Det var altså deres mekanisme og et par andre småting. Navnet alene 'Europæisk Stabilitets Mekanisme' lyder da mere betryggende end 'Experience Sampling Method' . Det er faktisk er lidt af et kunststykke. Det understreger kun betydningen af en flot indpakning. Forfatningsmæssige udfordringer skræmmer heller ikke nogen væk her."
   Formanden tændte piben og dampede tilfreds på den.
   "Hvis det også dækker over en dybere mening, præsterede Kansleren et endnu større kunststykke, med at få dem til at vedtage den. ESM overvågning omdøbte vi til indsamling af erfaring indtil videre. Sanktioner og bøder spildte de heller ikke ret meget tid på."
   "Kun ros for det," samtykkede den trivelige italienske korordinator, Baglioni, med et bredt smil.
   "Frygter du stadig en underliggende dagsorden, eller stoler du ikke på vores politikere?" spurgte deres franske kollega, Vernet.
   "Vel lige så meget, som de stoler på os," indrømmede formanden. "Vores aftalte forhalingsteknik fungerede perfekt."
   "Det var jo ikke så godt" smilede Vernet " Trekantsløsningen med spørgsmål om tekniske, juridiske og politiske problemer kan vi altid regne med. Jeg mener stadig vi overdrev antallet af bilag en smule"
   "Det er stadig hverken det, som de eller vi ønskede" mente Baglioni. "Det kan vi vel gøre noget ved. Nu er hensigten på plads. Den er der vedtaget med en ny pengekasse som de skal fylde, inden vi kan gå i gang."
   "Mellemtiden må vi udnytte til at studere mulighederne grundigt," fortsatte formanden. Han havde haft urolige øjeblikke, da en debat nærmede sig overvågning og måske sanktioner. En samlet indsats hvor han og kollegerne opfandt spørgsmål fra trekantsløsningens tekniske, juridiske og politiske elementer til politikerne manuipulerede hurtigt forhandlingerne tilbage til finansiering og fordeling igen.
   Syv hundrede milliarder var absolut et beløb der både skabte selvtillid og opmærksomhed. Frygt for fadæser inden man fik forberedt nogle pragmatiske formaliteter, for adgang til kassen, kunne deres politikere ganske roligt overlade til ham og hans kolleger. Det var tiden ikke moden til endnu. De formaliteter skulle de nok tage stilling, til når det blev nødvendigt.
   Formanden og de tre andre betragtede forvirringen forud for det obligatoriske fællesfoto, der skulle bevise Unionens top stod samlet. Bag kulisserne var det som regel en anden sag, men krisen var et fælles anliggende.

Fra forskellige sider modtog de deltagernes forventede oplæg til dagsorden og gennemgik dem grundigt. Nogle blev debatteret på prøve af forskellige arbejdsgrupper under kommissariatet. Oplæg og bilag blev gennemgået omskrevet og godkendt af ham og hans kolleger og sendt retur med enkelte kommentarer og i nogle tilfælde forslag. Efter mødet ville en passende sammenfatning af resultaterne fra topmødet og finsortering af de bilag, der nødvendigvis skulle ledsage dem finde sted.
   Et sted, nær toppen af bunkerne, lå, til den italienske delegations store tilfredshed, blandt andet, en rapport om brug af hjælpepakker, der engang hed subsidier, fra Roms Universitet. Den fandt man yderst anvendelig og fremhævede, for en sikkerheds skyld, de rigtige afsnit, med gult. Den fik sin del af opmærksomheden.
   "Hvordan det så præcist skal gennemføres, og hvornår er stadig åbne spørgsmål. Stabilitetsfonden klarer sig nok lidt endnu. Med lidt kreativ træghed og hønsestrik har vi sikret os mere spillerum, til at fremsætte praktiske kommentarer og forslag til administration. Med den tidsramme, de har, kan traktatændringen nok også sniges diskret gennem de almindelige afstemninger, hvis det bliver nødvendigt".

"Hvem af jer der egentlig er ordfører for det her produkt, kan jeg ikke overskue," sagde italieneren til sine kolleger.
   "Tegningen er lidt uklar på det punkt", indrømmede Vernet. "Vi følger vores lederes ønsker på alle punkter, som vi fortolker dem. Hvis renten indtil videre kan holdes i ro, er vi på den sikre side. Ingen af dem vil byde deres skatteydere mere end højest nødvendigt. Løfter om nedsættelser af skatterne til de næste valg, kan få meget til at glide nemmere, når der er råd til det."
   "Bedst af alt får også de også nogle nødvendige tænkepauser", mente Dearden. Indtil da havde han forholdt sig skeptisk tavs og betragtede kritisk omgivelserne.
   "Hvordan griber vi så det næste, praktisk an?" ville han vide. "Lidt studier over muligheder for overvågning af den endelige kanalisering, kunne det måske være en ide at have klar hurtigst muligt, inden de får tænkt alt for meget. Jeg har indtil videre sat par af mine medarbejdere i sving med en handleplan for globalisering."
   Det undgik helt hans opmærksomhed at et par af de andre koordinatorer så skeptisk på ham, og at et par stykker rynkede brynene. Ingen af dem var spor i tvivl om at hans arbejdsgruppe skulle øge globaliseringens budget.
   "En uafhængig gruppe til indsamling af erfaringer, inden det går i gang, må vist være svaret. Det er vidst sådan noget 'Experience Sampling' går ud på. De kan starte med at gennemgå en stak gode og dårlige sager." svarede formanden. "Det har direktøren og Kommissæren drøftet et par ideer om. De mener vi skal opretter et kontor til det formål, med begrænset personale og deres egen koordinator. De har faktisk godkendt det. Så afgør vi hen af vejen, hvor det kontor hører til, og hvad de ellers kan beskæftige sig med, afhængigt af de næste møder."
   Hans kolleger så taknemlige og lettede ud. Dårlige sager eksisterede simpelthen ikke, så vidt man vidste. Tvivlsspørgsmål blev vurderet af kvalificerede eksterne konsulenter til et par hundrede euro per time og side.
   Dearden nikkede og skjulte en irritation. Han havde ingen planer om at stoppe det, han allerede havde sat i værk. Han havde heller ikke spor svært ved at gætte, hvor direktørens og Kommissærens strålende ide var kommet fra, uanset hvor uskyldig formanden prøvede at se ud.


Et stykke derfra stod medlemmer af de græske, portugisiske og irske delegationer, og talte dæmpet sammen. De så ikke ret tilfredse ud. Alle var helt afklarede med at de nye ordninger kunne komme til at kræve en bunke fornyelser, der ikke ville gøre dem synderligt populære i hjemlandet.
   På den anden side erkendte de samtidig, at både den formue og gæld, de havde oplyst ved starten af valutasamarbejdet, måske havde været vurderet en smule optimistisk, for at sige det pænt.
   I fællesskab afskyede de tanken om, at de måske senere måtte deponere en del af retten til selv at administrere, i Bruxelles eller i Frankfurt hos Centralbanken for at få adgang til milliarderne.
   Det tirrede den nationale stolthed. Det måtte de helt bestemt drøfte indbyrdes. Indtil videre var det kun til at leve med. Hvordan det så udviklede sig, havde de ingen grund imødese med optimisme. Jo større utilfredsheden blev derhjemme, jo bedre var det at have et sted at lægge ansvaret fra sig. Strasbourg ville egne sig glimrende til det.
   Så kunne man bare forklare, det hele skyldes forhold udenfor national kontrol.
   Grækernes pakke tegnede i øvrigt væsentligt bedre end de havde forventet. De private banker skulle indtil videre 'overtales' til swap af gamle lån med mindre afdrag, og renter. De havde sikkert julelys i øjnene, mens de regnede på gebyrerne.
   At de ordninger hverken var udslag af tillid eller udtryk for den store forventning til noget som helst, nævnte ingen noget om, bare det indebar en reduktion af betalinger.
   Andre lande spekulerede sikkert allerede på, om de kunne få de samme vilkår, uden at være nødt til at opdigte en ny krise.