Martin fik ikke meget søvn den nat. Dels havde han ikke fundet Ralph, dels havde det taget sin tid at forsone de unge og da Martin endelig fandt tilbage til sit leje, havde han tænkt på Cessie. Det føltes godt, at han havde talt brushovedet Willy til fornuft, men nu trængte han til at få talt ud med Cessie. Han måtte slippe væk, men hvordan? Mon Ralph kom igen og havde en flugtplan klar?
   Om morgenen var han stadig ikke dukket op. Så det var jo klart, at han aldeles ikke bare havde været ude for at lade vandet.
   Vagterne i smedjen spurgte ikke efter ham. Det var en varm dag. Fluerne svirrede og Martin havde det som om en gruppe af dem havde invaderet hans hjerne. I en drikkepause grinede Ugilt som en gammel, flækket træsko: "Nå, så er der vand, brød og hvin til Ralphie-drengen."
   "Hvorfor?" kom Martin til at spørge. Han skulle have vidst de bare ville grine. Og stille ubehagelige spørgsmål, fordi de jo delte rum. Træt tørrede han sved af panden og bedyrede, som sandt var, at så vidt han vidste, skulle Ralph bare ud at tisse.
   Dagen sneglede sig af sted. Martin prøvede at arbejde i nogenlunde fart, for ikke at irritere vagterne for meget. Men tankerne svirrede om kap med flueflokken og horderne af andre irriterende insekter. Mon Willy havde sagt til nogen, at Niku havde reddet hans kæreste fra voldtægt? Mon Niku havde sagt overfaldet havde fundet sted? Mon Cessie havde det godt? Mon Ralph blev pint? Mon nogle ville forhøre ham - Martin? Mon..? En tanke dunkede hele tiden bag de andre: der sker noget.
   Og det gjorde der. Hen mod aften, dukkede Harry op.
   Harry, ja - hans tidligere lærling. Pludselig stod han i smedjen i sit fine tøj og sagde: "Nå, mester - i aften kan du komme til at snakke med min far."
   Og alting krympede sig i Martin. For Harrys far var Duedalens frygtede konge.

Den såkaldte Kong Atkar den anden hed i virkeligheden Coutly til efternavn. Martin havde vist det længe nu, men i starten havde djævlenes snak forvirret ham.
   Hastigt løb onde billeder fra hans sidste aften derhjemme igennem Martin; den blege forstenede lærling, som en djævel titulerede Kronprins Harry - og opfordrede til at deltage i morskaben. Martin havde troet det var en ond spøg og Harry var blevet ligbleg.
   Billederne flimrede for Gud måtte vide hvilken gang og før han fik taget sig i det, havde han sendt ungersvenden et blik så bistert, at han krympede sig. Martin kunne ikke dy sig for at forfølge den pludselige følelse af overlegenhed. "Det var også på tide," brummede han.
   "Øhm," mumlede Harry og rankede sig, genvandt sit overlegne udseende og sagde: "Når du har spist kommer du med mig. Så går vi op på slottet. "
   Han hilste kort farvel til Martin og de andre i smedjen.
   "sikke en hanekylling," gryntede Ugilt, "hvad har du nu rodet dig ud i, smed?"

Det blev omsider aften og Martins hjerne syslede stadig med at finde et svar på Ugilts spørgsmål. En halv snes djævle dovnede langs de mosgroede bjælkevægge. At de ikke var fanger, fremgik af deres våben og af at de ikke stilede mod de primitive borde.
   Aftensmaden blev serveret samlet under et halvtag mellem familiehuset, kvindehuset og mændenes hus. De tre såkaldte langhuse lå så de dannede noget, der mindede om en stor trelænget gård og der blev hver aften stillet mad ud på lange borde.
   Den aften stod der to gryder med suppe og kurve med brød.
   Maden var en af de ting, der havde overrasket Martin; den var som regel god og sjældent uspiselig.
   "Kongen ønsker stærke slaver," havde Ralph brummet som forklaring, engang Martin undrede sig over ordningen.

Nu var Ralph her ikke og Martins stod i kø for at fylde deres fælles skål med suppe. Duften af urter og hønsekød fik hans næsebor til at vibrere og drev savlet frem mellem tunge og tænder. Mon Ralph også fik mad? Eller var han forvandlet til en blodig, klynkende krop?
   Og vidste Emily noget?
   Han kunne ikke se hende, men fik øje på det fruentimmer, der delte aflukke med hans lillesøster.
   Hun hed Anita og var en af dem, der havde snakket om dæmonen, som havde hævet forbandelsen over kong Atkar.
   Hun gik i en sort, vid kjole, der lignede en kutte. Sammen med den hvide kyse og korset, der hang mod brystet i en svær kæde, fik det hende til at ligne en nonne, men hun ville ikke kaldes søster Anita. Underligt at hun fik lov at gå med det kristne symbol så tydeligt, for det brød djævlene sig ellers ikke om. Han hilste på hende og hun besvarede hilsenen med et afmålt nik. Hun stod bagerst i køen, så han stillede sig bag hende.
   "Ved du, at Ralph er sat i en celle?" Martin spurgte lavmælt og hun svarede ikke. Men ligesom han ville vove at gentage det højere, hviskede hun; "ja!"
   "Ved du hvorfor?"
   Anita pillede nervøst ved korset. Martin skottede mod djævlene, der stadig stod tæt ved væggene.
   "Han gik ud til duerne."
   "Duerne?"
   En mand i køen vendte sig og gloede nysgerrigt på dem. Da Martin knyttede næven, lod han dog straks som om, sagen ikke interesserede ham.
   "Ja, duerne - men andre gik også der ud. Allan venter brev. Hans lakajer opdagede Ralph."
   "Allan?"
   "Hans majestæt -" Anita rykkede sig tæt på ham. En støvet lugt svævede fra hendes dragt til Martins næsebor, mens hun hviskede - den alvorligt vanvittige og besatte kong Atkar."
   "Jamen jeg…" Det lød som en brølen og Martin dæmpede sig straks. En anelse rød i kinderne hviskede han: "…jeg troede da at kongen var blevet befriet for sin forbandelse."
   "Åh jo og jeg skulle have vidst det. Han så noget så sød og uskyldig ud, gjorde han. Den lille, djævelske bastard. Han fordrejede hovedet på min Allan. Han var ikke som de andre, men jeg…"
   "Hvad tisker I to om?"
   En djævel stod foran dem med skrævende ben.
   "Ikke om dig, lille Louis. Ikke om dig."
   Anita kendte åbenbart navnet på den unge, lyshårede djævel foran dem. Der var noget klistret og fælt over hans træk - eller også var det bare noget han, Martin, syntes. Han hadede de ækle djævle.
   "Var din mund, din so," snerrede fyren, "Vil du lege dronning, må du hellere falde til føje og slynge dit henrettelsesredskab ad Underverdenen til."
   Først da Anita knugede sit kors og jamrede: "Ved Gud - bespot ikke korset," forstod Martin, hvad denne Louis-djævel mente med "henrettelsesredskab."
   Louis fjernede sig hovedrystende. Martin satte sig ved et bord og spiste, mens han så rundt, for ligesom at tænke på noget andet end det kommende møde med kongen.
   En dreng vred sig under grebet fra to større drenge. De to store var i sorte kjortler med dødningehoveder og kom altså fra træningshuset, hvor drenge lærte at blive djævelske. Hvad den lille havde gjort fremgik af den ene sortskjorteledes ord:
   "Du må lære, at man ikke spytter på heltegrave. Vær du glad for du er så lille, så du slipper med en røvfuld."

"Det var Tobby, der sagde jeg skulle," hylede den lille.
   "Ja, sagde den anden af djævlespirerne; han var omkring femten år, "Og han skal se tronsalen i aften."
   Martin så væk.
   Skrigene gjaldede, men det var snart overstået og blev til gråd, som eller anden - måske hans mor - dæmpede.
   Ud af øjenkrogen så Martin, en af de andre slyngler vinke af ham; det var Harry.
   Martin slubrede det sidste suppe i sig, før han gik over til unge Harry Coutly. Som han havde fået besked på. Gennem Martins hjerne føg det med grimme billeder af bødler med rædsomme og smertefremkaldende redskaber. Kvalmen bølgede frem og tilbage mellem mellemgulv og svælg.

Ordene "Se tronsalen," rungede i Martins hoved. Skulle han selv se tronsalen i aften og lide; piskes eller nives med gloende tænger eller… og var det fordi han havde forsonet de unge eller fordi Ralph havde været på gale veje? Der var vel ikke noget galt i det med Willy og hans kvinde? Men det var fandeme ikke til at vide, hvordan Djævlene tænkte.


* * *
   "NEJ!!"
   Skriget kom både fra Cessies indre og fra en strube over hende og alt vandet.
   Hun ville alligevel ikke vugges og glide væk fra virkeligheden. Hun sprællede. Næsen kom op over vandspejlet. Hun følte et ryk i nakken og en arm om skulderen. Akavet og lidt brutalt. Så flyttede hænderne sig. En hånd gled mod hende, en arm omkring hende,
   Hun spjættede igen. Strakte armene op. Knugede dem om hans nakke. Klyngede sig til ham. Anede ikke om han trådte vande eller svømmede, Anede ikke hvor lang tid, der gik, før de var på fast grund.
   Hun hostede, spyttede og rystede. Freddy var lysegrøn i ansigtet.
   "Søen er dyb lige på det sted," sagde han alvorligt, "det skulle jeg have sagt til dig. Få nu den våde kjole af. Og sjal og det. Det er en kølig aften. Du må svøbe et tæppe om dig. Jeg tænder et lille bål. Jeg har samlet brænde i skoven. Når du er varm, går vi hjem."
   Hendes tænder klaprede og hun så, at saddeltaskerne lå på bredden og at Klinky græssede lidt længere henne hvor der var en bræmme græs og blomster. Han fandt et tæppe, Hun måtte nå at få alt tøjet af, inden han kom med tæppet, men det var meget; mange hægter og lag.
   Han nåede tilbage, netop som hun sloges med hægterne på rygstykket.
   "Lad mig," foreslog han.
   Hun nikkede og rystede sig som en hund.
   "Hvem har slået dig?" udbrød Freddy harmdirrende.
   Arrene, tænkte Cessie, nu så han dem. Hun mærkede en finger mod sin ryg og skuttede sig. Stivnede og trak sig væk fra berøringen Han stillede sig foran hende og holdt et tæppe udbredt.
   "Skynd dig," opfordrede han og hun skyndte sig så meget hun kunne med sine rystende hænder. Så snuppede hun tæppet, skjulte sig i det og fik de inderste stykker tøj krænget af.
   Hun holdt tæppet tæt omkring sig. Freddy var ikke længere lysegrøn. Omkring læberne var han lidt lyseblå, men ellers var hans normale kulør vendt tilbage - lysebrun og sund. Det dryppede fra hans tøj. "Undskyld," sagde han.
   "For at du jagtede mig, så jeg nær var druknet eller for at du…at du…"
   Hun gik i stå. Der var vel ikke noget galt i, at han havde rørt hende. Hvorfor stod hun så og hidsede sig op over det? Det havde da været rart.
   "Mest fordi du var ved at drukne," svarede han. Og hverken grinede eller smilede skævt.
   "Tag så den skjorte af," opfordrede hun.
   Uden et ord krængede han den op over hovedet og vred den. Så skottede han til hende, mens han pillede ved den snor, der holdt de slidte bukser oppe.
   "Du kan vel tage noget om dig," hvæsede hun.
   "Der er ikke flere tæpper."
   "Så tænd et bål," foreslog hun og fortrød sin hvæsen. Hvad var det, hun stod og bildte sig ind, at han tænkte på? Et hurtigt blik længere nede end buksesnoren forsikrede hende om, at tanken i hvert fald ikke var enormt påtrængende. Skulle hun foreslå, at de delte tæppet?
   Freddy gik hen og rodede i saddeltasken, der lå på bredden. Han havde faktisk et fyrtøj med og viftede triumferende med det.
   "Hjælper du med at samle brænde og kvas?" spurgte han.
   Hun rystede på hovedet; turde ikke slippe sit tag i tæppet.
   "Har du det godt nu?" spurgte han og hun trak på skuldrene. Hun kunne stadig smage det beske søvand og følte sig en smule svimmel.
   Hun satte sig og så på at han gik omkring. Han fik samlet nogle pinde, stablede dem op i en lille fordybning og dryssede kvas over. Inden han tændte det lod han fire fisk dingle foran hende. De var ikke så store. Han holdt dem i halerne og sagde: "Jeg fik de her små ørreder. Mens du tørrer kan jeg fange flere."


* * *
   Langhusene lå i et "udhug". Sådan tænkte Martin på det, for det var som om de lå halvvejs presset ind i en kløft af klippeblokke, med en vis afstand til de mange små gårde og bag gårdene skimtedes nogle hytter. Solen nåede sagtens derned, men alligevel virkede det som et signal til fangerne om at de skulle gemmes lidt af vejen.
   Dalen strakte sig over et temmelig stort område, større end Lillerup og Bakkeby, men ikke så stort som Kløverby Så snart han og Harry gik ud fra dette indhug, sås slottet. Første gang han så det, havde synet overvældet ham - selv i det dystre humør, han var i - for det knejste prægtigt i to etager og med fire tårne
   Martin havde sin forestilling om at skulle vises ind i en tronsal og spurgte forsigtigt sin unge ledsager:
   "Sidder din far - øh - kongen i sin tronstol, når jeg møder ham og skal jeg knæle?"
   "Han vil møde dig på sit skrivekammer, men jeg kan da godt nå at vise dig tronsalen."

Efter en tur gennem en lang, bred gang med mønstret stengulv, højt til loftet og malerier på væggene, trykkede Harry på et forgyldt dørhåndtag og åbnede den ene del af en bred dobbeltdør. Næsten lydløst gled den op og Martin gispede. Tronsalen var gigantisk og fra de mange flerfarvede ruder strømmede kulørte stråler af lys ind over rummet. Martins blik fløj hastigt hen over rækker af langborde med bænke, klistrede sig til nogle stolper med lænker og et stativ med instrumenter, hvis anvendelse næppe var behagelig for dem, de blev brugt mod.
   Han rystede sig, løsrev blikket og så mod de tre fornemme stole, der stod i nærheden af endevæggen. Foran dem var et stort rødt tæppe med gyldne borter, bredt ud.
   Bag dem stod en mand med en mejsel i den ene hånd. Han stod ganske stille, men da hans blik mødte Martins nikkede han som hilsen. Ved siden af manden, stod der en klippeblok eller sådan noget. Den var blågrå og virkede glat og kølig, Det øverste stykke lignede et groft hoved.
   "Hvordan går det med statuen, Angus?"
   "Jo," svarede manden, som jo selvfølgelig var billedhugger, " nu dukker hovedet da frem, men så gælder det alle detaljerne. Allan bliver jo skuffet hvis det ikke ligner."
   "Det skal det nok komme til. Far var da tilfreds med den anden du lavede. Den står så flot ude på gravpladsen."
   Billedhuggeren Angus smilede og virkede lidt sky. Det var en spinkel mand, omkring de tres - gættede Martin på - med skaldet isse og hvidgul hestehale daskende forud og ned af sin fornemt broderede kjortel. Han skævede til et groft stykke stof på en ramme af træ. Martin trådte nærmere og så at der var et maleri derpå. Det forestillede en dreng, der sad på en sten - en dreng med sorte krøller og et forsigtigt, lidt skævt smil. Han var klædt som en bondedreng, men havde fine træk. Det lignede virkelig et menneske og måtte være malet af en meget dygtig kunster. Var det mon billedhuggeren eller en anden?
   "Ja, jeg har jo mødt knægten," sagde Angus. Hans stemme var blød og han udtalte ordene næsten som de fine gjorde: "men det er jo nogle år siden. Godt kongen er så god til at beskrive - ja, han holder jo så meget af den dreng. Han er helt forgabt i ham."