Melan elvisk
   Billederne flakker hurtigere og hurtigere i mit indre. Lydene suser om ørene og jeg er svimmel. Mit hjerte hamrer i brystet ude af kontrol, mens en uforklarlig smerte i maven vokser, ved lyden af den trancelignende stemme. En gentagende stemme, som taler til mig fra et fjernt sted, på et sprog jeg ikke forstår.
   Jeg bliver revet ud af drømmen. Det føles som at få et sværd igennem brystet, ligesom når hjertet brister i uopnåelig kærlighed. Sveden har gennemvædet min natkjole, dynen, puden og sengeklæderne. Mine lunger hiver ukontrolleret efter vejret ovenpå drømmens intense oplevelse, men jeg husker knapt, hvad den egentlig handlede om. Kun svage glimt, som ikke rigtig giver nogen mening. Det er mere en følelse, som ikke kan forklares.
   Jeg står ud af sengen og piller de klistrede hårlokker væk fra ansigtet, mens jeg er på vej over til vinduet. Det løse tæppe på gulvet er halvt krøllet sammen og mine ben kommer i vejen for hinanden, så jeg næsten falder på næsen. Jeg redder mig fra faldet, ved at gribe fat i den rå vindueskarm. Lettet kigger jeg befriende ud på morgenhimlen.
   Alting er badet i blod fra solens rødorange morgenstråler. Hanen galer nede på hegnet, mens hønsene går rundt med de små gule kyllinger under hestevognen. I det fjerne går fårene rundt ude på græsmarken, mens hyrdehunden vogter over dem. Min mor går allerede nede i køkkenhaven og luger ukrudt, mens far er på vej ud til kornet med sit segl.
   Jeg smiler og går hen til mit lille natbord med vandfadet og spejlet. Spejlbilledet afslører min skikkelse. Jeg stikker ansigtet helt hen til den kolde glasflade og smiler til mig selv. Tænderne er hvide. Mit blege ansigt er indrammet af det våde sorte hår, som klistrer sig til kinderne og nakken. Jeg studerer mine øjenomgivelser. Mest for at se om alderen er begyndt at sætte sine spor på min 25 år gamle krop. Der er ikke en eneste linje og jeg retter blikket på de turkisgrønne øjne. De er helt klare som havet mod syd, hvilket en gammel vandringsmand fortalte engang. Ja, den tossede gamle eventyrer, som satte troldmands-drømmene i hovedet på min lillebror, da vi var små. Jeg griner lidt og skubber mig væk fra bordet. Jeg smider hurtigt kjolen og løber nøgen hen til klædeskabet. Jeg river et langt slidt klæde ud. Jeg dækker min krop og tager en ren kjole i hånden, inden jeg løber ned til søen.
   Jeg løber friskt i det knæhøje græs hen til vandhullet ved skoven. Morgnen er kølig og duggen i græsset gør mine fødder og ben våde. Hårene rejser sig instinktivt på armene og i nakken, men jeg vender mig hurtigt til kulden. På buskene omkring er der utallige smukt spundne spindelvæv med glimtende perler af dug og træernes blade drypper efter nattens dis.
   Søen ligger stille hen mellem flere store træer, hvis kroner spreder sig langt ud fra stammen. Fuglene synger til hinanden alle steder fra og spætten banker friskt et sted længere borte. Indimellem brydes vandets blanke spejl af fisk, som bidder efter insekterne, der skøjter på overfladen, uvidende om hvilke farer der lurer i dybet.
   Jeg hænger klæderne på den sædvanlige gren og dypper tåen. Vandet er ikke koldt og med mine lange ben begiver jeg mig ud i det klare vand. Omfavnet af naturen nyder jeg ensomheden. Jeg kunne ligge her længe, hvis ikke jeg skulle malke gederne, koen og senere plukke sommerbær til vinterforrådet. Jeg gider ikke tænke på min triste hverdag på gården hos mine forældre, og mine tanker falder uden videre hen på nattens drøm. Det tydeligste minde er den mystiske stemme. Den del af drømmen, som er gået igen den sidste måned. I hvert fald det jeg husker tydeligt. Jeg mærker en smerte i maven ved tanken og kan ikke forklare, hvor den stammer fra. Jeg kender følelsen. Den følelse som opstår, når man er betaget af en person. Jeg husker stadig dengang jeg var forelsket i Lester. Han var nu en meget charmerende fyr, men det blev aldrig til mere end venskab og lidt flirten. Han skulle rejse til hovedstaden, for at blive en af kongens væbner og siden hen ridder, hvis han var dygtig nok. Følelsen var dog ikke helt den samme, for jeg kan ikke rette mine følelser mod nogen. Jeg må være forelsket i en drøm, tænker jeg, måske i ham som hvisker...?
   Plask!
   Vandet rammer mig i ryggen og forskrækket vender jeg mig om. Der er ingen at se, men pludselig forsvinder benene væk under mig. Jeg bliver trukket under overfladen. Jeg åbner øjnene i det klare vand for at fatte, hvad der sker og får så øje på min lillebror. Han er et par år yngre end mig, men min nøgenhed generer mig ikke, da vi altid har badet sammen.
   Endelig slipper han mit ben og jeg kæmper mig op for at få luft. Ved overfladen hoster jeg, mens jeg kigger efter ham. Et øjeblik senere kommer han op lidt længere væk. Han griner højt i morskab og svømmer hen imod mig.
   "Zilas, hvad laver du her? Jeg har ikke set dig i halvandet år."
   "Jeg er på gennemrejse. Din bror er blevet eventyrer og jeg rejser sammen med en lille gruppe. Vi tager ud på missioner og tjener penge på det." Begejstringen lyser ud af øjnene på ham.
   "Har du opgivet din læreplads som magiker? Det er ellers det, du har drømt om, siden du var lille. Tænker du dig ikke om, inden du stikker af fra det hele?"
   "Hehe, søs døm mig ikke. Det er min læremester, der er taget ud på eventyret. Jeg havde intet valg. Hvis jeg ville være hans lærling, så måtte jeg rejse med uden brok. Jeg har lært en helt masse på vores rejse og det er meget sjovere end at sidde på et bibliotek og studere teori. Jeg er helt klart fortaler af praktik." Zilas er kommet helt hen til mig og jeg omfavner ham glædeligt, fordi han er vendt hjem. Han kysser mig på kinden, hvorefter han drillende pjasker vand i øjnene på mig. Jeg sprøjter vand tilbage og vi griner sammen som i gamle dage.
   "Sikke en dejlig overraskelse. Hvor længe bliver du her på gården?"
   "Indtil dagen efter fuldmåne."
   "Allerede, der er kun et par dage." Jeg er skuffet, men udtrykker det ikke.
   "Jeg havde tænkt på om du ville med ud i nat og se mig udøve magi? Jeg skal øve mig på en formular, som jeg ikke kan hitte ud af. Det er altid bedst at øve sig nær fuldmåne."
   "Det vil jeg da gerne. Kan du ikke også vise mig noget nu?"
   "Jo, hvorfor ikke?" Han svømmer et stykke længere ned langs bredden og går op efter sit tøj.
   Jeg står selv ved det gamle træ, da han kommer løbende i noget sort tætsiddende tøj. Han har et fint grønt klæde under armen og et par støvler i den anden hånd. Han smiler og tager den grønne dragt over hovedet. Jeg er betaget og fascineret af min brors magerkåbe. Den er utrolig flot og den er udsmykket med perler og guldtråde. Andre steder er der fæstnet smaragder, som er vidunderlige nok i sig selv. Jeg kan ikke lade være med at være fristet til at røre ved dragten og den er utrolig blød. Han smiler og tager hætten over hovedet.
   "Waoh Zilas, den dragt må have kostet en formue."
   "Ja, hele min opsparing og flere tusinde guldmønter ekstra, som jeg har lånt af min mester. Der kommer til at gå flere år, inden jeg har betalt det hele tilbage. Men vi har lavet en aftale om, at mester skal sørge for alt i hele min læretid. Til gengæld får jeg ikke en rød øre i hele studieperioden. 10 år, det er lang tid, men derefter skulle jeg være dygtig nok til at lave mine helt egne studier."
   Jeg synes, at det er helt absurd, at magikerne i samfundet har så høj status og er så velhavende. Hvorfor er det så vigtigt at gå rundt i sådanne klæder? Godt nok er de få og har stor magt og indflydelse, men alligevel? Her går jeg, mor og far rundt og knokler fra morgen til aften, for at få til dagen og vejen, mens magikerne svømmer rundt i rigdomme. Jeg selv går bare rundt i pjalter, mens min bror ligner en baron eller noget i den retning med de fine klæder. Ja, måske ser hans kåbe lidt underlig ud, men sådan har jeg hørt, at magikerne er. Meget specielle. Jeg vil stille ham et spørgsmål og siger:
   "Hvad med..."
   "Shsss, jeg skal koncentrere mig for at udøve magi."
   Jeg venter lidt og mærker spændingen. Jeg lytter opmærksomt, da han begynder. Zilas mumler nogle underlige ord og den trancelignende tone vækker minder om min drøm. Jeg husker nogle få ord og begynder at sige dem højt, uden at tænke over det.
   "Alasme yei... siuresia midilanis febiea nee... ia delanay amee."
   Min bror flår hætten af og stirrer opmærksomt på mig med overraskede øjne. Et intenst udtryk, der gør mig utryg og jeg skæver undskyldende over at have afbrudt hans formular. Han vil sige noget, men tænker lidt, inden han siger:
   "Hvor har du lært de ord?"
   "En drøm. Jeg har hørt de samme ord gentagne gange igennem den sidste måned og lige nu husker jeg dem klart, fordi du talte monotont, ligesom stemmen i drømmen. Hvorfor?"
   "Det er elversprog. Ikke almen elvisk, men en form, som jeg ikke ved, hvor stammer fra."
   "Kan du forstå det?" Spørger jeg ivrigt.
   "Ja, noget af det, men hvor har du hørt disse ord henne? Kender du en elver?"
   "Nej, jeg har aldrig mødt én nogensinde. Hvad betyder det?"
   "Linea, du må gentage de ord som du husker. Jeg hørte ikke det hele."
   Jeg nikker og begynder at tale de drømmende ord. De er så elegante, at jeg bliver helt rørt af at høre dem igen. Jeg smiler lyksaligt, mens jeg venter på min bror. Jeg tænker samtidig, at min bror må være et geni, siden han har lært elversproget efter blot fem år ved siden af sit studie som troldmand. Jeg ville gerne vide, hvad han ellers har lært siden sidst.
   "Jeg tror, jeg har meningen nu. Ordene siger: Jeg vil komme... og så noget med månen og du vil blive min dronning... hm, det er vidst det ordene betyder, men det er altså ikke let. Jeg fatter ikke, hvor du har lært de svære ord. Du udtaler dem også fantastisk."
   "Jeg har kun hørt ordene i mine drømme. Jeg kan ikke sige mere, desværre. Der må være nogen, som taler til mig." Jeg griner, fordi det er helt skørt og min bror smiler også.
   "Ja, ja... men jeg gad godt vide, hvad siuresia midilanis febiea nee betyder, men midilanis betyder i hvert fald måne. Det er jeg helt sikker på."