Det er en af den slags fredage. Jeg sidder ved mit skrivebord med en flok af cigaretådsler på gulvet omkring mig. Bordpladen under mig er plettet og fedtet, hvilket ikke kan lade være med at smitte af på mine ærmer. Få centimeter fra min ene hånd står en flaske vodka. Den første halvdel blandede jeg op med juice. Så løb jeg tør, og nu ligger juicekartonen på gulvet. Vodkaen er her endnu.
   Mit navn er Gabriel. Jeg er en... 'Private Eye' hedder det vel. For firs år siden ville jeg have haft både trenchcoat, fedora og en mørk og ubehagelig fortid. Jeg har faktisk en fedora - men den ligger ovenpå et skab. Jeg kan ikke huske hvilket. Jeg kan knap nok huske, hvorfor jeg begyndte at drikke i dag.
   Mine fingre skraber mod bordet som dovne edderkopper, da jeg rækker ud og samler min cigaretpakke op. Jeg har rodet i pakken et minuts tid, før det går op for mig, at den er tom. Føj. Den ryger ned på gulvet til skodderne. Så synker jeg igen sammen med hovedet hvilende på armene. Et øjeblik overvejer jeg at rette mig op, tage mig sammen, slukke min computer, drikke et glas vand, finde mad, gå i seng... Så lukker jeg øjnene i stedet.

Jeg vågner til en elektronisk lyd. Ikke i min seng, ikke liggende. Jeg retter mig øjeblikkeligt op, hvilket afstedkommer to konsekvenser. For det første får det min hjerneskal til at splittes i tusind dansende stykker. For det andet vipper det stolen bagover, så mit tyngdepunkt totalt forsvinder. Med en hæs, ynkværdig lyd vælter jeg bagover og rammer gulvet. Agh. Her ligger jeg stille i et par sekunder. Som nok snarere bliver til minutter. Mit hoved gør ondt, men det er ikke på grund af alkoholen - jeg har aldrig mit liv haft tømmermænd. Til gengæld er jeg temmelig sikker på, at det er denne smertes skyld, at jeg lige nu ligger med et tæppe af cigaretskodder under mig og en halvtom, helfordampet flaske sprut stående på bordet.
   Der er ikke megen værdighed over den måde, jeg trækker mig på benene og rejser stolen op. Okay. Hovedpinen bliver værre af at være i vertikal stilling, men jeg kører fint. Burde nok rydde lidt op.
   Vent.
   Det blinkende ikon på computerskærmen minder mig om, hvorfor jeg blev vækket. Hastigt placerer jeg mig igen i min stol og klikker på ikonet "1 meddelelse modtaget."

Fire timer senere er jeg på vej ned mod centrum for at mødes med mailafsenderen. Det tog mig halvanden time at gå i bad og finde noget præsentabelt tøj og endnu en time at få noget mad i hovedet. Min lejlighed blev aldrig præsentabel, men i det mindste gjorde jeg.
   Hovedpinen er ikke blevet bedre i løbet af dagen, så jeg køber en pakke panodiler sammen med cigaretterne, da jeg slår forbi en kiosk. Nikotin og paracetamol er en smuk blanding, som til sammen efterlader mig i fin stand, da jeg placerer mig på caféen. Folk skynder sig forbi, og jeg undrer mig over, hvad de skal nå. Det er egentlig interessant. Alle mennesker har en metode, en vane, en strategi. Men bestemt de færreste har et mål; en ide om, hvor strategien skal føre dem hen.
   Min "date" er en lille, forsigtig kvinde. Hun kigger sig søgende rundt på caféen, da hun træder ind - tydeligvis ikke helt sikker på, hvad hun har givet sig i kast med. Lilla jakke; som aftalt. Jeg vinker hende hen og rejser mig.
   "God dag," hilser jeg med mit mest afvæbnende smil. "Jeg er Gabriel Morngaard. Jeg går ud fra, at du er fru Mariussen?"
   Hun nikker, tager min hånd, sætter sig, tøver længe og vrider sig lidt, før hun giver sig til at fortælle. Samme historie som den slags kvinder altid har - manden er begyndt at opføre sig underligt. Har oftere overarbejde. Tilbringer oftere tid hos venner, musekvinden aldrig har mødt. Jeg ser alvorlig ud på de rigtige tidspunkter, smiler når det kræves. Hun betror mig, at hun aldrig har brugt en privatdetektiv før, og hun er ikke sikker på... Jeg forsikrer hende, at jeg holder mig inden for lovens rammer, og at der intet fordægtigt er i det, jeg laver. Mange store firmaer hyrer privatdetektiver til diverse opgaver.
   Hun forlader caféen, væsentligt tryggere og mere selvsikker. Jeg bliver her lidt længere, sidder med min kaffe og prøver at samle tankerne. En anelse af svimmelheden vender tilbage, nu da jeg kan slappe af igen. Jeg nøjes med at fokusere på kaffen - som svarer igen ved at begynde at snurre. Først inden for koppen; så synes den at brede sig ud over bordet og mit synsfelt. Brr.

"Jeg går ud fra, at det er dig, jeg skal møde."
   Hun havde været høj, ung. Klædt i blazer og sekretærnederdel og med håret bundet i en lidt løs knude. Og hun havde insisteret på et møde hurtigst muligt - grunden til, at jeg nu sad på en café med en kop kaffe foran mig. Det var i forgårs, før jeg besluttede mig for at dekorere min lejlighed med skrald.
   Hun satte sig over for mig. "Mit navn er Beatrice Jensen. Jeg har brug for dig til et job, hr. ...?"
   "Gabriel," havde jeg svaret. Instinkt; forretningsforbindelser får mit efternavn, kønne piger får mit fornavn.
   "Hr. Gabriel. Jeg arbejder for et firma, som har brug for at vide, om en medarbejder sælger oplysninger til en konkurrent. Vi vil gerne betale kontant og rigeligt for at få opgaven løst så hurtigt som muligt."
   Det var her, jeg besluttede, at jeg ikke kunne lide hende. Iskolde tøs. Dem kommer der ikke noget godt ud af. Men hendes penge kunne jeg ikke sige nej til. "Fortæl."
   "Udmærket." Hendes første smil. Det var - sikken overraskelse - ligeså ubehageligt som resten af hendes fremtoning. "Vi er et lille nichefirma med få medarbejdere. Vi arbejder med udvikling af højteknologiske kontorartikler, men vi frygter, at en medarbejder sælger oplysninger videre. For tiden er vi på kanten af et gennembrud, så vi har brug for at få svar hurtigt. Hvad siger du?"
   "Sagtens; det er min profession," smilede jeg. "Men jeg bliver nødt til at skubbe andre jobs til side, så jeg må bede...-"
   "Du vil blive godt betalt, hr. Gabriel, vær ikke i tvivl om det."
   Jeg smilede skævt. "Jamen, så har jeg et job."
   Jeg retter mig op og ser mig omkring. På caféen sidder folk og snakker fredsommeligt sammen. Jeg, min vinterjakke, min hovedpine og min kaffe, vi tager det roligt. Det er egentlig en dejlig dag. Køligt, med luft, der er så skarp som glas. Eller måske er det hovedpinen.
   Jeg drikker min kaffe og går ud af caféen, ud til min bil. Ingen detektiv uden bil. Jeg har endnu et par timer at slå ihjel, før jeg skal undersøge musekvindens mand. Jeg bruger dem på at ryge et par smøger og køre hjemad.

Vi lavede en aftale, kvinden og jeg: de skulle fodre medarbejderen med oplysninger, der var så lækre, at han ikke kunne modstå at sladre. Falske oplysninger, selvfølgelig. Hun sagde ikke så meget om, hvad de oplysninger skulle udgøre - det handlede om teknologi og computere og den slags. Ikke relevant for min del.
   Så da industrispionen fik fri i forgårs, sad jeg klar med mit kamera. Snuppede et par billeder for at varme op, men holdt mig ellers pænt til at følge manden. Han var en lavstammet gut med hår, der hang i totter over ørerne, og der var noget usikkert over ham. Også industrispioner kommer i alle former og størrelser.
   Det var næsten pinefuldt nemt. Første dag skete der ingenting, og jeg holdt vagt uden for hans hus. Sov i min bil. Nogen gange morer ironien mig - når jeg fortæller, hvad jeg laver, og folks reaktion. De fleste tror, at jobbet som privatdetektiv er glamourøst, fyldt med lækre damer og spænding. I virkeligheden består det oftest af kameraer, utro, midaldrende mænd og mange, mange timer i en kold bil.
   Næste dag var der bid. Før arbejdet tog industrispionen ind forbi en neutralt udseende bygning med virksomhedens navn trykt med små, sorte bogstaver på et skilt ved siden af døren. Jeg tog et par billeder. Ventede. Tog nogle flere billeder. Fangede ham på vej ud af bygningen med en kuvert i hånden. Et øjeblik var jeg fristet til at gå hen og grille ham lidt, men jeg holdt afstand. I stedet fandt jeg min mobiltelefon og ringede op.
   "Beatrice her," lød det næsten øjeblikkeligt.
   "Ja, goddag," sagde jeg. "Så har I ham. Han spildte godtnok ingen tid på at sælge ud."
   "Hm." Hun lød skuffet. Sådan var det oftest - de ville gerne tro på deres medarbejdere, lige til det sidste. "Dokumentation?"
   "Masser af det," smilede jeg. "Skal jeg komme ind til jer?"
   "Muligvis er det bedre, hvis...-"
   "Det er lige på vejen. Intet besvær overhovedet, det lover jeg."
   Hun sukkede. "Vær så venlig."

En time senere trillede jeg ind på en adresse, hvor jeg nærmest øjeblikkeligt blev standset af et stort hegn og en port, der lignede et levn fra tider, hvor der var noget at frygte. I et lille hus sad en bred mand i vagtuniform. Da han så mig komme, pillede han nogle høretelefoner ud af ørerne og kom hen til mig. Bankede let på min rude.
   Jeg rullede vinduet ned. "Hej," smilede jeg. "Må jeg komme ind?"
   Manden sendte mig et blik, som om han ikke helt vidste, hvordan han skulle greje min attitude. "Har du en aftale?" endte han med at spørge.
   "Ja, med Beatrice... frøken Beatrice - Jensen, var det vist?"
   "Hm-hrm," svarede vagten og trådte lidt væk. Her fandt han en telefon frem og foretog vist en opringning. Ikke mange minutter senere luntede han hen til hegnet, fandt en nøgle frem og gav sig til at låse op. Jeg trillede ind, parkerede lige inden for hegnet og gik hen til det, der lignede hoveddøren.
   Jeg nåede knap at banke på, før Beatrice stod foran mig. Hun inspicerede mig med en kølig misbilligelse i både øjne og holdning. Og nej, jeg lover dig - ikke den slags Hollywood-misbilligelse, der bliver til hed sex i akt tre. Virkelig misbilligelse; den kølige, lette ligegyldighed. Du arbejder af at luske og snage, og du ved det. Du betyder intet for mig andet end det arbejde, jeg betaler dig for at udføre.
   Men hey, der er vel intet i vejen for at prøve.
   Hun vinkede mig med inden for og førte mig ind gennem den nærmeste dør; ind til et rum, der lignede en skrabet reception.
   "Fancy," bemærkede jeg, men hun ignorerede bemærkningen. I stedet rakte jeg hende konvolutten med de fotografier, jeg lige havde været hjemme og fremkalde. Og så kom den svære del. Hun sagde noget om at lade mig vente, mens hun hentede min betaling, da jeg ganske elegant sneg en arm om livet på hende.
   "Hør, Beatrice," smilede jeg, mens hun stivnede i mit greb. "Hvad siger du til at give en nysgerrig mand en rundvisning?"
   "Jeg har arbejde," hvislede hun.
   "Selvfølgelig," klukkede jeg. "Men når du har tid til at besøge mig i går, så kan du vel også afse et par minutter i dag. Mh?"
   Hun smøg sig hårdhændet ud af mit greb. "Jeg tror, det vil være bedst for dig at gå, hr. Gabriel."
   "Tsk. Så okay da," svarede jeg med et skævt smil. "Men kan jeg i det mindste få lov at låne et toilet?"
   Hun sukkede dybt. "Denne vej, hr. Gabriel."
   Jeg fulgte hende ud gennem døren og ned gennem en gang. Der var to døre på vejen; en i hver side af gangen.
   "Hvad var det, I laver her?" spurgte jeg.
   "Kuglepenne," svarede hun. "Der lyser."
   "Ret høj sikkerhed for et par kuglepenne."
   "Vi har haft mange tyverier."
   Hun åbnede en tredje dør og slog ud med hånden. "Herinde, hr. Gabriel."
   Jeg smilede og lagde en hånd mod hendes ryg. "Tak. Hør, bagefter kan vi måske..."
   "Nej, hr. Gabriel." Hun vendte sig om for at se direkte på mig - og jeg reagerede hurtigt. I én glidende bevægelse skubbede jeg hende ind gennem døren, brugte hendes eget momentum imod hende, låste hende fast, hånd mod mund, sparkede døren i bag mig, ingen hørte de kvalte lyde, ingen hørte hende vride sig, sparke i gulvet.
   "Beatrice!" sagde jeg hårdt. "Nu har jeg brug for, at du svarer på et par spørgsmål."
   Hun åbnede munden bag mit greb, prøvede at snappe ud efter min hånd.
   "Beatrice!" Nu hvæsede jeg. "Jeg har brug for, at du forstår! Jeg skal bare have svar på et par spørgsmål!"
   Det var, som om situationens alvor var ved at gå op for hende, for hun holdt ligeså stille op med at sprælle i mit greb. På en måde var hendes ro endnu mere foruroligende.
   "Nu fjerner jeg min hånd," sagde jeg. "Og så svarer du sandfærdigt og stilfærdigt. For hvis ikke, så får du en kugle i ryggen."
   Hun nikkede.

Ti minutter senere åbnede jeg den ene dør. Den ledte ind til et kontor, hvor der sad en tynd, solbrun mand i fyrrerne. Han fór sammen, da døren gik op - telefonrøret gled fra hans hånd, idet han instinktivt greb efter sin skrivebordsskuffe.
   Bang!
   Hans hånd holdt stadig om skuffehåndtaget, da kuglens kraft fik hans krop til at give et sæt. Andet chok inden for få sekunder. Jeg skred hurtigt derover, affyrede endnu et skud på vejen, bang. Endnu et sæt, mindre end før. Jeg holdt en vis sikkerhedsafstand, da jeg affyrede det tredje skud. Det gik tværs igennem hans hoved.
   Bang.
   Lyddæmpere er også noget, Hollywood har fået galt i manuskriptet. De får ikke pistolen til at give en hæs pivelyd - tværtimod, hvis du er heldig, så gør de, at dem, der bor i huset ved siden af, ikke kan høre dine skud. Men så skal du også være heldig.
   Næste dør var en trappe. Jeg skyndte mig nedad, pistolen klar. Hvem end der var dernede, måtte de have hørt mig.
   Trappe. Dør. Gang. To døre. Okay. Beatrice havde sagt den venstre, men det var sandsynligvis løgn. Jeg holdt mig presset op ad væggen, skubbede højre dør op. Intet skete. Jeg gled frem, pistolen hævet, fucking pulterrum.
   Knirken bag mig. En tung susen.
   Pis!
   Følelsen af min hjerneskal, der splintrede i tusind stykker. En lyd af smerte, instinktivt, væltede forover, pis, pis, pis, pis! Knæ mod gulv, fokusér. Pistol. Pis! Jeg rakte ud, hvor var den?!
   En stemme, der råbte: "Igen!"
   Til side, til siden! Instinkt, flygt eller kæmp, flygt eller kæmp, FLYGT! Jeg landede på gulvet, rullede rundt, braget af en stol ved siden af mit torso. Fangede et glimt af to ansigter, mænd, stol i hånd, jeg gispede, hvor, pistol, pistol!
   Min hånd lukkede sig om noget koldt, og jeg rullede rundt igen. Endte på ryggen, armene løftet. Et kort sekund strejfede tanken mig, at det kunne være et stoleben, en kolbe, et par briller, men mine fingre var hurtigere.
   Bang. Bangbangbang.
   Den bagerste nåede at skrige, før jeg rettede pistolen mod hans torso. Bang.
   Den forreste kollapsede, før den bagerste overhovedet blev ramt. Stolen, det improviserede våben, faldt til jorden med et brag, der ikke stod mål med det bløde træ.
   Så blev der pludselig meget, meget stille.
   Der gik flere sekunder, før jeg turde trække vejret igen. Så gispede jeg - en hæs, skinger lyd, som jeg hadede i samme øjeblik, den forlod min hals. Rolige indåndinger... rolige indåndinger.
   Der var næppe gået mere end et halvt minut, siden stilheden begyndte, før jeg rejste mig. Hånden op til hovedet. Blod. Uhh... Jeg greb ud efter den nærmeste væg, men den var for langt væk. Resultatet blev, at jeg vaklede et par skridt frem. For helvede. Hvis de havde haft rigtige våben, havde jeg været død nu. Av...
   Bevæg dig, Gabriel. Min krop adlød min vilje, og jeg vaklede frem. Ind i rummet. Pistolen hævet, men mit syn var underligt udflydende. Havde der været flere derinde, havde de fået ram på mig.
   Rummet var et laboratorium. Kolber stod og sydede, og udstyr, som jeg ikke havde set siden kemiundervisningen - og for øvrigt ikke havde nogen ide om, hvad var - stod sirligt ordnet på borde. Jeg væltede et par ting, før jeg fandt det vigtige. Små bokse, glas og poser, der lå organiseret på et bord. Poserne havde hver et hvidt klistermærke med sort skrift, "Meth. 20 gram."
   Jeg tog et par poser og kom dem i lommen, før jeg stavrede tilbage ud af døren. Her bøjede jeg mig over det ene lig - en lavstammet mand med hår, der sad i totter over ørerne. I hans ene lomme var en konvolut med penge. Industrispionage, salg af chefens narkotika, samme surdej...
   Jeg tog konvolutten. Op ad trappen. På vejen blev mit hoved en anelse klarere. Måske var det den værste adrenalinrus, der var ved at glide over. Måske var det chokket, der var stilnet af. Det dunkede stadig i mit hoved, hvor stolen havde sagt hallo til mit hoved, men jeg begyndte at tro, at jeg kunne slippe derfra.
   Næste stop var badeværelset. Beatrice lå stadig på gulvet, hvor jeg havde efterladt hende, bedøvet af kloroform. Det her var den sværeste del. Jeg hadede at gøre det, når jeg havde set dem i øjnene, men hun havde set mig, talt med mig. Udgjorde en fare. Jeg løftede pistolen, tog sigte. Lukkede øjnene.
   Bang.
   Jeg var nødt til at åbne øjnene og se efter. Skuddet havde ramt rent, så jeg vendte hastigt blikket væk igen. Skyndte mig ud af døren. På det skrabede kontor stod en computer og summede. Også her arbejdede jeg hurtigt. Diskette direkte fra lommen til computeren. Dobbeltklik på den hyggelige exe-fil, som ville slette alle, der nogensinde havde været så meget som i kontakt med computeren.
   Og så var det tid til at forsvinde!
   Jeg lod pistolen forsvinde ind under jakken, før jeg åbnede døren udtil. Jeg startede med at holde den på klem, vagtsomt, forsigtigt. Udenfor, i sit skur, sad vagten, hvor jeg havde efterladt ham. Havde han intet hørt, sad han på lur, hvad var fælden?
   Jeg lukkede døren bag mig, satte mig hen i min bil og lagde den ene hånd på rattet. Den anden beholdt jeg under jakken. Så tog jeg en dyb indånding.
   Først da min bil trillede helt hen til hegnet, så han ud til at bemærke mig. Idet han drejede hovedet, ramte endnu en bølge af svimmelhed mig, og for et sekund havde jeg svært ved at fokusere. Så sendte han mig et smil og pillede igen et par hvide høretelefoner ud af ørerne.
   "Hva', skal du ud?" spurgte han.
   Jeg nikkede. Ikke helt sikker på, om min stemme ville adlyde mig, hvis jeg prøvede.
   Men han luntede bare ud til hegnet og låste op. Jeg trillede forbi og sagtnede farten ved siden af ham. Mine fingre, der holdt om pistolen, var svedige og kolde på samme tid - ligesom min hals og min pande. Jeg følte mig syg.
   Så gassede jeg op igen og kørte direkte forbi ham. I bakspejlet så jeg hans ansigtsudtryk blive irriteret over min uhøflighed, og jeg bed tænderne hårdt sammen. Det begyndte hurtigt at gøre ondt i kæben.
   To gader henne - langt nok til at være i sikkerhed - standsede jeg. De tre poser meth, jeg havde taget, lagde jeg i en separat pose, som jeg tapede fast under en postkasse, der stod i ly af en grimt klippet ligusterhæk. Det var i et rækkehuskvarter, men stadig midt på dagen, så jeg satsede på, at ingen var hjemme og kiggede ud af vinduet i lige dette sekund.
   Så satte jeg mig tilbage i bilen, smed pistolen om på under bagsædet af bilen og kørte hjem.
   Da jeg var lille, undrede superhelte mig altid. Jeg mener, hvordan holdt de sig skjult? Hvordan fandt de deres forbrydere? Nogle enkelte gav mening - Superman med sin hurtighed og Batman med sine penge - men alle historierne om almindelige mennesker, der hoppede i kostume og sloges for retfærdighed. Hvordan gjorde de?
   Misforstå mig ikke - jeg elskede dem! Men de undrede mig. Lige indtil jeg rent faktisk fik muligheden og forstod, at Hollywood ikke er de eneste, der har misforstået virkeligheden - DC og Marvel har bestemt også.
   Jeg triller ind på min parkeringsplads og lader motoren stå og brumme lidt, før jeg går op til min lejlighed. Jeg har lige nogle timer, før jeg skal ud og skygge en utro ægtemand. Brød på bordet. Den slags opgaver er nødvendige, men ligegyldige. Ren træning til mit rigtige job.
   Panodilerne er ved at dampe af, og hovedpinen banker igen på bagsiden af mit kranie. Jeg ville ønske, jeg ikke havde fået et memoria på den måde. Men så igen, jeg skal vist bare være glad for at være i live. Det var tæt på denne gang.
   Jeg udstøder et lille suk, da jeg ser min lejlighed. Cigaretter og rod overalt. Hvordan kan en enkelt nat efterlade sådan et svineri? For et øjeblik er jeg fristet til at genoptage vodkaflasken. Så griber jeg den nærmeste kost og giver mig til at feje sammen.

Det var eftermiddag, da jeg kom hjem i går. Sen eftermiddag. Efter sædvane tændte jeg computeren, aktiverede de sædvanlige programmer og gik ind i det krypterede chatprogram. Password: imwatchingyou64. Brugernavn: daredevil. De andre var online.

Daredevil: missionen fuldført
   Daredevil: efterlod vagten i live
   Daredevil: uskyldig
   Daredevil: informantens betaling er på postkasse 5
   Hackerboy: godt arbejde
   She-Ra: nice
   She-Ra: r du ok
   Daredevil: ja
   Watchamn: Industrispionen?
   Daredevil: død
   Daredevil: fattede han mistanke til dig
   Watchman: Selvfølgelig ikke.
   Hackerboy: kan han have sladret
   Daredevil: til sin kone måske
   Watchman: Hun sporer mig aldrig. Fik du mine penge igen?
   Daredevil: klart
   Hackerboy: computer død?
   Daredevil: jeg brugte din diskette
   Daredevil: du er safe
   Hackerboy: godt
   Watchman: Hvad så nu?
   Hackerboy: voldtægtsmand går fri, søndag
   Hackerboy: she-ra?
   She-Ra: hvor og hvordan
   Watchman: Pas på dig selv.
   She-Ra: passer altid på :p
   Daredevil: right

Samtalen fortsatte en halv times tid eller så. Watchman - vores ansigt, muldvarp, skuespiller - loggede af først. She-Ra hang ud et stykke tid, før hun også forsvandt. Hun går vist i skole - skingrende psykopat. Hackerboy er altid online. Bruger sin tid på viden, oplysninger, hacking, kontakter, alt der kan fortælle ham mere om verden og missionen.
   Jeg loggede af, da jeg fandt vodkaen frem. Havde allerede knipset de første par cigaretter fra mig på gulvet, da jeg sagde godnat og farvel.
   Jeg er en Gabriel. Private Eye. Superhelt i en grå verden.