Pyntet og fin lå Eliza Johnson på langbordet. De magre hænder var foldet om nogle pistne vintergækker. På hvert øjenlåg lå en kobbermønt.
De havde våget over hende hele natten, både hun og Martin, men det havde været forgæves.
Om det nu var en dæmon eller bare almindeligt opkast, så havde hun tilsyneladende fået det bedre, men var meget svag. Hun vågnede et par gange, men virkede uklar, som befandt hun sig allerede n i en anden verden. Ud på morgenen var det forbi.
Martin var stivnet. Han hverken skreg eller græd, men opførte sig som en levende død eller en isstatue, styret af en dukkeførers hånd.
Harry tog Keith med over til Betty og Larry, der snart dukkede op. Betty fortalte dog først til en anden nabokone, at Døden havde besøgt smedens gård. Og så fyldtes stuen med mennesker.
På et tidspunkt var Cessie listet ud. Vejret var slået om og på en lille plet under hybenbuskene, blomstrede en klynge forsagte vintergækker. Cessie havde stirret længe på dem? Var det et tegn fra Herren? Havde Han taget Eliza til sig og sendte denne lille hilsen? Hun håbede det, men urolige tanker fløj gennem hende, mens hun plukkede dem.
Begravelsen blev aftalt og nu lå svigermor altså her - en sidste nat. Tre dage og nætter var passeret.
Martins søster havde fået besked og var kommet hjem. Hun og Martin sad i stegerset, for de skiftedes til at sidde ved den døde, som forskrifterne bød.
Cessie stirrede på det døde ansigt.
Der var et uvirkeligt skær over liget eller snarere over situationen.
Hun sad i stuens eneste stol - bortset fra gyngestolen og dér kunne hun ikke få sig selv til at sætte sig, for det var jo Elizas. Og endnu var det som om hendes sjæl boede her, men i morgen skulle Eliza ud på sin sidste rejse.
Næste dag var der for alvor forår i luften. Cessie sad ved siden af Martins søster. Hun hed Emily og var 24 år. Store tårer trillede ned af den unge kvindes kinder, mens hun stift stirrede ind i kuskens nakke. Martin havde bestilt ligvogn.. Da hans far døde, styrede han selv deres egen vogn, men han havde åbenbart bedre råd nu.
Cessie ville gerne sige noget trøstende, men følte sig tappet for ord. Dem hun havde brugt, var prellet af mod Emily, der lod til at reagere som sin bror og lukke sig inde i sig selv. Dog græd hun, men det var som trillede dråberne blot fra øjne, der snarere så den på samme tid dystre og prægtige ligvogn- det hun kunne se fra sin plads på sædet. Hun havde glanet på alle de udskårne dødningehoveder, engle og krydsede klinger, før hun lod Harry hjælpe sig op i vognen.
Cessie vendte sig bort fra det våde ansigt og så ud over ligtoget. Eliza fik et pænt følge på sin sidste færd. Langs vejen stod der folk. Mænd og drenge tog huer og hatte af, for at vise den afdøde den sidste ære. Et sted øjnede hun en slank, muskuløs tater, der også tog sin hat af. Det var Niku. Havde han ikke andet at tage sig til? Og hvad grinede han af?
Cessie så stift frem for sig, før hun strøg en vildfaren lok på plads under kysen. Han var jo Martins kammerat, så det var vel ikke mærkeligt han så efter ligtoget. At han havde grinet, var sikkert bare noget, hun bildte sig ind. Mere mærkeligt var det vel, at så mange stod langs vejen i dag.
Præsten talte pænt om Eliza. "Hun fulgte sit hjerte," sagde han blandt andet. Cessie lyttede med et halvt øre, men denne ene sætning sneg sig ind i hendes hukommelse, hvor den lagde sig godt til rette.
Bagefter var der gravøl og der manglede ikke noget.
Folk kondolerede, åd og samledes i små grupper. Snakken gik og Cessie kunne ikke følge med i det hele. Mens hun for rundt med fade og kander, opfattede hun dog et og andet.
"Mange penge, han pludselig har."
"Præstens kusk siger, at den gamle heks fik travlt, da hun så vognen."
"Måske fortrød hun, for hendes bøn var smuk."
Der blev sladret om naboer og slægtninge, så disse løsrevne sætninger gjaldt måske slet ikke hende og Martin.
Men de satte sig i hende, for de KUNNE handle om dem. Hvis de gjorde, måtte sladderen stoppes.
Hun henvendte sig til nogle af de snakkende, blot med løse kommentarer. De virkede venlige og så medfølende på hende, men var de oprigtige?
Da alle var gået sank hun træt sammen på stolen. Emily havde placeret sig i gyngestolen og vuggede stille i den, mens hun stirrede ud i luften med sit fjerne blik. Martin kom dappende og plantede sine næver på søsterens smalle skuldre:
"Emily bliver her en tid. Hun trives ikke i sin plads og nu sørger hun også over mor. Så har du hjælp i huset, nu du venter endnu et barn."
Cessie åbnede munden for at protestere, men tav, for hun så i deres ansigter, at det var nytteløst.
"Du har dem vel endnu?"
Cessie så op fra sit sytøj. Hun var ved at lappe Keiths nye bukser. Hun havde været alene, for Martin var i smedjen sammen med Keith og Emily var gået over til Betty. De var barndomsveninder.
Men nu stod Harry altså i stuen og havde gjort sig et ærinde ind.
Lærlingen så alvorlig ud og alligevel måtte hun gennem en tankerække, før hun forstod, hvad han hentydede til:
Harry kendte Rosita Ronantez og hendes familie.
Hun - Cessie - havde taget nogle krøllede papirer.
Rosita havde sagt, at de faktisk var til hende.
Det måtte være de ark, Harry ville besked om.
Cessie nikkede.
Hun havde taget dem op af lommen, da hun var sikker på, at hun var alene. Forsigtigt havde hun glattet dem ud og set, at de skulle forestille labyrinten på lergulvet.
Akkurat, som hun havde troet de gjorde.
Det ene billede virkede temmelig ubehjælpeligt, men det andet gengav så nogenlunde de sære tegn, sådan som huskede dem.
Hun havde dog ikke turde se for længe på dem.
"Jeg har gemt dem i min kommode," sagde hun, "under linnedet."
"Ikke godt nok!"
Harry sagde det kort og i et ildevarslende tonefald. Stemmen blev dog lidt blidere, da han tilføjede: "Sådan som hende dragen snager i alt, må du hellere finde et andet gemmested."
"Hun har vel ikke noget at gøre i mine skuffer?"
"Næh, men ved hun, at hun ikke har det?"
Godt spørgsmål.
"Hvor skal jeg så gemme det?" spurgte hun.
"Jeg har lovet at hamre det løse bræt i sovekammeret fast," sagde Harry, "Mester gik og brokkede sig over det. Han snakkede om, at få en mand til det, men det er jo dyrt. Og selv har han vist ikke tid, så jeg greb muligheden."
Han så venlig ud og det varmede hende. Martin var stadig indesluttet og søsteren prøvede at udfylde den tomme plads efter Eliza. Det lykkedes irriterende godt.
"Så lad os få det gemt," sagde Cessie, helt ivrigt.
Arkene lå hvor de skulle, udglattet så meget, hun havde kunnet og sirligt rullet sammen.
Harry løsnede et par nagler, trak brættet op og anbragte de to små ruller i hullet. Så halede han et par nye nagler op af lommen og på ingen tid var de skjulte for uvedkommendes nysgerrige øjne.
"Ved du hvad den labyrint betyder?"
Måske vidste drengen Freddy det og havde betroet det til sin ven.
"Jeg er ikke sikker," svarede Harry, "og hvis Freddy ved det, så vil han ikke ud med det. Men det er noget magisk og nu om stunder er det ikke godt at have magiske cirkler i sit hjem.!"
Det vidste Cessie udmærket og det havde mere end en gang strejfet hende at kaste dem i ilden. Det ville være så let og så ville ingen se dem og tro noget forkert. Men Rosita stolede på hende, så hun kunne ikke få sig til det.
* * *
Pludselig var hun vågen. Nu havde hun igen haft en af de dumme drømme om is, sne og katte. Denne gang var der en hel flok katte og de trampede. Hun kunne ganske tydeligt høre dem. Nu nærmede de sig huset og deres skridt fik gruset til at rasle.
Var hun alligevel ikke helt vågen? Prøvende satte hun sig op.
Et vrinsk kløvede luften udenfor. En hvas stemme skældte ud. Angsten, der jog gennem hende, fik hende til at række ud efter Martin. Han var der ikke.
Yderdøren gik op. Tunge støvler trampede indenfor og fra stuen lød der et sønderrivende, hjerteskærende skrig.
Hvem skreg?
Forvildet så hun sig om efter Keith. Det var mørkt, men et sted i mørket fornemmede hun hans lille krop og hørte ham klynke: "Moar, der kommer nogen."
Snart trykkede hans rystende krop sig mod hendes store mave. Hun trak dynen op over dem begge, slog armene om den lille og prøvede at samle sin tanker.
Det skingre skrig, der havde lydt var Gud ske lov ikke fra Keiths mund. Det måtte være fra Emilys. Rå stemmer talte inde i stuen. Emily var tavs, men mellem de mange dystre stemmer genkendte hun Martins.
Ordene vældede ud af ham og blandede sig med de fremmede stemmer.
Hvad ville de?
De talte om våben, som Martin skulle smede. "Jeg er ikke våbensmed," protesterede Martin.
En hæs stemme gryntede: "Så må du give os lamper og hestesko. Vi har brug for mange ting og når man har gæld, men ingen penge, så må man jo betale på anden måde. Det er virkelig ganske rimeligt."
"Det må selv en smed kunne indse," blandede en anden sig.
Hvor mange var de?
Cessie prøvede at skelne stemmerne for på den måde at komme frem til, hvor mange der var. Der var den hæse stemme og den anden. Ham, der hånede Martin havde en dyb stemme og talte i et sært roligt tonefald. Det var så to, men på fødder der flyttede sig og på skramlende lyde, forstod hun, at der var flere. Mindst fem-seks mænd.
"Jeg skal nok skaffe penge," lovede Martin, "der er nok at lave og jeg skal nok få folk til at betale.
"Det kan vi hjælpe med."
Den stemme kendte hun da. Det var Niku Keily, der sagde det.
I den massive tavshed, der fulgte efter tilbudet, mærkede Cessies Keiths arme om sin nakke og hans tyngde mod maven.
Ikke tale om!" Martin talte højt og med eftertryk.
"Så er det bedre du laver ting til os, smed!"
Dér blandede en fjerde sig. Stemmen var irriterende almindelig, men myndig. Manden brød sig næppe om at blive sagt imod.
"Ikke tale om!" gentog Martin.
"Mester, det er nok bedst at gøre som de siger."
Vovede Harry virkelig at blande sig?
"Skrub af med dig, din lømmel," råbte Martin, "jeg arbejder ikke for svin som jer."
"Men vores penge er gode nok til dig," drævede Niku.
"Jeg vidste ikke....jeg troede ikke at du.."
Niku lo og flere stemte i.
"Så må vi jo tage os betalt på anden måde."
Var det en femte stemme? Cessie troede det, men hjertets heftige slag truede med at overdøve stemmerne fra stuen.
"Du har jo en fin lille sag, vi kan lege lidt med."
Hvad i alverden fandt de nu på? De ville vel ikke..? Cessies hjerne nægtede at formulere resten af sætningen.
"Det vover I ikke!" brølede Martin.
"Den lille sag er jo godt skabt. Hvad er det dog mine hænder finder?"
Selvom skriget ætsede sig ind i Cessies sind, rislede en forræderisk lettelse gennem hende. Det var Emily, de ville gøre fortræd. Emily - ikke hende.
Ikke i første omgang, men måske bagefter?
Skrækken fyldte hende. Hun måtte væk, men hvordan? De ville få øje på hende. Og hvad med Keith?
En svag stemme pippede om, at hun måtte stoppe dem, fordi det var synd for Emily. Og for Martin.
Men Martin kunne jo bare love at lave de der ting til dem. Det måtte hun sige til ham. Hun måtte...
Hun ville...
Emily skreg.
Igen.
En eller anden bandede indædt. Noget væltede.
Så skreg Martin.
Cessie tog Keiths hænder og satte dem mod sine egne ører.
"Dumme," vrissede han skrækslagen og uforstående.
Barnet i maven sparkede arrigt. En smerte jog gennem Cessie og hun hamrede tænderne ned i underlæben. Skriget i hende måtte ikke slippe ud.
"Kom, så går vi," sagde Niku.
Det var hende, han snakkede til. Han stod i den åbne dør og strakte en åben hånd ud mod hende.
I den anden hånd holdt han en staldlygte.
Han havde skubbet den sorte, bredskyggede hat tilbage og hans ansigt så ud som om det var mejslet i granit.
Den røde kjortel med det grinende, hornede djævleansigt fastslog, hvilke folk, der aflagde visit her.
"De vil - du vil..." ævlede Cessie.
"Du og ungen går med mig udenfor og så løber I," forklarede Niku roligt.
"Fordi din mor har sagt det," gættede Cessie.
Niku så på hende med rynkede bryn. Så krøb et smil frem på hans læber.
"Rigtigt!" sagde han, "kom så. Få lidt kluns på og pak ungen ind i dynen."
Hun adlød. Tanker om at tale de andres sag, fløj rundt, men hun turde ikke.
"Vi skal gennem stuen," klargjorde Niku, "prøv at lade være med at glo. Det er til at kaste op over."
Cessie prøvede.
Men udenfor i kulden, mens Niku vendte tilbage til smedegården, sprang billederne på hende:
Martin bagbundet, mens - ikke fem, men seks eller måske syv - djævle var mere eller mindre i gang med at skænde Emily.
Et sted i en krog stod Harry. Bleg og forstenet.
Hvorfor så hun ham? Hvordan så hun det hele på den korte tid?
Det gjorde hun altså. Det var forfærdeligt.
Hun måtte hente hjælp, men hvor? Præsten? Sheriffen? Eller skulle hun vække Larry?
Et par djævle kiggede på hende. De stod på gårdspladsen og den ene hviskede noget til den anden.
Hvis hun prøvede at hente hjælp, kom de efter hende.
Så kom de efter hende og Keith.
De måtte væk.
Bare væk.