Salfer landede i et blommetræ. Han baskede med vingerne og så sig omkring med plirrende øjne.
   På jorden under ham, nippede en flok duer brødkrummer i sig. Han kurrede og fik svar.

"Salfer er tilbage," sagde en ung, brun kvinde, der stod med en sivkurv over armen.
   Manden, der stod nogle få skridt fra hende, så sig omkring og fik øje på duen.
   "Du har ret, min elskede," udbrød han. Selvom han havde kendt hende nogle år nu, kunne han stadig ind i mellem undre sig over hendes skarpe hørelse. Eller skarpe tankegang? Hun var synsk, men kun en gang i mellem. Til daglig fik hun ikke syner, men brugte sine sanser; når duerne kurrede ekstra meget, måtte det jo være fordi, der var sket noget og når de kurrede som nu, var det en af flokken, som var vendt tilbage.
   Hans kvinde var bare fantastisk. Så klog og så smuk. Det lange, mørke hår nåede næsten ned til enden og han vidste, at det var blødt som silke.
   Da han gik helt hen til hende og lagde en arm om hendes liv, lettede duerne.
   "Du skræmte dem," sagde hun, med en snert af bebrejdelse i stemmen.
   "Undskyld," hviskede han i hendes øre.
   Hun smilede og begyndte at kurre som en due. Det var for at lokke Salfer til, men han havde travlt med at pille en due med sølvstriber og hun pillede ivrigt igen. Hans elskede fik vist svært ved at skille de to.
   "Kan du se, hvad farve røret har?" spurgte hun, da hendes kurren ikke nyttede. Han så op, rystede på hovedet og kom i det samme i tanke om, at hun jo ikke kunne se at han gjorde det.
   "Nej," sagde han, "fuglen gemmer sig mellem bladene."
   "Gider du kravle op og se efter?" bad hun og lagde hovedet en anelse på skrå. Hun så ikke på ham, for hun var jo blind, men udtrykket i hendes smukke ansigt, var ikke til at tage fejl af. Hvis han ikke kravlede op i træet, ville hun surmule. Selvom hun var 18 år, kunne hun sommetider opføre sig barnligt.
   "Alt for dig," svarede han muntert og fik et tindrende smil som tak.
   Han målte træet med øjnene; stammen var tyk og de første grene sad ret højt oppe. Kunne han klatre op mod fuglene? Han så tænksomt fra den svære stamme til kloen, der sad, hvor han en gang havde haft en hånd. Måske kunne kloen bore sig ind i stammen, så det blev lettere? Måske kunne den for en gangs skyld være til nytte?
   Beslutsomt gik han frem til træet. Og i det samme havde Salfer fået nok af sit kæresteri. Den flaksede ned og landede på kvindens skulder.
   Sebastian sukkede lettet.
   "Det er den gule," kunne han så fortælle.
   "Så er smedekonen ude i hytten."
   Raja - hans elskede kvinde - lød overrasket.
   "Det er hun vist tit," bemærkede Sebastian.
   "Men nu er hun flyttet ind," oplyste Raja, "så nu kan vi lettere møde hende og få hende til at forstå, at hun har en vigtig opgave."
   "Er du sikker på ham din fætter ikke har en overraskelse, når I kommer? Han synes jo nok ikke, jeres planer er særlig sjove? Måske passer det slet ikke, at den kone er der?"
   Raja rynkede brynene og så tænksom ud. "Det kan vi jo finde ud af. Jeg sender besked til to af de andre og så kan du sende besked til dine gule kammerater. Det er godt, de ved besked, hvis Freddy vil ødelægge det hele."
   "Men I er jo vokset op sammen," udbrød Sebastian, "og da vi besøgte dem i sommer, lod I da til at holde af hinanden. Hvorfor vil du så være med til at gøre ham fortræd?"
   "Han huggede hånden af dig," svarede Raja heftigt, "og jeg sagde jo til dig, jeg kun tog med til hans mors fest, fordi HUN gerne ville have det. Altså hans mor. Han er udvalgt af de onde og du prøvede jo på at slå ham ihjel."
   "Joeh," mumlede Sebastian. Han brød sig ikke om at tænke på kampene sidste sommer, hvor hans mor, farmor og de andre Kajtansøstre havde villet finde ud af, om han eller Rajas fætter, var udvalgt af en gud. Det var ham - Sebastian - der var det, men Freddy var de underjordiskes udvalgte.
   Det virkede mest som en fjern drøm og de havde det jo godt, her i deres hytte ved elven. Sammen med børnene; Rajas datter Sara - og hans søn Beppo. Han havde ikke lyst til flere blodige og mærkværdige eventyr.
   Det var også underligt, at Raja havde virket som om hun var glad for sin fætter, både til den der fest - og da han kom her: et øjeblik havde hun lignet en der genså en elsket person. Impulsivt havde hun havde omfavnet ham - med varme, der måtte være ægte - men nu var hun åbenbart klar til at gøre ham fortræd.
   Eller var hun nu det? Hendes ene øje var næsten skjult bag sort hår. Tavst strøg han det til side og så ind i den matte pupil. Gid han kunne læse hendes tanker og forstå hende. Men hun var ubegribelig og det måtte han vel bare finde sig i?
   Han skulle nok sende besked. Hvis dette her skulle ende godt, måtte der hjælp til fra de gule djævle - de, der holdt med dem…
   Sebastian stak sin eneste hånd ned i bukselommen. Han havde forberedt det her. Der lå brevet, skrevet på tyndt pergament, indkøbt i dyre domme i klosteret. Der stod nogle få ord, men Ralph ville forstå dem.
   Sebastian strøg Salfers fjer og fik proppen af det lille rør. Han måtte rulle brevet en ekstra gang, før det kunne være der, men så sad det fint og han lukkede røret.

"Der kommer nogen," råbte Keith.
   Cessie så op fra de rødbeder, hun var ved at tynde ud i.
   Hendes blik strejfede Julies lille fine ansigt i kurven. Den var en stor firkantet kurv, med ben og to hjul, så den var hævet over jorden. Freddy var kommet i tanke om, at den stod i kælderen under stalden og havde slæbt den frem. Den var alle tiders. Der hang et fint ned for, så det var nærmest en transportabel vugge. Hjulene var lidt klodsede, så Julie skulle tages op, før tingesten blev skubbet rundt, men til gengæld stod hjulene solidt ned i den bløde jord.
   "Mors fætter Jacob har lavet den," havde Freddy fortalt.

Hvem kom og forstyrrede? Sean?
   Årh, hun havde jord over det hele, for hun havde ligget på knæ. Jorden var for fugtig til at hyppejernet gjorde gavn. I hvert fald var det nemmere med hænderne.
   Hun børstede sig lidt, selvom hun vidste det kun blev værre og så i den retning Keiths ivrige finger pegede.
   To kvinder og et barn kom imod dem. Kvinderne så forbavsede på hende. Barnet gemte sig bag den ældstes ryg og tittede frem mod Keith.
   "Goddag," hilste den yngste kvinde med nedslået blik, men fremstrakt hånd.
   "Er knægten stukket af?" spurgte den ældste hvast.
   Var det tater-dragen, der havde sendt dem?
   "Hvis du mener Freddy, så er han ved at "vande" dyrene," oplyste hun og anbragte hænderne på sine hofter. Øv, nu stod hun som taterdragen havde gjort. Hurtigt gav hun i stedet hånd til begge kvinder.
   "Jeg er her for at hjælpe lidt til," sagde hun
   "Jow." Den ældste kvinde betragtede hende. Så gik der vist en prås gik op for hende: "Så er du vel smedekonen? Så har vi da set hverandre. Ja, vi er jo Sitas naboer. Min mand og to af mine børn drager rundt til markeder sammen med Sitas familie."
   "Har I set en hvid kattekilling?" spurgte den yngste kvinde, "vi mente da at udhusdøren var lukket, men der mangler en killing. De er - æh - temmelig store. Hvis de ikke gik så klumpet, kunne man tro de var voksne huskatte."
   "Har Zantra virkelig killinger?" for det ud af Cessie. Hun havde intet set til den store - måske magiske - kat, siden dens opdukken i kroens gamle svinesti.
   Kvinderne nikkede i takt.
   "Daw, Serafina og Petruska" lød det bag dem og dér dukkede Freddy op. Kvinderne for sammen og vendte sig.
   "Goddag," hilste de i kor, begge ret tvært.
   "Har du set en af Zantras killinger?" forhørte den yngste.
   "Ikke i dag, Petruska," svarede Freddy, "er den løbet væk?"
   "Ja - og der mangler også en due," sagde den ældste.
   "Sikke noget, Serafina. Og goddag, Ivan. Hyggeligt at se dig, lille kammerat."
   "Jeg må ikke gå herover, når din mor ikke er hjemme," sagde drengen, der var en lille spinkel fyr, omtrent på alder med Keith, måske lidt ældre.
   "Der også så langt for dine små ben."
   Mon de to kvinder var kajtanhekse? De kiggede så stjålent og så nyfigent på hende og de brød sig ikke om Freddy.
   "Nej, der er ej," mukkede Ivan, "men mor siger, du er farlig!"
   Petruska sendte sin søn et arrigt blik og han gemte sig helt ind bag sin bedstemors tætte ryg.
   Freddys øjne glippede og en trækning fik hans læber til at dirre. Men kun et øjeblik. Så smilede han skævt til Cessie, mens han trak på skuldrene.
   "Er du farlig?" dristede Ivan sig til at spørge.
   Freddy så på den spinkle, lille dreng. "Ikke i dag," svarede han, "jeg havde tænkt mig at bage pandekager til jer."
   "Vi skal ikke have nogle," hvæsede Serafina, "vi skal finde killingen og duen."
   "Duen er fløjet," oplyste Freddy, "men killingen finder I nok igen."
   "Jeg vil gerne have pandekager," sagde Ivan og skottede igen til Keith: "må jeg ikke blive. Så kan jeg lege med drengen?"
   Keith havde hele tiden holdt øje med drengen. Det kunne måske være godt, hvis børnene lærte hinanden at kende? Måske konerne så ville blive lidt venligere?
   "For min skyld må han gerne blive," sagde hun, "og Freddy bager gode pandekager."
   Kvinderne hviskede sammen. Så afgjorde Petruska: "Joeh, når du er her, så…"

De spiste pandekagerne udenfor og mens de bagefter sad i græsset og slappede lidt af, legede de to drenge med nogle grene og småsten. Pludselig kom Keith listende, med Ivan i hælene.
   "Moar," sagde Keith, "Er Freddy vel ikke min far? Er min far ikke også smed som onkel John siger?"
   Lidt forfjamsket svarede hun: "øhe jo."
   "Kommer han så snart og henter jer?" Blikket i lille Ivans store, sorte øjne var troskyldigt. Han smilede, så hun så han manglede en mælketand og så stirrede han forlegent ned i græsset, hvor hans ene bare fod, trådte over den anden.
   "Det ved jeg ikke," svarede Cessie, som sandt var og smilede til Ivan, for han behøvede jo ikke være bange for hende.
   "Jeg savner sådan min far," betroede Ivan hende, "men han er til marked og han har Zantra med - og også bedstefar og Zonja.
   "Hvor er min far?" spurgte Keith.
   "Et sted i bjergene," sagde Freddy, "savner du ham?"
   "Det ved jeg ikke," sagde Keith og vendte sig mod sin nye legekammerat: "Hør selv, at jeg har en anden far end Freddy. Giv mig så den sten, som ligner en ko."
   Drengene gav sig til at lege videre.
   "Hvorfor sagde du, at Martin er i bjergene?" spurgte Cessie.
   "Det har jeg hørt, at han er," svarede Freddy, "savner DU ham?"
   "Det ved jeg ikke."
   Det var altså meget muligt, at Martin var i live og det var jo godt, men hvad ville han mon mene om at hun sad her, sammen med Freddy?

Det rungede for Martins ører. Han lod hammeren hænge i luften. Bare et øjeblik. Den føltes tung og med sin frie hånd tørrede han sved af panden.
   Husets ene mur var kun bygget halvt op og solen bagte i dag. Det fik varmen fra essen til at føles ulidelig, men han turde ikke sænke hammeren og ikke bede om mere vand.
   Der sprang gnister fra hammeren ved siden af. Ralph slog løs på det gloende jern, med rolige, næsten muntre bevægelser. Manden var overbevidst om, at han snart ville slippe for at være fange. Han kendte en vej væk og ventede bare på en besked.
   De smedede lænker. Korte og lange lænker til håndjern og fodjern. Og halslænker.
   Det var ikke svært, men det var modbydeligt at tænke på, hvad de skulle anvendes til.
   Eller måske snarere: til hvem. Han vidste, at Ralph forestillede sig, det var til de røde djævle og derfor nød arbejdet.
   "Kom nu videre, Martin!" galpede en stemme bag ham. Han behøvede ikke vende sig for at vide, det var Ugilt. Uden et ord gav han sig til at arbejde videre. Når lænken var færdig, var der vand igen. Opsynsmændene var trods alt ikke dummere, end de forstod, at besvimede smede ikke kunne arbejde.
   Martin sneg sig til at tørre sig over panden en gang til, før han prøvede at falde ind i Ralphs hammer-takt.
   De delte et aflukke i mændenes langhus - der hvor de ugifte mandlige fanger boede. De havde hvert sit leje med halm og en kasse hver med nogle få ejendele. Aflukket var afskærmet mod "naboerne" med tæpper hængt op på en snor, så meget privatliv var der ikke.
   Ralph var en lille, bred mand. Lidt ældre end Martin og arret efter kopper. Den aften, Martin blev kylet derind første gang, havde Ralph givet ham en tår brændevin og hjulpet ham af støvlerne, der klistrede, fordi hans fødder var svulmet op.
   Ralphs tøj havde skinnet gult i det svage lys fra faklerne udenfor.
   Ralph gik altid i gult tøj. Selv her i smedien.
   Flere af de andre fanger gik også i gult tøj. Sågar enkelte, der ikke lod til at være fanger, for de færdedes frit i dalen og boede i hytter eller på små gårde. Andre fanger og beboerne i dalen, der var djævle samt deres koner og afkom, gik i almindeligt tøj. Det røde og sorte tog de kun på ved særlige lejligheder, som f.eks togter i omverdenen.
   Martin havde været flere uger om at spørge, hvad der var grunden til det med det gule tøj.
   Svaret havde overrasket ham. Ganske kort, men med et bistert udtryk, havde Ralph sagt: "Vi er Duedalens rette herskere."
   Resten af forklaringen havde Martin selv stykket sammen, ved at holde øjne og ører åbne:

Nogle år tidligere havde "de gule djævle" taget magten i Duedalen. Kongen var fraværende og en stor del af hans trofaste tilhængere boede i landene omkring dalen - og skjulte deres djævle- identitet. Derfor kunne de forholdsvis let tage magten, indsætte en konge og smide de uenige i celler og fangehuse.
   Men sidste sommer var De røde Djævles konge - kong Atkar den anden - så vendt tilbage med en del af sine tilhængere og havde erobret magten tilbage. Nogle gule var faldet i kamp, nogle sad i fangehuller, andre skiftede kulør og atter andre, fik så nogenlunde fred, mod at arbejde for de nye magthavere - blot måtte de og deres familier gå i gult tøj, ikke blot med noget gult - f.eks skærf eller hattebånd - som de ellers havde brugt.
   Ralph havde været officer i den gule "hær" men var uddannet som smed og havde været med til at bygge den lille smedje, de nu stod i.
   Ralph var en god ven at have.
   Når han fik sit tegn, ville Martin følge med ham, væk fra Duedalen.
   Emily skulle selvfølgelig også med. Ralph havde snakket om at gifte sig med hende, selvom hun ventede barn med et af udyrene.
   Når de så var sluppet ud, ville han finde Cessie.
   Og finde ud af, om de sære rygter, han havde hørt her i Duedalen havde noget på sig; at Cessie var i ledtog med nogle hekse og havde noget at gøre med en modbydelig person, der havde solgt sin sjæl til de Underjordiskes hersker og dermed frelst kong Atkar fra en forbandelse.
   En masse mærkelige, usammenhængende historier, men hvis der var det mindste sandhed i dem, så var der nogle, der skulle få betalt.