Det var og blev noget forbandet svineri.
Jeg havde siddet og stirrede apatisk ud i luften den sidste time.
John lå stadig livløs ovre i hjørnet af butikken. Jeg kunne ikke vække ham og jeg kunne ikke løsrive mig selv. Løsrive mig fra den trancelignende tilstand, der fuldstændig havde fået overtaget over mit, tidligere så krystalklare sind.
3500 kr. Tænkte jeg
"alt sammen på grund af skide 3500 kr." mumlede jeg. Alt imens mine tanker og minder flød i et med hinanden.
Hvorfor skulle han også fokusere så meget på dem? Jeg skød tankerne fra mig.
John var altså min barndoms ven. Vi havde altid været der for hinanden. Altid!! Ja altid havde John jo været der for mig. John var der altid, når man havde brug for en ven til at hjælpe med noget svært eller til en god gang øretæver nede på kajen.
Lige som den gang hvor store Klaus og tykke Kaj havde udfordret mine søstre til en gang brydning i T.A.N.T.E. Teas lagerhaller nede ved kajen. Lagerhallerne tilhørte jo vores tante, men det vidste store Klaus og tykke Kaj jo ikke. John var der, jeg var der!
Nu hvor jeg var ved T. A. N. T. E. Teas lagerhaller, så må jeg gøre det klart for ham Kurt, at han må se at få lavet noget ved de lagerhaller, inden der begynder at komme den første gang frost. For så bliver det jo ikke før til sommer, at vi kan komme til at starte T. A. N. T. E Teas lagerhaller op igen. Det vil sikkert glæde Tina, Anna, Nana, Tana, Elsa og ikke mindst tante Tea.
Apropos Tina, Anna, Nana, Tana og Elsa dem må jeg jo også ringe og ønske tillykke med henholdsvis de 21 og 24 år.
Alt imens jeg havde siddet og stirre ud i luften, Hørte jeg godt butiksdøren gå op. Hr. Tomlen var ankommet til sin butik, hvor John og jeg, mister kloge Åge, havde raseret det hele. Jeg sad bag disken, naglet fast til stedet og fastholdt i min apatiske tilstand. Hvorfor kunne jeg ikke komme fri af den? jeg lod mig glide ud og ind af mine tanker og minder. det var et stort forbandet rod det hele. Jeg havde derfor ikke set Hr. Tomlen komme gående lige direkte hen imod mig og jeg registrerede heller ingen ting.
"Hvad har du lavet ved min fine, dyre butik, med alle mine smykker og ure, Åge?"
Hr. Tomlen fik ikke noget svar. Jeg sad bare der med blod på hænder og tøj. Da hr. Tomlen så blodet blev hans hoved helt hvidt og han var ved at besvime.
"Nej, nu kan det være nok knægt, ikke flere slåskampe til dig!" udbrød han.
Da hr. Tomlen vendte sig en smule mod højre, for at gå om i baglokalet, fik han øje på John. John var hans nevø og nu ligger han i den anden ende af butikken. Helt livløs og fyldt med rafter og glas splinter.
Hr. Tomlen udbryder med sin dybe basstemme "gud du altforbarmende, nej ikke det! Hvad har i to dog lavet? Når men hjem skal I og så må i jo give mig en forklaring en anden dag. For her kan i ikke lige og ømme jer."
Hr. Tomlen gik om i bag lokalet hvor telefonen stod, han ringede først til 112. Med alle de rafter og glas splinter John havde over det hele, skulle han tilses af en læge.
Hjemme hos Åge
Hr. Tomlen. Han så til alt held ikke John. Han var blevet helt lilla/violet i hans store runde hoved, som af og til mest af alt lignede et blomkålshoved. Hvis jeg bare kunne huske hvordan han fik mig slæbt hjem fra den butik, og hvor var John kommet hen? Havde nogen mon fundet ham? Hvor var han?
Jeg måtte tage mig sammen for at, komme ud af min apatiske tilstand, i lændestolen midt i stuen. Mens minderne om vores barndom fortonede sig langsomt, og lokalet blev nærværende igen for mig. i al dets påtrængende brutalitet. Jeg rejste mig langsomt, gik hen mod sofabordet, og rakte ud efter telefonen.