"Giv mig brevet!" forlangte Freddy.
   "Du må ikke slå," sagde hun.
   "Giv mig det brev," gentog han.
   Hun tøvede.
   "Jeg slår dig ikke, " forsikrede han.
   Cessie smilede: "Kom nu med ind, så sætter jeg morgenmad frem. Der er vel brød i huset?"
   Han trak på skuldrene.
   "Godt. Du skal nok få brevet, men lad os gå ind."

Hun fandt et kvart brød og en rest syltetøj. Hun fandt også nogle tebreve og pøste den sidste spand vand i gryden. Freddy havde smidt harerne på bordet og nu satte han bue og pilekogger fra sig.
   Med et mut udtryk satte han sig til bords.
   "Jeg kunne ikke sove," oplyste han. Måske bare for at sige noget.
   Han skar ikke af brødet, men lukkede øjnene og nikkede med hovedet.
   Cessie skar en skive og kom syltetøj på, før hun viftede den foran ham. "Du kan sove, når du har spist og vi har snakket sammen."
   Han slog øjnene op, skulede tvært og tog den mad, hun rakte ham.
   Så fandt hun brevet frem, rullede det ud og rakte ham det.
   "Det er et kort," konstaterede han.
   "Læs det," opfordrede hun.
   "Kæreste ven," "læste" Freddy, "Du skal ikke finde dig i hende smedekonen."
   Hun var ikke oplagt til hans drillerier. Åbenbart holdt han sig for god til at slå hende eller true, men han gad ikke tage hverken hende eller brevet alvorligt. Det var som om han havde forandret sig. Så flabet og pjattet plejede han ikke at være.
   Han gned sig i det ene øje og gabte, før han spurgte:
   "Hvad står der?"
   "Kan du ikke læse?" spruttede Cessie irriteret.
   Freddy rystede på hovedet.

Det dunkede i hans hoved. Så træt var han. Det havde været midt om natten, da han gik ud. Hans hoved havde svirret med tanker om drømmen, som han ikke forstod. Mon den var et varsel og havde den noget at gøre med Cessie? Han var blevet glad, da han så hende og trætheden havde fået ham til at glemme, at han var mistroisk, men Cessie snakkede om brevet fra Harry og så var han kommet til at sige for meget. Eller var han? Hun vidste måske godt at brevet var fra Harry? For det måtte det jo være. Han så på de røde kruseduller. Bogstaverne. De kunne godt ligne Harrys kragetæer. Sådan kaldte Allan dem. Allan var Harrys far.
   Det første bogstav var i hvert fald ikke et "H". Men man indledte da heller ikke et brev med sit navn. Hvad var det nu "Kære" begyndte med? Harry havde prøvet at lære ham det. Da de begge boede på Coutly-familiens store gård.
   "K" sagde han prøvende og træt...

"Der står..." begyndte Cessie og læste brevet op for ham.
   Han undertrykte en gaben og rakte ud efter brevet.
   "Hvad tror du, at der er, der hvor krydset er?" spurgte hun.
   En tegning?" foreslog han dumt.
   Hun trommede med fingrene mod bordpladen. Hun var ikke oplagt til hans søvnige pjat.
   "Jeg skal hjem igen - i dag," oplyste hun surt.
   "Ja, for du har jo ikke Keith og Julie med." Han kendte også metoden med at skifte emne.
   "Det er vel meningen, du skal gå derhen - altså i virkeligheden. Og så finde noget."
   Freddy så på hende, trak på skuldrene og mumlede: "Det er det vel. Giv mig brevet, så gemmer jeg det."
   "Du går vel også der hen?"
   "Ja, når jeg har fodret og sovet lidt."
   Pokkers at hun var nødt til at gå hjem. Hun ville hellere følge med drengen og se, hvad det gik ud på. Eller også var det kun hendes eventyrlystne indre trold, der ville det.
   "Jeg har fodret," sagde hun, "så du kan bare lægge dig til at sove. Så snart du har fortalt mig, hvem brevet er fra."
   "Duedalens kronprins. Det siger du jo, at der står."
   "Ja men, hvordan kunne han komme ind i huset?"
   Freddy trak igen på skuldrene, betragtede hende og holdt hånden for munden. Bare et øjeblik. Var det for at skjule et grin?
   Opgivende nævnte hun en anden sag, der også undrede hende:
   "Skulle Dannys bror og konen ikke komme?"
   Jo, de kommer nok snart. Hvis ikke der er noget galt. Men så sender de vel besked."
   "Jeg skal nok finde ud af, hvem det brev er fra," erklærede hun.
   Han så på hende og anstrengte sig vist for at være vågen.
   "Jeg dur åbenbart ikke til at være truende - og heller ikke til at være sjov."
   "Det var da sjovt, da du talte for kragen."
   Nu faldt hun igen ud af rollen som forhører. Det duede HUN ikke til. Og som han sad der overfor hende, gik det op for hende, at hun ikke troede på, at han var ond. Hvis han havde noget med Djævlene at gøre, så havde nogen sikkert lokket ham. Og denne "nogen" var nok hans storebror.
   Havde de djævle noget at gøre med Duedalen? Det havde hun straks antaget. Noget hun havde hørt, var vel løbet igennem hende, men nu huskede hun ikke, af hvem hun havde hørt det.

"Jeg ved ikke, hvad der er med dig, Freddy, men jeg skal tilbage til mine børn nu. Jeg kommer igen en anden gang. Tag bare brevet og gem det. Du kan også gemme de andre breve. Jeg....."
   "Måske brænder jeg dem."
   Han så træt på hende.
   Pludselig følte hun sig led ved det hele. Eller det meste. Hun kunne godt lide at sidde her sammen med Freddy, men der skulle ikke være al den usikkerhed mellem dem. For en gangs skyld virkede han sårbar og hun ville have ham over i alkoven, så hun kunne sidde ved ham til han faldt i søvn. Han så ud som om andet og mere end søvnmangel nagede ham.
   "Det skulle du måske gøre," sagde hun, "og gid der ikke var så meget angst og sladder i verden."
   Han så en anelse mere vågen ud og ventede vist på en fortsættelse.
   "Hvad er der egentlig med den cirkel?"
   Hun forventede ikke et svar, men det kom.
   "Det vil han nok ikke ud med!" lød en myndig kvindestemme.
   Cessie var nær lettet mindst en alen fra stolen, så forskrækket blev hun. Men hun betvang sig og rejste sig i stedet. Da hun vendte sig, fik hun øje på en taterkvinde, som hun havde set før.
   Cessie var opdraget til at være høflig, så hun strakte en hånd frem og fik sagt: "Goddag." Og inden konen nåede at præsentere sig, blev hun klar over hendes identitet.
   "Joe kommer ikke og jeg må hjem igen," sagde Clorita.
   Tavsheden føltes tung og Cessie anede ikke, hvad hun skulle sige. Jo, hun burde selvfølgelig spørge, hvad der var sket, men hun kunne ligesom ikke forme ordene på den rigtige måde.
   "Hvad er der sket?" spurgte Freddy for hende. Enten det nu var morgenmaden eller forskrækkelsen, så lød han helt vågen nu.
   "Sket?" hvæsede Clorita, "ikke andet end at dine venner har slået ham halvt ihjel. Det var ikke nok, at du huggede hånden af min dreng, vel? Du skal komme til at betale!"
   Cessie og Freddy gispede på akkurat samme tid, som i et fælles, forvirret åndedrag.
   Clorita stod med hænderne plantet på sine brede hofter. Med de vibrerende næsebor, mørke bryn og vrede gab, lignede hun en drage. Og hvad var det dog dragen havde spyet af sig?
   Måske lignede hun selv en drage, da hun stirrede på Freddy. Hans mund stod åben og han rykkede sig tilbage på bænken, som om han ville klistre sig fast til væggen eller krybe ind i den.
   Vreden kom fra hendes nervøst vippende storetå. Hun havde ikke tid til det her. Hun skulle hjem til ungerne. Og nu var de jo lige blevet enige om, at det hele var noget møg, som de ikke ville deltage i. I hvert fald, var hun blevet enig med sig selv om det. Og så kom den fede drage brusende.
   Nej, stop! Formanede hun sig selv. Tankerne var for barnlige, men nu kunne det altså snart være nok.
   "Kan jeg så få at vide, hvad det her går ud på?!" krævede hun, "Sæt dig ned, Clorita - og lad mig få ordentlig besked."
   Et betuttet skær listede sig over den vrede taterdrages ansigt. Hun rystede sig lidt og satte sig tamt ned - så langt væk fra Freddy, som det lod sig gøre. Han skævede til konen.
   "Vi er nogle, der vil frelse verden," begyndte Clorita, "fra tyranni, sult og dumhed. Djævlene siger, at de også vil det, men det er kun nogle af dem, der virkelig vil det. De andre er i ledtog med de Onde - de der førhen var underjordiske, men som bæstet der har sluppet fri." Hun pegede på Freddy med en tyk, hævet pegefinger.
   Begyndte hun nu også med det vrøvl? Hvordan fandt folk dog på alle de åndsforladte skrøner? Fortalte de dem mon til hinanden?
   Inden Cessie fandt på noget at sige, kværnede Clorita videre:
   "Hans mor påstod, at han var den Udvalgte. Jo tak - men ikke af nogen gud. Derimod af Den Onde selv. Han må stoppes. Det hele må stoppes, så vi kan tilkalde vor Frue - den ægte Gud, som herskede i tidernes morgen. De dræbte den Vise, men vi har en ny."
   "Godt for jer," mumlede Cessie, så lavt at Clorita ikke hørte det, men Freddy sendte hende et forundret øjekast.
   "Fortæl hende om cirklen!" hvæsede Clorita til ham.
   "Det er en magisk cirkel. Når den Ondes udvalgte står i den og Kajtans Udvalgte - altså Den Vise - står overfor, vil der åbne sig en portal og kajtansøstrenes gudinde vil komme ned og hjælpe med at frelse hele verden."
   Freddy sagde det, som om det var en remse, han havde lært udenad. Så tilføjede han: "Det er dig, der skal være Den Vise og du kan måske gætte, hvem der så er udvalgt af de onde?"
   Det sidste sagde han meget hurtigt og sendte hende et forsigtigt og skævt lille smil.
   "Det er ikke morsomt," snerrede Clorita.
   "Det synes jeg heller ikke," bemærkede Freddy stille.
   "Du skal komme til at stå i den cirkel og så vil du ikke grine."
   "Sikkert ikke - men kan jeg ikke godt sove først?"
   Det var da vist rablet for konen og hvad var der med Freddy? Han kendte åbenbart Cloritas historie? Nå ja, hun kom jo her i hytten og havde vel snakket. De holdt måske møder...
   Cessie bed sig hårdt i underlæben. Var Sita så også en af de der Kajtansøstre? Dyrkede de en eller anden vanvittig religion? Den som Freddys Bedste var blevet "omvendt" til? Og hvis de gjorde, havde de så noget med Djævlene at gøre?
   Hun var dødtræt af dether og ville have helt klar besked.
   "Dyrker I en eller anden religion og holder I med nogle af djævlene?" spurgte hun lige ud.
   Clorita så pludselig på hende, som om hun først nu rigtigt bemærkede hende. Et gisp krøb over hendes læber og hun udbrød: "Har Sita ikke fortalt dig noget som helst?"
   "Ikke om det her," udbrød Cessie og føjede forklarende til: "Måske fordi jeg fødte Julie og hun var så svag i det."
   Clorita så ned i sit skød. Pludselig virkede den frembrusende madamme usikker. Om et øjeblik ville hun måske ligefrem prøve at bortforklare, hvad hun lige havde sagt?
   "Nå, men nu kan du jo tænke lidt over det," mumlede hun tamt.
   "Over hvad? Så fortæl mig da, hvad det her går ud på. Jeg er altså udvalgt, men du kan da ikke tro, jeg holder med hekse og djævle?"
   "Kalder du mig en heks? Er det hvad den lille horeunge der har sat i dig?"
   "Nej, han fortæller mig ikke noget."
   "Det kan han også lige vove på."
   Taterdragen sendte drengen et skummelt blik.
   "Hvorfor bliver du ved at hakke på mig?" spurgte Freddy den sure kone, "jeg er jo farlig og jeg kan gøre dig fortræd."
   "Det vover du ikke."
   Cloritas stemme dirrede. Var den tanke da slet ikke faldet hende ind?
   "Hvis du er træt, kan du få en enkelt kop te og en bid brød," tilbød Cessie. Hendes stemme dirrede også. Det var af undertrykt vrede og forvirring. Hun ville snakke med Freddy, når han havde sovet og hun havde været hjemme. Clorita ønskede hun langt væk.
   "En tår vand kan gøre det. Jeg må hjem til min stakkels mand."
   "Kryb du over i alkoven og få lidt søvn." Til sin egen overraskelse, kommanderede hun snarere end at komme med det som et forslag.
   "Når hun er gået," mumlede Freddy føjeligt.

Clorita tømte det krus, Cessie rakte hende. Derefter rejste hun sig og bruste fornærmet ud gennem døren,
   "Har du virkelig hugget hånden af hendes søn?" røg det ud af Cessie.
   Freddy nikkede.
   "Jeg kommer igen i morgen, Så fortæller du mig om det," sagde hun.
   "Måske," svarede han.