Cessie pustede på sine knoer og stirrede fortabt på den lukkede dør foran sig. Den bugtede sig, slog udad og klinken gemte sig. Hun rystede over hele kroppen, følte sig svimmel og kaotiske tanker flaksede gennem hende; en dør kunne ikke bugte sig. Det så bare sådan ud, fordi hun var rædselsslagen.
   Selvom hun havde tænkt, at hun ikke skulle søge hjælp, havde hendes fødder alligevel ført hende til Bettys dør og så lukkede hun ikke op.
   Keith klamrede sig tavst til en flig af hendes kåbe. Stakåndet havde hun sat ham fra sig. Hendes mave smertede og hendes arme føltes slatne. Hun kunne ikke bære ham hele tiden, men han måtte ikke blive borte. Nu faldt dynen vel ikke af ham, så kulden gjorde ham syg?
   Hun famlede, mærkede efter og pakkede den om ham med stive, kolde hænder. Betty lukkede nok op om lidt. Eller også kom Larry.
   Hun løftede Keith op. Han slog armene om hende. Hun måtte beskytte ham, selvom han var som en tyngde mod maven.
   En ny frygt strejfede hende. Det ufødte barn tog vel ikke skade af trykket?
   Rasende skød hun tanken fra sig. Hun måtte beskytte begge sine børn. Værne dem mod faren - ikke tænke tilbage, men frem...
   Hvad var det, der puslede bag dem?
   I et øjebliks beslutsomhed vendte hun sig. Der var skygger i mørket. I den alt for nære horisont lurede ubestemmelige skygger; det fjerne fadebur, træer, Jacks lille gård - og måske djævle!
   AV. En smerte jog gennem hendes fødder. Var hun virkelig lettet fra jorden og havde landet brat? Eller havde hun bare trådt sig selv over tæerne?
   Et svagt lys blafrede mod dem og gennem den evigt blankpolerede rude, så hun et glimt af Bettys bollefjæs.
   Dette kunne ikke nok så mange kager få hende til at tilgive Betty.
   Kager?! Skidt med kager. De var i livsfare og Betty var ligeglad. Så var andre folk det nok også. Hun var den eneste, der kunne redde Keith og den ufødte.
   Fra et øjebliks sær flugt fra virkeligheden og et strejf af hverdagskagetænkning, væltede hun ind i en ny bølge af rædsel. Frygten susede for hendes ører. Hendes fødder bragte hende af sted, uden at hun klart sansede hvorhen. Et stød jog gennem hendes mave og hun hev besværet efter luft. En senet hånd ramlede mod hendes ene ankel, langstrakte knoklefinger lukkede sig om hendes fod.
   I faldet fik hun drengen skubbet fra sig.
   Et nyt stød jog gennem hendes mave. Det sortnede for hendes øjne. Indhyllet i pletter af lys og smerte, forsøgte hun desperat at rejse sig.

Et barns skrækslagne gråd trængte gennem mørket. For Den Lede da. Det var Keith.
   Hvor var han? Hun måtte nå ham. Før skyggerne.
   Hun påkaldte moderinstinktets skjulte kræfter og på rædslens vinger fløj hun mod lyden. I mørket fandt de hinanden og omklamrede hverandre.
   Skriget lød som en ravn, der trimlede døende til jorden.
   Det var summen af de fangede skrig, der slap ud.
   Lettet for tyngden af disse bitre skrig, løb hun videre.
   Der var fødder og hove bag hende.
   Eller var der? I sin forvirrede, tumlende flugt, anede hun knapt, hvad der var virkelighed og hvad der måske var en ond drøm. Omkring hende voksede der træer op. En gren svirpede i hendes ansigt, noget spidst greb fat i hendes kåbe og under hendes fødder forsøgte lumske huller og snoede gevækster at lokke hende til at falde. Igen.
   Cessie kunne ikke mere. Hendes fødder stoppede. I det det næsten massive mørke, befandt hun sig i noget der mindede om et rum. Store, brede træer virkede som vægge og på loftet var der drysset stjerner, Her fandtes kun det rum og den hivende, hvæsende jammer, hun ufrivilligt frembragte.
   "Moar - hvor skal vi hen?"
   Keith stod ved siden af hende. Hans lille stemme dirrede.
   Hans frygt ramte hende. Hun måtte tage sig sammen. Hun var jo ikke et underkuet pjok. Rosita havde sagt, hun var noget særligt.
   "Vi skal ud til nogle rare mennesker," sagde hun til sønnen.
   "Kommer far så der ud?"
   "Ja, senere."
   Cessie orkede ikke en længere forklaring. Det passede heller ikke til situationen.
   Hun tog hans lille hånd og mens de gik videre genvandt hun evnen til at tænke.
   Da Rosita fulgte hende hjem var de stoppet forskellige steder og Rosita havde sagt: "Mærk dig dette træ. Føl på det, så du også kan kende det i mørke." Og et andet sted: "Lyt, så kan du høre vandet risle." Og sådan havde hun sagt noget hvert sted, de var stoppet op.
   Hun havde også sagt: "Der kan ikke altid dukke en vejviser op. Du var heldig, at den kat havde killinger i vores udhus og lod dig følge efter den."
   Ikke et øjeblik troede Cessie på den historie. Der lå mere bag end som så, men lige nu var det jo ikke det vigtigste.
   Rosita havde ret i, at hun ikke altid kunne forvente en vejviser.
   Nu skulle hun finde blot et af de udpegede steder. Så ville de nå frem.
   Med drengen ved hånden travede hun videre. Hun følte på nogle træer og da hun fandt et, der lignede en stor fæl trold, skreg hun. Ikke af frygt, men af lettelse. Og da troldens "mave" under hendes hænder føltes klæbrig, vidste hun, at det var træet med de sære svampevækster. Herfra førte en veksel frem til en lille bæk.
   Drengen var segnefærdig og hun måtte bære ham, men nu skulle de nok nå frem.

Da Rosita Ronantez åbnede døren, slap Cessies kræfter op.
   I et glimt så hun, at drengen Freddy tog Keith i sin favn.
   Så sortnede det for hende.

Længe efter vågnede hun. Hun strakte sig under den solide dyne og nøs, fordi den var støvet.
   Længe efter?
   Cessie stirrede på det skumle omrids af et klodset skab, som om det kunne besvare hendes tænkte spørgsmål.
   Hvor længe havde hun sovet?
   Forunderlige erindringsglimt løb gennem hende; væske, der blev presset mellem hendes læber; forsigtige hænder og sagte stemmer.
   Hun vidste, hvor hun var og hvad der var sket.
   Der var stille i den lille stue. Regnen trommede mod taget og det måtte være nat igen. Hun måtte altså have sovet det meste af et døgn.
   Stilheden var ikke helt kompakt. Hun hørte Keiths velkendte åndedrag. Hans næsefløje peb altid en smule.
   Hun lå på en bænk og mærkede halm gennem et tæppe, der havde krøllet sig sammen under hendes krop.
   Det var godt at være i sikkerhed, for det følte hun, at hun var, men nu hvor den direkte fare mod hende var forbi, vendte bølgen af afsky og uro over Martins og Emilys skæbner tilbage. Blandet med uro over, hvad der videre ville ske, skabte det et tryk i hende.
   Det begyndte som et skrig, hun fik kvalt for ikke at vække alle andre. Hun ville nødig anses for en dåre. Det kvalte skrig blev til små undertrykte hulk og hun borede ansigtet ned i dynens støvede bolster.
   "Det kan godt hjælpe at græde."
   Stemmen i mørket var blid og tæt ved hende.
   Konturerne røbede, at det var en ung mand.
   Det var selvfølgelig Freddy.
   Man hulkede ikke, når fremmede hørte det, så hun prøvede at stoppe det. Men drengen havde jo faktisk opfordret hende til at blive ved. Han havde ikke sagt: "Lad nu være" eller spurgt hvad der var i vejen.
   Gråden boblede frem. Nu kunne hun slet ikke stoppe. Vagt følte hun en hånd mod sit hår og registrerede, at den flyttede sig til hendes skulder.
   En sær, hengemt lyst bød hende at kaste sig ind til ham, på samme måde som hun for meget længe siden havde gjort mod sin far.
   Men den unge mand var ikke hendes far og hun var ikke 3-4 år, så hun prøvede at beherske sig.
   Selvom han ikke havde spurgt, ville hun fortælle, hvad der var sket.
   Hun snøftede og begyndte: "Jeg vågnede og hørte lyde....."
   "Nu vågnede jeg også og hørte lyde," buldrede en let genkendelig stemme.
   "Du må hellere hviske."
   Det kildede i hendes øre, så tæt var drengen ved hende.
   "Lad hende dog snakke," mukkede Rosita søvnigt.
   Nu var hun vist kommet til at vække alle i hytten. Forskrækket bed hun sig i underlæben.
   "Det var djævlene og de - og de....," hviskede hun.
   Gråden kom tilbage.
   Freddy sagde ingenting. Rosita og Danny var også tavse.
   Keith klynkede lidt, måske i søvne. En pigestemme beroligede ham og en dreng gryntede.
   De to yngste børn var altså også i rummet, men havde været stille.
   På en mærkværdig måde virkede det beroligende og hendes gråd blev mere dæmpet. Drengens ene arm holdt om hende.
   Nu lå hun godt. Heldigvis skjulte mørket hendes ansigt, der sikkert var stribet af tårer og snot.

To haner galede om kap. En slev klirrede mod bunden af en gryde og en sur stemme vrissede: "Skal vi have byggrød - igen?!"
   Duften gav Cessie svaret, som den frække taterunge garanteret kendte.
   Hun smilede.
   Her lod til at være rart og nu ville hun op.
   Fra ildstedet hilste Rosita hende med et venligt nik.
   "Der er vand i fadet," oplyste hun, "så du kan vaske dit ansigt lidt.
   For Pokker, hun havde jo tudet om natten og lignede nok en hængt kat. Flov så Cessie ned på sine bare tæer og opdagede, at hun stod på et bræddegulv.
   De havde fået det lagt.

Cessie følte sig ikke særlig sulten. Forsigtigt nippede hun til den søde grød. Hun havde fået en slev udleveret og så var det bare om at lange til fadet. Heldigvis var det et stort og dybt fad, for da hun først havde fået lidt ned, meldte sulten sig.
   Da hun var mæt, gik det op for hende, at hun havde en lånt natsærk på. Men inden forlegenheden blev for stor, sagde Rosita: "Du kan låne en kjole fra skabet. Vi skal nok finde en, der passer dig!"
   Med store øjne så Cessie, hvordan Rosita og hendes datter rodede rundt i det store skab, som hun havde sovet bag. De fniste sammensvorent, mens de synede tøjet og lagde del efter del på gulvet; særke, kjoler, sjaler og unævnelige sager.
   "Den her kan hun bruge," foreslog pigen endelig og holdt en grøn kjole frem.
   "Det tror jeg også, Bubi."
   Rosita tog i den ene skulder på kjolen og sammen holdt de den frem. Den var lidt slidt, men ellers rigtig pæn - enkel i snittet, men med en gul krave og en gul, broderet blomst på bærestykket.
   Bag skabet prøvede hun kjolen. Den var en anelse for stor og lidt modfaldent så hun mod Bubis nysgerrige fjæs, som hun stak indenfor.
   Skabet var så stort, at det fungerede som rumdeler og i øvrigt var der tre døre på begge sider. Bubi holdt en hånd for munden, i et forgæves forsøg på at skjule et grin. Da hun tog den væk, var grinet forvandlet til et smil og smilet voksede, da hun lod en hånd komme frem fra sit skjul bag ryggen. Der dinglede et gult bælte i pigens brune hånd og Cessie kunne ikke lade være med at smile.
   "Nu er du fin," mente Bubi og så alvorlig ud.

Straks blev Cessie også alvorlig. Hun burde ikke stå her og smile. Martin var måske død og hvis udyrene ikke havde dræbt Emily, havde hun måske taget sit eget liv. Og hvad med Harry? Den arme knægt, der måtte se på.
   Modfaldent fulgte hun Bubi og så at de andre sad ved bordet endnu. Keith sad på skødet af Freddy.
   Barnet var klædt i en særk, der nåede ham næsten til tæerne. Det lod ikke til at genere ham, for han så ufravendt mod Kenny, der lod to sleve falde over hinanden, som om de var to fjollerikker. Keith stirrede med store øjne og lo ikke.
   "Kan du ikke vise ham kaninerne?" foreslog Freddy.
   Kenny så tvær ud et øjeblik, men Rositas rynkede bryn, fik ham til at sige:
   "Kom, lille kammerat, så skal du bare se."

"Det er en værre redelighed," indledte Danny Keily, da drengene var ude af stuen:
   "Du har sovet i et døgn og i mellemtiden har jeg været inde i landsbyen. Smedjen står der endnu. De har ikke brændt den ned til grunden, som de ellers har fået en uvane med at gøre, men flere har set dem slæbe smeden - din husbond - bort, bagbundet og forslået. Mange mener, hans søster også var med."
   "Og Harry?" spurgte hun og skævede til Freddy. Det var jo hans ven, så han var vel også bange for, hvad der var sket?
   Freddy mødte hendes blik og hun kunne ikke tyde udtrykket i de blå øjne.
   "Han var også med dem," svarede han.
   "Åh Gud!" udbrød hun og drengen så forbavset på hende.
   "Sådan er det."
   Dannys stemme var nøgtern, men med et stænk af medfølelse. Han fortsatte: "Folk mener, som sagt, at din mand og svigerinde er i live og så er der en lille mulighed for, at de kan få held til at flygte. Eller at de kan blive befriet."
   Et håb ulmede i Cessie og hun udbrød: "Ja, måske finder folkesoldaterne dem og så skal de få betalt!"
   Tavsheden føltes kompakt.
   Det tog Cessie nogle få øjeblikke at komme i tanke om, at Niku var en af djævlene. Hun sad hos familien til et af de uhyrer og de var måske ikke begejstrede ved tanken om de mænd, kongen og en gruppe adelsmænd havde rekrutteret til at fange djævlene. For de vidste vel, hvad Niku var for en?
   "Hvordan slap du egentlig væk?" spurgte Bubi og så troskyldigt på hende.
   "Han..." Cessie bed sig i læben, der var lidt gennemtygget fra tidligere. Det gjorde ondt og hun holdt op, men lod tungen slikke den ømme læbe. Så svarede hun: "En af dem lod mig og drengen flygte."
   Pigen vidste nok ikke, hvilken "prægtig" bror, hun havde, så hun måtte hellere vente med sit spørgsmål.
   "Der er vist ikke nogen, der kender deres tilholdssted," sagde Danny, "men det er da sket, at nogle undslipper. I mellemtiden må du vel finde et sted, I to kan bo. Har du forældre eller anden familie?"
   Cessie nikkede mat.
   "Hun kan vel blive her et par dage," foreslog Rosita hurtigt.
   Det ældre par vekslede blikke og det forekom Cessie, at de duellerede med øjnene.
   "Måske kommer der nogle her ud efter hende," indvendte Danny Keily spagt.
   "Det er bare et par dage," hvæsede Rosita, "hun har det ikke så godt."
   I et meget blidere tonefald, henvendte hun sig til Cessie:
   "Vil du blive her - i hvert fald til i morgen?"
   Det snurrede lidt rundt for hende. Hun burde vel se af at komme herfra. Hvad havde hun at gøre hos en djævels mor, farbror og søskende?
   Søskende? Var Freddy også Rositas søn?
   Årh, det var ligegyldigt lige nu. Tænk hvis den skrækkelige Niku-djævel dukkede op her. Hvad skulle hun så gøre?
   Hun burde begive sig hjemad. Hvor langt var der mon til Bakkeby herfra? Ville nogen følge hende på vej?
   Forældrene ville vel blive glade og...
   Faderens bistre fjæs dukkede op for hendes indre blik. Bag det lurede moderens forgræmmede ansigt og hun kunne næsten høre hende spørge: "Hvad har du nu rodet dig ud i, pigebarn?"
   "I morgen kan Freddy følge dig på vej," lokkede Rosita.
   Cessie måtte have styr på sine tanker og følelser. Hun var også tung i kroppen og temmelig mat trods den lange søvn.
   "Jeg bliver her til i morgen," afgjorde hun.