"Jeg glemte at spørge, om jeg også kan låne tørret kamille, mit eget er for friskt endnu."
   Måske bliver jeg aldrig forfatterinde, tænkte Cessie, men det er godt at kunne finde på løgne - lige ud af ingenting.
   Varylis hævede brynene og så efter Freddys ryg. Så brummede hun og trådte til side. "Spørg selv Serafina."


Omsider var Keiths vejrtrækning helt rolig. Han lå rullet sammen som en lille killing og under hans fødder spandt katten veltilpas. Den lå på ryggen med benene i vejret. En lidt underlig stilling måske, men sådan holdt den af at ligge. Den blinde kat var kælen og - gudskelov - igen fri for lopper.
   Cessie smilede svagt ved sine tanker om katten. Straks efter blev smilet dog til en dyster krumning af læberne. Julie sov også, men Freddy var ikke kommet tilbage. Kom han mon overhovedet tilbage og hvad skulle hun sige til Sita og Danny, hvis han blev væk? Irriteret tjattede hun en lok håre til side; det var vigtigere, hvor han var og hvad han lavede. Faktisk var det allervigtigst, hvordan han havde det.
   "Forhåbentlig skidt," hviskede hun ud i den bræmme af lys, pråsen skabte omkring en del af alkoven,
   Hvis han dukkede op, skulle han få med hende at bestille. Hun skulle sørge for, at han aldrig mere slog Keith så slemt. Selvfølgelig måtte Keith da ikke slå Julie, men Freddy kunne vel have holdt øje med ham og vristet ildrageren fra ham. Hvis det endelig var, kunne han have dasket drengen i bagdelen. Han påstod jo, han var imod at slå hårdt til børn. Martin havde også været hård ved drengen, men nu var hun en anden kvinde og det her ville hun ikke finde sig i. Han kunne vente sig. Så snart hun havde fået ungerne til at sove, plukkede hun en bundt birkeris og dem skulle Freddy smage. Under puden havde hun lagt en dolk, som hun brugte til urtekniv. Hun skulle nok få det lille møgsvin til at fortryde. Og hun ville gøre det uden de andre kvinders indblanding.
   Det strejfede hende, at hun burde have taget børnene med, så han ikke kunne bruge dem mod hende.
   En lille svag stemme fra samvittighedens hule peb: "eller så han i det mindste kunne slappe lidt af, mens vi planlagde at pine ham."
   Inderst inde havde hun vist aldrig troet, at han ville gøre dem noget.
   For pokker. Han havde vel fortrudt. Og så burde han vel ikke blive straffet? Cessie svedte og rystede over hele kroppen. Måske kunne de snakke om det?
   Nej, for så kunne han bare gøre det igen.
   Igen? Hun skulle jo videre, Snart. Og desuden vendte Sita og Danny jo snart tilbage. Efteråret var så småt på vej - og Danny kunne nok tugte den snothvalp. Hun havde bemærket de mange ar på drengens ryg. Nogle af dem, var bestemt Dannys værk.
   Var der virkelig et mærke? Det ville hun også gerne vide. Hvis der var, behøvede det jo ikke være lavet af et mystisk væsen, men måske af Djævle? Hun måtte se efter. Men derfor behøvede hun jo ikke slå.
   Tankerne svirrede. Det føltes både velkendt og skræmmende. Fik hun da aldrig lært at samle sine tanker? Hun overvejede at stå op, læse sine notater igennem
   Og måske føje nye til?
   Men et tankestrejf lammede hende:
   Var det en prøve? Ville hun se, om han var anderledes end Martin?
   Hun vidste det ikke, men hun agtede ikke at lade som ingenting. Hun havde stædigt fremhævet, hvor god og rar, han var. De Onde skulle ikke få ham - og kællingerne skulle ikke gøre ham fortræd. Hun skulle nok selv klare det her...
   Så var han der.
   Hun hørte skridtene gennem stalden og frem mod døren. Han listede, men hendes hørelse fejlede ikke noget.
   Døren gik langsomt op. Hun så lige ud i luften. Maven sugede sig sammen til et indsnøret æble og sveden pjaskede ud fra hendes armhuler.
   "Nå, du sover ikke," konstaterede han.
   Hun vidste, han ventede på hendes reaktion. Hun følte, at han stod og prøvede at tyde hendes stilhed.
   "Nå, du kommer vel for at betale!"
   Kulden i hendes stemme, forfærdede hende selv og hun følte ham snappe overrasket.
   "Nej," sagde han hårdt, "jeg kommer for at snakke. Hvis du er så sur, kan du og ungerne skrubbe af. I morgen. Jeg bor her, husker du måske?"
   Han lød beslutsom. Sidst havde han ladet dem blive, men nu lød det dystert.
   "Du vækker Keith og Julie," sagde hun, "bær Keith ind i aflukket og kom så tilbage uden skjorte."
   Hun kunne ikke dy sig for at se mod ham. Han var så langt fra at alkoven, at lyset næsten skjulte hans ansigtsudtryk.
   "Nej, jeg vil ej," sagde han.
   "Du skal!" krævede hun.
   "Hvorfor? Du er ikke min mor eller min søster. Du kan ikke kommandere med mig, Cessie!"
   "Vil du ikke nok," røg det ud af hende.
   Uden at svare med ord, listede han en arm ind under Keiths nakke og ind under hans knæhaser. Forsigtigt bar han det sovende barn om bag skabet og mumlede et par ord, for at han ikke skulle vågne helt op.
   Han havde stadig skjorten på, da han kom tilbage. Det gibbede i hende, da han kom tæt på. Hendes hånd svedte om urtedolkens skaft. Han så fra hende til birkerisene og katten, der strakte sig søvnigt. Hans blik gled videre til vuggen og så tilbage igen.
   Hvad Fanden tænkte han mon? Hans ansigt virkede underligt lukket. Han så bestemt ikke ud til at more sig. Han så heller ikke spor bange ud. Ikke engang vred eller ked af det.
   "Nå, så du vil slå mig," sagde han, med en sær fremmed stemme og hun nikkede.
   "Tror du virkelig du kan klare det?"
   Stadig var stemmen fremmed. Den virkede så underlig kold, med en snert af spot.
   "Tag så skjorten af!" kommanderede hun.
   Han gjorde det ikke.
   Havde hun troet det? Hvad havde hun egentlig forestillet sig?
   Langsomt trak hun kniven frem. Hans hånd lå omgående over hendes og hun følte et kort, smertende tryk om sit håndled. Den ene af hans hænder blev på hendes, mens den anden vred hendes håndled, så hun skreg skingert.
   Så havde han kniven og kylede den hen ad gulvet.
   "Jeg har også en," oplyste han. Men lod den dog blive, hvor den var.
   Nå, så han troede, at han kunne lege med hende og spotte hende?? Han ville blive ved at slå hendes børn. Han VAR jo ond. Han..
   Hun tænkte ikke klart længere.
   Hans fjæs var under hendes knyttede næver - og så var det der ikke alligevel.
   Hun lå på alkoven. Hendes håndled smertede og hun følte hans ben mod sine lænder. Hans vrede ansigt var et stykke over hendes.
   Arrigt vred hun sig, men det gjorde bare fælden strammere. Hun befandt sig i et jerngreb.
   Hun sparkede fortvivlet mod hans køn, men han flyttede sig. Hun snoede sig og mærkede, at han vred hendes arme om på ryggen.
   For pokker, hvor gjorde det ondt. Hun skreg og kvalte skriget igen. Børnene! De måtte ikke høre noget.
   Så lå hun igen på ryggen. Nu med armene samlet over hovedet. Holdt af én hånd.
   Han var meget stærkere end hende, hvad havde hun dog tænkt På? Åh Gud - hvad havde hun bildt sig ind.
   Han var kun femten, ja - men han arbejdede hårdt. Han var næsten en mand. Sener og muskler. Og han havde sloges mod en mand og hugget hånden af ham. Hvad Fanden havde hun tænkt på? Og hvad skulle hun gøre?
   "Du må ikke slå," hørte hun sig slev klynke.
   "Hvis jeg slipper dig, lader du så være med at springe i hovedet på mig?" forhørte han.
   Så nemt kunne hun altså slippe. Stemmen lød oprigtig.
   Men nej - nej - nej - hun ville ikke give op. En fremtid, hvor en mand - Freddy, Martin eller en tredje? - slog børnene og kylede rundt med dem. Grinede hende i møde fra væggen. "Nej," jamrede hun, "jeg bliver ved, til du smider den skjorte og tager dine velfortjente klø."
   "Det var jo ikke med vilje," sagde han stille.
   "Jeg er ligeglad," jamrede hun.
   "Så hvis jeg ikke vil have prygl, bliver jeg nødt til enten at forlade mit hjem eller kyle dig ud? Eller..?
   Han lod det sidste hænge i luften. Hun nikkede og håbede det virkede grumt.
   "Jeg kunne jo også sprætte dine horeunger op!" foreslog Freddy med en iskold, ond stemme.
   "Det er ikke horeunger," protesterede Cessie.
   "nå eh nej," vrængede han, "men jeg kunne jo gøre det, jeg sagde. Jeg er jo så ond og grusom."
   Hun jamrede. Nu var hun bange for ham og ville slippe fri.
   Hun vred sig.
   Så gik det op for hende, at hun VAR fri. Han havde sluppet hende og sad på kanten af alkoven.
   Gik han nu sin vej igen? Skulle hun springe på ham? Måske kunne hun overrumple ham?
   Han rejste sig op og krængede skjorten af, satte sig ned igen og bevægede en hånd frem mod krukken med birkerisene.
   Hun holdt vejret.
   Ungerne sov mærkeligt nok endnu.
   "I tror jeg kan," sagde han og hev bundtet op.
   "Har du indset, at du har fortjent det?" spurgte hun.
   "Næh," sagde han og uddybede det ikke. I stedet lod han bundtet lande foran hende og lagde sig ned.
   "Børnene vågner, når du skriger," sagde hun usikkert,
   "Jeg skriger ikke," sagde han, "men vi kan da også gå ud. Jeg er ligeglad."
   Han lå helt stille. Katten havde skaffet sig af vejen. Den skulle ikke blandes ind i noget.
   Cessie følte sig igen splittet. En del af hende, ville stryge ham over håret og sige, at det var i orden. Forsikre ham om, at hun godt vidste, han var kommet til at skubbe hårdere til Keith end det var meningen.
   En anden del ville lære ham at tænke sig om og aldrig mere forløbe sig.
   Og en tredje var stadig bange. Var det et nummer for at få ro, for at overbevise hende om, at han ikke var ond? For at få hende over på sin side.
   Hun prøvede at køre hans ord og adfærd gennem hjerne, for at få vished. Det flimrede bare. Og hun havde stadig ondt i håndledene.
   Han kunne nemt gøre hende fortræd. Og børnene med. Hans dolk sad lige i skeden, langs hans bukseben. Han var stærk.
   NEJ. Hun ville ikke lade ham slippe fra det her. Beslutsomt sprang hun over ham, med riset i den ene hånd. Han rørte sig ikke. Eller gjorde han? En anelse måske? Lurede han på hende eller var han bange?
   Som med ført hånd slog hun. Hans muskler strammedes, men han blev liggende, med ansigtet ned i madrassen. Hun slog en gang til. Og igen.
   Han skreg ikke.
   Hun havde måske slet ingen kræfter? Eller var han beskyttet af de Onde Underjordiske, så han ikke følte noget?
   Og ham havde hun villet skåne!
   Et monster fra dybet af hendes sind tog føringen. Hun slog igen. Hun anede at røde striber sprang frem mellem arrene. Han tav stadig. Og op over bukselinningen anede hun det øverste af en cirkel, et slangehoved og nogle ridser, der godt kunne være lyn.
   Han VAR jo for Fanden en ækel dæmon.
   Det måtte han ikke være.
   Desperat sprang hun op - og sparkede et knæ op mellem hans ben.
   Det skingre, dirrende skrig skræmte hende. Det lød som om det kom fra et såret, pint og torteret barn.
   Kroppen under hende vred sig, men han vendte sig ikke. Han så ikke på hende.
   Han havde vel forvandlet sig til et monster?
   Som besat af noget ukendt og skræmmende, men også sært berusende, flåede hun i hans hestehale og tvang ham til at ligge på ryggen, tvang ham til at se på hende.
   Så gemte hun ansigtet i sine hænder.
   Men sanserne drillede hende og bag håndfladerne så hun alligevel et billede af hans ansigt.
   Han havde presset tænderne hårdt ned i underlæben. Øjnene brændte mod hende i et blegt, forpint ansigt.
   Havde hun virkelig slået så længe og så hårdt?
   Eller havde andre forinden.. Sårene fra John var vel lægte? Det var jo mange uger siden nu.
   Hun ville ikke se på ham.
   Så talte han.
   "Er du færdig?" spurgte han.
   "Du skreg.." gispede hun.
   "Undskyld," sagde han, "vækkede jeg dem?"
   "Nej, det.."
   Det var jo ikke ment som en bebrejdelse. Hun var jo ikke et uhyre.
   "Må jeg gå nu? Ud og skylle min ryg?"
   Hun nikkede mat.

Så fulgte hun efter ham, med pråsen i hånden. Der var ikke meget tilbage af den og stagen var varm.
   Hun tog den klud, han vred op i vandet. Det var lidt levret af blodet fra Keiths skramme.
   Hun duppede ryggen. Han var tavs, men hun kunne mærke, at han anspændte sig, for at kunne være det. Nogen havde lært ham det.
   "Jeg tager tæppet med ud i stalden," sagde han og stødte ordene ud mellem sammenbidte tænder.
   "Gør det meget ondt?" spurgte hun. Han for sammen og svarede ikke.
   "Tror du at.." begyndte hun og ville sige, at det ikke var meningen, han skulle skrige af smerte, hele natten igennem.
   "Er det slemt med Keith?" spurgte han.
   "Han har været så bange," sagde hun, "men ellers så - så går det nok."
   "Godt," stødte han frem mellem sammenbidte læber.
   Det var første gang, hun havde pryglet et andet menneske på den måde. Slagsmål havde hun været i og engang havde hun pint en kattekilling, fordi den legede med en mus. Hun havde også gjort andre ting, hun helst ville glemme, men dette her var nu underligt. Hun havde vist slået ham for meget - fordi hun ville høre ham skrige.
   Og han havde ladet hende. Hun følte sig ussel nu.
   Han rejste sig, hentede tæppet og gik ud af stalddøren.
   Hun ville gerne sige noget, men hvad sagde man til en mand, man havde pryglet?
   Langsomt gik hun tilbage, sikrede sig at børnene sov og krøb ned under dynen.
   Der var blodstænk på lagenet. Hun skubbede dynen væk, hev lagenet af, smed det på gulvet, pustede lyset ud - og lå igen under dynen. Hun rystede over hele kroppen og havde kvalme.'
   Han havde ladet hende prygle sig, ladet hende opføre sig som en gal mand - og hvorfor? Det VAR jo ikke hans mening at gøre Keith fortræd. Hun vidste det. Havde hele tiden set det i hans måde at reagere på. Han forstod ikke, at hun ville slå ham, for noget, der var sket i hidsighed - men han ville ikke gøre hende fortræd. Det var derfor, han havde fundet sig i det. Måske også fordi han følte sig skyldig alligevel.
   Men han kunne ikke gøre fortræd med fuldt overlæg. Han brød sig ikke om det.
   Hun havde ret og de andre tog fejl.
   Det var ikke alle mænd, der var onde. Og ikke alle kvinder var gode og underkuede stakler. Der var tendenser og dumme regler, men hun - hun ville ikke skabe et samfund, hvor kun NOGLE havde ret til at ret til at leve i stedet for bare at eksistere.
   Hun ville ikke være med til deres svinske mishandling af Freddy. Aldrig nogensinde mere, ville hun gøre ham fortræd. Så skulle det da være et dumt, dumt uheld.
   Hun ville finde på noget. Hun ville lære af kvinderne og Freddy skulle også lære. Hun ville...
   Men måske var det for sent?
   Med et sæt satte hun sig op. Havde hun skubbet ham over tærsklen? I favnen på De Onde? Nej - det var jo ikke helt uden grund, hun slog. Han måtte lære, at man ikke mishandlede børn. Ikke små børn - og så måtte hun vide, hvad han ellers var rodet ind i. De måtte finde ud af det.
   Jo, hun vidste tankerne ikke var helt nye, men denne gang...