De mørke gange ... først en, så en anden.
   "Vær' ikke bange for skyggerne Michael, du kan ånde ud nu."
   Michael havde ubevidst holdt vejret endnu en gang.
   "Hvorfor er de så dybe og tætte? Skyggerne i mit kammer er aldrig sådan."
   Den ældre mand fortsatte stadig uden at kigge på ham, som altid.
   "Det skal du ikke bekymre dig om. Husker du altid at tænde stearinlysene eller lanternen?"
   Michael nikkede og strammede grebet om netop lanternen. Han måtte påminde sig selv at løsne det for at undgå kramperne i højre hånd. Manden svarede ikke og Michael vidste, at hans spørgsmål mere var ment som en påmindelse. Ikke at det havde været nødvendigt.
   Gangene af sten var tit lette at følge, hverken snoede eller forgrenede. De var mærket af årene ligesom resten af slottet. Michael tvivlede på, om han egentlig havde set det hele, eller der fandtes flere kamre? Han skævede mod venstre hjørne inden, de drejede til højre. Han trak dog hurtigt sine øjne til sig, skyggerne var for farlige. Mosset på murene glinsede i begge lanterners lys. Der var ikke tjenere nok til at holde den kæmpe bygning i stand.
   Michael fæstnede igen blikket på Chrigel foran ham og lagde, som altid, mærke til genlyden af de store støvler. Ubehageligt, men han havde aldrig nævnt det for ham.

"Michael, jeg skal bruge en bog fra det lille bibliotek i den østlige gang."
   Han sank. Det østlige bibliotek lå et stykke væk, og han var blevet testet nok af skyggerne for nu.
   "Michael." Hans navn blev sagt med eftertryk, og han vidste, at han ikke kunne afslå.
   "Hvilken?"
   "Lad mig se." Chrigel puttede hånden i lommen og kiggede derefter på sin altid medbragte liste. Michael fnøs ved synet, træt af ofte at se den.
   "Hundens anatomi skal jeg bruge," sagde Chrigel og kiggede på ham igennem de milimeter tykke brilleglas.
   Ja selvfølgelig, tænkte han. Chrigel var tit optaget af sine kirurgiske foretagender med døde dyr. Så langt tilbage han kunne huske, havde Chrigel dagligt brugt timer i de rum. Michael var altid påbudt aldrig at forstyrre ham. Han havde engang spurgt ham hvorfor, han gjorde det. Chrigel havde kigget interesseret på ham og sagt, at han samarbejdede med en lokal dyrlæge. Michael kendte ingen i området, men han forlod næsten heller aldrig slottet.
   "Der er stadig nogle timer til aften. Du kan vente med at give mig bogen indtil aftensmåltidet i den store sal."
   Michael nikkede og gik mod den store trædør, der førte ud af studerekammeret. Han kiggede kort tilbage mod Chrigel, som dog allerede var opslugt af hans medbragte bog. Lanternen blev placeret i venstre hånd og håndtaget langsom hevet ned med den anden. Michael's hænder rystede.

Han ville aldrig kunne forstå slottets størrelse, og selv om han måtte have gået alle gangene på kortet igennem, så føltes det ikke velkendt. Der var steder, han holdt af som springvandet i den lille gård i den nordlige fløj. Mest om morgenen med solopgangen, der glitrede i svaneskulpturens næb, men også stjernerne om natten var behagelige. Nattens mørke føltes aldrig skræmmende, ej heller kvælende. Faktisk befriende. Mørket indenfor murene var noget andet. Det var som selve nat og dag.
   De tanker løb igennem ham, imens han netop trådte ind i den østlige fløj. Gangene her var alle belagt med træ. Michael kunne langt bedre lide det end de brutale og altomsluttende mure af sten. Men selv ikke her kunne han holde sit sind i ro. På vejen herhen havde hans tanker næsten forplantet sig andetsteds end i den givne situation, og det kunne være fatalt. Han måtte altid være på vagt for skyggerne, måtte altid have en portion af sit sind klar til at bekæmpe deres indflydelse.
   På trods af opmærksomheden mod gangens behagelige træ, men omsluttende skygger og lanternens raslen, bemærkede han et gyldent håndtag på sin venstre side. Michael stoppede op, han havde vendt sin opmærksomhed mod døren. Måske havde han aldrig rigtig lagt mærke til den? I hvert fald genkendte han den ikke. Michael var nær ved at røre det. Han stoppede bevægelsen og vidste, at han burde komme afsted. Chrigel hadede at vente.
   Han stod og overvejede. Han måtte koncentrere sig ekstraordinært for at tage en beslutning og et kort øjeblik forsvandt opmærksomheden mod skyggerne. Han følte dem komme tættere og det svimlede. Han lænede sig mod døren og hans højre hånd trak ved et tilfælde håndtaget ned. Døren var låst. Michael dedikerede igen tanker til at holde skyggerne i ave, men undrede sig også. Dørene på slottet var aldrig låst. Chrigel havde specifikt pointeret, at han stolede på ham, og intet hemmeligt ønskede imellem dem. Nysgerrigheden voksede grådigt i ham, men han vidste, at han måtte videre ... med et gik lanternens lys ud. Lanternens lys gik ud ... Michael stod stille. Mørke. Mørket, stærkere end skyggerne, kravlede op og ned af hans arme. Han havde glemt at fylde lanternen og havde ikke set de faretruende signaler af en flakkende flamme på grund af hans tåbelige interesse for døren.
   Han var lammet af angst, men desperationen var næsten lige så stor. Med hånden stadig fastholdt om håndtaget, bragede han sin skulder mod døren. Michael hamrede hurtigere og hurtigere, skyggerne slikkede hans arme, hænder og ansigt. Hans ansigt. Han følte dem forsøge at tvinge hans læber fra hinanden. Han fortsatte. Et kort øjeblik og døren brækkede op. Han stod i et lille rum. Skyggerne var forsvundet med solen skinnende ind fra et vindue i højre side. Foran ham var endnu en dør, og han vidste, at han ikke var i sikkerhed her med den oplukkede dør bag ham. Skyggerne prøvede at trænge ind, han kunne fornemme det. Stirrende fremad løb han med korte, faste skridt og rev døren op. Endnu et vindue med sollys. Michael drog et lettelsens suk og lukkede den hurtigt bag sig. Nu var han i sikkerhed.
   Støvet manifesterede sig i sollyset, hvilket samtidig fik hans næse til at klø. Hvad indeholdte rummet? Han tog forsigtede skridt fremad mod dets midte, hvor sollyset var mest omfavnende. Hvor han nød det. Sikker.
   Nysgerrigheden var overvældende og ikke siden de første uger på slottet, hvor den havde været stærkest, havde den manifesteret sig selv på denne måde.
   Væggene var omgivet af store malerier, som afbilledede personer og smukke landskaber. Et bestemt fangede hans opmærksomhed. Et vinterlandskab med en nøgen kvinde i en sø. I søen flød isflager. Hendes ansigt var halvvejs synligt: intet smil, intet tegn på liv.
   Michael vendte sig fra det følelsesløse udtryk. I den anden ende af rummet var et stort bord. Han trak imod det. Bordet virkede til at være blevet brugt til arbejde. Helt dækket af papirer i stor uorden og med mange skuffer. Han satte sig på den polstrede stol og bladrede dem igennem. Nysgerrig. Han havde aldrig haft adgang til andet end bibliotekernes bøger. Chrigel havde altid formanet ham om ikke at rode i hans eller andre på slottets papirer.
   Michael's øjne skimmede sætninger og ord ... men stoppede pludselig. En glat mappe fyldt med dokumenter lå halvvejs under rodet. Michael åbnede den og sank. Påhæftet det første ark var et billede af en soldat. En almindelig soldat virkede det til. Ansigtet var utydeligt, og han havde ingen specifikke kendetegn. På nær et slags kors. Korsets ender var nærmest bøjede. Han havde aldrig set sådan før. Hans fingre bladrede videre til flere billeder, der lod til at være af den samme person. Nogle sider efter stoppede billederne brat og erstattedes af tekst. Michael læste:

Testperson udsat for syvogtyvende eksperiment, men viser stadig ingen tegn signalerende fremskridt mod det ønskede resultat. Derimod er hans fysiske tilstand højst uforudsigelig, hvilket skyldes den psykiske del, som har lidt overlast. Eksperimenterne har fremprovokeret angst og frygt, lader det til. Jeg enbefaler at de stopper: Testpersonen vil med stor sandsynlighed ikke skabe de nævnte, ønskede fremskridt.
   "Underskrevet doktor Chrigel Stoichtzkov", læste Michael højt til sig selv. Hans øjne flimrede. Chrigel. Slottets Chrigel's efternavn var det samme. Det stod på alle hans personlige rum og kamre! Hvad var det her? Michael bladrede. Samme soldat igen, men denne gang var han fastspændt, hvor et fabrilsk udtryk kendetegnede hans ansigt. Det var hans eget ansigt. Hans.
   Michael's øjne flimrede kraftigere og han måtte støtte sig til bordkanten. Hvad havde de gjort ved ham? Hvad havde Chrigel gjort? Han måtte væk. Væk, væk, væk, væk! Han rejste sig, men faldt med det samme. Benene føltes svage og opkasten bredte sig ud af hans mund og farvede det brune, glatte trægulv. Han kunne ikke rejse sig, selvom han ønskede det. Alt kom nu tilbage. Minder. Minder fra eksperimenterne. Chrigel's smil. Af venlighed eller vederstyggelighed? Michael var bange. Bange af frygt for Chrigel. Han lukkede øjnene og det flimrede stadig. Han blev draget ind i et mørke ... og besvimede.

Langsomt vågnede Michael. Derfra og til at han følte sig ved fuld bevidsthed tog kun få øjeblikke, da han opdagede mørket omkring sig. Rædsel. Hvor længe havde han været bevidstløs her? Ikke engang et brudstykke af sollyset var tilbage. Havde mørket mishandlet ham i hans søvn?
   Han rejste sig op på bævende ben. Han havde ingen smerter udover minderne. De var ubegribelige. Hvordan kunne Chrigel have gjort det mod ham? Han støttede sig til bordet. Han måtte væk herfra. Tanken skræmte han. Udover minderne fra eksperimenterne, og tiden på slottet huskede han intet andet. Han kendte intet til verden udenfor murene. Han skælvede, hvad skulle han gøre? Han vidste, at han måtte væk. At stå her i mørket. Livsfarligt. Han havde været her alt for længe. Det ville tage ham når som helst. Det var glubskt, og han kunne nærmest fornemme dets hunger. Han vidste ikke, hvor døren var. Febrilskheden bredte sig som feber. Han prøvede at tumle fremad, men hver gang var skyggerne i vejen.
   "Michael ..."
   Det var Chrigel's stemme.
   "Chrigel ... jeg husker det. Jeg husker det hele." Michaels stemme var helt tør.
   "Jeg er ked af det. Jeg ønskede et bedre liv for dig. Jeg ønskede ikke, at du skulle dø efter eksperimenterne. Jeg ... jeg tog dig ind her, da det viste sig, at du led af amnesia. Jeg håbede, at du aldrig ville huske, hvad vi gjorde ved dig."
   Chrigel stod i døren med et lys. Michael ønskede desperat at lade sig omfavne af dets beskyttelse. Men han var for langt fra det.
   "Chrigel ..." Michaels tanker fløj rundt. Bange, bange for skyggerne, mørket og ham.
   "Jeg tilgiver dig," løj han.
   Michael bevægede sig langsomt mod Chrigel. Skubbede tankerne om skyggerne væk. Væk! Koncentrerede sig fuldt ud om at komme tæt nok på ham. Tæt nok på til at overmande ham og stjæle lyset. Så kunne han rådne op i skyggerne!
   "Desværre, Michael." Chrigel havde et bedrøvet udtryk. Han virkede sørgmodig. "Desværre. Når du husker, må du, må du ... Michael du kan ikke leve mere."
   "Nej!"
   Michael sprang frem! Måtte få lyset!
   Chrigel trak døren nærmere imod sig. Lyset blev mindre i rummet. Det hele føltes så uvirkeligt. Han var aldrig i nærheden af at nå ham. Da han rev i håndtaget, var nøglen allerede drejet i låsen. Klik. Michael rev i det.
   "Chrigel! Chrigel! Chrigel!"
   Han skreg og skreg, imens fodtrinnene bevægede sig væk fra døren. Mørket slikkede sig omkring ham. Åd sig op af hans ben.
   "Ne .. nej .. nej .. nej." Michael sank sammen, tårerne strømmede.
   "Jeg vil ikke dø her," kom det udmattende fra hans læber.