Cessie kvalte et dybt suk, gned sig i øjnene og så på sin bror, der sad over for hende. De befandt sig på hendes gamle værelse, men det lignede ikke sig selv. Det var blevet møbleret om og blev brugt til overnattende, betalende gæster. Dog ikke lige nu.
   Det havde været en lang, lang søndag. Omsider var alle, der havde deltaget i dåbsfesten, taget hjem.
   Cessie ville bare sove, så hun kunne være udhvilet i morgen, når hun skulle hente Keith. Forhåbentlig var han nu så rask, at han kunne komme med.
   (Inderst inde håbede hun det modsatte, for så måtte hun vel blive der ude en tid.)
   Nå, men John ville snakke og hun var ikke oplagt til det. Der var alt for mange tanker mellem hendes ører.
   "Det er noget galt noget, du har rodet dig ud i," indledte John. Cessie undertrykte et gab, for at John ikke skulle opdage, hun ikke gad høre på ham.
   John anlagde en bekymret, broderlig mine, før han fortsatte:
   "De der ude i hytten holder gode miner til slet spil, men de er i pagt med djævle, af både den ene og den anden slags. Du må da have fulgt lidt med i, hvad der sker omkring dig, Cessie? Husker du ikke oprøret i - 68? Du var trods alt elleve år."
   Cessie pressede to fingre mod næseroden og huskede spredte hændelser fra den gang; store gårde, kirker og klostre blev indtaget af oprørerne, men det varede kun en uges tid, før oprøret blev slået ned. Hvad havde den gamle historie med sagen at gøre?
   "Pulverheksen derude var med i det oprør. Hun var for pokker gift med lederen af det - men alligevel fortryllede hun sir John. Han var meget ung den gang, men alligevel fødte hun hans barn, kun et år efter oprøret. "
   "Nå?" Cessie blev en smule mere vågen.
   John snakkede videre og nu havde han Cessies opmærksomhed.
   "Din lille ven blev sat i pleje hos sin gamle Bedste - en kone, der engang var gudfrygtig, men som blev ledt på afveje. En lang historie, men hun tillærte sig alskens heksekunster, påberåbte sig en vanvittig religion og hjalp djævlene med deres beskidte oprør. Den gamle var snu og først for godt fire år siden, havde vi beviser nok til at hente hende."
   "Var DU med til at hente Freddys Bedste?!" for det ud af Cessie..
   "Hun var for farlig at have rendende." John vred sig lidt i stolen og pillede ved fipskægget. "Hun - nå ja, noget af det var ganske vist løgn, viste det sig, men for pokker, Cessie - drengen blev rasende.
   "Det er klart," gispede Cessie og mærkede gråden presse sig på. Ikke nok med, at hun ikke længere kunne lide sine forældre. Skulle hun nu også hade sin bror, som hun holdt meget af? Det ønskede hun ikke, men at hente en gammel kone, anklaget for hekseri, det var ondt.
   Men måske nødvendigt? Nej - ingen kunne have gjort sig fortjent til at blive plaget og brændt levende. Det vendte sig i hende ved tanken.
   "Cessie!" John strakte en hånd frem mod hende og hun veg for den Men den bedende klang, hendes navn blev udtalt med, fik hende til at se på ham, Han følte i det mindste trang til at forklare sig. Han ønskede ikke hendes had og ville ikke hade hende..
   "Du har et godt hjerte," snakkede han videre, "men pas på det ikke bringer dig i ulykke. Lad mig fortælle dig om det - inden din lille ven der ude gør det. Mange mente, at den gamle havde hjulpet djævlene med deres oprør og at hun var i pagt med de Onde, de underjordiske - måske Satan selv - og da hun fik en døende lille pige til at blive rask, mente man hun brugte de ondes hjælp. Vi - jeg - mente, at de blot ville forhøre hende - og så måtte vi jo hente hende.
   Senere hørte jeg, at hun havde tilstået at være heks, men hun blev ikke brændt. Ham din lille ven fik fat på både djævle og dæmoner, De befriede den gamle. Og knægtens far forbød os Gud hjælpe mig at forfølge ham, da han forsvandt fra egnen."
   John holdt en kort pause i sin talestrøm og så spekulativt frem for sig.
   Med dramatisk sans udslyngede han et spørgsmål og besvarede det selv med en strøm af ord:
   "Men hvad gjorde han så senere? Opsøgte djævle, hekse og underjordiske væsner. Jeg har i hvert fald underretninger fra flere sædvanligvis pålidelige kilder, om at han i sommers påkaldte orker, der åd kvinder og børn..."
   Var hendes arme bror blevet vanvittig?
   Hans øjne skinnede ikke sært, men enten rablede det for ham eller også troede han, det var rablet for hende og at han med sådanne fantasipåfund, kunne få hende over på sin side.
   "Sådan nogle væsner findes ikke og det ved du godt!"
   Han så på hende; længe og med trætte, opgivende øjne. Mens han glanede, kunne hun lade tankerne løbe, så det gjorde hun: Troede han på, at der fandtes væsner, som de man hørte om i myter og eventyr? Gjorde hun selv? Hun satte da grød op på loftet til nisserne og hang hvidløg ved stalddøren, men havde da aldrig set overnaturlige væsner. Hvis de fandtes måtte de være gode til at holde sig skjult, men det VAR de måske også? Omsider trak han på skuldrene:
   "Gør de ikke? Næh, jeg kan nu heller ikke helt tro det, men flere mener altså at de så det. Og kan du svare mig på, hvem eller hvad, der ventede udenfor, da vi lod knægten og de to tatere rende? Var det virkelig bare nogle køtere og måske et par forhutlede tatere?"
   "Hvad ellers?" Cessie små-snerrede nu og hendes hjerne fremtryllede en rimelig forklaring: "Den sære lyd, lavede de vel for at skræmme jer. Der er mange måder at lave uhyggelige lyde på. Da vi var børn, skræmte du mig da tit."
   "Måske har du ret." John så igen på hende med sit trætte udtryk i øjnene. "Måske. Hans far holder stadig hånden over ham, så vi kan ikke arrestere ham, før vi har sikre beviser. Jeg vil ikke huskes som en mand, der pinte uskyldige, men heller ikke som en kujon, der lod troldmænd drive deres sorte magi."
   Han holdt en kunstpause: Måske fornemmede han hendes uvilje?
   "Cessie!" Nu sagde han igen hendes navn på den der indtrængende måde. På trods af trætheden vidste hun, at dette var en afgørende samtale. Hun prøvede at se akkurat lige så indgående på ham og lod ham tale:
   "Du tror måske, det morer mig at få en knægt ned med nakken?
   Det svarede hun ikke på, for der var noget hun først ville vide: "Hvad grinede du af?"
   "Det var DENGANG, jeg grinede og jeg ved ikke hvorfor. Det var faktisk ikke spor morsomt. Det virkede bare så vanvittigt og overrumplende. Den lille møgunge sprang på os. Vi blev nødt til at slå ham ud. Ti år må han have været. Det ER sgu da skørt og unaturligt."
   "Myldrede det så med djævle?" Cessie kunne ikke længere holde sin sarkasme tilbage, for de havde åbenbart slæbt af med Freddys bedste og det kunne de vel ikke, hvis djævle var myldret frem?
   Hendes konklusion blev dog gennemhullet prompte:
   "Nej, de skulle jo nå frem først, men jeg HAR jo fortalt dig, at de kom."
   Og det havde han jo, men hun troede nu ikke rigtigt på historien.
   "Det lader til, at du har en dæmpende virkning på bæstet," sagde John og grinede til hende, "så for at komme til sagen..."
   Endelig! tænkte Cessie.
   "...så du kan vel holde et vågent øje med ham og med de andre der ude. Når du henter Keith i morgen, må du jo se, hvor syg han er. Hvis han er for sløj til at tage med hjem, så må du blive i et par dage. Og ellers kan du måske finde på påskud for at tage der ud, ind i mellem.
   Mor og far mener, du kan gøre dig nyttig i kroen, men der bliver vel tid til det hele."
   "Skal jeg spionere?"
   Hun kunne ikke beherske sin afsky og havde lyst til at springe i hovedet på ham. Hvis ikke det var fordi, hun vidste, at hun ville blive den lille, så havde hun gjort det.
   Som det var, nikkede hun bare, da han fortsatte: "Det kan du jo godt kalde det, men du får muligheden for at bevise, at de er fredelige og gudfrygtige mennesker og kan du det, så får de fred. Hvis ikke, Cessie - hvis ikke, vil du så være skyld i at der drives sort magi til skade for folk?"
   Hun bed sig fast i sidste del af sætningen og svarede med eftertryk: "NEJ!"


* * *
   Hvor blot den mindste stribe solskin kunne nå og hvor blot den mindste lille plet var ledig, var de gule mælkebøtter skudt frem og bøgetræerne stod i deres smukkeste, lysegrønne skrud.
   Cessie lagde sin frie arm om lille Julie. Den anden arm lå der allerede, så nu havde hun da godt fat.
   Hun var sammen med Mary og desuden et par garvede folkesoldater, som John havde beordret med. De var dog i almindeligt tøj og virkede trygge ved situationen. Hvad alder angik kunne de vist begge være hendes far. Den ene hed Sean Fennary, den andens navn havde hun ikke fået fat i, men Sean kaldte ham Rødtop. Ingen af de syv fra om lørdagen havde villet med.

Nu var de tæt ved hytten og Rødtop havde lige en bemærkning: "De er nok over alle bjerge."
   "Sikkert," gryntede Sean.
   En velkendt buldren gjorde deres formodninger til skamme.
   "Så rub dig dog, knægt."
   Få skridt senere, så de Danny og Kenny stå med hver sin rive mellem riller i den nytilsåede jord. Danny tørrede sved af panden med sit skjorteærme og nikkede som hilsen.
   "Goddag," hilste Cessie og modstod fristelsen til at trykke sig i hans favn. Det her var som at komme hjem.
   Underligt i grunden, for hun havde ikke kendt dem ret længe.
   "Keith er i stuen. Han har spurgt efter dig, så nu bliver han glad," sagde Kenny.
   Måske skulle I vente lidt med at gå der ind," sagde Danny, "han er ved at få mikstur og måske bliver han bange, hvis I kommer brasende."
   "Ikke på vilkår, om vi venter!"
   Mary pillede ophidset ved sit guldkors og gjorde et lille spring med hele kroppen, før hun satte af og hastigt nærmede sig døren.
   Hun skulle ikke få lov at lave rævestreger og desuden ville Cessie vide, hvad der skete med hendes søn, så hun stormede efter.

Hun hørte den gøende hoste, så snart hun åbnede døren. Ilden buldrede og store flammer slikkede mod den trebenede jerngryde, der hang derover. Damp hvirvlede mod dem og en tyk duft af blomsterknopper bølgede ind i svælg og næsebor.
   Freddy stod med ryggen til og havde Keith i favnen. Et tæppe var svøbt om barnet men hun så hans blege, bange ansigt og mødte hans blik, der virkede lidt fjernt. Hans mund stod åben og et host gled over i en modbydelig, hivende hiksten. Som i et mareridt lød den.
   Gennem de gule og lilla damp-skyer, grinede et kranie til hende.
   Skriget blev siddende i hendes hals, men et lille host krymtede sig over hendes læber.
   "Hold ham helt ind over gryden!" skingrede Sita.
   Freddy stod på tæer og holdt barnet ind i tågerne, hev ham væk igen og dunkede knyttede hænder mod hans ryg.
   Sita sagde underlige ord og Mary mumlede:
   "Hellige Gud, du som er i Himlen..."
   Så slap skriget ud.