I den kolde, hvide verden blinkede et hav af iskrystaller mod hende. Nogle var tårnhøje og knejste som gigantiske søjler, andre var bittesmå og skød som spirer op gennem den hårde, blændende sne. Kulden sad i hende. Ben og fødder bevægede sig kun trevent. Modløst følte hun, hvordan trangen til at opgive voksede i takt med at forfrysningerne åd sig ind i hele hendes krop.
   Hun ledte efter noget, der var forsvundet for hende. Det var noget vigtigt, så hun kunne ikke give op.
   Men hun var faret vild og havde glemt, hvad hun ledte efter.
   Pludselig stod hun mellem nogle statuer. De var alle vegne og de forestillede mennesker; børn, kvinder og mænd, stående, siddende og liggende i de særeste stillinger.
   Fortvivlet prøvede hun at hoppe op og ned, samtidig med at hun slog kuskeslag. Men det blev kun til nogle ynkelige spjæt.
   Om lidt frøs hun også til is, for det var, hvad der var sket for de andre.
   En ynkelig kaldende lyd, var vel det sidste hun nogensinde fik at høre?
   "MII-AW," klynkede lyden mod hende.
   Inden alt var forbi, måtte hun vide, hvor den kat kom fra?
   Stor og hvid, med sin buskede hale hovent løftet, kom den slentrende mod hende, med kuglerunde øjne, der lyste orange og blafrede som små, vildfarne gløder.
   "Du fulgte mig. Du lovede at komme," klagede dyret.
   Men du blev væk, jamrede hun indvendigt. Ingen ord kunne trænge over hendes kolde, blå læber.
   Hun svævede. Højt oppe fra så hun sit rædselsslagne ansigt og tryglede ordløst mod katten:
   "Varm mig. Jeg er ligeglad om din ild fortærer mig. Jeg fryser."
   "Miav." svarede katten og hun følte dens bløde pels mod sin krop, følte hvordan isen langsomt smeltede.

"Hvad laver det dyr i vores seng?"
   Stemmen var dyb og søvnigt vrissende. Den kom fra en anden verden og hun ville ikke høre den. Ikke endnu.
   "Den hjælper mig," mumlede hun.
   "Drømmer du eller er du blevet vanvittig?"
   Martin krævede besked. Hun måtte tilbage til hans verden. Tilbage til virkeligheden.
   Hun var lige ved at være der, lige ved at vågne.
   Mellem hende og Martin lå en stor, busket kat og spandt. Martin gloede surt på den, men den slog bare med halen og stirrede spørgende på Cessie.
   Dens øjne var gulgrønne i det spirende daggrys matte vinterlys. Det var bare Fjumsemis. Den måtte have gemt sig under sengen i aftes og så i nattens løb have sneget sig her op.
   Der var sne på dynen og ret koldt i det lille kammer, men hun lå dog under en dejlig, tung vinterdyne.
   Hullet i taget var endnu ikke blevet ordentligt repareret, selvom Martin havde lovet det. Brættet han havde hamret for, var blæst til side i nattens løb.
   "Jeg drømte," sagde hun, "at jeg var ved at fryse ihjel og så varmede Fjumsemis mig."
   "Jeg skal nok få lavet det tag," vrissede han, "men jeg kan jo ikke være alle vegne."
   Og det kunne han vel ikke. Selvom det var vinter, var der meget at se til i smedjen. Det måtte der være, for han havde penge. Sådan set burde han vel få fat på tækkemanden, så det kunne blive ordentligt repareret, men der var brugt mange penge til læge og præst.
   Urolige tanker flaksede rundt i hovedet på Cessie; ind i mellem, fik hun en sær forestilling om at han skjulte noget for hende. Det var som om skygger sneg sig over hans ansigt og ind i mellem var det som om han var på nippet til at betro hende noget, men så tav han igen.
   Det betød sikkert ikke noget.
   Ikke andet end at han naturligvis var urolig for sin mor.
   Miksturen var næsten brugt op, men der var ikke meget bedring at spore med svigermor. De fleste dage tilbragte hun i alkoven og når hun en sjælden gang var oppe, listede hun omkring som en skygge af sig selv. Det var ikke til at holde ud at se på. Ofte ønskede Cessie, at hun ville blive sig selv igen, selvom det betød hånlige blikke, indblanding og spydige kommentarer. Andre gange tænkte hun, at når svigermor blev rask, fik hun nok et mildere sind.
   En dyb medlidenhed kunne gribe Cessie, men til andre tider greb hun sig i at ønske det hele var ovre, så der blev fred og hun aldrig mere skulle se den gamle kvinde forpint og lidende.
   Alt dette havde hun tænkt på i de forløbne måneder og også på sit løfte. Hun havde jo lovet at besøge Rosita Ronantez igen og lærlingen havde flere gange nævnt, at konen havde spurgt efter hende, men der var jo meget at se til.
   Drømmen var vel et tegn om at hun måtte se af at komme der ud, men hvad skulle hun dog sige for at slippe af sted hjemmefra?
   Den fine læge havde været her og rost Martin for ikke at have opsøgt en klog kone og præsten havde bedt for hende i kirken, men det hjalp ikke mere end miksturen, som hun stadig tog.
   "Jeg drømte at Nikus mor havde en kraftigere mikstur," løj Cessie prøvende.
   Niku havde været hos dem et par gange og det lod til, at han og Martin havde genoptaget deres kammeratskab. Derfor kaldte hun taterkonen "Nikus mor."
   Et mærkeligt udtryk fløj over Martins ansigt og han kælede eftertænksomt for katten.
   "Niku siger, du er ventet," mumlede han, som om det var dyret han talte til.
   Men han så dog på Cessie, da han afgørende tilføjede: " Du må hellere gå der ud i eftermiddag, men jeg skal bruge Harry i smedjen. Kan du finde derud alene?"
   Hun nikkede.

Måske havde hun nikket lidt for hurtigt og lidt for håbefuldt, for hen på eftermiddagen stod hun ved et stort forkrøblet træ. Mens hun pustede på sine kolde hænder, gik det op for hende, at det var anden gang i dag, hun stod der.
   Hun var faret vild. Lige som i drømmen. De eneste glitrende krystaller var istapper, der hang ned fra en skråning i det fjerne og der var ingen forvredne statuer, men alligevel så hun sig om efter katten.
   Var hun mon ved at blive vanvittig? Der kom selvfølgelig ikke en kat og viste vej.
   Hun nåede lige at ræsonnere. Så dukkede den op.
   Den var kæmpestor og dens øjne lyste forbavset imod hende. Med smidige, yndefulde bevægelser kom den en smule nærmere. Som ved et trylleslag stoppede den.
   Den var hvid og majestætisk.
   Nu drømte hun da vist ved højlys dag.
   En del af de heltinder, hun skrev om, havde det med, at deres blod frøs til is, når de blev forskrækkede. Det var bare en fjollet talemåde, men nu vidste hun, hvordan den var opstået. I et stykke tid, følte hun sig som isnet statue.
   Så gik det op for hende, at katten - hvis det da var en kat? - sad ned og gloede dovent på hende. Den måtte være tam og så havde den måske ikke tænkt sig at kaste sig over hende og flænse hende med sine skarpe kløer.
   Blodet rullede igen gennem hende årer. Indbildning eller ej - noget måtte hun gøre.
   Tøvende tog hun et skridt mod det kattelignende kæmpevæsen. Det rejste sig, hævede halen og begyndte at slentre bort.
   Det var vist meningen, hun skulle følge efter det.
   Cessie trængte alle logiske ræsonnementer bort og traskede efter dyret. Det slentrede i et sindigt tempo, så det var ikke vanskeligt at følge med.
   De gik forbi skråningen med istapperne og det var ikke en rigtig skråning, men taget på en hytte. Og hun havde set hytten før; det var der den anden taterfamilie boede.
   Ved at følge dyret bevægede hun sig mellem vintergolde træer og vækster, til hun skimtede hytten. Den hvor Rosita Ronantez og hendes familie boede.
   Kattedyret var væk. Det ikke så meget som stak hovedet frem bag et træ.
   Taterkvinden kunne forhåbentlig forklare fænomenet for hende og det måtte gerne ske om lidt.
   Denne gang virkede der meget stille og der stod ingen kranievagter ved døren Skodderne var dog ikke slået for og der steg røg op fra skorstenen, så der måtte være nogle hjemme.
   Cessie tog en dyb indånding og bankede på døren.
   Der skete ikke noget. Var hele familien gået uden at have slået skodderne for? her om vinteren?
   Det virkede forkert. Måske var taterkonen alene hjemme og var faldet i søvn. Måske havde hun brug for hjælp og havde bedt om den i drømmen? Konen virkede rar og hvis Cessie kunne, ville hun gerne gøre noget for hende. Beslutsomt tog hun fat på klinken. Den lod sig trykke ned og hun skubbede døren op, så den stod på glem.
   En liflig bølge strømmede imod hende, En velkendt duft drev mundvandet frem og fik hendes næsebor til at vibrere.
   Midt på gulvet - med en stegepande frem for sig - stod drengen med de blå øjne og så forbavset på hende
   "Er du ved at bage pandekager?"
   For sent for det gennem Cessie, at det var et åndssvagt spørgsmål. Hun kunne jo se, at der var dej på panden og desuden en løbende klat på hans gullige bondeskjorte. Men nu var det for sent at finde på en bedre indledningsbemærkning.
   Drengen nikkede.
   "Er du alene hjemme?"
   Det spørgsmål var lidt mere begavet, for Rosita Ronantez kunne jo sove i et andet rum. Og de andre i familien kunne være i stalden eller udenfor.
   Han nikkede igen. Han så temmelig mut ud. Måske var han irriteret over at hun bare trådte indenfor og forstyrrede ham.

Varmen bredte sig i Cessies krop, men hun følte sig ikke særlig velkommen. Mens hun søgte efter en bemærkning, der kunne tø drengen lidt op, så hun sig omkring.
   Stuen så ud, omtrent som hun huskede den: påfaldende almindelig. Der var rent og ryddeligt. Det eneste "rod" var nogle sammenkrøllede papirark på bordet.
   En stor, sort kat lå sammenkrøllet på en dragkiste.
   Katten strakte sig og gabte. Så hoppede den med et miav ned fra kisten Hvad i alverden var det katten nu foretog sig? Den var vel for gammel til at prøve på at fange sin egen hale? Ikke desto mindre gik den rundt og rundt i en cirkel. Ørerne stod ret op og dens knurhår blafrede. Dens korte, buskede halestump strittede ret opad.

"Den er stæreblind," oplyste Freddy. Han stod som stivnet - med dejtruget i favnen. Det virkede næsten som om, hun ikke skulle have opdaget katten.
   "Nårh," udbrød hun og aede forsigtigt dyret. Faktisk var den stride pels blød mod hendes hænder og den fandt sig i berøringen, som den dog ikke lod til at finde særlig passende, Dens øjne virkede ganske rigtigt tomme. Rødgule øjenhuler rettedes undrende mod hende, så hun slugte et skrig af medynk og væmmelse.
   Freddy lod dejtruget stå og nærmede sig. Det drejede sig kun om få skridt, så stod han lige ved siden af hende. Hans blik flakkede fra Cessie til katten og endte ved dragkisten.
   Så smilede han afvæbnende, løftede kræet op og snakkede til det: "Sikke noget at dragkisten ikke står, hvor den plejer. Du bliver jo helt forvirret, Slotzy." Henvendt til Cessie forklarede han: "Han går i rundkreds for at finde vej. Han har haft øjenbetændelse og kan kun se stærkt sollys."
   Katten følte sig tryg i drengens favn. den rullede rundt som en killing, så den lå på ryggen i hans favn.
   "Er det ikke synd at lade den leve?" for det ud af Cessie, der var vant til at syge dyr blev aflivede.
   Freddy så forarget og forfærdet på hende: "Næh, selv om man er blind, har man da ret til et liv. Han er ikke en stakkel."

Cessie vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle svare. Uvilkårligt så hun ned i lergulvet. Og så fik hun øje på cirklen, der var ridset ind i gulvet. Det var ikke bare en rund cirkel, men snarere en spiralsk labyrint og i gangene var der sælsomme tegn, der lignede insekter. De ledte hendes tanker hen på edderkopper, men alligevel ikke - de havde hver især seks ben, som de krummede ind under sig - lange krumme ben, så de næsten så ud som om de hævede sig et stykke opad. Måske for at gøre dem endnu mere underlige, så havde de tillige "fødder," der mindede om sylespidse hove.
   Med ujævne mellemrum var der disse tegn og et par steder, som drysset tilfældigt gennem et dørslag sås andre tegn, der var mindst lige så mystiske; en slange med tyk bug og andenæb, en firkant med knive over kors og noget, der ikke lignede noget som helst andet end måske fremmedartede bogstaver.
   Netop i denne labyrint havde katten vadet rundt. Det var hun ikke i tvivl om.
   I drengens ansigt læste hun, at han var klar over, at hun havde set det og at han ikke anede, hvad han skulle sige. Da han havde slikket lidt på sin underlæbe fandt han dog på noget:
   "Vil du hjælpe med at få dragkisten på plads?"
   Hun havde jo erfaret gulvets hemmelighed, men der var måske andre, der ikke skulle opdage den?
   Nå ja, hvad vedkom det egentlig hende? Hjælpe kunne hun vel nok, men -:
   "Har du ikke flyttet den alene?!"
   Svaret var en svag hovedrysten og det mutte udtryk signalerede sandsynligvis, at de ikke skulle snakke mere om det, lige nu. Ved fælles hjælp fik de hævet kisten en anelse over gulvet. Den var tung og Cessie gispede af anstrengelse. Drengen lod dog til at have ganske gode kræfter, trods sin spinkle fremtoning, og møblet skulle jo ikke flyttes langt hen, så det lykkedes dem at få dækket den cirkelrunde labyrint.
   Katten cirklede rundt og hoppede op på dragkisten, hvor den lagde sig godt til rette og lukkede sine syge øjne.
   Cessie kom til at se hen på bordet. De sammenkrøllede ark lå der endnu, Mon ikke de skulle ryddes til side?? En indskydelse bød hende at lukke hånden om dem og lade dem glide ned i forklædelommen. Drengen ventede vist på nogen og der skulle nok helst være rent og ryddeligt, når disse "nogle" dukkede op. Hun fjernede også blækhus og penne. Mens han hældte dej ud over panden, sendte Freddy hende et varmt smil.
   Der lød trampende skridt og stemmer. Freddy virkede en anelse urolig, så Cessie sendte ham et sammensvorent grin.

Klinken gled ned i et hastigt ryk. Døren fløj op og en buldrende stemme tromlede gennem stuen:
   "Det er for sent at flygte!"