyde, 'Experience Sampling Method'. Den kan gøre resultater og mellemregninger ret gennemskuelige og vil skabe bedre grundlag for at måle det, der bestemmes og administreres. Hvis alle kan gennemskue tingene alt for nemt, vil mange politikere sikkert få problemer med at afgøre, om de skal være loyale overfor deres vælgere eller forvaltninger."
   Han holdt en pause og lod det synke ind mens tilhørerne læste en artikel fra dagen før på skærmen..
   "Hvordan de har tænkt sig at måle hvad, bliver sikkert spændende. Der kommer hele tiden nye ideer. Det er svært nok at holde styr på dem, der findes i forvejen. ESM-mekanismer giver kun for meget kontrol og skarpere betingelser. Forfatningsdomstolen i Tyskland mener allerede at den opfindelse går nok ikke. Den er de ikke så glade for, så der er sikkert en grund til, de er på forkant med det forslag. Indtil videre anbefaler jeg et studie af ESM i Wikipedia. I hvert fald vil sådan en mekanisme kræve helt nye bortforklaringer eller at den bliver lavet om til noget andet."

Forsamlingen var ikke helt faldet til ro. Tilhørerpladserne havde siden den lårkorte periode været udstyret med plader på foran, for at skåne ældre lektorers blodtryk. Når nogen flyttede fødderne lød der et tydeligt klunk.
   "Balancen i systemet reguleres af virksomheders og lokalsamfunds behov og evner til producere. Over- eller underskud i mindre systemer bliver udlignet med omfordeling med hjælp af skatter. Underskud i alt for mange systemer signalerer problemer, som hverken virksomheder eller forbrugere kan påvirke direkte. Politiske justeringer og nabohjælpens tålmodighed varer, med garanti, ikke evigt."
   En pause gav den påstand, den nødvendige tid, til at synke til bunds. En avislæser havde åbenbart fundet noget mere interessant, og studerede koncentreret sin avis. Endnu en tår vand var nødvendig. Christian ønskede det var vin.

"Forskellen mellem de to størrelser er evnen til tilpasning. På den lange bane kan alt ændres uden begrænsninger indenfor de overordnede linjer i samfunds- eller mikro- og makroøkonomi, indtil politiske eller udefra kommende forhold regulerer et eller flere elementer, imellem de enkelte afsnit. Det er vel overflødigt at minde om energikrisen. Sokrates fortalte for to tusind år siden, værdiernes lighed ikke er konstant. Elektronik og tekstiler, produceret i tredjelande har samme brugsværdi som produkter af national oprindelse. De nationale er, som regel, lidt dyrere gamle dage foregik handel med sværd eller spyd i baghånden. Hvis naboen og hans sværd var størst, var det bedre at bytte og uden risiko for at komme til skade".
   En kort latter lagde sig for eftertænksomhed.
   "Latter skaber adrenalin. Det skærper og centrerer opmærksomheden," påstod Pietro, der selv var lidt af en spøgefugl. Christian så på ham og han nikkede opmuntrende. Han ku' sagtens med PowerPoints og manuskript - der i øvrigt var Christians.

Efter aflevering og forsvar af et speciale i økonomi var Christian, som ekstranummer også taget hovedfag i statskundskab, for at blære sig. Han havde fortrudt, han overhovedet prøvede et par hundrede gange og nåede sidst på foråret foruroligende tæt på bunden, rent mentalt. Da det var overstået modtog han omgående sin storesøsters tilbud, om et par måneders total afslapning under Italiens himmel, som hun selv, nogle år før var flygtet til, som au-pair, for at få en skole på afstand og forbedre sit italienske.
   Hun blev gift med genboens søn og kom ikke længere end til Napoli. Der var hun deltids beskæftiget som tolk og translatør og resten af tiden som hustru og mor til tre uregerlige efterkommere af Garibaldis elitetropper, påstod de selv. Hun elskede dem overalt på jorden. Ikke for første gang tænkte han på at give fanden i det, han havde rodet sig ud i. Han erkendte samtidig det ikke var holdbart, da der sådan set var to tusind kilometer hjem.
   ***

Romklubbens grafer og ideer fra 70'erne, dukkede frem på en overhead, og ledsagede næste del af fremlæggelsen. Christian gennemgik paralleller til dagens emne. Klikkene fra de medbragte notebooks og Pc'ere lød som et haglvejr i det fjerne. De første spørgsmål var sikkert allerede klar til affyring.
   "Overlad markedsmekanismerne til dem, der lever af dem. De, der springer over hvor gærdet er lavest, er der alligevel ingen, der efter en tid gider handle med. En vis form for forebyggelse eller kontrol med den slags opfindelser er sikkert relevant."
   ***

At springe over, hvor gærdet var lavest, var årsagen til Christian stod hvor han var. Naboens datter til hans søster havde fået en skrækkelig ide om at studere noget så kedeligt, efter italienske normer, som økonomi.
   Efter Christians ankomst nappede hun med søsterens oversættelse og Christian som mentor med de bedste ønsker og velsignelse adskillige passende uddrag af hans speciale til sine opgaver.
   Hun var ærlig nok til at opgive kilden, desværre.
   Hendes professor ved Tor Verdana fik efter læsning og flere citater oplyst forfatteren holdt ferie i Napoli. Professoren spurgte om han måtte hilse på giraffen.
   Naboens datter, var en livlig og hjælpsom pige, som ikke fik en traditionelt tænkende mand til at overveje noget som helst økonomisk, i første omgang i hvert fald, og heller ikke i anden.
   Christian indvilligede i at tage til Rom og hilse på professor D'Augusto, mod at Melina viste ham sine yndlingssteder bagefter.
   Professoren havde i dagens anledning indkaldt et par assistenter. Nogle af deres og Christians ideer supplerede både hinanden og det modsatte.
   Ægte italiensk temperament, god middag med et par ekstra flasker vin, lagde niveauet for samtalen. Mødet trak ud til over midnat, og fortsatte næste dag, efter en overnatning i hast blev improviseret.
   Inden Christian helt opdagede hvor det bar hen, kom han til at sige ja til tre eller fire måneders stipendiat, med sammenligning af hans og andre passende specialer.
   Det var undervejs blevet lørdag og weekend. Melina var muggen over hendes date var smuttet og opretholdt total tavshed de følgende uger.
   ***
   Christian bemærkede en avislæsende tilhører åbenbart havde travlt med en kryds og tværs eller tog notater på gammeldags facon.
   Et debathold på atten studerende voksede på to måneder til mellem halvfjers og firs, herunder et par undervisningsassistenter, minus ham, der officielt burde styre og forelæse. Han blev sat til andre ting af D'Augustos mest ivrige kritiker.
   En midlertidig aftale, med Pietro som ordstyrer og Christian som assistent blev i største hast strikket sammen ved starten af andet semester. Den skabte løftede øjenbryn et par steder, plus et par formodninger om at nu havde Augusto bestemt tabt både sut og overblik. Den konstruktion var dødsdømt på forhånd, alene af den grund, at ham gæstearbejderen, ikke talte et ord italiensk.
   D'Augusto holdt på sit. Han, og hans assistent, Pietro, havde gjort sig ulejlighed med at lytte til, hvad deres studenter tænkte og ville høre. Pietro var samtidig ret fiks til at liste det kedelige pensum ind mellem resten. Fremmødet steg dramatisk da det gik op for de studerende at debat og pensum blev justeret efter deres ønsker, og sagtens kunne udvides med længere indlæg fra dem selv. Da svarene på indlæggene blev komplekse nok til at kunne kaldes forelæsning, forsvandt kritikken og lukkede til sidst munden på D'Augustos kritiker. Han var utilfreds med det pensum og benyttede helst klassiske, engelsksprogede lærebøger.
   På grund af Christians deltagelse og bidrag blev der af naturlige årsager ikke benyttet andet, så de studerendes rutine med sprog og pensum øgedes med raketfart. Af pligtfølelse deltog Christian fra starten i Pietros forelæsninger, som for det meste foregik på italiensk, eller i en blanding, når det drejede sig om ting, der faldt under Christians områder. De kom til at fylde mere end han selv havde forudset.
   Et blik på tavlen overbeviste ham om at Pietro fulgte med, med noget enhver italiener genkendte. Forbruget af vin opgjort i import kontra hjemmelavet. De nationale produkter fulgte med endnu, men efter et par års lignende udvikling, så det knapt så godt ud. Flere havde familie, der havde opgivet oliven- eller vinmarker, fordi det ikke kunne betale sig.

Christian trak vejret dybt. Så måtte Pietro gerne overtage.
   Det gjorde han og kastede sig ud i forskellige statistikker og grafer, sammenlignede og fremskrev udvikling efter diverse modeller.
   Christian passede Powerpoint imens og registrerede haglvejret af skriveri gik langsommere, mens alle så kritisk på skærmen. Selv avislæseren kikkede med.
   Atten hundrede år før var Rom afhængig af korn fra Karthago for at overleve. De ødelagde som bekendt, byen og dermed deres egne forsyninger. Rom eksisterede i bedste velgående endnu, ved at finde andre løsninger, mindede Pietro forsamlingen om. Han indbød til spørgsmål som han og Christian ville besvare i fællesskab.

Meget få cand. noget som helst'er havde fået sådan en mulighed, for at få deres speciale afprøvet i yderste konsekvens. Christian havde allerede fået så meget materiale til bearbejdning han forudså problemer med at få det hjem.
   Pietro var officielt ansvarlig for planlægning og undervisning, men havde ikke det fjerneste imod at dele sol og vind lige. Han understregede ved hver given lejlighed at Christians deltagelse gav sidegevinster, ved brug af forskellige teorier, som de normalt sprang over.
   Der måtte skydes på pianisterne. De labaner benyttede selvfølgelig muligheden, når den ene var en nyslået kandidat, der kunne udfordres i fri dressur og kom helt ud over kanterne. Christians og Pietros ideer supplerede heldigvis hinanden formidabelt.
   Pietro lovede højtideligt flere emner senere ville blive behandlet, til spørgernes store tilfredshed.
   "Any more questions?" Pietro afsluttede dagens emne men et par hænder viftede endnu og han udpegede spørgerne efter tur.

Pietro trak vejret dybt og svarede fyndigt på sidste spørgsmål på italiensk. Spørgeren luskede ud mens et ansigt kom til syne under en ny hånd, i vrimlen af dem, der gik. Denne grinede og vinkede. Et gammel bekendt hjemmefra, havde listet sig ind på universitetet, og var et meget velkomment syn.
   Karsten og Christian hilste på hinanden som de gamle venner de var. Pietro så forbavset til, men fattede situationen.
   "Karsten Harbo, senior konsulent i EU, og lektor" Christian glemte i forvirringen det fulde navn, men den klarede Pietro selv.
   "Pietro Amadeo d'Annunzio. My pleasure"
   Som andre var Pietro benovet over magtens symboler bag manden, men forbeholden for den, der måske havde noget at sige over hans tilværelse.

"Det vigtigste først. Hvor får vi en drink, kender du en pige og har hun en veninde. Hvorfor pokker skal jeg til det juridiske fakultet for at høre på økonomi".
   Karsten havde ikke forandret sig spor. Arm i arm forlod de auditoriet.
   "Ombygninger og bedste udnyttelse af faciliteterne, denne vej."
   Et kvarter efter sad de ved et bord udenfor med et hver sin hvidvin og en skål ost med brød, oliven og grønt.
   "Hvad laver du her og hvordan går det," sagde de næsten i munden på hinanden.
   Karsten, Christian og deres venner havde gennem flere år udgjort en fast sammentømret gruppe, som omgivelserne betragtede med nødvendig overbærenhed, og byens betjente med skepsis.
   Karstens bror, der var lidt yngre end Christian havde foretrukket jura fremfor økonomiske krinkelkroge. Ind imellem lavede de sjov med hinanden.
   "To plus to er fire," påstod den kommende jurist stædigt og fik læst og påskrevet flere uhensigtsmæssige varianter for af færdselslovens mindre praktiske regler. Karsten og Christian havde begge fået to fartbøder for tunede knallerter, og afviste den dybere mening når vejskiltene faktisk tillod halvfjerds kilometer.
   Det gik i øvrigt juristen efter fortjeneste. Han havnede på et kommunalt kontor på Sjælland, mens Karsten og Christian boltrede sig i Bruxelles og Rom.
   Fælles venner og bekendte fik for nogen tid deres del af opmærksomheden og Christian havde forklaret sin gæsteoptræden.
   "Og hvad skylder Romerne æren af din tilstedeværelse?"
   "Den økonomiske kommissær mente jeg burde se på romerske piger, så han ku' ha sin sekretær for sig selv. Samtidig har et dansk medlem af parlamentet - husker ikke hvem - rejst spørgsmål om tilskud til appelsinplantager på Monte Christo. De folkevalgte tillidsmænd, politikerne altså, opdagede de har bevilget tilskud til plantager, der er dobbelt så store som selve øen."
   "Har i en kommissær til det? Hvorfor sendte i ikke bare en mail?". Christian spillede med vilje naiv.
   "Som bekendt har alle lande en kommissær og noget ska' de jo lave. Mail systemet bruges kun til mindre vigtige spørgsmål. I øvrigt er det en skideballe af mega størrelse, at sende en lavere rangerende kurer, for at overbringe pinlige spørgsmål og bede om svar i går. Det er sikkert et spørgsmål om national suverænitet. Skideballer virker bedst ved mundtlig overbringelse."
   "Hvor er så jeres penge blevet af, og hvad kan du gøre i ved det?"
   "Det oprindelige projektet er administrativt ændret et par gange. De må efter bedste evne skrive sig ud af det og love bod og bedring. Det var i ministeriet jeg hørte om en dansk guru, der holder hof på universitetet. Nogle af dine ting citeres åbenbart med lige dele respekt og skepsis flere steder. Vi kom væk fra de romerske dronninger. Hvordan er situationen?"
   "Lige som den romerske trafik" oplyste Christian. "Hold styr på hvem der boller hvem, så du ikke møder de forkerte på vej op af trappen, mens du selv binder slipset på vej ned"
   "Ligesom i Bruxelles - på nær trafikken", mente Karsten og så ud af vinduet på en bil, der burde være fjernet fra trafikken for længst, fyldt til randen med unge mennesker.
   "I morgen aften sluttes møderne med middag, med diverse uansvarlige embedsmænd - det vil vise sig. Lad os spise sammen i aften. Kommissæren gir."
   "Takker kommissæren". svarede Christian. "Der er spørgetid om lidt, når rovdyrene har fordøjet dagens tekst. Vi skal også justere vores bidrag - det vil sige, jeg får at vide hvad jeg ikke skal sige. Vil det passe dig ved foden af Den Spanske Trappe klokken nitten? Det er et par minutter fra dit hotel."