"Hvad i alverden laver du?" udbrød John.
   Cessie sprang op og plantede en fod på brættet, der heldigvis var svirpet på plads.
   "En mus!" hylede hun.
   "Du er sgu da ikke bange for mus," indvendte John forvirret.
   "I dag er jeg," påstod hun irriteret.
   "Aha?" John så tvivlende ud, men råbte alligevel til mændene i stuen: "Kom lige og hjælp med at fange en mus."
   "Den er smuttet ind i et hul," løj Cessie.
   John så rundt i kammeret, før han trak på skuldrene. Mændene vadede ind og baksede med den tunge madras. Alkoven var indbygget og derfor ikke til at tage med; der skulle det nye smedepar sove frem over.
   "Få nu tømt skufferne." John samlede et lagen op, rullede det sammen og smed det hen mod hende; "Du kan pakke det ind i det her. Jeg pakker grej fra stegerset. Skal du have kagerullen med? Hvis nu Martin i virkeligheden laver narrestreger?"
   Han grinede usikkert over sin vittighed og hun smilede, for at få ham til at skrubbe ud i stegerset.
   "Det må jeg hellere...," sagde hun let.
   Væk var han og hurtigt fik hun brættet op igen. Med en hurtig bevægelse snappede hun de tre ruller papir og stak dem i sin lomme. Hun måtte vente med at se på dem.
   Hun hev en skuffe ud og tømte dens indhold ud over lagnet, der efter den næste skuffe og så rystede hun det hele sammen i lagenet, før hun bandt en solid knude. Det lignede en kartoffelsæk, der var stoppet forkert og den var så tung, at hun ikke selv kunne slæbe den.

Katten var forsvundet og da de gik udenfor igen, opdagede hun, at der manglede en enkelt høne og et par svin, men ellers var alle dyrene der endnu. Den gamle so havde igen smidt et kuld grislinger og det mindede Cessie, om hvordan hun blev rodet ind i alt det her. Det var underligt at stå i staldens varme og vide, at en anden skulle fodre dem fremover.
   Nogle måtte da for resten have taget sig af dem i ugerne, der var gået?
   "Larry og Jack har taget sig af dem," sagde John, "der må jo ikke fjernes noget fra besætningen. Mærkeligt at djævlene kun har taget et par svin, men de har måske provianteret andre steder."
   Gråden pressede sig på. Det var jo som om hun bare var gået ud for at fodre, men det var nok sidste gang, hun stod her. Og hvis ikke - hvis Martin og de andre på forunderlig vis vendte tilbage, ville det nok være anderledes.

"Vi kører nu!" kaldte John. Det føltes som en lettelse, at træde ud i solen igen. Kærren var læsset med ting og sager, som hun vel kunne få lidt tid til at gå med at se nærmere på - og hjemme ventede børnene. Hun gad ikke tænke på fremtiden lige nu.

Sent om aftenen, da ungerne sov, tog hun rullerne frem. De to tegninger var der. Det tredje var også en tegning, men over den, var der et brev, stilet til hende. Og øverst oppe var der et segl. Det var ikke brugt til at lukke rullen med, men fremstod snarere som en afsenderoplysning. Forbløffet læste hun ordene, der var prentet omhyggeligt med rødt blæk:

Kære Cecilie Johnson.

Sita stoler på dig, så jeg håber du vil give dette kort til Freddy og ikke andre.
   Det er vigtigt og vi stoler på dig. Svigt os ikke!

Ærbødigst
   Duedalens kronprins
   Måbende læste hun ordene en gang til. Hvor lå denne Duedal? Var der ligefrem en kronprins i Duedalen og skrev kongelige virkelig "ærbødigst", når de skrev til almindelige folk?
   Eller var det en spøg af en slags?
   Hun studerede seglet; hammer og sværd med en fed due siddende på sværdets skaft - lidt ujævnt udført i vokset, der som en takket klump klæbede sig mod arket.
   Selve tegningen var et landkort. Der var tegnet træer for at markere skov og trekanter, for at vise bjerge. Der var et X ved et af træerne.
   Det lignede et af de kort, hun og John havde lavet en gang, som store børn. Ved krydset havde de skjult en "skat," som deres fætre skulle finde. Mon nogle havde en skat klar til Freddy?
   Næppe! Men så havde knægten altså noget med de udyr at gøre.
   Hun konstaterede det, før det slog hende, at hun burde føle et eller andet. Men det var som om hendes følelses-lager var opbrugt. Tanker var der derimod nok af og med hovedet fuldt af dem, stak hun papirerne i lommen igen og bestemte sig for at hun ville sy en inderlomme i kåben, hvor de skulle være, til hun igen kom ud i hytten. Han ville sikkert ikke røbe meningen med brevet, men… hun afbrød tanken, eller rettere sagt; en ny tanke skød igennem den; måske vidste han ikke, hvad det gik ud på. Måske ville denne kronprins indvi ham i noget. Og på en eller anden måde, måtte hun finde ud af, hvad det var.

Hvordan mon det egentlig gik med ham? Mon denne Joe og hans kone var dukket op? Det ville blive underligt at møde nye mennesker der ude.
   I den sidste tid, havde hun mødt så mange folk, at hun havde svært ved at holde styr på dem. Man mødte jo mange mennesker i sit liv og sommetider glemte man dem igen. Dengang Sita spåede hende. havde hun fablet om, at de havde mødt hinanden før. Men først efter samtalen med John, var hun blev klar over hvor og hvornår: en tidlig morgen for 12 år siden, havde Sita banket på bagdøren. Hun ville hilse på sin datter - Mary - og fortælle, at hendes lillebror nu boede hos deres bedstemor. Det var ikke noget langt møde, men hun - Cessie - havde åbenbart gjort indtryk på Sita.
   Hvorfor? Troede konen, at hun havde specielle magiske evner?
   Lige efter mødet og spådommen havde hun tænkt meget over det. Der havde været situationer, hvor hun havde følt, at hun på forhånd viste noget eller hvor småønsker blev opfyldt, men det kunne nemt være tilfældigheder.
   I stalden havde hun følt strejf af sælsom magi. Men var det hende, der rummede den eller var det katten? Eller Freddy?
   Så, nu tænkte hun igen på den knægt. Freddy måtte have brevet med kortet. Så måtte hun se, hvordan han reagerede og hvad der videre skete? Hvad mon knægten lavede lige nu?

Han vendte sig i den brede alkove og trak dynen tættere omkring sig. Der var ikke koldt i hytten, men det var rart at ligge sådan og indsnuse duften af lavendel og sæbelud. Han havde vasket det og ladet det tørre i solen. Mens det tørrede havde han fået has på det meste af det ukrudt, der endnu engang var skudt op i urtebedene.
   Joe og Clorita var ikke dukket op endnu, men de kom sikkert i morgen. Han havde kun hilst på Joe en enkelt gang, men hans kone havde været der flere gange. De holdt møder. Stadigvæk. Selvom de vidste, at det kunne være farligt.
   De ville stadig frelse hele verden og nu hvor "hun" - den Vise - var død, havde de udset sig en ny. Smedekonen. Eller Cessie, som han kaldte hende, når de talte sammen. Efterhånden også, når han tænkte på hende. Mon hun vidste det? Altså, at hun var udvalgt? Det var blevet sagt den allerførste gang, hun var her, men havde hun forstået, hvad de mente? Garanteret ikke, men måske havde hun tænkt over det?
   Sita kunne jo også have fortalt det til hende. Måske var hun glad for at være en udvalgt og kom for at lære mere om, hvad hun så skulle gøre? Eller måske holdt hun sig væk, fordi hun ikke ville være med?
   For hans skyld måtte hun gerne blive væk. Han anede ikke, om hun ville være den udvalgte eller om hun troede, de var i ledtog med djævle.
   Men hun virkede nu rar og "ægte." Hun havde jo hjulpet ham, da Niku smed den kniv i hans hånd. Det var rart ikke at skulle med på markeder i år og blive smidt med knive efter. Niku var der jo ikke, men befandt sig sikkert i bjergene, i den der dal, "de" tit havde snakket om. Heldigvis vidste han faktisk ikke præcis hvor Duedalen lå, så han kunne ikke fortælle det, ligegyldigt hvor meget de plagede ham.
   Der var meget stille uden om ham og dynen. En mus puslede under gulvet og langt borte tudede en ugle - andre lyde var der ikke.
   Han lukkede øjnene, strakte sig og bestemte sig for at sove. Han var træt efter en lang, varm dags arbejde.
   Bag de lukkede øjenlåg dukkede et billede op. Ikke så tydeligt som et maleri, men tydeligt nok til at han så hendes grønne øjne gnistre vredt mod alle de grønne idioter. Hun VAR kommet for at hjælpe ham og hun turde gøre det. Men så havde hun ombestemt sig…
   Han åbnede øjnene og satte sig op, Han kunne ikke lide det udtryk, der var kommet i hendes ansigt og heller ikke den måde, hun havde været på, sidst hun var her.
   Sita og han havde reddet Keith. Den arme dreng kunne jo ikke få luft, så de blev nødt til at finde urter frem og hente vand. Heldigvis kendte ham Sean metoden og troede ikke det var hekseri. Men mon han hilste Pablo, som han havde lovet?? For fætter Pablo, der også havde boet ude hos Bedste, boede jo hos Sean nu. Hans mor havde giftet sig med manden. Sådan var det.
   Men det kunne være rart, hvis Pablo lå her ved siden af ham. Så kunne de snakke sammen og han kunne fortælle, om dyret der puslede under buskene, stak en lille snude frem og måske var en bekowan eller måske bare et pindsvin. Bekowaner var sjældne og han havde kun set billeder af dem; det var heller ikke godt om de vovede sig for meget frem.
   Nogle væsner skulle hellere holde sig i skjul og passe godt på.
   Måske skulle han også selv gøre det? Han kunne godt gå sin vej og måske varede det et stykke tid inden nogle fandt ham?
   De havde jo alligevel ikke rigtigt brug for ham mere. Nu da Niku var væk, duede knivkasternummeret ikke. Og de havde sendt bud til Dannys bror, så ham og konen kunne passe hytten og jorden - men de havde godt nok sagt der var brug for hans hjælp. Joe havde haft svært ved at overkomme det hele sidste sommer. Freddy krøb helt ned under dynen. Lige nu kunne han gemme sig i den. Og den duftede jo godt.
   Freddy strakte sig, hvorefter han trak benene op og lå som en kattekilling eller et foster. Så faldt han i søvn.

"Det er din skyld!" skreg den forvredne mund. Hovedet hang mellem to tæer på en snavset fod. Tæerne var klemt sammen om håret og så dinglede hovedet fra side til side. Han kunne ikke slippe væk, så han ventede bare.
   "Ha ha!" sagde han, da han havde ventet længe nok, "ha ha - jeg vågner på et tidspunkt og så er du væk."
   "Væk væk," galede munden, "men jeg får dig til sidst. Det her skal du få betalt. Tro ikke dit nye nummer her virker. Find på noget nyt."
   Så forsvandt foden og hovedet. Væk var de.
   Væk var alle billeder. Verden var sort og han var i en tunnel. Et sted blinkede et svagt lys. Bare en lille forsagt prik i blåt og lysegult. Han løb mod det, men det flyttede sig hele tiden. Og han kom ingen vegne, for der var ingen retninger i den møg-tunnel.
   Han satte sig. Det virkede. Lyskuglen dansede foran ham og han snappede den mellem sine hænder, lukkede dem og lod lyset skinne ud mellem sine fingre. Nu blev det nødt til at funkle og vise ham vej. Han så at der var rødder i de sider, der var en slags vægge og over ham hang der stalaktitter, der blinkede som krystaller og diamanter. En pil mellem sole og sommerblomster pegede fremad og et kvidrende fuglekor fyldte den før så sorte, tyste tunnel.
   Han gik mod sommeren udenfor og klemte hårdt om lyset, så det ikke skulle slippe fra ham.
   Det vred og snoede sig. Det brokkede sig højlydt: "Av av -slip mig. Det gør ondt."
   Han var da flintrende ligeglad, hvor ondt det gjorde. Det dumme lys havde bare af at vise ham vej ud i solen.
   Han var der lige straks.
   Så tav fuglene. En ny lyd fyldte tunnelen. Jammer. Han åbnede hænderne. Lyset lå slunkent og stille på hans ene hånd. Han prikkede til det med en finger på den anden hånd.
   Undskyld, hamrede det gennem ham. Undskyld, det var ikke meningen.
   Igen hang lyset et sted. Det græd og jamrede sig.
   Han lokkede for det: "kom her hen. Måske kan jeg hjælpe dig."
   "Det bliver bare værre," jamrede lyset. Så sagde det ikke mere.
   Men jammeren blev ved. Det var ikke bare lyset. Alting jamrede sig. En kakofoni af smerte og rædsel skar i ørerne, flænsede hans indvolde og fik ham til at ryste over det hele.
   Han pressede hænderne for ørerne. Han sad der bare, rokkede svagt fra side til side og nu var jammeren også inden i ham.
   En evighed senere blev han bevidst om, at han sad op i alkoven, trykket ind i et hjørne.
   Havde han skreget? Var nogle vågnet? De måtte ikke vågne. De kunne ikke lide, at man vækkede dem midt om nat på grund af dumme drømme. Ingen af dem. Så hvis han nåede at vågne nok op, plejede han at bide i puden, dynen eller tæppet. Hvad han nu lå med.
   Så huskede han, at han var alene. Han kunne skrige, hvis han ville. Ingen kunne brokke sig eller jamre.
   Og ingen kunne forbarme sig og holde en arm om ham.
   Han turde ikke sove igen, så han skubbede dynen fra sig, stod op og gik ud.
   HA - i virkeligheden kunne han godt nå sommeren. Eller det sene forår. Det var omkring ham.

Cessie trykkede dørklinken ned og trådte lidt tøvende over dørtærsklen. Hun havde banket et par gange, men ingen svarede.
   Tidligt om morgenen havde hun besnakket kokkepigen til at se efter de små. Hun havde sagt, at hun ville hente urter, så hun havde nok, hvis Keith igen blev syg. Det var rigtig nok, men i lommen brændte de tre papirark og hun måtte vise Freddy kortet med den sære hilsen.
   Han var der ikke. Hun kiggede i aflukket og i stalden. Ingen Freddy. Heller ikke i haven eller på den nytilsåede markstrimmel var han.
   En flok krager pirkede i jorden. Da hun gik hen mod dem lettede de fleste. Kun en enkelt blev tilbage og så på hende i tilpas afstand. Omkring to alen. Hun stoppede op for ikke også at skræmme den væk. Det var ikke tit, hun var så tæt på en vild fugl. Den måtte være gammel, for den virkede mere pjusket og grå end almindeligt var.
   "Hvor er Freddy henne?"
   Hun tænkte bare højt, for naturligvis kunne man ikke tale med en fugl. Den gamle krage lagde hovedet lidt på skrå og pillede sig. Så kom den et skridt nærmere og pirkede i jorden. Der var vist ikke noget spændende, for den så fornærmet mod hende.
   "Har de andre snuppet alle de gode orme?" spurgte hun lavt.
   Det var fjollet at snakke til en fugl, men her var jo ingen til at grine af hende.
   "Ja, sådan er det altid. Øv, altså."
   Hun for sammen og virrede med hovedet. Stemmen, der svarede var hæs og tvær.
   Kragen stod på et ben og virrede også med hovedet. Så baskede den med vingerne, udstødte nogle hæse skrig og fløj op i et træ.
   "Ups! Der afslørede jeg, at jeg kan tale," lød den hæse stemme fra før. Den kom nu ikke oppe fra træet. Men fra nogle lave buske i nærheden.
   Da hun så hen mod dem, fik hun øje på ham. Freddy. Han grinede til hende.
   Hun truede af ham med en knyttet næve. På skrømt.
   "Uh, din - din.."
   Han kom frem. Over skulderen hang nogle døde harer.
   "Taler du tit med fuglene?"
   "Nej, kun når jeg ikke kan finde dig."
   "Er der sket noget eller savnede du mig bare?"
   "Jeg har noget til dig."
   Hun skævede til de slatne harer, men brød sig ikke om de brustne øjne, så hun kiggede hastigt på Freddy igen. Han så nysgerrig ud, men spurgte ikke hvad det var.
   "Skal vi gå ind?" foreslog hun.
   "Ja, jeg er skrupsulten."
   "Så er det måske derfor du har skudt de dyr dér. Har de ikke killinger her om foråret?"
   "Sikkert. Og hvad så?"
   "Så må man da ikke skyde dem."
   Han trak på skuldrene og så undersøgende på hende. "Årh, sådan nogle harekillinger er en lækkerbisken for ræve. De er snart væk."
   Var han virkelig så kynisk? Hun kunne ikke tyde glimtet i de blå øjne. Der var jo også noget andet, de skulle tale om. Hun sænkede uvilkårligt stemmen: "Kender du kongen af Duedalen? Eller hans søn?"
   Hans flakkende øjenlåg røbede ham.
   "Det ved jeg du gør," sagde hun, "for der er brev til dig fra Duedalens kronprins."
   "Er der? Fra Har -
   Han bed sig hårdt i underlæben og så gevaldig forskrækket ud.
   "Kom med ind. Så snakker vi to sammen over noget morgenmad."
   "Du kan også bare give mig brevet og skrubbe af."
   Han lignede bestemt ikke en engel nu. Hans ansigt var vredt og truende, Han rakte en hånd frem mod hende, som for at kræve brevet udleveret.
   For han havde vel ikke tænkt sig at slå hende?