Baggrund: Hitler fulgte sine rådgiveres råd i april 1940 og besatte ikke Danmark og Norge, derfor holdt Danmark sig helt uden for 2. Verdenskrig, med det resultat at flere nazisympatisører fastholdt deres sympati.


* * *
   Nu syntes han snart, at det bare var for meget! Han orkede slet ikke, at hans bedsteforældre kom på besøg i aften!
   Ikke fordi han ikke kunne lide dem, tværtimod. Det var fordi han vidste, at morfar og hans far ville debattere det samme om igen, fuldstændig som de havde gjort så langt tilbage, som han kunne huske. Det endte altid med, at de to sad og råbte, mens hans mormor bare sad tavs, og hans mor bønfaldt dem om at stoppe, uden at hun blev hørt. Han kunne heller ikke selv holde det ud, for den debat var håbløs. Han havde selv spurgt sin far gentagne gange, om han ville have haft samme positive holdning, hvis Hitler havde trodset sine rådgivere og besat Danmark. Hver gang var svaret, at det aldrig ville være sket, de havde jo sluttet ikke-angrebspagt med Danmark.
   Og nu havde hans mor i går glædesstrålende meddelt, at hans storebror Jarl også kom på besøg og ville blive et par dage. Han havde ikke været hjemme i flere år, så kom han netop nu. Som om der ikke var nok at se til. Det var sandelig ikke let, alt det de skulle nå i gymnasiet, når familien også skulle passes. Deres dansklærer gav dem specielle skriftlige opgaver, der ikke var gængse danske stileopgaver. I forgårs havde han givet dem til opgave at skrive en novelle, og Bjarke ville skrive en såkaldt kontrafaktisk historie om Danmark, der var blevet besat af nazisterne. Flere af hans klassekammerater var godt sure over den opgave, men ikke Bjarke. Han havde længe villet skrive en novelle, men aldrig rigtig fået gang i den. Skrivebordsskuffen bugnede af ufuldførte historier, men denne her skulle nok blive til noget, når det var en skoleopgave med pisken over nakken. Det skulle blive tilfredsstillende at skrive en historie færdig.
   Han kiggede op på væggen i den anden ende af klasselokalet, hvor Julius Cæsar, Napoleon Bonaparte og Adolf Hitler prydede væggen. Flere af hans klassekammerater havde ofte sagt, at Bjarkes frisure lignede den første, han kunne godt selv se det, når han så sig i spejlet. Han havde bare ikke den krumme næse og det kantede ansigt, han var mere rund i det.
   Et billede af Hitler, altså! Henne på Arbejdermuseet havde man diskuteret, om det var ret og rigtigt at have en statue af Lenin stående, men i hans klasseværelse hang der et billede af Hitler ved siden af Julius Cæsar og Napoleon, det satte man ikke spørgsmålstegn ved. Hvorfor skulle de tre specielt fremhæves i et klasselokale på et gymnasium? Hans historielærer i folkeskolen havde ikke forspildt nogen lejlighed til at benævne dem som tre store statsmænd, Hitler havde han fremhævet for at have fået skik på Tyskland i en ustabil periode, men så havde Churchill erklæret ham krig, og det var endt med Tysklands ruin. Bjarke havde i en time spurgt denne lærer, hvad vi havde ment om Hitler, hvis han havde besat Danmark. Det var den høje herre blevet fortørnet over, for det var da helt umuligt, at han nogensinde skulle have gjort det, han havde jo tegnet ikke-angrebspagt med Danmark, hvor kunne man dog tro noget så tåbeligt!
   Historielæreren her på gymnasiet, Vandrup, var derimod meget kritisk. Hvis det stod til ham, skulle Hitler nærmere hænge ved siden af Stalin. Bjarke havde sagt det til sin far, der havde afvist det med, at det slet ikke var det samme overhovedet, Stalins forbrydelser kunne ingen hamle op med.
   Da han forlod gymnasiet og gik hen ad Stockholmsgade, var der en, der hilste på ham med lidt accent. Det var hans tysklærer, frk. Heinzen. Hun var tysk af fødsel, men talte godt dansk. Hun var omkring de fyrre og var begyndt at få de første grå striber i det mørke hår.
   "Er din mor blevet rask, Bjarke?" spurgte hun venligt.
   "Ja, hun er ovenpå."
   De fulgtes ad og snakkede sammen, på et tidspunkt nævnte han sin danskopgave, som han måske gerne ville have hende til at hjælpe lidt med.
   "Der er en ting, jeg ikke forstår ved Danmark," sagde hun, "hvorfor er der nogen her, der i fuld alvor mener, at Holocaust ikke har fundet sted?"
   "Det er ikke godt at vide. Er det rigtigt, at det er forbudt at sige det i Tyskland?"
   "Det er rigtigt, det manglede også bare, det er jo bevist!"
   "Det er der så mange, der påstår, at det ikke er."
   "Det fatter jeg ikke! I mit hjemland ønsker vi ikke nazismen tilbage, vi betragter det som en skændsel for Tyskland!"
   Ved hjørnet af Lundsgade tog de afsked med hinanden. Bjarke gik hen til sin opgang i den gade og op ad den let forfaldne trappe til den mellemstore lejlighed, hvor han boede med sine forældre. De var kommet hjem, hans far sad og læste avis i lænestolen foran det gamle kobberstik af slaget på Reden.
   "Nå, hvad har I så lavet i skolen i dag?" spurgte han Bjarke.
   "Meget forskelligt, vi fik i forgårs til opgave at skrive en novelle i dansk."
   "Det er dog utroligt, hvad man bruger tiden til i dag. Har du tænkt dig at skrive en?"
   "Ja."
   Dernæst fortalte han, at hans tysklærer ikke fattede, at nogen i Danmark benægtede Holocaust.
   "Men kære ven, hun er jo præget af sejrherrernes fremstilling som alle andre. Vi hører altid de allieredes fremstilling, fordi det var dem, der vandt."
   "Men far, har du aldrig overvejet, at det kunne være sandt?"
   "Hold nu op med at diskutere politik!" råbte hans mor ude fra køkkenet.
   "Det kunne da ske," sagde hans far, "men vi skal være kritiske overfor det vi hører. Hitler gjorde jo noget positivt, han fik Tyskland på fode og sænket arbejdsløsheden."
   "Min tysklærer siger, at det var fordi han udskrev de ledige til tvangsarbejde i våbenindustrien."
   "Det var vel for at bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet, vore politikere i dag er inde på noget af det samme med aktivering af ledige."
   "Vil I ikke nok holde op!" råbte moren igen ude fra køkkenet.
   "Men Gerda altså," svarede hans far tilbage, "man skal engang imellem tage stilling til noget, der har med det virkelige liv at gøre!"
   "Du vover lige at bringe det emne på bane, når mine forældre kommer på besøg i aften!" svarede hun.
   "Hvorfor er du dog så hysterisk?"
   "Altså, far," indskød Bjarke, "i folkeskolen hørte vi om Hitler som en dygtig statsmand helt efter dit hoved, men aldrig om bagsiden. Hvad med jødeforfølgelserne? Det er først med min historielærer her i gymnasiet, at vi er begyndt at høre om det."
   "Det er aldrig blevet bevist, at de virkelig fandt sted, min dreng. Desuden skal vi ikke fokusere på noget, der er sket engang, vi skulle hellere gøre noget ved de problemer vi har nu, jeg tror Hitler havde fået alle de ledige i arbejde."
   "Ved internering og tvangsarbejde?"
   "Det er negativt ladede udtryk, se det positive, de fik noget at tage sig til i hverdagen!"
   Bjarke sukkede. De havde den diskussion med regelmæssige mellemrum, og hver gang morfar og mormor var på besøg, blev hans morfar hidsig. Det kunne være, at man ikke skulle bringe det på bane, for mor orkede ikke den diskussion gentagne gange, især ikke nu, hvor hun var rekonvalescent.
   Bjarke blev åndsfraværende, for nu kom hans far sin sædvane tro til farfars tur til Tyskland i 1941, og hvor flot og strålende det var, hvad han havde set dernede.
   Han lyttede lige efter et kort øjeblik. Nu var han kommet til, hvordan alt det Hitler havde bygget op var blevet ødelagt af en meningsløs krig.
   "Men far, Hitler angreb jo Polen!"
   "Han gavnede de lande han erobrede. Hvad gjorde de allierede andet end at bombe Tyskland sønder og sammen?! Se bare, hvordan det gik med Dresden!"
   Bjarke gled ind i åndsfraværelsen igen. Han vidste den ville komme, nu fortsatte det med, hvordan vi i vore dage blev oversvømmet af dekadent amerikansk kultur og indvandrere. Det næste blev, at det var et held, at vi havde holdt os udenfor, ellers havde de allierede oversvømmet landet fra Jylland, nu tog de den heldigvis via Normandiet.
   "Min historielærer mener, at de havde taget den via Normandiet alligevel."
   "Det vås tror jeg ikke på. Ingen general, der er ved sine fulde fem, ville lave en sådan operation, hvis der var alternativer."
   "Altid det samme!" sukkede Bjarkes mor, "kan vi da ikke bare engang imellem snakke om noget andet?"
   "Ja, Jarl, han har altid været en rask dreng, nu ser vi ham endelig i aften," sagde faren. Bjarke sukkede endnu en gang, for nu kom den samme gamle rummel om alle Jarls fortræffeligheder.
   Han trak sig tilbage til sit værelse for at lave lektier. Først sad han og funderede over sin skriftlige opgave til dansk. Det var ikke sådan at gøre sig forestillinger om en anden historisk udvikling end den virkelige.
   Et øjeblik sad han og kiggede på fotoet af familien i Dyrehaven, som han havde hængende på sin opslagstavle. Det var fra da ham og Jarl var små drenge. Det så idyllisk ud, men altid kørte det i hovedet på Bjarke, Jarl mig her og Jarl mig der, altid skulle han høre, at han bare skulle gøre det som Jarl, for han var en rask dreng.
   "Bla, bla, bla," mumlede han for sig selv.
   Nu kom den raske dreng pludselig hjem efter lang tids tavshed. Bjarke var ved at brække sig på forhånd og havde mest lyst til at sige, at han skulle noget andet og så tage ud i aften, i biografen eller hvad han nu fandt på, men når mormor og morfar også kom, så ville han ikke.

Endelig kom aftenen, hvor han ønskede, at den var overstået! Nu var bedsteforældrene kommet, far og morfar var allerede i gang. Nu gik det op for ham, at han kunne spørge morfar om noget af det, som han tænkte over i forbindelse med sin opgave.
   "Bedstefar, jeg vil gerne vide, tror du, at Hitler havde i sinde at bryde ikke-angrebspagten og besætte Danmark?"
   "Jeg finder det meget sandsynligt, han brød den med Sovjetunionen og flere andre lande."
   "Men de var jo kommunister!" sagde hans far.
   "Det er da lige meget!" svarede morfaren skarpt, "derfor skal man alligevel holde sine løfter!"
   "Tror du, at de allierede havde invaderet via Jylland i stedet for Normandiet, hvis vi havde været besatte?"
   "Det ville i hvert fald have været knap så vanvittigt som det i Normandiet, nu lykkedes det så alligevel, godt det samme!"
   "Svigerfar, hvorfor tegner du sådan et sort billede? De fik trods alt Tyskland på fode."
   "Ja, til en stor krigsmaskine!"
   "Det var Churchill, der erklærede Hitler krig, så vidt jeg ved!"
   "Hold nu op!" sagde moren, "nu kommer Jarl hjem, så skulle det gerne være lidt hyggeligt. Det er år og dag siden, at vi alle har været samlet."
   "Vi glæder os til at se ham," sagde mormoren. "Hvad går han og laver."
   "Det får vi at høre."
   I det samme ringede det på døren, og da moren gik ud og lukkede op, hørte Bjarke Jarls velkendte stemme derude og deres mors hjertelige modtagelse af ham. Da han kom ind i stuen, gav han dem alle en hjertelig omfavnelse efter tur, undtagen Bjarke, som han håndhilste på.
   "Nå, intet nyt, lillebror?"
   "Nej, intet," svarede Bjarke køligt. De satte sig til bords, og maden blev båret ind. Alle de voksne begyndte at spørge Jarl, hvordan det gik. Han fortalte om sit arbejde, han var jernbanefunktionær.
   "Jeg tænker at gå ind i politik," sagde han, "vi trænger til et nyt pift i dette land. Far, du har så tit fortalt om, hvordan det var i Tyskland, da farfar var på rejse dernede!"
   "Ja, det var storslået som han beskrev det, min dreng, de flotte parader og alle de velordnede forhold, og man oplevede slet ingen kriminalitet på gaderne, ikke nogen der hang på gaden og fyldte sig med sprut."
   "Hvad nu, hvis Tyskland havde besat os?" indskød Bjarke, "ville du så have den samme holdning?"
   "Alt det vås om, at de ville have besat os!" svarede Jarl, "jeg tror ligesom far ikke en disse på det."
   "Men jeg siger også, hvad nu hvis! Det kan du vel svare på!"
   "Hitler besatte kun lande, hvor der var en grund til det. Han ville beskytte sine landsmænd, der blev forfulgt."
   "Min tysklærer siger, at det var noget han fandt på for at have et påskud. Desuden, når I gentagne gange kommer med, at de allierede bombede Dresden, hvad mener I så om de raketter, som nazisterne sendte helt vilkårligt hen over London?"
   "Hvad har du for i matematik?" sagde hans far.
   "Om romber, men jeg stillede et spørgsmål!"
   "Hvad med tysk?"
   Morfaren slog i bordet, han var begyndt at ligne en kogt krebs. "Svar dog drengen på hans spørgsmål! Hvad mener du om deres raketbombardementer af London?"
   "Altid kommer I op og skændes, når vi kommer ind på det emne!" råbte moren fortvivlet. "Kan I dog ikke bare holde op!"
   "Alle begår grusomheder i krig!" svarede faren.
   "Det siger du ellers ikke, når vi taler om Dresden!"
   Mormor, der havde siddet tavs, tog nu ordet. "Jeg skal sige jer en ting: jeg passede jødiske kvinder efter krigen, som havde været i nazisternes lejre, jeg siger jer, det var en grusom oplevelse! I vil måske sige, at det er krigspropaganda, men disse kvinders ar og underernæring, den løj ikke!"
   "Bravo, Vigga!" sagde hendes mand, "og så synes jeg, at du skulle tage og svare på din søns spørgsmål."
   "Altså, jeg synes snart jeg er træt af at høre på alt det, som om at Hitlers modstandere var bedre..."
   Bjarke kendte smøren, der kom nu, så han sank ind i sin egen verden og tænkte.
   Hvis nu Tyskland havde besat Danmark, så ville DNSAP helt sikkert være gået i opløsning. Ville det mon have gjort Danmark pro-kommunistisk? Nej, det troede han ikke.
   Ville man have gjort modstand i Danmark ved besættelsen, eller ville man have overgivet sig på stedet og samarbejdet med besættelsesmagten?
   Han lyttede lidt igen. Hans far var som sædvanlig kommet til, at Mussolini var en fej hvidløgsgnasker, der havde svigtet sine allierede.
   Bjarke sagde tak for mad, trak sig tilbage til sit værelse og kiggede i sin tekstbog til dansk for at se, hvad det var de skulle læse til mundtlig dansk næste dag. Det var jo Harald Bergstedt, den store folkelige digter, som han ofte kaldtes. Han havde været en af nazisternes forsvarere og holdt ved det selv efter Tysklands nederlag. Måske skulle man prøve at læse noget af, hvad han skrev om nazismen? Havde han været lige så velanset i dag, hvis Tyskland havde besat Danmark? Havde Kaj Munk ændret mening og gået imod Hitler i stedet for de rasende skrifter mod de allieredes felttog, som på hans ældre dage var blevet hans kendemærke?
   Bjarke måtte se det i øjnene, det var ikke så let at skrive en novelle af den type. Der var meget man måtte gætte sig til.
   Hans morfar og mormor ville nok have haft samme holdning, den havde måske været heftigere. Men hvad med hans farfar og far? Ville de have ændret holdning?
   Han satte sig til at skrive sin historie. Tyskland havde overgivet sig 8. maj ifølge den historiske årstalsliste, så han regnede med, at Danmark så var befriet på denne dato.
   Hvornår ville Danmark så være blevet besat? Han gættede vilkårligt på et sted i april 1940, ifølge Vandrup havde nazisterne drøftet Skandinavien i det tidsrum.
   Hvordan ville besættelsen være forløbet? Han forestillede sig de hårde kampe, inden Danmark var bukket under. Der måtte være blevet meget ødelagt under disse kampe, måske nogen af de værdifulde historiske minder, og der måtte være blevet mange dræbt, fuldstændig som ved Frankrigs fald.
   Han besluttede at lade sin farfar være hovedpersonen, der bitterligt fortrød sin sympati for Nazityskland. Mon han ville blive forfulgt for landssvig? Han tænkte længe over det. I de lande, der havde været besat, fór man efter befrielsen grusomt frem mod dem, der havde samarbejdet med tyskerne. Ville man også gøre det i Danmark? Det skulle være mærkeligt andet.
   Men hvad, det var gætteri, hvad vidste man egentlig med sikkerhed om tænkte situationer? Det var kun det virkelige forløb, man kunne vide noget om, ifølge hans far kunne man heller ikke engang vide noget om det.
   Men hvad så, hvis Hitler havde vundet? Ville hans mors forældre så have skiftet side, eller var de død i kz-lejr? Ville Danmark så have været en tysk provins, eller...?
   Den tanke besluttede han at glemme. Han ville lade sin novelles verden være som i det virkelige liv, bare at Danmark var blevet besat. Ville tyskerne så have besat hele Skandinavien?
   Det blev for kompliceret, han holdt sig til det besatte Danmark som eneste kontrafaktiske element. Han forestillede sig Danmark sønderskudt og den danske hær massakreret ovenpå de indledende kampe, sin farfar og far ville fortryde deres sympati og en frihedsbevægelse i stil med den, der havde været i de besatte lande. Hans historie skulle begynde ved Danmarks befrielse den 8. maj 1945 og opgøret med landssvigerne, forbudet mod DNSAP og den måske store USA-begejstring efter krigen. Hans farfar ville blive anklaget for landsforræderi, han begyndte at forestille sig hans samtale med en sagfører.
   Nu gik tankerne til aftnens diskussion og Jarl. Han og far havde altid været pot og pande i den diskussion, og nu ville Jarl gå ind i politik. Hvilket parti, mon? Bjarke gættede på DF.
   I morgen ville han tale med sin historielærer om, hvorvidt alle jødeudryddelserne var bevist, så næste dag opsøgte han Vandrup. Han sad i klasseværelset efter timen og gned sit velplejede mørke fuldskæg, som han havde for vane når han tænkte, han havde flere af sine bøger foran sig. Bjarke kom op og forelagde ham sit spørgsmål.
   "Jeg er bestemt glad for, at du spørger, nu skal jeg vise dig noget."
   Han tog en stor bog op om Nürnbergprocessen og åbnede den på et billede forestillende bunker af lig, de døde mennesker var tydeligt underernærede inden de døde.
   "Det er et eksempel på, hvad de allierede soldater fandt under fremrykningen ved krigens slutning," forklarede han. Bjarke gøs. Vandrup bladede om til en anden side og viste et stort rum med vægge af beton. Han forklarede, hvordan der blev lukket gas ind og dræbte flere tusinde mennesker på engang. Bjarke følte, hvordan gåsehuden bredte sig over hele hans krop.
   "Men hvorfor bliver det altid fortiet?"
   "Her kan jeg kun give dig mit personlige bud, Bjarke."
   "Det vil jeg gerne høre."
   Vandrup fortalte, hvordan Stauning allerede i 1939 havde talt for en opretholdelse af samhandlen med Tyskland, fordi der snart ikke ville være andre nationer at handle med, det ville gøre Danmarks økonomi ringe, hvis vi stoppede denne samhandel. Derudover pegede han på alle de store personligheder, der sympatiserede med Hitlers politik.
   "Min mening er, at man ikke vil have Stauning, Harald Bergstedt og Kaj Munk sat i dårligt lys, derfor fortier man dette."
   Bjarke nikkede. "Må jeg låne den bog der, Vandrup?"
   "Hjertens gerne. Jeg vil da også gerne læse den historie, som du skriver som danskopgave, for som du nok kan forstå, så interesserer det mig meget."
   Bjarke takkede sin historielærer, puttede bogen i tasken og gik ud.
   Det kneb ham i høj grad at holde koncentrationen i timerne resten af dagen, for hans tanker kredsede omkring denne samtale, og navnlig hvad hans far ville have sagt, hvis han havde overværet den.
   Derhjemme kastede han sig straks over den lånte bog. Den var ikke hyggelig, der stod side op og side ned, hvordan de brugte fanger til eksperimenter, slog dem ihjel i massevis i gaskamre og hvordan de allierede efter krigen havde fundet bunker af lig, som bødlerne ikke havde nået at rydde af vejen. Det gjorde ham ubehagelig tilpas flere gange, og han besluttede at læse op fra den for hans far ved først givne lejlighed.
   Den lejlighed bød sig samme aften, for hans far udbredte sig med sin sædvanlige smøre. Bjarke tog bogen frem og læste op fra den.
   "Hvor har du den bog fra?" spurgte han.
   "Jeg har lånt den af min historielærer, Vandrup. Hvad mener du om dette?"
   "Det er sikkert løgn og latin!" råbte hans bror højt.
   "Altså, husk nu, at det der er skrevet af sejrherrerne," sagde hans far."
   Bjarke sukkede. Jarl rejste sig, nu skulle han mødes med sine kammerater.
   "God fornøjelse, min dreng," råbte hans far efter ham, hvorpå han vendte sig mod Bjarke, der rejste sig. "Jeg ved godt, hvad du vil sige nu, det behøver jeg ikke spilde min tid på endnu en gang!" sagde han syrligt.
   Han gik ind til sig selv. Nu skrev han løs, for han fandt nu på, at nazisterne nok havde bygget en lignende lejr i Danmark. Han måtte så udtænke, hvor de ville have lagt den. Han fandt på et sted ude på den ubebyggede del af den jyske hede. Mens han sad og skrev, hvad der foregik i denne lejr sådan som han havde læst det i den lånte bog, glædede han sig over, at Danmark havde holdt sig udenfor.

Næste dag skulle han have historie i første time.
   En af skolens vikarer trådte ind.
   "Vandrup er sygemeldt, så I skal foreløbig have mig," sagde han. "Det er blevet mig pålagt at fortælle jer, at der i aftes trængte en flok unge mænd ind i hans hjem, der overfaldt ham og smadrede en stor del af inventaret i hans hjem. Han er indlagt med svære kvæstelser."
   Der gik en isnen gennem Bjarke.
   "Ifølge hans kone, som de skånede, råbte de, at han var et jødevenligt svin."
   Bjarke rystede forvirret på hovedet. Også denne dag havde han svært ved at koncentrere sig resten af dagen, det første han gjorde derhjemme var at fortælle det til hans forældre. De blev begge rystede.
   "Jeg håber sandelig ikke, at du tror, at jeg billiger noget sådant, min dreng," sagde hans far til ham.
   "Det tror jeg heller ikke, men kan du ikke se, at det gør en mistænksom?"
   "Jo, men glem ikke, at venstrefløjen bruger de samme metoder. Desuden er manden selv ude om det, når han udtaler sig offentligt."
   "Man har ret til at udtale sig i dette land!"
   "Men så må man tage konsekvenserne."
   Bjarke rystede på hovedet.
   Han gik ind for at kigge på lektierne. De var svære at fatte nu, hvor han ikke havde været særlig koncentreret i timerne.

Næste dag havde de tysk i sidste time. Han iagttog, at frk. Heinzen vist heller ikke var særlig koncentreret. Han henvendte sig til hende efter timen, da han gerne ville spørge hende om noget angående Tyskland under nazismen. Hun svarede, at hun ikke kunne sige meget om det. Han kiggede undrende på hende. Hun tog en seddel op, som hun havde fået smidt ind ad brevsprækken aftenen i forvejen.
   "De vover at sige noget ondt om Hitler og hans frænder. Ellers går det Dem ilde!"
   Bjarke rystede forvirret på hovedet.
   "Så du forstår, at jeg må holde lav profil. Se bare, hvordan det gik din historielærer."
   Bjarke nikkede.
   Han gik lige hjem og fortalte det til sine forældre.
   "Du må som sagt ikke på nogen måde tro, at jeg billiger sådanne metoder," sagde hans far alvorligt.
   "For resten, så har jeg en overraskelse," lød det fra Jarl. Han tog et armbind op og trak det på sin ene arm. Da det foldede sig ud, åbenbarede det de røde striber og den hvide stribe med det velkendte tegn, hagekorset. I længere tid sad de alle tavse.
   "Ja, jeg ville ikke fortælle det, mens morfar og mormor var her for ikke at skabe en dårlig stemning, men nu ved I det."
   "Er det nu ikke at gå for langt?" spurgte deres far efter et stykke tids tavshed.
   "Du har da altid talt om, hvordan Hitler fik Tyskland på fode."
   "Det har jeg godt nok, men... ja, forstår du, jeg vil ikke bestemme over dig, men har du tænkt over, hvilke problemer du kan få?"
   "Dem er jeg villig til at kæmpe imod! Dem, der siger noget om den nazistiske holdning, skal få med mig at bestille."
   Da begyndte Bjarke at råbe af sin storebror. "Er det dig og dit slæng, der har overfaldet Vandrup?"
   "Hvad er det dog, at du beskylder din bror for!" råbte hans mor.
   "Hvem andre end jer kunne finde på det?"
   Jarl rystede på hovedet med et overbærende smil. Hans far rejste sig.
   "Jarl, er det dig og dine fæller?"
   Jarl kiggede nervøst på sin far.
   "Se mig lige i øjnene og svar: er det dig?"
   "Far, du har altid sagt, at man skulle forsvare det man gik ind for, alt hvad man kunne."
   "Nå, din raske dreng!" råbte Bjarke, "du er sandelig modig, du tør ligefrem overfalde en ubevæbnet mand sammen med flere andre!"
   "Nu kan du godt forsvinde herfra, og det i en fart!" råbte faren.
   "Harald!" råbte moren, vild i øjnene.
   "Ud med dig, din voldsmand!"
   "Det kan kun gå for langsomt!" råbte Bjarke triumferende. "Gå hen og slik dine nazi-venner i røven!"
   Jarl trak sig forskrækket tilbage og flygtede hurtigt ud af døren. Hans far stod tilbage, højrød i ansigtet.
   "Du har jo selv været med til at opmuntre ham til dette," råbte hans kone højrøstet.
   "Men sandelig ikke til at være en overfaldsmand!"
   "Far, forstår du nu mine indvendinger?" sagde Bjarke.
   Harald kiggede ned og tænkte.
   "Men det rokker jo ikke ved alt det gode, som Hitler gjorde for Tyskland! Da farfar var dernede..."
   Bjarke sukkede dybt.