Jeg må finde min vej -
   Vil du følges med mig?
   Åhe ja, kom nu med -
   Lad os drage af sted,"
   sang Cessie på vej hjem fra naboerne. Nå ja, sang og sang? Folk havde det med at holde sig for ørerne, når hun brød ud i sang, så efterhånden gjorde hun det kun, når hun var alene. Som nu. Ordene fandt hun selv på og følte, at der var mening i dem. Hun trængte til at bearbejde de mange tanker, som mødet i dag havde sat til at formere og forgrene sig, så hun kunne få dem samlet og sammensmeltet med følelser og tidligere tanker. Heldigvis havde hun taget papir, blæk og penne med der over og havde det meste og vigtigste af samtalerne og fortællingerne fra sammenkomsten. skrevet ned.
   Nu ville hun hjem og tale med Freddy, men måske burde hun lige klare sine tanker ved at gennemlæse, hvad der var gået for sig?
   Ja, det ville hun gøre. Hun så op mod himlen, der virkede lidt grå. Men de grå skyer nåede nok ikke at samle sig til en sort trussel, før hun fik læst i hvert fald noget af teksten og fik tænkt sig om. Var der noget hun havde glemt måtte hun gøre et lille notat. Blækkruset anbragte hun på en stub. Den var lidt ujævn i overfladen, men det gik an. Hun satte sig i det visne løv og tog de beskrevne ark op af forklædelommen.
   Hun var blevet inviteret af Serafina og så havde hun mødt en slank, rødhåret kvinde, der hed Varylis og gik i herretøj. Hun havde også mødt en blind, ung kvinde, der var kusine til Freddy - og så havde hun genset taterdragen Clorita.
   Kvinderne ville skabe en bedre verden og de mente, at hun - Cessie - skulle lede dem. Nå ja, det havde de jo snart sagt flere gange, men i dag havde de været så venlige og forstående. Selv da hun sagde, at det måske kunne undgås, at de pinte Freddy. De havde smilet eftertænksomt og forklaret. at det desværre nok var nødvendigt. Hun havde taget ham i forsvar og fortalt, at han var rar og at han passede de to små, mens hun var her ovre. Selvom han vidste, hvad de havde for.

Det var skam ellers ikke kedeligt, hvad de fortalte: Jorden, som de boede på, var slet ikke Jorden, men en planet, der hed Sakurius. Årstallet var slet ikke 1684, som enhver ellers vidste. Vorherre hed Jahve og var en vanvittig og ondskabsfuld, gammel mand, der surmulende var flyttet efter jordmenneskene, da deres planet eksploderede i et kæmpe brag, fordi menneskene havde lavet kanonkugler, der ikke behøvede kanoner og som kunne smadre alt.
   For femtusinde år siden, kort før Jord1 gik under, var nogle mennesker fløjet til Månen,. Som for resten heller ikke hed Månen, men Anarkat - og der havde de udryddet næsten alt liv, hvorefter de så erobrede Sakurius og kaldte den for Jord2 - hvilket med tiden blev til Jorden!
   Den der havde fundet på det sludder, havde en ret god fantasi. Hun var da helt misundelig.
   På Anarkat levede der feer, som var lidt højere end mennesker, havde vinger og kunne blive flere tusinde år gamle. De regerede med omtanke, magi og mindst mulig indblanding.
   En af disse feer levede stadig. Muligvis endda to, men det der interesserede Kajtan-søstrene, var at Urzulga - fegudinden - levede endnu. Den blinde kvinde, Raja, havde hvisket hendes navn med ærefrygt og de andre havde cirklet løs med pegefingrene mod deres brystkasser. "Ja, Fruen lever endnu og vil hjælpe os med at redde Sakurius," havde Serafina andægtigt hvisket.
   Så hvis hun nu ledede mishandlingerne af Freddy, som stod i en såkaldt magisk cirkel, så ville de til gengæld få besøg af en mere end 5000 år gammel fe.
   Cessie gned sin næse. Det var da morsomt. Hvis bare ikke de kvinder virkelig troede på det.
   Hun havde efter bedste evne taget dem alvorligt og de havde fortalt detaljeret om det drømmesamfund, de så ville skabe; et samfund hvor kvinderne havde magten og hvor mænd måtte holdes i ave, som de bæster, de var.
   Så langt så godt. Da Cessie havde forsikret dem om, at hun forstod fortællingen så langt, gik Dragen i gang med at beskrive, hvad der skulle overgå Freddy. Cessie fik kvalme af at høre på hende og afbrød ved at spørge, hvad Freddy da helt nøjagtigt havde gjort.
   Så var det Rajas tur til at fortælle og også hun bød på en fantastisk historie: Rajas og Freddys fælles Bedste havde været sikker på, at Freddy var udvalgt af en kærlighedsgud med hale og store ører. Men så var de kommet i tvivl, fordi en søster til denne Bedste (som jo altså var død nu) havde ment, at Sebastian, der var hendes barnebarn, var den Udvalgte.
   Ved et stort møde i Kajtansøstrenes grotte, havde det så vist sig, at Freddy i stedet var udvalgt af De Underjordiske. Hun havde selv fremkaldt en vision om det i Den Vises krystalkugle- Og den Vise var - Cessie så mod et træ. Ikke fordi hun troede svaret stod der, men for huske på relationen mellem Den Vise og så Freddys Bedste… Nåeh, jo de var tvillinger.
   Cessie verfede en myg væk og repeterede de videre hændelsesforløb:
   Da Sebastian ville fange ham, havde Freddy hugget hånden af han og derefter havde han reddet en skrækkelig ork og var gået med selveste Den Onde fyrste Belkin.

Her var Cessie igen brudt ind og pennen havde lynet, da hun nedfældede svarene.

"Hvor i alverden kom alle de Underjordiske dog fra?" havde hun kløgtigt spurgt.
   Igen var det Raja, der fortalte: "De har lange tunneller under jordoverfladen - mange af dem lavet i de ældgamle tider. Dem færdes de i. Vi havde fanget nogle af dem og låst dem forsvarligt inde, så de ikke kunne skade nogen - og så Den Vises kloge koner, kunne studere dem. På en eller anden måde slap de fri - og fra gangene myldrede flere af dem frem. Det var forfærdeligt!"
   "Du SÅ jo ikke Freddy gå med det væsen fra Underverdenen? Vel?"
   Cessie læste sit spørgsmål og tænkte, at det måske var godt nok, at det var fløjet over hendes læber - selvom den blinde unge pige hidsigt havde skingret: "Nej, men jeg hørte det! Og andre så det. Du så det, Varylis - gjorde du ikke?"
   Cessie lod øjnene løbe over Varylis´s svar: "Nej, du ved da jeg var hjemme ved ungerne, men Clorita så det hele."
   "Sludder!" havde dragen afværgende hvæset og tilføjet: "Men Sita - hun så det! Sita var der. Og mærket er der. Mærket som blev brændt og ristet på hans ryg. Der er ikke noget at tage fejl af!"
   Hun havde husket at stille et afgørende spørgsmål, så hun var lidt stolt af sig selv.
   Der stod det, prentet ord for ord, endnu mens hun udtalte spørgsmålet:
   "Hvordan ser det da ud."
   De havde fnisende spurgt om hun da aldrig havde set ham uden skjorte på. Det havde hun, men - men hun havde blot kort bemærket, at der var mange ar på hans krop - som om han var blevet pryglet alt for tit. Så havde hun set væk.
   Serafina havde beskrevet mærket - med en masse tillæg og omsvøb. Forhåbentlig var det essensen af konens ordstrøm, som Cessie nu læste og mumlende udtalte for sig selv:
   "Det er en cirkel og inden i cirklen danser og griner en jagurslange. I farver."
   På arket havde Cessie tilføjet: Et pulver som De Underjordiske kender til?
   Videre lød beskrivelsen: Ud fra hver side af slangens hoved er der lyn. Det er ikke et stort mærke. Det sidder næsten ned ved bagdelen, så det kan måske skjules af bukserne.

Der stod mere på arkene. Noget med en besked Raja havde sendt hende. Om hun havde fået den? En regndråbe landede tungt og tværede nogle bogstaver ud.
   Forskrækket rullede hun arkene sammen, stak dem i forklædelommen og løb for at nå hjem, før det blev til mange dråber.

Snart stod hun få skridt fra døren. Det skulle blive godt at komme i tørvejr. Så stoppede hun brat.

En forfærdelig lyd havde nået hende og selvom hun straks forstod hvad det var, prøvede hendes sanser at finde på alternative forklaringer. Men de var desværre usande, så de rodfæstede sig ikke.
   Det var Keith, der græd. En skræmt, rædselsslagen gråd, fuld af smerte.

Hendes ben begyndte at løbe. Hun satte farten op. For en gangs skyld var det som om alle tanker stod stille i hendes hjerne, som om hun kun var ben med øjne - hun nåede døren og flåede den op.
   Freddy stirrede på hende. Kort opfattede hun, at han holdt Julie i favne. Endnu kortere sansede hun langbordet - skabet . - dragkisten.
   Keith sad sammenkrøbet mellem skab og kiste. Han kom ikke frem mod hende.
   Som tunge blylod dalede hendes arme ned langs lårene.
   Hun ville spørge Freddy, hvad der foregik.
   Men hun vidste det allerede. Så nogenlunde.
   Hendes hjerne havde registreret alle nødvendige oplysninger. Men hun troede ikke på dem.
   Med stive skridt bevægede hun sig frem mod sønnen, tvang sine arme til at være udbredte og hørte sin stemme skingre: "Hvad er der med mors lille dreng?"
   Keith så langsomt op. Tårerne var stivnet på hans kinder og sammen med snot dannede de plamager. Der var blod i hans hår. Han rystede over hele kroppen, men rejste sig dog op. Han så ikke ud til at være kvæstet, men virkede bange og medtaget.
   "Jeg er sød," forsikrede han.
   Hun tog ham op og i næsten samme bevægelse snurrede hun rundt. "Hvad Fanden har du gjort ved ham?!" brølede hun og mærkede Keith bore sig ind til hende.
   "Han slog Julie," svarede Freddy undvigende.
   "Og så slog du ham i hovedet!" brølede hun rasende, "Dit svin. Dit lede, forbandede…" Hun søgte
   rasende efter et ord, der udtrykte hendes kogende vrede. "Dæmon!" skreg hun så,
   Han mumlede noget, som hun ikke gad høre; det var sikkert en tåbelig undskyldning. Hun måtte vaske såret og gik mod vandspanden. Hun rystede over hele kroppen, men måtte få styr på det rysteri, så hun kunne trøste barnet.
   Spanden bevægede sig frem mod hende. En klud kom flyvende og landede over kanten, hvor den blev hængende over vandoverfladen. Hun snak ned i knæ og tog om kluden.
   Nogle "bla-bla"- lyde kværnede ned over hende. Det var vist Freddy igen.
   Hun ignorerede svinet.
   "Hvad er der sket, Keith?!" fik hun frem, mens hun vaskede hans hår
   Keith hikstede bare og gentog "Jeg er sød nu."
   "Gå ad Helvede til!" brølede Cessie, henvendt til Freddy. Hun fik vel ikke et fornuftigt svar ud af Keith så længe, det møgdyr stod der.
   Freddy sagde igen noget. Hun rejste sig op med Keith i favnen. Når han var faldet til ro, skulle Freddy få betalt.

Freddy tog et tæppe og efter kylede nogle ting ned i en kurv.
   Så gik han. En trykbølge maste sig ind i hendes øregange og en flig faldt af karmen, da han hamrede døren i efter sig.
   Han havde taget Julie med!
   Stadig med Keith i favnen for hun hen, hev døren op og hylede hysteriskt: "Hvor Fanden skal du hen?"
   Han tog et par raske skridt. Var allerede kommet et stykke væk.
   Hun hastede efter ham, men drengen var tung og hendes ben rystede.
   Hun stoppede.
   En tanke hamrede sig frem til hendes yderste bevidsthed; Hvad var det her?
   Hvordan havde Freddy forvandlet sig til en ond stodder, der havde tævet hendes søn og nu ville løbe væk med Julie.
   Hun følte sig slap. Hun så Freddy stoppe op og vende sig mod hende. Han standsede altså. Hun måtte gøre noget. Få ham til at begribe, at han da ikke måtte mishandle Keith. Det lignede ham jo heller ikke.
   Hun gik de få skridt hen mod Freddy.
   "Hvor skal du hen?" gentog hun. Hun opfattede selv, at hun sagde det med en lavmælt og træt klang.

"Ad Helvede til," svarede han usikkert.
   Bag efter måbede hun ligefrem af sig selv. Hun var voksen, hun var vred med god grund og hun ville meddele ham det.
   Men det spørgsmål, der hoppede over hendes læber lød:
   "Kender du vejen?"
   Ikke noget med at han skulle give hende Julie, ikke måtte gøre hende fortræd eller at nu skulle hun nok..
   Han måbede også. Det trak op til et skævt smil.
   "Ja," svarede han så, "det tror jeg, men man kalder det noget andet."
   "Har du tænkt dig at tage Julie med?"
   Freddy rystede på hovedet.
   Da han igen talte, knækkede stemmen: "Jeg - jeg tænkte at madammerne og de andre kunne passe hende. Du - du er helt fra den."
   "Du skal få det her betalt!" busede det ud af hende. Hun var vred over sit åndede spørgsmål. Nu troede han måske hun tog let på det her?
   "Han slog Julie," forsvarede Freddy sig, "de har været helt umulige og jeg er træt. Du hænger bare ovre ved de lede kællinger og deres gæster. For at lægge planer om at gøre mig fortræd. Du kan sgu da ikke forlange, at…"
   Nå, så han mente det var HENDES skyld?? Ordene ramte hende hårdt, for noget var der jo om det. Men han havde ikke ret til. Han kunne da ikke lade alting gå ud over drengen? Han kunne have insisteret på, at hun tog dem med.
   "Det var ikke meningen, at han skulle ramle ind i væggen," kværnede Freddy videre, "men han kom igen, da jeg skubbede ham væk fra Julie og så…."
   "Jeg gider ikke høre dine dumme undskyldninger," rasede hun.
   Nu var det Freddy, der stivnede.
   "Du kan tage Julie," sagde han så og lød arrig; "og selv skrubbe ad Helvede til. Hjem på kroen. Jeg bor her faktisk."
   "Jeg kan også tage dem med til Serafinas hytte. Og så skal vi nok finde dig og så.."
   Keith rystede igen. Hun mærkede det og denne gang, gjorde det hende usikker. Rasende gik det op for hende, at hun som sædvanlig reagerede ved at være vankelmodig, snart vred, snart ked af det og ind i mellem som i en verden, hvor det nærmest var lidt uvirkeligt, med et skær af komik.
   Hun vidste ikke, hvad hun skulle føle eller hvordan hun skulle reagere.
   Så gled Keith ud af hendes favn, klamrede sig til hendes skørt og skottede forsigtigt mod Freddy.
   "Jeg er sød," sagde han, "Søde Freddy - jeg gør det aldrig mere. Jeg lover.."
   Forsigtigt kom Freddy nærmere, idet han skævede til hende. Han holdt stadig Julie tæt og forsigtigt ind mod sig. Hun klynkede lidt.
   Det jog gennem Cessie. Havde han også gjort pigen fortræd? Eller var hun bare utryg fordi situation var så anspændt og underlig?
   Stadig med Julie i favnen sank Freddy ned i knæene og så på drengen. "Godt, Keith," sagde han med tyk stemme, "og undskyld, lille kammerat, at jeg kylede med dig - men du må aldrig mere slå lillesøster med ildrageren. Vel?"
   "Nej," hikstede Keith.
   Barnet blev stående og trykkede sig rystende ind til hende.
   Det var som om Freddy afventede noget. Et tegn på tilgivelse?
   Så rejste han sig helt op.
   "Jeg får dem til at se efter Julie," sagde han, "så kan du og Keith fortælle dem, hvor ond jeg faktisk er. "
   "Tror du at..?" begyndte hun.
   "Jeg tror ingenting, Lad mig være i fred"

Med faste skridt nærmede han sig naboerne. Cessie var i hælene på ham. Keith sjoskede af sted ved siden af og klemte hendes hånd.
   Forskellige mulige konsekvenser af situationen flaksede rundt.
   Inden hun fik fundet ud, hvad hun skulle sige og gøre, anbragte Freddy Julie foran hytten - og stak i løb.
   Et øjeblik stirrede hun efter ham. Han brækkede en gren af et træ og hamrede det ind mod stammen, som et sværd - i noget, der lignede blindt raseri.
   Julie hvinede. Cessie tog hende op og døren blev åbnet. Det var den rødhårede Varylis og hun så temmelig overrasket ud.