Christian skulle ud af lejligheden. Perioden til første august skulle opdeles i passende afsnit.
Under et par dages ophold hos søsteren, i Napoli, viste det sig, til hans lettelse, at hans og Melinas forhold, både var kendt og accepteret, nogenlunde i hvert fald. Hos begge familier på skift, blev der diskuteret et par ugers ferie, for de to alene.
Selvom prisen ikke var noget problem efter deres sidste skrivelse var modtaget i Bruxelles kom det tydeligt frem Melina foretrak det rigtige Italien. Det blev sagt på en måde, der ikke indbød til diskussion.
Hans søster betroede ham bagefter at hun efter sådan en tur, var overbevist om det var det rigtige sted at blive. At hendes senere mand, der også var med, bar sin del af årsagen, behøvede hun ikke fortælle.
Christian accepterede, efter et par indvendinger og overlod planlægningen til damerne inden han tog hjem til sine forældre nogle dage. Da han kom tilbage blev han præsenteret for to rygsække og udstyr til to personer og måtte pakke sokker, tandbørste og sin irritation over den manglende indflydelse, samtidig.
Langs kysten, gennem Amalfi, gik turen ned til Melinas rigtige Italien. Det viste sig at bestå af områderne Calabrien, Basilica og Puglien, nederst i landet. Hele regionen bestod af en tiendedel lavland, langs kysten, og resten, der for det meste gik op ad bakke. Christian var henvist til at følge Melinas velformede bagdel og nød både motionen og udsigten til begge dele efter lang tid på stenbroen.
Uanset om det tog med de lokale transportmidler eller gik, fik Christian hurtigt en følelse af det meste af landet gik op ad bakke. Han måtte i starten nøjes med at følge efter Melinas velformede bagdel og få styrket sine egne ben, ryg og kondi efter flere års pause fra enhver form for sport. Hendes normale tilbagestrøgne frisure eller hestehale var væk. Sparsomme vindpust fik det mørke hår til at falde i kaskader over hendes skuldre, og blev undertiden tæmmet med en kasket.
Det var et pragtfuldt, tidløst område med uberørt natur i lange baner. Klippernes form og vegetationen varierede i det uendelige. Bundplanter af lobelia, hvide blomster og andre farver så på afstand ud som om Harlekin tog sig en lur lige der. Friske kilder fandt de med regelmæssige mellemrum. Vandløb og floder var vilde og uregulerede og totalt fri for forurening. Christians største savn var at hans fiskeudstyr stadig lå i Danmark.
Naturen voksede som det passede den. Få spredte huse og landsbyer så ud som for flere hundrede år siden. Overalt var der cedertræ og oliven. Om de havde været i Tibets, Italiens eller Grækenlands bjerge var underordnet. De var på udflugt tilbage i tiden. De få mennesker de mødte kunne tilhøre flere nationer eller tidsaldre. De undgik byer undtagen for at proviantere.
Natur og bjerge krævede sin del af energien fra en, der var vant til storbyens fortov og transport. Efter nogle havde den friske luft fjernet byens bidrag af udstødningsgas fra system og smagsløg. Christian påstod han kunne smage det i luften når vegetationen skiftede.
De havde fundet endnu en affolket gruppe huse, hvor de camperede et par dage, uden at slå teltet op. I uforstyrretheden kunne de passe kroppens andre krav.
Efter ni måneders intimt bekendtskab havde de ingen hemmeligheder for hinanden. Glidende, dvælende og drillende bevægelser førte dem langsomt men sikkert nær toppen. Den holdt pauser og så hinanden dybt i øjnene og holdt vejret for at forlænge øjeblikket mest muligt. Meling smagte af Muscat, melon og oliven.
De omsluttede hinanden med varme og tavshed i natten. En nat så de et stjerneskud, der faldt sammen med deres rytme. Hans sjæl rev sig løs fra kroppen mens den fulgte stjernen svæve og eksplodere mellem de andre stjerner. En tåre glimtede i Melinas øjenkrog. De betragtede hinanden med smil, og badede kort efter i den kolde strøm ved siden af.
Da de gik videre, efter et par dages ophold vendte han sig om og betragtede husene, der nu indeholdt en anden stemning.
Senere den uge stødte de ind i en ny gruppe huse, holdt rast og lyttede til naturen. Tre skyer gled sammen i en silhuet, der mindede om England, for kort efter at glide fra hinanden igen. De morede sig med at sætte navne på andre silhuetter.
"Det er de samme overalt" afbrød Melina hans tanker. "De, der tager til byerne, bliver der og de ældre rykker sammen." ,
"Er der aldrig nogen, der vender tilbage fra byerne?"
"Meget sjældent," fortalte hun. "De kan sjældent finde sig til rette nogen af stederne, efter de har prøvet. Vi har alle familie i resten af Europa eller USA. Gør de da det i Danmark?"
Det måtte han indrømme sjældent var tilfældet.
Rent vand og frugt var der rigeligt af overalt. Dåsemad og pulverkaffe var i flere dage tilstrækkeligt. Den vin, de købte undervejs kom i ekstra feltflasker der var med til det. Så slap de for at slæbe på flasker.
Den sidste tid fulgte de strædet ved kysten. Der var smalt nok til der i et par tusinde år havde været livlig trafik mellem begge sider, vidste han. Efter tre uger stod de syd for Bari og så over havet mod Albanien, efter at have slået teltet op.
Dagen efter var ferien slut. Christians søster ville hente dem og køre ham til Bruxelles og selv fortsætte hjem for et par uger. Afskedsdage i Napoli havde Melina på forhånd bedt om at undgå.
"At vi følger forskellige stier, har vidst længe været klart for os begge. Jeg forventes at blive italiensk igen," fortalte hun med et smil.
"Med køkken og otte børn", ville han vide.
"Lidt mindre kan sikkert gøre det," svarede hun muntert. "Siden Livia Drusilla har der været kvinder med ansvar, indenfor politik og erhverv her i landet. Rigtigt mange endda. Efter universitetet vil jeg bruge det jeg har lært. Ellers er det spild. Synes du ikke?"
"Vi holder vel forbindelse?" Andre forsøg på det spørgsmål var indtil videre blevet afværget.
"Vil det være til fordel for dig, mig eller os," ville hun vide. Hun så ham direkte, og bestemt i øjnene.
"Kan du efterlade noget af dig selv i Rom eller Napoli, eller kan jeg sende en del af mig selv til Bruxelles engang imellem, og imens spekulere på hvad du ellers foretager dig? Vil det ikke være en illusion?"
Han søgte dybt i sin selverkendelse. Han forstod at hun havde truffet en beslutning for dem begge, men erkendte samtidig en del af ham selv, i al fremtid blev efterladt blandt Apuliens bjerge, som et minde, han ville beholde for sig selv.
Ferier med trekking i Tibet, Andes eller andre isolerede områder, ville aldrig kunne friste. To gange var stien og orienteringen forsvundet. De måtte campere for natten, den ene gang i halvtropisk regnvejr hvor de holdt fast på teltet. Dengang mødte han uhyret og usikkerheden ved at forlade den slagne vej og følte det kendtes fristende ånde i nakken. Om morgenen prøvede han at overtale Melina til at gå tilbage.
Selvom hun heller ikke kendte området, var de fortsat fremad, til næste dal, hvor de fandt nye forsyninger og en bus.
Nederst i Christians rygsæk havde han gemt, en halskæde med et hjerte i guld med en indfattet rubin og en inskription, til deres sidste aften.
Melina så mærkeligt på hjertet og inskription. Hun smilede vemodigt, tog kæden på og gav ham en pakke. Det var en kæde med et minniudgave af et militært hundetegn, og nøjagtigt samme inskription. De faldt meget sent i søvn den nat.
Tre dage senere, på den anden side af Alperne, tog Christian kæden af og betragtede inskriptionen. 'Carpe Diem'.