Hvor i alverden blev hun af?
   Der blev nok en dyb fure i gulvet, sådan som han traskede uroligt rundt.
   Fra stuens alkove hørtes moderens hivende vejrtrækning og luften i stuen virkede kvælende.
   Han åbnede et vindue og bandede af den rådne ramme, hvor flere splinter var brækket af. Det hele var noget møg. Nu frøs han. Holdt den forbistrede vinter aldrig op?
   Keith tænkte kun på at lege og lærlingen legede med. Deres stemmer flød ind i stuen, selvom døren til sovekammeret var lukket. Kunne de ikke holde mund i dødens hus.
   Martin stoppede brat. Han havde tænkt det ord, han ikke han ville tænke, men så dårlig som nu havde mor ikke været før.
   Det var vist ikke kun hjertet, det var galt med, for hun klagede også over maven:
   "Åh - åh - au - min mave - ih av -" klagede hun.
   Martin holdt sig for ørerne. Han burde sætte sig ved hende, tage hendes hånd, kølne hendes pande eller sådan noget, men det var så underligt.
   Han havde set ind til hende og nu måtte smedearbejdet vente.
   Han havde givet hende vand, kiks og mikstur, men hun klynkede blot. Han havde holdt hendes hånd og rørt ved hendes hår, selvom det bød ham imod. Siden han var lille, havde der ikke været mange kærtegn mellem dem. Han elskede hende, men knus og den slags brugte de ikke.

Han burde vel hente præsten eller i det mindste en munk fra klosteret, men tænk, hvis Cessie vendte tilbage sammen med taterkonen? Det ville give store problemer.
   En bølge af heksejagt og jagt på oprørssympatisører gik over landet. Af de, der oprindeligt havde gjort oprør for hen ved 16 år siden, var der endnu nogle spredte grupper, der spredte rædsel og skræk, men var svære at fange fordi de blev beskyttet af hekse og andre mørkevæsner. Med rette kaldte disse ugerningsmænd sig for "djævlene."
   Dengang havde de fået mange med, fordi de ville afskaffe fattigdom, nød og undertrykkelse, men nu..? Hvis det var det de ville, brugte de mærkelige metoder. Som at låne penge ud.
   Martin tog sig til hovedet. Derinde sloges angstfyldte tanker med nogle få håb.
   Mørket listede sig ind over stuen og han burde måske tænde nogle lys, men så kunne han igen se mors oppustede, lidende ansigt, med den åbne mund. Det var ikke til at holde ud.
   Vigtigst lige nu var det at mor blev rask. Intet havde jo hjulpet, men måske - måske passede det, at Nikus mor havde endnu et middel. Man hørte jo så mange historier.
   Hvis hun så havde det, var det vel djævelens værk og så var mor måske alligevel fortabt.
   Hvad skulle han dog tro?
   Og hvor blev Cessie af?
   Der kunne vel ikke være sket hende noget? Han skulle aldrig have ladet hende gå alene der ud. Tænk om et dyr havde ædt hende. Måske den hvide los, som nogle påstod de havde set?
   Som lynfrosset stoppede Martin op.
   Der fandtes næppe hvide losser. Så skulle det da være et af naturens luner. Det var ikke derfor han stoppede op, men fordi der gik nogen udenfor.
   Endelig kom hun. Med få hop nåede han døren, åbnede den og stod ude i sneen. På strømpefødder. Det var ikke Cessie, der stod foran ham.

Cessie gik baglæns, da stemmen tordnede imod hende. Hun var lige ved at falde over dragkisten. Hun mærkede drengens hånd mod sin overarm og vristede sig fri. Hun behøvede ikke hjælp. Hun havde genvundet balancen.
   Hun var træt af forskrækkelser. Irriteret så hun mod fredsforstyrreren.
   "Hvad Pokker - du har besøg?"
   Den høje, hærdebrede tater strøg sit skæg og det buldrende var gået af ham.
   På samme tid rakte de en hånd frem, mens de så undersøgende på hinanden.
   Det var den gamle tater fra markedspladsen. Fra sladderen, der løb rundt i byen, vidste hun, at det ikke var Nikus far, men vist nok hans farbror.
   I omtrent samme øjeblik blev hun selv genkendt.
   "Men det er jo den lille smedekone," konstaterede han. Lidt af bulderet var vendt tilbage, men et lunt glimt i øjenkrogene fik det til at virke ufarligt.
   "Der blev I forskrækkede," blandede en dreng sig. Han var noget yngre end Freddy - en lille robust fyr med store, sorte øjne i et frækt fjæs. Nå ja, hun anede jo ikke om fjæset udtrykte frækhed, men hun syntes det så ud til det.
   "Du troede måske, det var præsten, der kom - eller sheriffen?" grinede knægten.
   Freddy trak på skuldrene: "Jeg var uopmærksom - ellers havde jeg hørt jer og genkendt jeres skridt."
   Katten strakte sig på dragkisten, gabte og lagde sig med ligegyldig mine til at sove videre.
   "Det var bare for sjov, var det ikke også, far?"
   Den frække unge skævede ivrigt til sin far.
   Tateren nikkede:
   "Jo da - og jeg anede jo ikke, du havde besøg."
   "Din - øh - kone bad mig kigge her ud igen - og min svigermoder er stadig syg. Jeg tror hun er blevet dårligere..."
   Cessie var lige ved at falde over ordene, men bed sig i irriteret i underlæben. Det kunne vel ikke være slemt at komme på besøg?
   Manden så alvorligt på hende og mens han igen gned sig i skægget, så han spekulativt frem for sig.
   Den lille dreng skiftede emne: "Hvor er mor henne?"
   "Et smut ovre ved Mats og dem," svarede Freddy og Cessie ærgrede sig over, at hun ikke selv havde fundet på at spørge.
   "Hun ville høre, om vi må få de brædder, de har liggende - til gulvet," tilføjede Freddy.
   "Det har de jo lovet," brummede Keily.
   Hvis nogen havde set labyrinten og sladret, havde de god grund til at frygte præsten og sheriffen, så det var en god idé at dække gulvet med brædder, mens tid var.
   Vidste Danny Keily mon noget om labyrinten`? Det måtte han da gøre, for han boede her jo. Men sikker, det var hun ikke.
   Det stak mod Cessies hånd. Som om små gløder bankede på. De krøllede ark? Hurtigt hev hun sin hånd op af lommen. Hvorfor havde hun puttet den der ned? De krøllede ark føltes brændende.
   Der lugtede ligefrem svedent. Forbløffet vibrerede hun med næseborene.
   "Kagen brænder på!" udbrød Keily.
   "Jeg snupper lige en pandekage," sagde den yngste dreng.
   "Hov hov - Kenny - spørg pænt," formanede hans far.
   "Pænt - gør det noget, jeg snupper en?"
   Knægten var drillesyg. Hans øjne spillede og gnistrede.
   "Næh," mumlede Freddy. Mon han tænkte på noget helt andet? Det virkede sådan.
   "Vil I andre ikke også smage?" bød han dog.
   Det tilbud var ikke til at sige nej til.
   Kenny hentede syltetøj og med det på, smagte den sprøde kage rigtig godt - som en himmerigs mundfuld og af en til.
   Mens Cessie gumlede på den tredje gik døren op på ny.
   Denne gang var det Rosita Ronantez sammen med pigen.
   Et øjeblik så konen fra den ene til den anden. Så slog hun hænderne sammen og udbrød: "Så kom du altså."

"Godaften, min gode mand."
   Stemmen lød forfinet og alligevel tog det Martin et øjeblik at genkende den som præstens.
   "Godaften, pastor," hilste han dirrende og undertrykte en overvældende trang til at klapre med tænderne.
   "Det kom mig for, at jeg lige ville se til din syge moder."
   Måske stod pastoren virkelig i forbindelse med Den Almægtige, for mor havde det jo rigtigt skidt.
   "Kanske De vil træde indenfor i min ringe bolig da,"
   Martin anvendte sit høfligste sprog og præsten gik med indenfor.
   Keith sad ved siden af sengen og bag ham, med front mod de indtrædende, stod Harry - med en hånd på ryggen.
   Havde den laban mon noget at skjule?
   Vreden brusede op i Martin, men i næste nu afløstes den af lettelse.
   Krukken med taterkonens mikstur havde stået ved sengen. Det var vel den, lærlingen så hastigt skjulte.
   "Har du bedt for din syge bedstemoder?" spurgte præsten Keith. Barnet så på ham med store, undrende øjne i et betuttet ansigt.
   "Ja, ja - det bad han skam om i sin aftenbøn," sagde Martin hurtigt og håbede det passede. "Godt!" nikkede præsten nådigt og knælede ned ved sengen.
   Sære lyde kom ud af mors mund nu. Mellem en besværlig rallen lød det som "åh av -åh av. Min mave - ih av - miav av."
   Det jog gennem Martin. Nu lød mors forpinte stemme som en syg kats.
   "Her er vist brug for bøn," udbrød præsten, "hun ligger på sit yderste og Den Onde har sendt en dæmon, som prøver at lokke hendes sjæl med.!"
   "Neej!" brast det ud af Martin.

Hun stivnede.
   Midt på gårdspladsen holdt en vogn. Ved siden af stod en mand og slog kuskeslag for at holde varmen.
   "Er det ikke smedekonen?" hakkede han forfrossent frem.
   "Jo." Cessie nikkede. Det var hun da.
   "Pastoren er derinde og jeg synes det tager en farlig tid."
   "Er præsten...?"
   Lyset i staldlygten svajede i hånden på Rosita Ronantez, der havde fulgt Cessie hjem gennem mørket.
   "Du må hellere skynde dig ind," hviskede hun, "jeg må hjem, inden de bliver urolige.
   Hun rakte lygten til Cessie og drejede hastigt omkring.
   Cessie samlede lygten op. Den lå i sneen, for hun havde ikke nået at tage imod den.

Kusken hostede. Arme mand, der var blevet efterladt her i kulden.
   "Kom dog med ind i varmen," for det ud af Cessie.
   "Pas - passer det sig?"
   "Det passer sig vel ikke du dør af kulde. Så kan du jo ikke age den gode pastor hjem!"
   Nølende fulgte manden med ind.
   Synet, der mødte dem var forfærdeligt.
   På knæ ved alkoven lå Martin, præsten, Keith og Harry. Med foldede hænder bad de til Herren, om at drive dæmonen ud.
   Martin vendte sig mod hende.
   Ansigtet sendte en flodbølge af barnlig rædsel og inderlig glæde mod hende: rædsel over moderens tilstand og glæde, fordi hun kom hjem.
   Hun lagde armene om ham, vendte ham blidt mod moderen igen og knælede ned blandt de andre. Med iskolde hænder famlede hun sit guldkors frem og bad med ord, der belejligt sprang frem fra hendes hukommelse.
   Eliza satte sig op. Øjnene rullede og hun forsøgte vist at sige noget. De magre hænder pressede sig mod maven.
   Så stod det ud af hende.
   Præsten var den første, der forsøgte at bringe sig i sikkerhed. Hans ordvalg passede dårligt til situationen.
   Som i en sær trance sansede Cessie at hente vand og klude, så det værste opkast kunne fjernes og den fine mand mildnes.
   Eliza var sunket tilbage. Et lettet, lille smil hvilede om hendes lyseblå læber.
   Præsten fattede sig og tog afsked.
   "Hun ere ren for Herren og Han vil nu råde, om tiden er inde," var hans afskedssalut.

"Han opdagede den ikke."
   Med et upassende skælmsk smil trak Harry miksturkrukken frem under sengen.
   Martin stirrede på den og mumlede: "Den krukke, den der kat - og dig, Cessie - hvorfor rendte du der ud lige i dag?"
   "Jeg.." begyndte Cessie og tav forskrækket.
   De ting havde da ikke noget med hinanden at gøre, vel?
   Ganske vist havde Rosita Ronantez sagt, mens de travede gennem skoven:
   "Jeg kaldte dig til mig. Jeg vidste ikke om det gik an at opsøge dig, men du må gemme papirerne."
   Trods skrækken for at blive set, havde Rosita fulgt hende hjem.
   Igen føltes arkene næsten brændende i lommen. Hun måtte studere dem.
   Men først måtte de vente.
   På døden?