"Det kunne være morsomt."
   Nu var det sagt og Cessie så på de andre.
   Betty spærrede gluggerne op i fordømmende forbløffelse. Det fjogede udtryk fik Cessie til at godte sig indvendigt.
   Med et glimt i øjet sukkede Martin: "Ja, ja da, hvis hun kan fortælle, hvor der er en skat, så kan vi jo tage ud efter den."
   Den muskuløse blandede sig i samtalen:
   "Det er ikke den slags min mor ser og det ved du godt, Martin."
   Forbavset så Martin på manden, der åbenbart kendte hans navn.
   "Jeg er Cedrics lillebror." Manden virkede forbavset over, at Martin ikke kunne kende ham..
   Cedric var en mand, som havde været i smedjen, før hun og Martin blev gift.
   "Niku!" udbrød Martin og tilføjede overflødigt, "jeg kunne slet ikke kende dig."
   "Vi venter ovre ved kageboderne," sagde Betty syrligt. Hun ville sikkert se, om der fandtes bedre kager end hendes.

Inde i vognen synede den gamle kælling drengens hånd.
   "Det er heldigvis ikke farligt," vrissede hun, "men kunne du ikke have holdt den hånd i ro?"
   Drengen åbnede munden, som om han ville protestere mod beskyldningen, men lukkede den igen og skar en grimasse af smerte.
   "Lad mig tage mig af det, mor," tilbød pigen, der havde danset så flot.
   Kællingen nikkede og skød en grå hårtjavs væk fra panden.
   De to store børn forsvandt bag et forhæng og kællingen rettede sin opmærksomhed mod Cessie:
   "De vil gerne spås, forstår jeg?"
   Cessie nikkede beklemt og fik lyst til at træde sig selv over tæerne. Hvad var det dog hun havde indladt sig på? Betty ville sikkert fortælle det til alle de andre derhjemme, måske endda til mor?
   Og konen virkede ikke særlig venlig.
   Kællingen satte sig ned på en høj, rund pude og vinkede Cessie nærmere.
   Det var nok meningen, at hun skulle sætte sig på den stol, der stod ved siden af puden. Lige foran pude og stol var der et lille bord og midt på det bord, var der en krystalkugle. Mens konen så på drengens hånd, havde manden trukket et mørkt tæppe for rummets vindue, der snarere var et glughul. Det var vist også ham, der havde tændt nogle lys, der nu kastede et spruttende skær over sceneriet. Det begyndte at krible i Cessies mave og hun gik langsomt frem, for det var som om fødderne egenrådigt havde besluttet kun at foretage sig museskridt.
   Man sad nu udmærket på stolen, noterede hun sig, da hun endelig fik sig anbragt. Den var beklædt med tykt stof, men ikke så blød, at man sank ned i den.
   Beslutsomt så hun ind i taterkonens furede ansigt. De tjæresorte øjne funklede mod hende og pupillerne skinnede gult; det skyldtes nok de mange tællelys, men virkede sært; lidt skræmmende, men også lokkende, på en mystisk måde.
   "Har vi ikke set hinanden før?"
   Konens stemme var meget venligere nu, end da hun talte til drengen. Men den var så hæs, at det mindede om en skratten. Cessie håbede ikke, at hun havde set det fruentimmer før.
   Det var ikke pænt tænkt, skyndte hun at irettesætte sig selv, i tankerne. Men hun følte sig utryg.
   Konen studerede hende et øjeblik, med rynkede bryn, og fingre, der løb gennem det uordentlige hår.
   "Jeg husker ikke hvor..." mumlede hun og greb Cessies ene hånd. Grebet var blødt og den smalle hånd var tør som sand på efterårsdag.
   "Læg nu din hånd på den magiske kugle og den vil røbe en flig af din fremtid!"
   Nu messede hun. Det lød som pastor Macco, dengang han var så skrækkeligt forkølet. Hastigt kvalte Cessie et fnis.
   Kuglen var kølig mod hendes svedige håndflade. Hun så ind i den. Lyset reflekteredes i de mange små krystaller, der dannede kuglen. Der opstod mønstre i alle regnbuens farver. Det så flot ud.
   Konen begyndte at messe på et meget fremmedartet sprog:
   "Dessu facto frekia noto lariuz." opfattede Cessie. Mellem ord, der forblev et mysterium, blev disse gentaget med vekslende mellemrum.
   Så slog hun over i et forståeligt sprog: "Jeg ser et barn i den nærmeste fremtid. En pige, tror jeg. Bliver det ikke dejligt? For du er vel gift?"
   Cessie nikkede. Det lød fint med endnu et barn og de skulle nok kunne brødføde det.
   Men mon det blev ved at gå godt med afgrøderne, dyrene og ikke mindst smedjen?
   "Jeg ser fremgang og lykkelige tider. Jeg ser......."
   Et langtrukkent gisp fløj ud af taterkonen. Det spjættede i kroppen og hendes øjne blev endnu større, mens hun stirrede forvildet og vantro ind i kuglen.
   "Jeg ser små, ulmende gløder. De farer omkring, som om de søger efter hinanden. Nu finder de sammen. Som små luer kryber, triller og danser de. Hen mod blomsterne. Det er kornblomster. Luerne standser og så brænder de igen. De brænder i en cirkel om kornblomsterne.
   Det er underligt. Og nu kommer der ansigter til syne i flammerne. Kornblomsterne er væk nu, men jeg tror ikke, de er brændt. Bålet ligner et hjerte og i hjertet er der fire ansigter. Jeg tror det er mænd. Den ene måske bare en dreng. Jeg.......jeg forstår det ikke."
   Kællingen lød oprigtigt forbløffet.
   Havde hun ikke troet, at hun ville se noget i den kugle? Var der mon overhovedet billeder derinde?
   Cessie stirrede ind i kuglen, men så kun farveprikker, der glimtede og glitrede.
   "Vi HAR mødt hinanden før!" Med triumf i stemmen udslyngede konen sin påstand og fortsatte: "...for længe siden. Du var kun en stor pige dengang, men du var venlig. Du er blevet ført her hen i dag og vi skal se meget mere til hinanden. Du virker da også rar, men du er gift. Kristen er du vel også? Er du lykkelig med din mand?"
   Hvad vedkom det kællingen og hvorfor spyede hun spørgsmål ud, uden at vente på svar?
   Nå, nu var hun kommet her ind og det var uhøfligt ikke at svare:
   "Jeg er kristen, ja - og vi er så lykkelige som man kan være i virkeligheden, tror jeg. Og undskyld, men jeg husker dig ikke?"
   Hun kunne godt selv høre, at stemmen lød noget spids, men hun hadede nærgående spørgsmål.
   "Duerne kigger på det hele!"
   Var konen forrykt eller så hun virkelig duer derinde? Måske så hun noget, som kun hun kunne se? Sådan var det vist med de synske.
   "De kigger bare. Nej, de glor. De pokkers fugle glor og hvad skal det betyde? "
   Taterkonen greb med begge hænder om kuglen, løftede den lidt op og rystede den. Hendes ene hånd lå på Cessies, så hun måtte flytte den med.
   Kuglens dirrende bevægelser forplantede sig gennem armen. Det prikkede så underligt.
   Nervøst og irriteret stirrede Cessie igen ind i kuglen. Taterkonen gjorde for meget ud af det her nummer. Nu kunne hun godt stoppe og snakke om mørke mænd, dødsfald i familien eller sådan noget.
   Der VAR ikke noget at se i den kugle, Kun prikkerne, der rystede......og så en hånd med en buket blomster.
   Hastigt lukkede Cessie øjnene, åbnede dem igen og troede dem ikke. Hendes øjenlåg blinkede som et fyrtårn. Hånden der inde i kuglen var tåget og blomsterne blinkede i takt til øjenlågenes hidsige glippen.
   "D-der er mælkebøtter og kornblomster!" gispede Cessie.
   "I en hånd," fortsatte konen, "du ser det altså. Ser du det?"
   "Ja."
   Pludselig følte Cessie sig rolig. Hun så billedet der inde. Hvordan det gik til var lige meget.
   "Men hvad betyder det?"
   Det var et vigtigt spørgsmål.
   "Det ved jeg ikke helt."
   Kvinderne sænkede langsomt krystalkuglen, så den igen stod på bordet. Taterkvinden flyttede sine hænder og så fjernede Cessie også sin fra kuglen.
   "Jeg er virkelig ikke sikker."
   Konens stemme var lav, med en undskyldende undertone. Lige så lavt, men ikke undskyldende, føjede hun til:
   "Men du så noget. Du har evner og hvis du tør bruge dem, hvis du tør stole på dig selv og følge dit hjerte, kan du nå langt. Du kan skabe sundhed, lærdom og en bedre tilværelse. Ikke bare for dig selv, men for mange mennesker. Du kan ændre meget, men det har sin pris og måske lykkes det ikke."
   "Øh..." sagde Cessie begavet.
   "Har du nogensinde følt dig spærret inde?"
   Cessie så uforstående frem for sig.
   Konen uddybede spørgsmålet: "Følt af andres smålighed holdt dig nede. At deres rammer forhindrede dig i at flyve og gøre, hvad du selv føler du kan?"
   "Ja - tit!"
   Cessie erklærede det med eftertryk og lige fra hjertet.

"Mor. Det bløder igennem forbindingen. Gider du komme?"
   Det var pigen, der kaldte omme bag forhænget.
   Med et træt suk rejste kvinden sig: "Jeg kommer nu, Bubi. Vi kan jo ikke have han forbløder."
   "Det er en modig dreng," bemærkede Cessie.
   "Åh ja," sukkede kvinden, "det er han vel. Han..."
   Hun tog sig i det og Cessie forstod, at samtalen var forbi.
   "Jeg må videre," sagde hun hurtigt.
   "Vi ses igen."
   Med den påstand gik kvinden frem mod pigen, der nu stod foran dem med et angst og krævende udtryk i sit kønne, brune ansigt.

Udenfor skinnede solen stadig. Naturligvis gjorde den det. Lyset blændede Cessie et øjeblik og hun følte sig en smule svimmel. Pladsen var næsten tom. Et par rollinger legede med en hundehvalp og en mand røg sig en pibe tobak.
   Hun gik mellem vognene. Der lød stemmer fra den omgivende markedsplads. Nu måtte hun finde kageboden og de andre.

Cessie gik ud fra, at Betty ville hilse hende med et tvært udtryk i sit runde ansigt. Hun havde forberedt sig på at sige noget om at hun kun lod sig spå for sjov og at det havde hun vel lov til.
   Men Betty strålede om kap med solen.
   "Nu skal du høre, søde Cessie - altså du ved den tærte, vi ikke fik spist, ikke også? Den meldte jeg til en konkurrence. Og jeg vandt nogle penge. Og flere koner har bedt om opskriften. Den ene var endda en fin frue. Jeg siger dig, jeg var nær ved at dåne....."
   "Det var da godt."
   Cessie smilede af lettelse, mens hun selvfølgelig håbede, Betty troede det var af henrykkelse over den vellykkede tærte.
   "Var det godt at hun næsten dånede?" hviskede Martin og grinte diskret.
   Med himmelvendte øjne rystede hun på hovedet.

Bettys glæde holdt sig på hjemturen. Martin havde fundet en top til Keith og nogle sager hans mor havde bedt om, så også han var i glimrende humør. Han spurgte dog til drengen og spådommen. Hun sagde, at det ikke var alvorligt med drengens hånd og håbede, at det passede.
   Om spådommen sagde hun bare, at konen havde snakket om fremgang og om endnu et barn.

****

Det gik mod jul og stuen var majet ud med grønt.
   Cessie og hendes svigermor sad i den lune stue. Harry havde taget Keith med ud, for i smedjen var der ikke mere arbejde end Martin selv kunne klare.
   Cessie var ved at strikke en sok til det barn, hun nu var helt sikker på hun ventede. Men maskerne ville ikke som hun ville. Vinde og skæve var de, selvom hun gjorde sit bedste. Flere gange havde hun trævlet op. Eliza havde forbarmet sig og strikket en sok med pæne sorte og hvide striber.
   Nu lagde svigermoderen sit håndarbejde til side og gloede fra klamme, ufærdige sok til Cessies mismodige ansigt.
   "Stop du nu dit surmuleri, min pige. Du burde have lært det som lille, men din fader lod dig læse med din bror. Din fader havde vel troet, du skulle i kloster."
   Nu kunne det være nok. Med et vris kylede Cessie sokken fra sig, rejste sig op og for hen til vinduet. Uden for lå sneen som et nådigt lag pudder. Harry rullede en snebold, der skulle være hoved til den sne-krop, der ventede. Keith hjalp med at trille kuglen. De så ud til at more sig dejligt.
   Cessie fik lyst til at gå ud og være med, men det gik vel ikke an? Hun var jo både voksen og gravid.
   "Arh - Åh...."
   Det skramlede og der lød et dumpt klask.
   Som en snurretop, drejede Cessie omkring. Lamslået stirrede hun på Eliza. Kvinden lå på gulvet, krummede sig sammen og strakte sig lidt ud.
   Cessie for der hen, mens overraskelse og bange anelser kappedes om at nå hendes bevidsthed.
   "Svigermor. Hvad er der med dig?"
   Hun hørte sin egen stemme, som om den kom fra et fjernt sted. Et lysegrønt skær bredte sig i svigermoderens ansigt. Øjnene rullede og hun svarede ikke.
   Cessie ruskede i hende, men det hjalp intet.
   Det her kunne hun ikke klare alene.
   Hun flåede yderdøren op. På hosefødder løb hun ud i sneen og brølede: "Hjælp!"

Harry gned sne i Elizas ansigt. Stønnende kom hun til sig, men kunne ikke rejse sig.
   Martin kom til. Han havde hørt Cessie råbe.
   Ved fælles hjælp, fik de kvinden bugseret i seng.
   "Mit gamle hjerte vil vist ikke mere," fik hun frem. Hun lå op af nogle puder og det grønne skær var svagere nu, men hun var ikke rask.
   "Jeg må vel hente doktoren i Kløverby," mente Martin.
   "Der er meget langt."
   Harry lød lidt usikker og tilføjede: "Måske skulle vi hellere hente Sita. Jeg mener, den kloge kone i skoven. Der er ikke nær så langt og husbonds moder er vist rigtig dårlig."
   "Tror du at hun kan......?"
   Martin fuldendte ikke sætningen, men meningen var klar nok.
   "Nogen kan noget, hvis de vil og tør."
   Det var et mærkeligt svar og det passede ikke til den flabede lærling, men hans ansigt var alvorligt.
   "Doktoren skal have så forskrækkeligt mange penge," jamrede Eliza, "og de siger, han alligevel ikke kan mere end de kloge kan."
   "Det er lige meget med pengene!"
   Martin sagde det med eftertryk og strakte en sort næve ud mod moderen, som for at kærtegne hende. Han trak den dog til sig igen og den hang ubeslutsomt ned langs siden.
   "Jeg kan følge madmor der ud."
   Harry betragtede Cessie, smilede en anelse og så ned i gulvet.
   "Du kan vel bare selv gå, hvis det er."
   Martin bruste op. Usikkerhed og angst, fik ham altid til at blive hidsig.
   "Det kunne jeg da, men Rosita Ronantez synes godt om din kone, selvom de kun har mødtes to gange og madmor har glemt den ene. Så måske vil hun finde den helt rigtige mikstur, når hun er med."
   Harry så fra den ene til den anden med et forlegent udtryk. Han bed sig i underlæben, som om han var kommet til at sige alt for meget.
   "Nå ja, du render jo derude."
   Martins stemme skurrede grødet og irriteret.
   "Du ved det altså."
   Harry skævede op fra gulvet, som han ellers igen stirrede ned i.
   Martin nikkede dystert og satte sig ned ved moderen.
   "Hvad synes moder?" spurgte han.