Eske tænkte tilbage på den dag, han havde mødt Tobias for første gang. Det var på efterskolen. Eskes mor kørte ham derop med al hans bagage, de satte det af på værelset, og bagefter var der sang og samling i foredragssalen. Alle de nye stod generte og tøvende ved siden af deres forældre. Andenårseleverne drev rundt i store højrøstede flokke og grinede og drillede hinanden, og for Eske lignede disse grupper små borge med voldgrave omkring, og vindebroen trukket op. Utilnærmelige og fjendtlige i deres kammeratlige indforståethed. Efter fællessang, taler og navneopråb tog forældrene hjem og overlod de unge i skolens varetægt. Eske brød sig egentlig slet ikke om at skulle forlade sine venner fra folkeskolen, for at bo langt væk på en efterskole, hvor han ingen kendte. Og da han fulgte moderen ud til bilen, følte han sig for første gang i sit liv fuldstændig ensom og forladt. Der var aktiviteter dagen lang, men han undslap og satte sig ind på værelset, og stirrede frem for sig og pillede formålsløst ved lynlåsen på sportstasken. Tørre tårer pressede sig på i brystet, og han tænkte på, om han mon kunne ringe til en taxi fra mønttelefonen i spisesalen.
   Pludselig kom Tobias ind og slængede sig op af dørkarmen og sagde: "Kom, der er noget du skal se." Eske afslog høfligt. Tobias var en af andenårseleverne og i tilgift et stort brød og en flot fyr. En af dem, de andre så op til, selvom han ikke var specielt højrøstet. Han havde været rundviser, da Eske og forældrene så skolen for første gang på en Åbent Hus dag i foråret.

Eske havde ikke den store tiltro til at denne person ville ham noget godt - han havde jo hørt om ondsindede indvielsesritualer blandt drengene på skolen, og han skulle ikke nyde noget. Men Tobias insisterede og sagde: "For fanden mand, jeg har sneget mig væk for din skyld, de andre danser folkedans med Åse, det er ren tortur, kom nu med, jeg vil bare vise dig noget sjovt, ikk'." Og så havde han rakt sin hånd frem, hvor der lå et stort stykke Klassens Time kage indpakket i en fedtplettet serviet. Eske vidste ikke om Tobias tilbød ham kagen, og da han rakte hånden frem, grinede Tobias og sagde: "Nej, nej, kom nu med, så skal du se, hvad vi skal med kagen." Eske vidste ikke helt, om det var det ufarlige i det velvoksne stykke kage og den fedtplettede serviet, eller om det var den godmodighed, han havde fornemmet under Tobias' gavtyveblik, men i hvert fald rejste han sig og traskede i hælene på Tobias ud af drengehuset, ned af grusstien og hen til voldgraven.

De var på vej over stenbroen, som førte over til Borgen, skolens hovedbygning, da Tobias stoppede op og sagde: "Nu skal du se løjer." Han gav sig til at stirre ned i vandet, mens han dryssede små krummer af kage ned i det plumrede mørke. Og lidt efter større stykker. Eske lænede sig også over gelænderet og kunne se nogle store skygger bevæge sig i det stillestående vand. Tobias smed et halvt stykke kage ned, og nu skød et skarptandet gab op, og kagen var væk på et splitsekund. Eske udbrød et imponeret "wooow." "Ja, de er seje ikk', det er gedder, Mad-Tove siger, de er omkring hundrede år gamle, jeg ved ikke om det er rigtigt, men altså, det er satme nogle store krabater, og jeg mener, de lever jo primært af Mad-Toves Klassens Time kage, og det er altså noget, man kan vokse sig stor og stærk af", Tobias lo, og klappede sig på maven. Eske kiggede på Tobias' grabber med de beskidte negle, som holdt fast om gelænderet på broen, de var så store som en voksen mands, selvom de begge kun gik i 9. Nede i vandet cirkulerede to af kæmpegedderne som enorme legesyge skygger, næsten en meter lange. "Her", Tobias rakte ham det sidste af kagen, og Eske kastede det ud, og en af skyggerne jog op gennem vandet og greb nærmest kagen i luften. Tobias lo en hæs og rumlende latter. "Vestjyllands svar på Anacondaen! Når først de har hapset deres bytte, så lægger de sig på bunden, helt stille i dagevis, mens de æder deres mad, som hænger sådan halvvejs ud af munden på dem - det har jeg læst". Tobias stirrede opslugt ned i vandet, men pludselig vendte han sig om, fangede Eskes blik og sagde indtrængende: "Der er virkelig ikke noget at være bange for, de gør ikke mennesker noget, jeg kender dem, jeg holdt øje med dem hele sidste år". Eske nikkede bare til denne kommentar, lidt usikker på, hvad det skulle betyde. Derefter pegede Tobias ud over voldgraven og sagde: "Kan du se den store sten dér, på den yderste bred, lige efter vandet drejer om bygningen?"
   Eske spejdede i samme retning som Tobias' store beskidte pegefinger. "Det er det bedste sted, hvis man skal svømme over. Der er bredden fast på begge sider, og der ligger nogle store sten på bunden. Jeg tror, det er det eneste sted, hvor man rent faktisk kan nå bunden - voldgraven er bundløs - eller, det er der nogen, der siger den er, det passer selvfølgelig ikke. Men det kan føles sådan, fordi den er fyldt med rådne blade."

Eske skulle lige til at spørge Tobias, om meningen med alle disse oplysninger, da et mylder af grinende og halvsvedige elever strømmede ud fra gymnastiksalen, som lå modsat borgen noget højere oppe. Nu var der en pause mellem aktiviteterne, og alle myldrede ud for at få et stykke af den tunge Klassens Time kage i gården før næste aktivitet. To af andenårseleverne fra 10. forsøgte at lave samme opvisning som Tobias; at få gedderne til at springe efter kage. Men de kagemætte gedder var forsvundet i det uudgrundelige dybe vand og kom end ikke til syne. Til gengæld kunne Eske fortælle et par af de andre nye, at den om gedderne og kagen var god nok. Pludselig følte han sig en lille smule som en del af fællesskabet. Især da Tobias kom over og boksede ham kammeratligt på skulderen, og de andre nye kiggede lidt imponeret på ham. Han havde allerede fået en ven blandt andenårseleverne. Tobias' bemærkninger om voldgraven og gedderne blev dog ved med at være en bekymring i periferien af hans tanker.