I
   Solen kastede sine første klare morgenstråler ind af stalddøren. Boksene var fyldt op med alle slags heste, morganere, palominoer og arabere af de fineste slags. Helt nede i enden af stalden stod en pige og gnubbede en stor, sort hest bag ørerne. "Så skal vi ud på rejse igen Shennan." sagde hun til hesten, som vippede forstående med ørerne. "Jeg tror det bliver spændende," fortsatte hun og lagde sit hoved mod hestens hals, "For vi skal nemlig helt til Arett."
   Arett var den største by i hele Terra og havde den største borg hvor selveste kongen boede i. Natalie, som pigen hed, så frem til rejsen med stor længsel efter de bredde vidder set fra hesteryg og at møde forskellige mennesker fra overalt i landet. Hun klappede hesten en sidste gang på halsen og gik så ind for at få middagsmad inde i farmens spisesal. Nok var det en stor farm, med tjenestefolk og mange heste, men den var intet imod de store villaer inde i byerne. Når Natalie kom ind til de store byer, var der mange af de finere familier der kunne finde på at kalde hende 'bondeknold' og 'uvidende landtøs', hvilket ikke ligefrem lagde til hendes ry.

Duften af nystegt lammekølle kom stille dansende hen under Nats næse, lokkende, og hun kunne næsten allerede smage det saftige kød, da Sheila, deres kokkepige kom ud af køkkenet med et stort fad i armene. "Når du skal afsted Nat, skal du have en god afsked, det ved du da." sagde hun smilende og stillede fadet på det store langbord. Lige så stille blev bordet fyldt op med alverdens skønne retter: Der var grønne salater med store stykker af modne grøntsager, det store fad lammekød som prydede bordets midte, et fad med kogte æg, porretærte, et frugtfad og meget mere. Det var kun ved specielle lejligheder at familien brugte så mange ressourcer på mad som her, men når Nat skulle afsted, var det gerne rejser der tog et par uger, måske måneder. Alle folkene på gården kom myldrende ind i salen, da middagsklokken dinglede, når solen stod højest på himlen. Nats søstre Bea, Fanni og Lill og hendes brødre Cloup og Lean kom smilende og satte sig ved siden af hinanden på 'børnebænken' skønt det kun var Bea og Cloup der stadig var børn. Hendes ældste bror, Lean, var hele 22 år og var egentlig flyttet hjemme fra, men da Nat skulle afsted tog han gerne et smut forbi farmen. Lill, som var Nats tveæggede tvillingesøster og faktisk også bedste veninde fik placeret sig - meget strategisk imellem - hende og Cloup. Cloup var familiens lille spilopmager og tog altid chancen, når den var der. Sidst de havde spist morgenmad sammen, havde han på mystisk vis fået drysset en del salt over Nats havregrød. Han havde fået nogle drag over nakken, og så var den diskussion slut.

"Nat?" sagde Lill og fik vækket hende fra sine indadvendte tanker. "Ja?" svarede hun imens hun begyndte at fylde mad over på sin tallerken. "Tager du ikke noget med tilbage til mig, fra Arlett?" Nat smilede og gav hende et klem. "Jo, selvfølgelig Lill, jeg tager da altid ting med, hvis far giver mig penge til det." Lill smilede tilbage og og stak et stykke lammekød i munden. Nat smagte selv på retterne og fik pludselig et æg galt i halsen da hun fik et stik i siden af Lill. "Hvad?" hviskede hun og kiggede op på søsteren, der nikkede med hovedet hen mod enden af bordet. Nat kiggede derover og fik næsten endnu et æg på afveje, fordi den ældste stalddreng Meile sad og kiggede på hende. Da han så at hun kiggede tilbage på ham, vendte han hurtigt ansigtet ned mod sin tallerken. Meile var næsten en voksen mand, han var sytten og ret muskuløs fordi han arbejdede med de nye, vilde stude der lige var blevet fanget ude fra sletterne nord for Neolé. Hun blev helt rød i hovedet, det var vist ikke nogen hemmelighed at de kunne lide hinanden, men de troede selv at ingen vidste det, andre end Lill og Gosel, den anden stalddreng.
   Maden forsvandt støt og roligt igen og efterlod kun nogle tomme fade med rester af lammekølle og nogle skræller fra frugterne, og menneskerne forsvandt også. Nat vidste at det var sidste gang i et godt stykke tid at hun fik alle farmens folk at se. Lean havde rejst sig op og kom smilende hen imod hende. "Kom, så skal jeg vise dig noget." sagde han og tog hende under armen og førte hende ud i gården.
   Ude i gården stod hendes far med en helt ny saddel, med tilhørende hovedtøj over armen. "Jeg tænkte at det var på tide du fik noget nyt udstyr til Shennan, siden i har overlevet med noget gammelt skidt." smilede han og rakte udstyret til hende. Hun tog glædeligt imod det og duftede til det nyskurede læder. "Tusind tak far!" sagde hun og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre. Hun havde slet ikke regnet med dette her, for sådan en fin saddel, med mønster på saddelklapperne, var ikke billig. "Kan man ikke give sin far et knus mere?" lo han og trak hende ind i et stort bjørneknus, med saddel og det hele. De fulgtes over til stalden hvor resten af familien ventede. Nat blev pludselig bedrøvet over at skulle sige farvel til dem alle sammen og strøg en tåre væk fra kinden. Hun sagde farvel til dem og gav sin tvillingesøster et stort knus, hvorefter hun gik ind i stalden, hvor en ivrig Shennan ventede på at komme ud på rejse. "Du skal nok blive træt af at ride på et tidspunkt." forsikrede hun hesten imens hun sadlede ham op med det nye rideudstyr. Da hun havde spændt saddelgjorden forsvarligt og tjekket at hovedtøjet ikke gnavede trak hun ham ud af stalden og ind i gården. "Her er proviant til turen." sagde hendes mor og rakte hende en pose med pølse, ost og brød. Hun gav hende også en stor læderflaske med vand i, for vand kunne man ikke få for meget af. Foran dem ventede den støvede vej nordpå, op mod Arett. Familien stod smilende og så på da hun svang sig op i sadlen. Nat klemte med underbenene på Shennans flanker og han red fremad i roligt trav. Hun kiggede tilbage mod farmen hvor de alle sammen stod og vinkede efter hende, og hun vinkede tilbage. "Så er vi på farten igen," hviskede hun i hestens øre efter hun havde rettet ansigtet fremad igen. "Det bliver spændende." Men selv om hun synes at der var rart at komme afsted, så lå der en lille sten i maven og tyngede. Hun havde en mærkelig fornemmelse af at det ikke ville blive en helt normal tur.

Shennan travede roligt hen af den brede hovedvej der bugtede sig igennem de store græsenge. Der gik får og geder rundt omkring og græssede roligt som om der ikke var noget der hed tid og sted. Selv havde Nat en smule travlt, da hun havde besluttet sig for at hun mindst skulle nå hen til den lille skov, hun lige kunne skimte ude i horisonten. Solen lå midt på himlen, så hun kunne regne sig frem til at hun ville være ved skoven til skumringstid. På sin, hidtil korte tur, var hun kommet forbi en lille kro hvor hun havde besluttet sig for at købe et brød. Brød var jo også det eneste hun ikke selv kunne skaffe hurtigt. Hun havde sin bue over ryggen, til at nedlægge et mindre dyr, eller hvis der skulle ske noget uventet på hendes rejse. Timerne gik hurtigt, når man havde en god udsigt, men da hun endelig steg af, da hun havde nået skoven, kunne hun godt mærke at hun var helt øm i ballerne af at sidde på en hest, praktisk talt hele dagen. Shennan prustede hende i nakken for at gøre opmærksom på at det var på tide at hun gav ham lov at græsse. Og der var masser græs her, så det skulle ikke være et problem tænkte hun. Nat tog saddel og hovedtøj af ham og slap ham fri ud på engen. De var så tæt knyttet at hun ikke var bange for at han løb væk, så hun nød synet af den store vallak der løb, kåd som et føl, rundt på det frodige græstæppe. Oppakningen lå stadig på jorden og hun gik hen for at pakke ud for natten. Telt, fyrstål, bue, tæppe og brød fandt hun hurtigt frem og begyndt at slå lejr. Hun var så vant til at slå et telt op at det var det der tog mindst tid. Nu skulle hun på jagt. Eller bare en lille en. Hun tog sin bue på ryggen og en kurv på armen hvis hun nu fandt nogle friske jordbær eller noget salat. Skoven var ikke særlig stor og der var lyst på hele den skovsti som hun gik på. Der lød en puslen i noget krat til højre for hende og hun stoppede op. Ud af busken kom en lille lysebrun hare hoppende og Nat var hurtigt og lydløs til at tage sin bue frem. En pil blev lagt på strengen og få sekunder efter borede den sig ind i det bløde hareskind. Der kunne være til en lille skindvams tænkte hun og tog haren op i bagbenene. Nu var det kun noget grønt hun manglede og skoven var rig på grønne ting. Så det var nemt nok. Hun kom tilbage til sin lejr med et bundt vilde rabarberblade, haren og nogle blåbær. Det var blevet mørkere nu og solen var forsvundet ned bag byen langt ude i horisonten. Byen! Det måtte være Verdona, siden den ikke var lige så stor som Arett men større end Vincia. Hun havde hørt at hvis man drog vest for Verdona så kom man til nabolandet Noccia der havde en ørken. Aldrig havde Nat hørt om noget så mærkeligt som en ørken før hendes far havde fortalt hende om den. "Den er så stor at det eneste du kan se i miles omkreds er sand. Der er sand over det hele og måske en lille kaktus hist og her." Ej heller havde hun hørt om en kaktus, så faren måtte fortælle om den store, piggede plante der kunne vokse næsten uden vand. Hun var nu taknemmelig for at hun ikke var i Noccias ørken lige nu, for der var også varmt der havde han sagt. Meget varmt. Hjemme i Terra var der lidt køligere, men heller ikke for koldt. Hun tændte et bål med nogen pinde og en stor gren hun havde fundet inde i skoven. Det var nu blevet helt mørkt og Shennan stod roligt og græssede. Hun stegte haren og gemte halvdelen til morgenmad næste morgen. For der lå en lang ridetur foran hende da hun skulle helt til Arett. Det skulle nok blive spændende. En time senere kravlede hun ind i teltet og trak tæppet op over sig. Det havde været en god dag, med mange tilbagelagte mil så hun faldt hurtigt i søvn.

Nat vågnede allerede, da solen knapt nok lod sine endnu sparsomme stråler lyse over den lille skov. Shennan stod som forventet ude foran teltet og prustede ind på hendes fødder, og han så noget sulten ud. Hun stod op, gned sine søvndrukne øjne og fyldte hans mulepose med korn. Et lille stykke tid efter sad hun selv og gnavede på sin morgenmad; det kolde stykke harekød fra i aftes, imens hun betragtede solen, der steg stille op bag skoven. Hurtigt pakkede hun ned og fløjtede på Shennan, der efter at have fået sin morgenmad var gået ud på engen igen. Der var græs nok, men han var vist lidt forkælet. Solen var nu et stykke oppe på himlen, og Nat skulle egentlig have været af sted nu, hvis hun skulle nå Arett sent på eftermiddagen. Med øvet hånd sadlede hun op og sporede hesten, så den satte af sted i galop. Det var en lidt hård start på dagen for hesten, men de skulle skynde sig for at indhente det lille stykke tid, hun havde spildt tidligere på morgenen. Sammen strøg de over den støvede landevej flere mil. Efter en times tid lagde Shennan over i blødt trav. Hele dagen gik med udsigt over bakker, marker og små gårde, og hen ved middagstid kom der en oksetrukken kærre i modgående retning. Kusken lettede høfligt på hatten, da de passerede, og Nat besvarede med et venligt nik. Lidt efter så hun et lille skur, der lå langs vejen. Der kunne hun nok godt spise sin frokost; det sidste brød og en rest pølse. Maden mættede godt, og Shennan fik gumlet lidt græs, før de tog videre. Resten af turen gik i roligt trav, og de nåede Arett sent på eftermiddagen, som beregnet. Den sydlige byport var godt bevogtet med fire vagter, to i selve porten og to armbrøst-bevæbnede oppe i tårnene. "Passerseddel?" spurgte den ene vagt og stod afventende og kiggede på hende. Utålmodigt fiskede hun den lille seddel op og gav den til vagten. "Den er godkendt. Åbn porten!" råbte han til sine makkere.

Byens gader var lige og brolagte, ikke grus og sand som hun var vant til. Husene, der lå langs gaden, var meget høje og smalle, og de fleste var lavet af en blanding af sort tjæretræ og sten. Overvældet skridtede hun langsomt ind imellem menneskemasserne på torvet mod den østre hovedgade, som hun havde fået besked på. Ovre ved et hus henne ved den fine østre gade sad en gammel mand på en slidt bænk. Han var klædt i en snusket kappe, og der sad en lille forsamling omkring ham - de fleste var gadedrenge og piger.
   "...til sidst huggede den tapre bondedreng hovedet af den frygtelige drage, og prinsessen kastede sig i hans arme. De fik hinanden og levede lykkeligt til deres dages ende." Den gamle mand sluttede sin historie af, og en lille pige, ikke meget ældre end Nats egen søster Bea, hev lidt i hans kappe. "Vil du ikke nok fortælle en til, morfar?" spurgte hun, og den gamles ansigt flækkede i et tandløst grin. "Du elsker da eventyr, lille skat," klukkede han og klappede pigen på hovedet, "men om jeg ikke kunne fortælle eventyret om Adelsdamen og Tiggerpigen igen. Det kan jeg vist klare."
   Nat sad nysgerrigt på Shennan og lyttede. Mon ikke den gamle mand kunne bruge en skilling eller to? Elegant svang hun sig ned fra sadlen og lagde et par mønter i den gamle mands krus. Han kiggede smilende på hende og pegede på en stor sten foran sig. "Tag plads, unge dame." Da hun satte sig, havde hun godt fat i Shennans tøjler, så han ikke stak af i mylderet. Den gamle mand rømmede sig, og børnene blev stille.

"Der var engang en rig adelsdame der boede på et stort gods. Hun havde mange kister med guld og manglede aldrig noget. Hun levede i luksus hele sit liv, indtil en dag da der kom en lille pige forbi og bankede på hendes dør. Den lille pige rakte et krus frem og spurgte, om kvinden havde nogle mønter til overs. Kvinden kiggede på hende og fortalte, at hun bestemt ikke havde flere penge til beskidte børn som hende. Hårdt smækkede hun døren i, og pigen gik grædende bort. Den aften, da adelsdamen skulle i seng, havde hun en underlig fornemmelse i maven. Hun faldt hurtigt i en dyb søvn og drømte en frygtelig drøm. Adelskvinden gik selv rundt på den støvede vej med beskidt tøj og fedtet hår, imens hun tiggede om penge. Alle døre blev smækket i for næsen af hende, og til sidst gav hun op. Hun lagde sig i rendestenen og græd sig ihjel. Kvinden vågnede op i sin seng, badet i sved. Hurtigt fandt hun ud af, at det bare var en drøm. Dagen gik, og pigen kom forbi igen. Hurtigt smækkede hun døren i og gik i seng. Hun havde den samme drøm igen denne nat, dog bare at det tog længere tid, før hun døde. En hel uge gik med det og endnu en måned, men aldrig gav hun pigen penge. Pludselig dukkede der en smuk ung pige op og bankede på døren. Pigen spurgte om penge, og adelskvinden tænkte, at det ikke kunne skade at give sådan en smuk pige nogle guldmønter. Da pengene rørte pigens hånd, forsvandt hendes skønhed. Foran hende stod nu den lille tiggerpige med pengene i hænderne. Kvinden blev forskrækket og prøvede at lukke døren, men den ville ikke lukkes. Pigen kastede en forbandelse over kvinden, der gjorde, at hun aldrig ville kunne bo i et hus, aldrig ville kunne gå i smukke klæder, og at rige mænd aldrig ville kunne forelske sig i hende. Resten af sit liv tilbragte adelskvinden på gaderne i byen, hvor ingen ville give hende penge. En nat døde hun i rendestenen."
   Den gamle sukkede og kiggede rundt på de opslugte børn. "Og derfra har vi lært, at lige meget om dine medmennesker er fattige eller velhavende, skal man altid behandle dem godt. Lige meget om de lugter." Han gnæggede, da Nat smed endnu et par mønter i hans krus og steg til hest igen. Betænksomt red hun ind af den østre hovedgade, imens hun kiggede efter et stort, rødt hus, hvor hun skulle aflevere beskeden. Det tog knapt et par minutter, før hun fandt det røde hus, der lå et stykke inde ad gaden omgivet af en lille have, hvor der voksede et stort bed med bonderoser. Porten var lavet af mørkt træ. Nat red helt hen til den og bankede på.
   Lemmen i porten blev åbnet, og et surt ansigt kiggede ud. "Hvad vil du så her?" spurgte manden bag porten. "Jeg bringer en besked til Gesila Demone," svarede hun hurtigt og bestemt det sure ansigt, der spydigt fortsatte: "Hvad indeholder beskeden?"
   Sukkende svarede Nat, at det vidste hun ikke, for beskeden var forseglet med lak og mærke fra Kejseren i Noccia. Det tog ikke lang tid, før porten blev åbnet, og manden fra porten viste hende ind med et meget falskt smil. "Denne vej, Ledami," sagde han og pegede ærbødigt op på huset. "De siger bare, at De kommer med besked fra kejseren, så kommer De hurtigt frem." Hun takkede noget anstrengt og red op ad den lille sti. Inde i gården stod der en stalddreng klar til at tage sig af Shennan, og hun forklarede, at han kun skulle have vand og hø, for de tog hurtigt af sted igen. Stalddrengen nikkede forstående, og Nat gik ind i huset. I forhallen sad der en tjenestepige på gulvet og skrubbede det på livet løs. "Øhm, undskyld, men ved De, hvor jeg kan finde Ledame Demone?" Pigen kiggede op og pegede op ad trappen. "Første dør på højre hånd."
   Nat takkede for sig og gik op ad trappen. Stille bankede hun på døren, der var den eneste hvide dør i hele huset, så vidt hun kunne se. En stemme derinde fra sagde: "Kom ind", og forsigtigt åbnede hun døren. Inde i værelset var der en pejs og en stol. Væggene var fyldt med dunkle vægtæpper, og gulvet var lavet af blankpoleret, mørkt træ.
   "Hvad bringer dig her?" spurgte kvinden, der sad i den polstrede stol.
   "Jeg bringer en besked fra Kejser Al'amar fra Noccia," svarede hun og trak et lille brev op af sin skuldertaske. Kvinden rejste sig hurtigt op og nærmest svævede hen til hende. "Du ved ikke, hvad det indeholder, vel?" Nat så lidt forskrækket på kvinden, Gesila, og sagde: "Nej, Ledame, det ved jeg ikke." Gesila stak sit spidse ansigt helt op under Nats næse og betragtede hende inderligt. "Du lyver," hvislede hun og tog hurtigt brevet ud af hendes hånd. "Vel gør jeg - " begyndte hun protesterende, men Gesila gloede så ondt på hende, at hun ikke fuldendte sætningen.
   Nat tog et prøvende skridt baglæns, men Gesila borede sine tynde fingre ind i hendes arm. "Det er dumt at lyve, når beviserne siger noget andet." Forvirret stod Nat og prøvede at få sin arm ud af den skøre kvindes greb, men hun slap ikke. "Hvad mener du?"
   "Hvad mener jeg?" hvinede hun og stak brevet op i fjæset på hende. Det ellers så fine segl med kaktussen og solen var revet midt over. "Jeg mener, at du har læst det!"
   Det kunne da ikke passe. Hun havde ikke så meget som kigget på brevet, efter hun havde lagt det ned i tasken for to dage siden. I mellemtiden havde Gesila ringet med en lille klokke, og en stor mand kom ind af døren. "Før hende ud af huset lige om lidt, Neok," sagde hun henvendt til den store tamp. "Men først skal jeg lige fortælle tøsen her noget." Gesila gik en omgang rundt om hende. "Ingen blander sig i Demone-familiens sager, forstår du det? Ikke engang en snusket budbringer som dig. Som straf for dette," Nat spærrede øjnene op, "får din familie meget store problemer, hvis du vender tilbage til dem. For hvis du er så dum at gøre det - " Gesila drejede hovedet skræmmende meget, "så dør de."
   Hæmningsløst gloede Nat på den skøre kvinde med de glødende øjne. Det kunne da ikke være hendes ramme alvor. Da tampen tog hårdt fat om hendes højre arm og havde til hensigt at slæbe hende ud af døren, smilede Gesila grumt og sagde: "For at du ikke er i tvivl om min magt, så mærk selv." Få sekunder efter brændte hele Nats venstre arm. Ikke så det kunne ses, men inden i. Hun ville skrige op, men ikke en lyd kom over hendes læber. Lige så hurtigt som den var kommet, forsvandt den brændende følelse igen, og hun blev trukket baglæns ud af døren. Neok skubbede hende hårdt ned af trappen. "Du må hellere gøre som Ledame Gesila siger, tøs," sagde han til hende, da de stod foran hoveddøren. "Hun er ikke den bedste person at blive fjender med." Han smækkede døren for hendes ansigt, og det eneste hun kunne gøre nu, var at hente Shennan og ride væk fra dette farlige hus. Stalddrengen stod allerede klar med hesten, og hurtigt tog hun fat i tøjlerne. Hun måtte væk herfra så hurtigt så muligt.
   
II
   Nat drog nordpå. Det var det eneste, hun kunne komme i tanke om. Drog hun vestpå, ville hun ende ved Noccias grænse, og det havde hun ikke synderlig lyst til. Drog hun sydpå, ville hun ende nede ved Vincia, og det ville være det dummeste, hun kunne gøre. Tanken om at være hjemløs var dog den værste. Hun kendte ikke nogen, hun kunne tage hen til, så hun måtte finde et arbejde et eller andet sted - nordpå. Resten af dagen skridtede hun hen ad den støvede vej, imens solen bagede på hendes ryg, og der var ikke en sky på himlen. Hvorfor var det også lige på den varmeste tid af året, hun var taget af sted? Det kunne være lidt lige meget, for hendes hoved var fyldt med andre tanker. Hvordan var brevet blevet åbnet, og hvad skulle sådan en små-rig dame med et brev fra selveste kejseren fra nabolandet? Tankerne virrede rundt, som små fluer man ikke kan fange og sortere, hele dagen, og først da en lille by dukkede op bag en bakke, begyndte hun at tænke på at overnatte. Hun var ikke i pengenød, da hendes far havde givet hende penge til at købe ting i Arett for, men det var lige meget nu. Hun kunne jo ikke vende tilbage.
   Da hun red ind på den lille gårdsplads foran den lokale kro, fik hun endelig følelsen af ikke at være forladt igen. Næsten hele aftenen havde hun redet, så Shennan og hun var godt sultne og trætte.
   I en tom bås indlogerede hun hesten, og efter at have givet ham hø, korn og vand gik hun ind på kroen. Krostuen var mørk, kun to vokslys på væggen kastede et svagt lys over rummet, og kroejeren stod og vaskede de sidste ølkrus op for natten. "Hvad laver sådan en ung dame så sent på aftenen?" spurgte han og gik ud af baren. Nat svarede, at hun red med beskeder, og hun bare skulle have et sted at overnatte. "Jaså," smilede han, "så er du kommet til det rette sted. Denne her kro er den billigste og mest velholdte i hele Nord-Terra. Han gnæggede og tog hendes tasker i hænderne. "Jeg har et enkelt værelse til en ung dame som dig lige her oppe."
   Værelset lå oppe ad en lille trappe, og det var helt nede for enden af gangen. Nummer 5 hed hendes værelse. Hun fik en lille nøgle af kroværten i bytte for to sølvmønter, hvilket faktisk var rimelig dyrt, men det gad hun ikke nævne for værten. Hun låste efter sig og gik ind i værelset - man kunne aldrig være for sikker. Selve værelset var ikke særlig stort, der var lige plads til et bord og en stol og så alkoven, men den var jo bygget ind i væggen. Hun smed taskerne under bordet og faldt om i tæpperne. Nej, hvor var den alkove dog dejlig. Nat faldt i søvn kort efter.

Over hende stod en mand. Ansigtet bar en sort maske med stænk af mørkt blod. Langsomt lænede han sig over hende og rørte hendes ansigt. Hans hånd brændte på hendes kind.
   Nat vågnede op, stønnende og svedig. Det havde bare været et ækelt mareridt. Hun pustede lettet ud og lagde sig om på den anden side, men når hun lukkede øjnene, dukkede ansigtet op igen. Måske hjalp det at få lidt frisk luft, tænkte hun og svang benene ud over alkovekanten. På listetæer gik hun ud af værelset, og fortsatte ned ad trappen og hen i stalden til Shennan. Hesten stod med opmærksomme ører og lyttede til hvem, der kom gående hen til ham. "Åh, Shennan, hvor er jeg glad, jeg har dig," hviskede hun i hestens øre, da hun havde slået armene om hans hals. "Jeg havde en uhyggelig drøm." Dyret prustede hende forstående i hovedet, og hun kunne ikke lade være med at fnise lidt. "Jeg må op igen nu," forklarede hun og gav hesten et klap på halsen. Stille som en mus bevægede hun sig ind i krostuen og op ad trappen. Hun åbnede døren og gik ind.
   Men der var noget galt. Forundret kiggede hun på døren. Hun havde jo låst døren lige før hun gik I seng. Så der havde været nogen herinde. Hurtigt kastede hun et blik rundt i lokalet, men stoppede ved sine tasker. De så underligt flade ud. Energisk trak hun dem frem og begyndte at rode i dem. Og rigtig nok, maden, pengene og passersedlen manglede. Der var simpelthen nogen, der havde været inde for at stjæle hendes ting. Heldigvis havde hun altid en lille pung på sig, hvor hun havde to guldmønter, bare for en sikkerheds skyld, og det viste sig at være klogt af hende. Bekymret lagde hun sig ned i alkoven igen og kiggede op i loftet. Hvorfor var det lige hende, der blev bestjålet? Sådan lå hun resten af natten, søvnløs og med tankerne virrende rundt i hovedet.

Næste morgen regnede det. Det stod ned i stænger, men Nat ville af sted, væk fra den mærkelige kro. Hurtigt tog hun sine halvtomme tasker og smuttede ned ad trappen. Krostuen var godt fyldt, selvom det var tidligt på morgenen. "Hvor skal du hen i det vejr, Ledami?" spurgte kroværten, imens han fyldte et krus op med øl. Nat vendte sig, hun havde helt glemt at aflevere nøglen. "Jeg skal aflevere en besked, og det kan ikke vente," svarede hun stift og lagde nøglen på bardisken. Kroværten kiggede på hendes tasker og sagde: "Der er da ikke så meget i dine tasker i dag."
   Nat kom i tanke om nattens hændelser og smed taskerne op på et bord. "For resten," sagde hun og lod fingrene tromme på baren, "Jeg blev bestjålet i nat."
   "Jaså?"
   "Ja, jeg mangler mine penge, min mad og en passerseddel."
   Kroværten kløede sig uforstående i det gråsprængte hår og sukkede. "Det er ikke mit problem, Ledami, men det var ærgerligt for dig. Du havde nok glemt at låse døren." Nat bankede hårdt hånden i disken, så de omkringsiddende kiggede på hende. "Jeg låste døren, der er jeg helt sikker i min sag!" Kroværten reagerede ikke det mindste på hendes aggressive opførsel, men tog hendes tasker og smed dem ud af døren. "Du," sagde han højlydt, "har ingen ret til at kritisere min kro. Ud!"
   Hjælpeløst gik Nat ud af døren og samlede sine tasker op. Døren blev smækket hårdt i efter hende, og så stod hun der i regnen.
   Shennan - ham måtte hun have fat i. Hun gik ind i stalden til ham og trak ham ud af båsen. "Undskyld, at du skal ud i det vejr, men vi bliver nødt til at komme videre." Hesten prustede lidt irriteret, men fulgte med ud i regnvejret. De var begge helt gennemblødte, da de red ud af gårdspladsen. Regnen blev ved helt til middag, men Nat havde ikke noget mad mere. Sulten red hun videre. Vejen gik næsten ligeud hele dagen, og Nat var lige ved at falde af hesten af træthed, for hun havde jo ikke sovet særlig meget den nat. Sent på aftenen kunne hun ane en by i horisonten. Med nyt mod rettede hun sig op i sadlen og bad Shennan om at trave det sidste stykke. Det var, som om han kunne mærke hendes nye glæde og satte i et let trav. Det var blevet helt mørkt, da hun nåede byen, og der var noget grueligt galt. Det halve af byporten var brændt væk og resten stod helt skævt. Langsomt red hun ind i den næsten nedbrændte by, imens hun kiggede skrækslagen på de svedne huse. Hvem kunne finde på at gøre sådan noget? tænkte hun for sig selv og klappede Shennan på halsen. Henne om det næste hjørne gik et par fulde mænd i uniform. Byvagter gik hun ud fra.
   "...og på kroen vi fejrer et godt anker øøøøøl, - med et andet anker øl!" skrålede de, imens de vaklede hen over gaden. Nat ville vende om, men for sent. "Næh, se en shød lille pige!" råbte den ene. "Halløjsa, lille ven," buldrede den anden og gik hen til hende med vaklende skridt, "Vil du ikke komme herned til mig?" Hun satte hælene i siden på Shennan, men han bevægede sig ikke en tøddel. Den første byvagt havde taget fat i hestens hovedtøj, og stod og smilede stort til hende. "Sikke en fin pruhest du har der." sagde han og klappede Shennan på manen. Hesten stod som stivnet og prustede irriteret. Pludselig tog den anden byvagt fat om livet på hende og trak til, så hun faldt hovedkulds ned af hesten. "Hiyaa!" råbte den ene byvagt og slog Shennan hårdt på bagdelen, så han strøg af sted. "Slip mig!" skreg hun og slog forgæves på den byvagt, der havde fat i hende.
   "Vi vil bare være rare ved dig." sagde den mand, der havde slået Shennan, så han var løbet. Han tog fat i hendes støvler og trak dem af. "Lad være!" råbte hun i håb om, at der var nogen, der hørte hende, men ingen kom og reddede hende. "Læg hende ned, Vescos," beordrede ham med støvlerne sin makker. Vescos som den første hed, sparkede hende i knæhaserne, så hun røg ned i knæ og skubbede til hende, så hun faldt på maven i sølet. "God pige," brølede ham, der ikke hed Vescos og sparkede til hende i siden, så hun instinktivt vendte sig om på ryggen. Hurtigt satte Vescos sig på hendes mave og lænede sig ind over hende, så deres næser næsten ramlede sammen. "Du er da meget pæn," sagde han og aede hende groft på håret. Nat gav ham en syngende lussing, så han væltede bagover og hurtigt rejste hun sig op. På bare tæer løb hun ned af den mørke gade uden stop. Bag hende kunne hun høre de berusede byvagter råbe efter hende, men hun løb bare videre. Hun blev ved med at løbe til råbene var helt forsvundet. Stønnende knækkede hun sammen i et lille hjørne. Shennan var væk, hun havde ingen penge og ingen støvler. Alting var helt galt. Det eneste, hun ville, var at komme hjem til en lun seng og få et solidt måltid. Men sådan skulle det åbenbart ikke være. Træt rejste hun sig op og kiggede ned ad gaden. Der var lys. I et af husene var der lys. Håbefuldt småløb hun ned mod huset med lys i, der var lige så sortsvedent som de andre. Nat bankede hårdt på døren. "Luk mig ind!" sagde hun højt og bankede hårdere. Pludselig var der ingen dør at banke på, men ramte i stedet en mand i brystet. "Hvad i himlens navn bilder du dig ind, unge dame?" hviskede han og trak hende hurtigt ind i huset. "Hvad er der sket her?" spurgte hun lidt tankeløst og kiggede sig omkring. Hele huset var sort indeni, og møbler var der ikke mange af. Man kunne se, at det havde været et fint hus med mønstrede vægtæpper, som nu næsten var brændt væk. De eneste møbler der var, var et halvt bord med fem småsvedne stole omkring, en stor seng og så to dobbelte alkover. Midt på gulvet sad en kvinde ved et bål og lavede mad. Manden placerede hende på en stol og kiggede nærgående på hende. "Hvor kommer du fra? Du er ikke herfra, vel?" Forvirret kiggede hun på manden. "Øh, nej, jeg er fra Syd-Terra. Jeg bor i en lille by, der hedder Vincia." Manden kiggede endnu mere nysgerrigt på hende og satte sig ned på hug, så de var i øjenhøjde. "Hvad laver du her?" spurgte han langsomt, som om hun var en småt begavet person. "Jeg, øh..." startede hun, men tænkte at det nok ikke var smart at sige hele sandheden. "Jeg rider med beskeder, men nogle byvagter har taget min hest og alle mine ting." Manden kiggede på hendes bare fødder, "...og mine støvler."

"Far?" lød en forsigtig stemme. Stemmen kom fra en pige, der så ud til at være jævnaldrende med Nat. Hun stod og gemte sig bag et vægtæppe, der så ud til at skjule døråbningen til et andet rum. Manden rejste sig op og gik hen til hende. De stod og snakkede sammen i et stykke tid, og pigen skævede et par gange over til hende. Så gik hun over til Nat og gav hende hånden. "Velkommen. Jeg hedder Celia og er datter af Toshi og Jinni," smilede hun og spurgte: "Hvad hedder du?"
   "Nat," svarede hun. "Natalie."
   "Rart at møde dig, Nat," sagde Celia og rakte hende hånden for at være høflig og hjælpe hende op. "Bliver du her i et stykke tid?"
   Nat tog imod den høflige gestus og nikkede bekræftende. Hvor skulle hun ellers tage hen? Celia fulgte hende rundt i resterne af huset og om bag vægtæppet, hvor der sad to andre piger og vævede. "Dette er mine søskende, Lara og Tash. Lara er tretten år og Tash er nitten." Søstrene smilede venligt og vævede videre på det store tæppe, de var i gang med. "Tash skulle egentlig være gift i år, men hendes kommende mand blev slået ihjel på en tur til Noccia," forklarede hun. "Der er nogen barske landevejsrøvere derovre."
   Glad for at hun ikke skulle derover gik Nat med Celia ud i det store rum igen. Pigernes mor havde stillet den store gryde på bordet og kaldte til spisning. Der stod en ekstra stol ved bordet nu, Nat regnede med, at den var til hende. Sulten rumlede nu i maven, og hun kiggede forventningsfuldt over på gryden, der var fyldt med en dampende varm suppe. "Gæsten først," smilede Jinni og øsede en stor skefuld suppe op til Nat, der takkede. Da resten af familien havde fået suppe, tog hun sin ske og spiste taknemmeligt af sin skål. Suppen var varm, og der var masser af grøntsager og kødstykker i. Hendes skålfuld forsvandt hurtigt, men moderen øste mere op til hende. Det endte med, at hun spiste tre store skålfulde, før hun var mæt. "Hvad laver du her?" spurgte Lara, imens hun tog af bordet. "Jeg rider med beskeder, men blev bestjålet af nogle fulde mænd. De tog min hest."
   "Det var ikke særlig godt. De gjorde ikke andet ved dig, vel?" sagde Lara.
   "Nej, nej, heldigvis ikke. Det fik de ikke lov til." sagde Nat. Lara smilede og tog gryden, som det sidste, af bordet.

"Så, piger, det er på tide at søge til alkoverne," sagde Toshi og rejste sig. Aftenen havde familien tilbragt med at væve tæppet færdigt, imens faren havde fortalt eventyr. Han havde også fortalt historien om adelsdamen og tiggerpigen, huskede Nat. Selv følte hun sig lidt som tiggerpigen - hun var blevet afvist mange steder og måtte rejse videre. "Celia og Natalie, I kan dele alkove," sagde han og lagde sig selv ved siden af sin kone i den store seng. "Godnat. Se at komme i seng, piger." Nat og Celia lagde sig i den store alkove og trak tæpperne op over sig. Jinni slukkede det lille stearinlys, der stod på bordet ved siden af sengen, og mørket lagde sig over rummet. "Celia?" hviskede Nat til sin sengekammerat.
   "Ja?" hviskede Celia igen.
   "Hvad er der egentlig sket her?"
   "Det er en længere historie," sagde hun og støttede sig til albuen, "og du kan få den korte."
   "Mmmh?"
   "Der kom nogle maskerede mænd og brændte byen af med mærkeligt vand, som de kunne sætte ild til," forklarede hun. "Jeg er træt nu. Godnat..."
   Ikke helt tilfreds lagde Nat sig om på den anden side, så hun lå med ansigtet mod væggen. "Godnat."

Næste morgen var der helt stille i huset. Kun musene puslede stille I hjørnerne, og langt, langt væk kunne man høre en hane gale. Nat prikkede forsigtigt til Celia. Det eneste man kunne høre fra hendes sengkammerat var en dyb snorken. Hun havde lyst til at stå op, men alligevel blev hun liggende. Hvad kunne hun også få ud af at stå op? Ingen hest at gå ud til, ingen familie og ingen stor morgenmad I spisesalen. Og dog. Uden for kunne Nat høre en svag vrinsken. Forsigtigt, uden at vække Celia, steg hun ud af alkoven. På listetæer smuttede hun hen til døren og åbnede. "Shennan!" råbte hun, uden at tænke på den stakkels sovende familie. "Du kom tilbage!" Fyldt med glæde lagde hun armene om hestens hals, der bare prustede varmt tilbage I hendes ansigt.
   "Skal du så afsted?" lød en stemme bag hende. Det var Celia, der stod I den sodede dørkarm.
   "Ja, det skal jeg vel," sagde Nat og smilede prøvende. " Men jeg skal nok komme tilbage - på et eller andet tidspunkt." Celia nikkede, stadig med et tungt, bedrøvet udtryk. Jinnis ansigt dukkede op lige over sin datters skulder, stod og betragtede hesten. "Nå, ja så kan jeg forstå at du skal ride igen," sagde moderen, Nat svarede med et nik. Uden flere ord gik Jinni ind I huset. Meget stille, strøg hun Shennans man. "Her," sagde Jinni, der igen var dukket op I døren. Hun havde pakket noget mad ned i en pose og en gammel vanddunk. "Du kan også få nogen klude til fødderne." Egentlig vidste Nat ikke hvad hun skulle nu, hun skulle vel bare afsted. Et eller andet sted hen.
   "Så er det farvel," sagde hun da det sidste udstyr var bundet godt fast til sadlen. Celia gloede bare lidt på hende og gik så ind igen - hun lukkede døren med et svagt smæld.
   Tilbage stod Nat, såret. Måske havde Celia ikke været så god en veninde alligevel?
   Men nu blev hun nødt til at tage afsted. Hun satte foden i stigbøjlen og svang sig op på ryggen af hesten. "Så er det afsted Shennan. Til Dari." Dari var et frodigt område, nord for Terra. Det ville nok tage hende et par dage at komme der op, men hun havde været der før og kendte en gæstfri familie, hun nok måtte være hos. Så ned af vejen travede de - resten af byen var som forventet, nedbrændt. Shennan fnøs højlydt når han fik aske I næseborene, og Nat ville ønske at hun kunne lægge noget over hans mule, så han ikke blev irriteret. Selv havde hun en mærkelig fornemmelse af at blive forfølgelse, dog valgte hun at lægge den bag sig. Der var meget at tænke over da de bevægede sig igennem den øde by, både positive og negative tanker; Hun havde da både proviant og fodtøj, men ikke den ringeste idé om hvad hun skulle lave oppe i Dari. Foran hende spidsede hesten ører, og hun lyttede selv. Først hørtes intet, men lidt efter lød en skræmmende rytmisk lyd af march. Det lovede aldrig godt, det vidste selv Nat. De gemte sig bag en lille gruppe høje tætte buske for ikke at blive set.

Et par heftige åndedræt senere, havde marchen udviklet sig til enEt par heftige åndedræt senere, havde marchen udviklet sig til en rullende torden. Med hænderne, spredte hun et tæt lag løv til side og kiggede igennem; Foran hende kom utallige sortklædte mænd trampende. De havde fakler I hænderne og nogle små grupper på fire bar halv-store trækar med hvad der lignede vand, i. Nat gispede og kom I tanke om hvad Celia havde fortalt hende: Byen var også blevet brændt af med det mærkelige vand. Det kunne være at hæren rejste længere ned gennem Terra og brændte flere byer af. Hun gøs ved tanken og kiggede nærmere på mændende der nu havde sat farten en smule ned. Det sorte tøj de gik klædt I var læderbrynjer og de havde alle et lille stiksværd hængende ved siden. Nats blik stoppede brat ved deres masker. For de var ikke bare sorte. De var sorte med mørkerøde pletter af blod.