"Ja, det er godt. Træk vejret."
   Freddys ord trængte ind og forandrede Cessies frygt. De prøvede jo at hjælpe drengen. Selvfølgelig! Men han var syg. Hosten var blevet så slem, så han døjede med at trække vejret.
   Hun stod der henne nu og lagde forsigtigt en hånd på Freddys ene skulder. Han vendte sig og så på hende, uden skyggen af et smil.
   "Host op!" beordrede han drengen, som han nu trykkede tæt ind mod sin krop, mens han stadig med sin frie hånd dunkede mod barnets ryg.
   Et kræmt fik det til at gibbe i Cessie. Derefter fulgte et lille host og så et dybere, der kastede en bobbel af slimet spyt ned over hans lille hage. Nye host drev slim ud af hans næsebor og Sita var der med en klud. To små, røde roser blomstrede på barnets kinder og han fik øje på hende. Hostende vred han sig lidt fri af Freddys greb og strakte armene ud mod hende.
   Nu smilede Freddy lidt. Bare en trækning.
   Mary løsnede kysebåndene og gik langsomt hen ved siden af Cessie. En let trækning på skuldrene, var et tegn på vilje til at godtage situationen. "Lad mig holde Julie," hviskede hun. Cessie rakte hende den lille og indåndede et strejf af magi. Freddy lod barnet glide ind i hendes favn og hviskede: "Dampen løsnede slimet, men jeg måtte banke lidt, for at få det helt op."
   Hun ville gerne smile og trak derfor på læberne. Måske lignede det mere en grimasse?
   Damptågerne lettede lidt og Mary kastede et spørgsmål mod sin mor.
   "Hvorfor har I slæbt det kranie frem?" Mary så på sin mor med trætte, undrende øjne.
   "Fordi det skal med på turen."
   Sitas øjne så lige så trætte ud som datterens. Hun var dog ikke mere træt, end at hun fangede anklagen i spørgsmålet og derfor gav hun sig til at forklare:
   "Vi tager jo snart rundt til de store markeder i de forskellige byer. Jeg skal spå og så virker det mystisk at have et kranie stående. Det er meget gammelt og jeg har papir på, jeg godt må have det.
   Kan du ikke huske det fra din barndom?"
   Mary trak på skuldrene og så mut ud.

"Hvad pokker foregår der her?"
   Noget der lignede en klump mennesker, var trådt ind ad døren. Det var naturligvis bare de to folkesoldater sammen med Danny og Kenny.
   Cessie havde ikke hørt dem komme, så måske havde de hørt ordvekslingen mellem Sita og Mary.
   "Han er syg," sagde Freddy og så på Sean, som vistnok var ham, der havde stillet spørgsmålet.
   De kulørte dampe drev rundt som små streger og spiraler. På bordet lå der bunker med blomsterknopper og snittede kronblade. Væsken i gryden boblede svagt og gik så af kog.
   Sita løftede en brændeknude op fra gulvet. Hun holdt den foran sit ansigt, som om hun ville gemme sig bag den.
   Sean spankulerede langsomt over til bordet og pillede ved knopperne. "Kamille og mynte," konstaterede han og holdt noget meget småt frem mod dem.
   "Men hvad er det her for en plante?"
   "Piri Xanca," svarede Freddy. Han brugte vel udelukkelsesmetoden eller havde måske set, hvilken bunke Sean havde fingrene i.
   "Må vi byde på en tår øl og en bid brød?" Danny tyede til et husmoderligt kneb. Sean så ud til at tænke sig om, før han nikkede. Rødtop klarede op i et godmodigt smil: "Det lyder knageme godt."
   Tavst fandt Sita nogle små kurve og fejede de findelte planter ned i hver sin.
   "Jeg er sulten," proklamerede Keith.
   "Vi skal også spise nu. Du og mor kan bare sætte jer, så skal vi se om vi har noget rigtig godt."
   Det havde de. Der var både kold kylling, brød, syltetøj, øl og saftevand. Keith nippede til maden, men drak det meste af et krus saft.
   "Jeg kender ikke de der - pi - hvad var det du kaldte dem?" vendte Sean tilbage til emnet om planternes art.
   Freddy gentog navnet og kunne også oplyse:
   "De vokser, hvor der er Troldebregner - og de her er fra klostret."
   "Ja, jeg har købt dem af munkene, " indskød Sita. Hendes hånd dirrede i luften, så syltetøjsmaden dansede usikkert.
   "Nå ja, hvis munkene i Tiggerklostret har solgt dig det ..." begyndte Sean og gumlede videre på sit kyllingelår. Da benet omsider var renset for kød, fortsatte han: "Jesus kurerede jo også folk, så det her er vel ikke sort magi. Min egen mor brugte også kamilledamp, når vi ikke kunne hoste igennem. Det er et nyttigt husgeråd."
   Lettelsen bredte sig i Sitas og de andres ansigter. Selv Mary så ud til at være lidt mere tilpas, men kunne ikke dy sig for at hviske noget til Freddy, som fik ham til at skule rasende frem for sig. Cessie var lige ved at grine, for de to brød sig bestemt ikke om hinanden. Hun lod dog være med at le og tabte også lysten, for i grunden var det jo trist.
   Efter en snak om sygdom og dagligdag, tog Sean og Rødtop afsked. Mary drog med, for hun skulle jo hjem til sin søn.
   "Hils Pablo," sagde Freddy til Sean, der nikkede og lovede det.
   De to kendte åbenbart hinanden.

Virkningen af dampene holdt sig en tid, men inden sengetid, trak det igen op til vejrtrækningsbesvær og der blev atter tændt for gryden. Bubi vendte hjem fra Rurik og hans familie, hvor hun havde været på besøg. Hun hilste på Cessie med et sky smil og et usikkert nik.
   Hvad mon der gik af hende?
   Det havde Cessie dog ikke tid til at spekulere nærmere over, for Keith var træt og skulle sove. I aflukket stablede Kenny puder op, så han kunne ligge højt med hovedet, næsten i siddende stilling. Cessie satte sig ved ham og begyndte på en historie. Allerede før ridderen frelste den skønne prinsesse sov han tryg. Det peb lidt fra næse og svælg, men vejrtrækningen var nogenlunde rolig og blev ind i mellem afbrudt af host; skidtet kom op.
   Cessie fortalte om dåben og om smedjen, der skulle fæstes til en anden smed. "Der er nogle sager, jeg gerne vil hente," sluttede hun. "men selvfølgelig ikke før Keith er rask."
   "Det må vi hitte ud af," lovede Danny, "men er der et sted, du kan opbevare dem?"
   "De kan stå i udhuset på kroen."
   Sita så på hende, som om hun grundede over noget spændende.
   Så lænede hun sig ind over bordpladen, med det halve af overkroppen.
   "Er papirerne stadig i smedehuset?"
   Papirrullerne?! Dem havde hun ikke tænkt på. De måtte hentes, inden den nye mand opdagede dem.
   Hun nikkede og så vist ligefrem forfærdet ud, for Sita klappede hendes hånd; "Det går nok. Ved du, hvad den nye fæstesmed hedder?"
   "Jeg tror, han hedder Cedric Pil." Cessie sagde det lidt tøvende og der kom et ivrigt udtryk i Sitas ansigt: "Så er det ikke så galt endda. Han vil nok ikke lade arkene falde i de forkerte hænder."
   Freddy åbnede og lukkede munden et par gange, som en fisk der snapper efter luft. Det så lidt dumt, men ret sødt ud. Sita sendte ham et truende blik og Danny mumlede et eller andet, hun ikke fik fat i.

"Hvad er der med ham Cedric Pil?"
   Cessie havde ventet med spørgsmålet. Nu lå hun med Keith på sin ene side og en sovende Bubi på den anden. Julie lå i sin kurv, der var så langt fra hendes fødder at hun ikke kunne komme til at sparke til den i søvne.
   Nu ville hun gerne have et fornuftigt svar.
   Det kom ikke. "Er der noget med ham?" mumlede Freddy tvært.
   "Din mor kender ham vist?"
   "Hun kender så mange."
   Joeh, men - kender du ham også?"
   "Ikke særlig godt."
   Du skulle til at sige noget, da din mor nævnte ham. Du kender ham."
   Tavsheden virkede tung og ildevarslende. Men den overbeviste hende om, at hun havde ret og hun kunne ikke dy sig:
   "Svar så!"
   "Ellers hvad?"
   Freddys stemme lød så truende, at hun forskrækket kom til at bide sig i tungen og jamrede af overrasket smerte.
   "Ellers trækker du mig måske for birkedommeren eller hen til din bror og hans slyngler igen?"
   Nu var det hendes tur til at tie. Hvorfor havde hun ikke tænkt lidt mere over, at han faktisk ikke vidste, om hun var på hans side? At han reddede Keith fra at kvæles i slim, betød jo ikke, at de var gode venner som før? Hvis de da havde været det?
   "Denne gang narrer du mig ikke," fortsatte Freddy vredt, men dæmpet.
   Hun var træt, men endnu mere sikker på, at der var noget om Cedric Pil, de ikke mente, hun skulle vide. Men det var vigtigere, at han ikke troede, hun havde lokket ham med, for at kaste ham for sin bror.
   "Jeg anede ikke, de ville kaste sig over dig."
   Hun havde en trumf og tilføjede: "Hvorfor pokker skulle jeg ellers komme for at hjælpe dig?"
   "Nej, det - det var pænt af dig, men du ombestemte dig. Gjorde du ikke?"
   Hun tav. Hvad skulle hun svare?
   Irriteret skiftede hun emne: "Jeg hilste for resten på din far."
   Efter lang tavshed spurgte Freddy:
   "Hvordan ved du, hvem han er?"
   "Folk snakker."
   "Nå. Men hvad sagde han så?"
   "Det var ham, der fortalte det om ham Pil."
   "Nå?"
   Hvor ville hun gerne lægge en arm moderligt - eller søsterligt - om ham, overbevise ham, at hun holdt med ham og ville passe på ham. Men det duede ikke. Tvivlens kim, der var sået i hende, spirede og hvis hun en dag måtte forråde ham, ville den slags forsikringer være ondere end forræderiet.
   Hvis han var i ledtog med djævle, kunne de måske passe på ham... men det ønskede hun jo ikke.
   Så - nu begyndte hendes tanker igen at køre i ring og hun ønskede sig væk. Ikke tilbage til kroen, men hjem til Martin - før han var så dum at låne penge.
   "Sagde han noget om mig?"
   Hvis Freddy prøvede at lyde uinteresseret lykkedes det ikke. Stemmen dirrede.
   "Bare at han ikke forstod, at du ikke kan lide John."
   "Nå," sagde Freddy for tredje gang og det gik op for Cessie, at det lille ord kan siges på mange måder. Denne gang udtrykte det skuffelse.
   "Men han lød som om han mente det modsatte." Hun var glad for at det passede og måske kunne det muntre ham lidt op.
   "Nå?"
   "Besøger han jer?"
   "Nej."
   "Er du ked af det?"
   "Nej, jeg er ligeglad. Han er dum."
   "Nu lyder du som et lille barn."
   "Det er jeg ikke!"
   Hun kunne ikke nære sig. Det var umuligt at opfatte ham som en grum dæmon, når han barnligt spillede ligeglad med sin far og hun fik sådan lyst til at drille ham lidt, for sjov.
   "Du er da heller ikke voksen, vel?"
   "Jo," sagde han, "voksen og farlig."
   "Og hele seksten år," gættede hun.
   "Femten," rettede han, "jeg fyldte femten i april."
   "Så skal du sove nu," sagde hun, "det er sengetid for 15-års drenge og jeg skal nok høre efter Keiths vejrtrækning."
   "Bare rusk i mig, hvis vi skal tænde for vandet. Jeg har fyldt nyt i."
   Han tænkte på det hele. Det var ham, der passede på hende og børnene. Han fortjente en rolig søvn.
   "Godnat," hviskede hun.
   "Godnat," vrissede Bubi, "sikke I ævler. Jeg går snart ud til Kenny i stalden. Det var klogt, at han gik der ud."

Næste dag stod solen højt på himlen, før Freddy klatøjet slog øjnene op. Den havde igen været gal med Keith og hun havde hørt Freddy stå op. Mens hun prøvede at overtale sig selv til at stå op, var hun faldet hun i søvn igen, med et svagt smil og en sær tanke om, at det var træls, han kun var femten år.
   Sita, Danny og ungerne udsatte afrejsen et par dage og Keith fik det meget bedre.
   Da han en hel dag havde leget, ædt som en tærsker og næsten ikke hostet, afgjorde de, at tiden var inde. Kenny rendte over til nabofamilien, som lod en due bringe besked videre til Dannys bror. Han og hans kone skulle passe hytten, dyrene og jorden sommeren over. De ville dukke op i løbet af et par dage.
   Freddy skulle ikke med, så han stod foran hytten og vinkede. Det blev til, at Cessie og de to små fulgtes med dem til udkanten af skoven og derfra gik hun så med kurven og med Keith traskende ved siden af sig.

Der var ikke megen glæde ved at tage værelset i brug, men hun havde jo ikke andre steder at bo. Hun puslede om ungerne og lod Keith lege med kokkepigens børn. Det gik alt sammen, men det var en kærkommen afbrydelse, da John en dag sagde: " I morgen henter vi dine ting. Du må hellere tage med, for måske er der nogle ting, du ikke KAN undvære."


* * *
   Det var underligt at gense smedien. Bortset fra at græs og ukrudt groede højt og vildt over det hele, lignede den sig selv. Ude fra.
   Inde i stuen lå møbler og andet indbo hulter til bulter og edderkopperne havde rigtig boltret sig. I vindueskarme og ned fra loftet hang der sindrige spindelvæv i forskellige tykkelser og i nogle var der fangst. En gigantisk kors-edderkop pilede fornærmet hen over gulvet, da Cessie ville se nærmere på en dinglende skabslåge.
   Synet af gængerne fra gyngestolen, der lå for sig selv og de spredte dele af denne "æresplads" fik et øjeblik latteren til at boble i Cessie. Der kom nok aldrig mere til at sidde nogen der og glo hovent på hende. Men det var upassende at le, så hun undertrykte trangen. Hun ville helst heller ikke være som John, der åbenbart kunne grine af noget, der langt fra var sjovt.
   Stuen havde været hendes hjem i seks år, men udover trangen til at le hysterisk, følte hun ikke noget særligt. Hun måtte hitte på en undskyldning for straks at gå ind på sovekammeret uden at nogen fulgte med eller sneg sig der ind.
   "Jeg henter lige nogle svøb og sådan i sovekammeret," var det bedste, hun kunne hitte på.
   John blinkede til staldkarlen og til Rødtop, som var med for at slæbe eventuelle hele møbler ud på kærren. Staldkarlen blinkede igen, men Rødtop rødmede, så hun pludselig forstod, hvorfor han havde det øgenavn. Rødhåret var han nemlig ikke.
   Det var lige ved at Cessie også rødmede, for de troede vel, det var unævnelige sager, hun ville hente.
   Bortset fra et tykt lag støv og flere spindelvæv lignede rummet sig selv. Dynerne lå sammenkrøllede som forvredne bjerge og en kommodeskuffe stod åben.
   Nu gjaldt det om at løsne brættet og hale papirerne frem. Hun så ud over det støvede gulv.
   Hvilket bræt var det nu, det var?
   Det havde nogle knaster af en særlig form. Et af dem lignede et troldefjæs, Måske nok kun i hendes fantasi, men hun havde indprentet sig det, for ikke at glemme, hvilket bræt det var.
   Men det var jo ikke til at se under støvet og hun kunne vel ikke give sig til at feje gulv? Det ville sikkert virke underligt og desuden stod kosten i stuen.
   Hun måtte genkalde sig brættets placering. Var det ikke også lidt kortere end de andre?
   Hendes hjerte begyndte at dunke hurtigere end før.
   Hvor lang tid havde hun, før John kaldte på hende eller stak hovedet ind?
   Hun fandt et pudevår og lagde sig ned på alle fire. Hun måtte tørre gulvet over, for arkene skulle i sikkerhed. Hun turde ikke risikere, at den nye smedefamilie lagde nye gulvplanker.
   Cessie støvede af og nøs. Var det dét der bræt? Nej, det - der grinede troldefjæset jo til hende.
   Men hvordan skulle hun nu få naglerne op? Harry havde banket dem i, så hovederne var helt flade.
   Det var nødvendigt med et redskab. En kniv måske eller en hammer med sådan en spalte, som kunne trække nagler ud? Hvorfor havde hun ikke tænkt på det?
   "Må vi komme ind nu?" råbte John, "du vil vel have madrassen med? Og den fine kommode hjemmefra?"
   "Et øjeblik."
   Cessies hjerte gik helt amok. Hvad nu? Om lidt tog han sikkert i døren og trådte ind.
   På skrømt flåede hun i et hjørne af brættet. Og var nær faldet bagover. Det gled opad, som om hun havde trykket på mekanismen til et nymodens skrin.
   Hun fik dog hold på det og stirrede ned i hulrummet. Der lå ikke to sammenrullede ark. Der lå tre.
   I det samme gik døren op.