Forord
   "Gletsjerne knuste landsbyer, havene frøs til is, og høsten slog fejl. Fra 1300 til 1850 faldt temperaturen så drastisk i Nordeuropa, at befolkningen i nogle lande blev halveret."
   (Citat fra Illustreret Videnskab "Historie" Nr. 13/2008)

Hvordan ville menneskeracen - og ikke mindst verden omkring os - forsøge at tilpasse sig, hvis "den lille istid" havde holdt helt frem til i dag og måske længere endnu? Hvad nu hvis klimaforandringer gjorde vintrene så lange og kolde, at vi i Danmark var indhyllet i sne og is i mere end 2/3 af kalenderåret, således kulden forhindrede os i at drive landbrug, som vi gør det i dag? Hvad nu hvis ...
   
* * *
   Tim kastede et blik ud over det hvide landskab, inden han fortsatte med at fylde de to spande med sne. Vinden hylede og drev sneen op i voksende dynger. Vinteren havde ifølge kalenderen kun varet nogle få måneder, men allerede nu lå sneen højt og kulden nev i kinderne.
   Aftenfrosten lagde sig som et tyndt, glitrende stof over jorden og bygningerne, så det glødede i skæret fra den nedgående sol.
   En ulv tudede i det fjerne.
   Tim stod musestille og lyttede for at afgøre, hvor tæt på de uvelkomne dyr var. Og i hvor stort et antal. Så samlede han hurtigt de fyldte spande op og skyndte sig tilbage til huset.
   "Har du hørt fra far og Martin?" spurgte han, da han stillede spandene ved siden af komfuret. Hans mor brugte øseskeen til at fylde gryden med sne.
   "Nej, ikke endnu."
   Tim tog walkie-talkien fra sit bælte og tændte den. Den skrattede højt. "Far, det er Tim. Kan du høre mig? Skifter." Han slap knappen og bed sig ubevidst i underlæben, mens han ventede.
   "Jeg hører dig," lød svaret endelig gennem det uklare slør af statisk støj og vindens tuden. "Nogen problemer? Skifter."
   "Ulvene er vendt tilbage til sydvest-skoven. Jeg tror, de nærmer sig. Skifter."
   Et øjebliks stilhed. "Begynd at låse stalden af. Vi er snart hjemme. Skifter."
   "Okay. Slutter." Tim satte walkie-talkien tilbage i bæltet og trak huen godt ned over ørene. "Jeg går ud og låser, mor."
   "Gør du det, skat. Der er også mad snart ... Husk nu bagdøren."


* * *
   Der var en behagelig ro i stalden. Fårene brægede lavmælt, da Tim trådte indenfor, men blev stille så snart han gav dem en ekstra favnfuld hø. Tyren og de to køer stod også og gumlede i deres egne båse. Sommerens eneste kalv var blevet slagtet.
   Tim tjekkede termometeret over det gamle fyr, inden han fortsatte ned til bagdøren og satte slåen for, efterfulgt af hængelåsen. Han placerede sensoren oven på slåen, så alarmen ville gå i gang, hvis nogen eller noget forsøgte at bryde ind. Der var også mulighed for, at en hård vind kunne sætte en falsk alarm i gang, men som faren sagde:
   "Hellere et par gange for meget, end én gang for lidt."
   Han stillede sig i læ af de store porte og så ud i mørket. Der gik ikke lang tid, før køretøjet kom til syne over en mindre bakke. Larvefødderne sank dybt ned i sneen, da den kæmpede for at komme videre. Tim åbnede de to tunge porte og slog et par kuskeslag for at holde kulden på afstand, mens køretøjet langsomt trillede ind i stalden. Bilen blev standset midt på den brede gang mellem båsene. En anhænger fyldt med træ fra skoven var fæstnet bag på bilen. Det var frugterne af mændenes hårde arbejde den dag.
   Tims far og storebror, Martin, steg ud af bilen. Faren pjuskede smilende op i Tims hår. "Er mor klar med maden?"
   "Det tror jeg."
   Martin og Tim hjalp deres far med at lukke de store porte og sætte slåen for, inden de satte hængelåsen på og rettede på sensorerne. Så fulgtes de alle ad over til huset.
   Tim hængte sit overtøj op på den nederste knage. Han så Martin tænde for alarmen.
   Der var en god temperatur i huset, da både fyret og komfuret var i gang. En duft af kød og grøntsager steg op fra den simrende gryde, som moren stod og rørte i med glødende kinder. Faren gav sin hustru et kys.
   "Gik det godt?" spurgte hun og sendte drengene et varmt smil. "Gider I dække bord?"
   "Det gik fint," svarede faren og krængede sit overtøj af. "Vi fik hentet nok til både os og Poulsen, så jeg kører over til ham i morgen, hvis vejret tillader."
   "Vi kunne godt bruge nogle flere grøntsager," sagde hun. "Han er jo kun én person til at spise alt i det store såhus ..."
   "Jeg skal nok snakke med ham," lovede faren.


* * *
   Tim lå vågen og lyttede. Ved siden af ham åndede Martin tungt og rytmisk, udenfor hylede vinden. Hans forældre havde sat sig i lænestolene og snakkede lavmælt sammen. Synet af forældrene der sad og holdt hinanden i hånden, fik Tim til at smile. Han trak dynen helt op til ørene og lukkede endelig øjnene med et tilfreds suk.


* * *
   Lira sprang forskrækket op, da alarmen pludselig gik i gang. Højt og skingert. Hendes forældre vågnede også straks.
   "Er det ulvene igen?" hviskede hendes mor anspændt?
   Faren svarede ikke. Han tog haglgeværet fra hylden, inden han tog frakken på. Der lød et rabalder, da noget ovre i stalden blev væltet, og gederne brægede højlydt. Lira så nervøst efter sin far, da han forsvandt ud af hoveddøren.
   Det første skud lød. Og så et mere.
   Lira gøs og løb over til sin mor, så hun kunne gemme sig i hendes favn. Der havde været noget mærkeligt ved det andet skud, men Lira var for bange til rigtigt at bide mærke i det.
   Der var pludselig helt stille udenfor. Mærkeligt tyst, for selv dyrene var tavse. Lira begyndte at ryste. Hun brød sig ikke om stilheden.
   Moren løsnede sig fra Liras favngreb og listede hen til døren. Ganske forsigtigt åbnede hun den på klem og kiggede udenfor. En grådkvalt lyd undslap hende, inden hun flåede døren op og løb udenfor, kun iført sit nattøj.
   Lira løb efter og så sin mor falde, da det næste skud bragede. Begge hendes forældre lå helt stille i sneen, rundt om dem farvedes den snedækkede jord rød. Lira følte en rislen ned langs ryggen ved synet og stivnede. Et eller andet sted i hovedet lå forståelsen, men hun kunne ikke rigtig gribe om den. Det var så ... utænkeligt.
   Der lød latter fra stalden. To mænd trådte udenfor. De var næppe mere end mørke skikkelser mod nattehimlen, men deres våben var tydelig aftegnede mod sneen.
   Den ene af mændene kiggede op og pegede hen mod huset, hen mod Lira, men først da de hævede deres våben, reagerede hun. Hurtigt smækkede hun døren i og pilede hen over gulvet til sin seng. Hun løftede madrassen og åbenbarede et hulrum nedenunder, hvor der lå et enkelt tæppe. Hun kravlede derned og trak madrassen hen over hullet igen. Så ventede hun stakåndet.
   Hun hørte hoveddøren blive smækket op på vid gab, og vinden fór pibende indenfor. Ilden blafrede og gnistrede.
   Nede i boksen under sengen lukkede Lira øjnene hårdt i og klemte hænderne for munden, så hun ikke ville komme til at sige en lyd ved et uheld. Åndedrættet føltes højt og skurende, men det blev kun værre, når hun forsøgte at holde vejret.
   Tunge støvler gik hen over plankegulvet.
   "Hun er her et sted," sagde en brysk mandsstemme. Flere støvler trampede rundt i rummet og forsvandt hen mod badeværelset. "Er der en bagdør?"
   "Nej," svarede en anden, lysere stemme.
   Lira lyttede til deres skridt. En gik udenfor igen, men en anden rodede i deres ting indenfor. Hun hørte ting blive smadret, flyttet og kastet rundt med. Pludselig lød skridtene helt tæt på, og lyset fra loftslampen afslørede hende, da madrassen blev flået af sengen.
   "Nå, så det er her, du gemmer dig," grinede den bryske stemme. En høj og bredskuldret mand greb fat i hendes natkjole og hev hende op fra kassen. Lira skreg, fægtede og kradsede, men han holdt hende bare en armslængde ud fra kroppen og lo højt ad hendes kampiver. "Jamen dog, en lille vildkat ... Arnur!"
   En rødhåret mand kom til syne i døren. Hans ansigt flækkede i et grin, da han fik øje på Lira. Han var lige så bred som den mand, der holdt Lira, men lavere og yngre.
   "Tag hende med ud til vognen."
   "Kan vi komme af med hende igen?" spurgte Arnur og tog et fast greb i Liras arm.
   "Jeg kender én, der tager større børn," mumlede den ældste og skovlede tæpper og sengetøj op i favnen. "Smut nu ud i vognen med hende. Der er mere her, vi skal have med."


* * *
   Lira sad klemt inde i et hjørne af vognens indre. Noget skarpt og hårdt stak hende i ryggen, hver gang vognen foretog et lille hop eller vuggede gennem snedriverne. Et par gange havde hun forsøgt at komme til at sidde bedre, men havde bare revet huden på ryggen, så det nu sved og kløede.
   De havde bundet hende på hænder og fødder og givet hende bind for øjnene. I starten havde hun grædt meget, og det sorte stof føltes vådt og klamt mod ansigtet, men hun havde ikke nogen ide om, hvor lang tid de havde kørt. Eller hvor de var på vej hen. Vognens rullende bevægelser syntes uendelige. Ligesom den tiltagende smerte i kroppen og især ryggen. Og så var hun tørstig.


* * *
   Tim hjalp sin far og Martin med tømme vognen for det meste træ. Det eneste, der skulle blive tilbage, var det, de skulle have med over til Poulsen.
   Egentlig skulle Tim have hjulpet sin mor med at høste kartofler i såhuset, men faren havde lovet, at han måtte komme med over til Poulsen, hvis han hjalp med træet. Og Tim var ikke i tvivl om, hvad han helst ville. Måske ville han endda få lov til at styre bilen, hvis driverne ikke var for høje ...
   "Så, det må være fint," mumlede faren og lagde den sidste kævle på brændestablen. "Gå du bare over og hjælp din mor, Martin, så kører vi over til Poulsen."
   "Vi ses om et par timer," sagde Martin og tog overtøjet på igen. Til sidst fæstnede han sin walkie-talkie til sit bælte og åbnede den store staldport, så de kunne bakke bilen ud. Tim havde aldrig prøvet at bakke med bilen, men holdt altid nøje øje med, hvordan hans far vred og vendte sig i sædet, forsigtigt trykkede på speederen og manøvrerede med rattet. Det var en større kunst at bakke uden at ramme noget, for udsynet bag snebilen var så godt som lig nul.
   Endelig kom de fri, sneen skurede under larvefødderne, da faren vendte bilen og satte i et højere gear. Det første stykke vej var jævnt og sneen hård, men inden længe måtte de gasse op for at komme igennem den første drive. Motoren brølede og lugten af den forbrændte rapsolie sneg sig ind i bilen.


* * *
   Lira fyldtes af blind panik. Hun kunne ikke røre sig, kunne ikke se. Forskrækket råbte hun op, og ud af ingenting ramte en næve hende på kindbenet og fik hende til at tie. Men det var først, da bindet for øjnene blev fjernet, at det gik op for hende, hvor hun var.
   Hun måtte være faldet i søvn.
   Hvor længe siden var det, at mændene havde fjernet hende fra huset? Var hendes far og mor mon dækket af sne nu?
   En støvet stribe af lys flød ind gennem forruden og oplyste noget af bilens indre. Det var en stor vogn, større end en normal snebil, men pladsen var alligevel trang, fordi dens indre var fyldt med tyvekoster. Nogle af tingene genkendte hun, men meget af det måtte være stjålet fra andre hjem.
   Mon der rundt om i hele Danmark lå andre lig under sneen, dræbt af disse mænd?
   Tanken fik hende til at gyse, men hun tvang sig selv til ikke at græde igen. Også selv om hele kroppen gjorde ondt og kinden brændte efter slaget.
   Det var den rødhårede Arnur, der havde slået hende. Den anden mand sad på førersædet og styrede behændigt bilen uden om de værste driver i høj fart. Engang imellem var han tvunget til at brage lige gennem sneen, og så hoppede bilen, så Lira slog ryggen imod det skarpe bag sig. Da hun forsøgte at vende hovedet, opdagede hun, at hun sad op ad en væltet jernkasse. Hvis hun rykkede lidt til højre, kunne hun i stedet hvile sig op ad en stabel tøj og sengelinned. Forsigtigt manøvrerede hun sig væk fra kassen og sank lykkeligt sammen op ad sit bløde ryglæn.
   Hvor mon de var på vej hen?
   Arnur gik krumbøjet hen til hende og satte en tallerken med kogte kartofler og lidt kød, samt en flaske vand foran hende. Kartoflerne var lidt plettede, og maden måtte være blevet tilberedt for længe siden, men hendes mave og hals snørede sig sammen alene ved tanken om noget at spise.
   "Hvis du prøver på noget, skærer jeg halsen over på dig," sagde Arnur truende. Han fangede straks hendes opmærksomhed ved at vifte med en drabeligt udseende jagtkniv lige foran næsen på hende. Først da hun nikkede spagt, løsnede han hendes hænder. "Spis, men ti stille!"
   Hun ventede, indtil han havde sat sig op foran med ryggen til hende. Så proppede hun maden i sig med fingrene, kun afbrudt af begærlige slurke vand.


* * *
   Poulsen havde en stor gård. Hans såhus var højt og større end stalden. Stort nok til at så roer til hans ti køer, samt holde ham med friske grøntsager året rundt. Ifølge rygtet havde han et hemmeligt gødningsmiddel. I hvert fald syntes Tim, at Poulsens kartofler altid smagte af mere end deres egne. Og så dyrkede han græskar.
   Alene tanken om morens græskartærte fik hans tænder til at løbe i vand!
   Stuehuset var til gengæld ikke noget særligt. Poulsen havde boet alene, siden hans søster døde, og han sagde altid, at den gamle hytte kun var beregnet til én person. Til gengæld var han den rigeste mand, Tim kendte.
   Faren tog farten af bilen og parkerede den uden for stalden, så de ikke skulle gå så langt, når de læssede traileren af. Poulsen kom ud af huset og vinkede kort til hilsen, inden han viklede et farvestrålende tørklæde flere gange om halsen.
   "Så er der brænde," sagde faren og trykkede Poulsens fremstrakte hånd. "Går det godt?"
   "Joh," mumlede Pulsen og kneb øjnene sammen mod lyset. "Joh, det går da, det gør det da. Får I høstet noget?"
   "Ikke så meget, som fruen gerne ville have," svarede faren og trak Tim ind til sig. "Men sådan er det jo med to knægte i voksealderen."
   "Joh ..." Poulsen trak ned i tørklædet og kløede sig i det grå skæg. "Hvad mangler I?"
   "Tja, kartoflerne har ikke været for gode i år, og citrusfrugter ser vi ikke noget til i et par måneder endnu."
   "Og græskar," mumlede Tim og fik røde kinder, da begge mænd så på ham. Så lo Poulsen, en tør og klukkende latter.
   "Ja ja da. Jeg skal se, hvad jeg har. Læsser I af imens så?"
   "Naturligvis," svarede faren og gav Tims skuldre endnu et klem. "Kom så knægt. På tide at tjene til dit græskar."


* * *
   Lira var faldet i søvn igen, så snart hun havde spist. Det bløde underlag, mætheden og vognens bevægelser havde lullet hende i søvn. Da hun slog øjnene op, følte hun sig endelig noget nær udhvilet.
   Bilen var standset.
   Hun gned øjnene og rettede sig op. Mændene sad helt stille på sæderne oppe foran og stirrede ud af forruden. Hun kunne ikke se, hvad det var, de stirrede på, men deres holdning var anspændt. Ingen sagde et ord i lang tid.
   Så rømmede den mindste, Arnur, sig endelig. "Hvad siger du så, Svend?"
   "Det stemmer ikke," svarede den anden mand og indstillede kikkerten. Der var stille imellem dem lidt igen, så trak Arnur på skuldrene.
   "Jeg kan altså kun se kvinden og knægten derovre i såhuset. Og dem kan vi da snildt klare."
   "Jeg kunne ellers have svoret, at der var en mand og en dreng mere, da vi var her forbi forrige år," mumlede Svend. "Rudi og jeg krydsede denne vej over, inden vi fortsatte hjemad mod isbroen. Og vi plyndrede netop ikke dette hus, fordi modstanden var for stor."
   "Og hvad så?" fortsatte Arnur diskussionslystent. "Selv hvis der bor flere her, så er de ikke hjemme. Vi kan være væk igen på mindre end et kvarter, hvis vi bare nøjes med at tage de bedste ting."
   Svend rystede på hovedet. "Nej, jeg bryder mig ikke om det." Og det var så enden på den snak.
   Svend satte bilen i gear og de trillede langsomt videre gennem snedriverne. Lira strakte hals og fik et glimt af en gård et godt stykke borte, før de tippede over toppen på en drive og udsynet atter var dækket af sne og endnu mere sne.
   Arnur lagde armene over kors og lød muggen, da han sagde:
   "Vi mangler proviant."
   Svend satte bilen i et højere gear og de hoppede og gyngede gennem driverne. "Så tager vi den næste gård. Det er bare en gammel mand, der bor alene."


* * *
   "Det var det," sagde faren tilfreds og lagde den sidste brændeknude på stablen. Mikkel strakte ryggen, inden han fulgte efter sin far udenfor. Gamle Poulsen kom dem i møde fra såhuset med to store, termobeskyttede kasser under armen. Mikkel kunne allerede smage sin belønning, græskartærten.
   "Tak, Poulsen." Faren tog imod kurvene og stillede dem ind i bilen.
   "Næ, det er mig, der siger tak," brummede Poulsen og klappede Mikkel på hovedet. Hvis ikke Mikkel havde haft hue på, ville manden sikkert have purret op i hans hår i stedet. "Nå, I må jo hellere komme hjem. Det skulle blæse op igen i aften."


* * *
   "Pas på!" råbte Arnur pludselig. Bilen bumpede hårdt og brutalt gennem sneen, så Lira blev slynget rundt omme bagi. Svend bandede og svovlede, mens Arnur kæmpede for at få sig spændt fast.
   Sekundet efter bragede de gennem en tyk snedrive.
   Lira skreg, da alt pludselig blev drejet en halv omgang. Så knaldede hun hovedet mod noget hårdt og besvimede.


* * *
   Tim strakte hals for at kunne se ud gennem forruden. Hans far tog langsomt farten af, og de trillede op på siden af den væltede snebil. Der var intet tegn på liv.
   "Hvad er der sket, far?"
   "Jeg tror ikke, de har set stenen der, fordi den er dækket af sne. Måske har de bare troet, det var endnu en drive." Faren tog geværet fra holderen over døren og åbnede ud til kulden. "Bliv her."
   Tim satte sig op på knæ, så han bedre kunne se ud ad forruden. Vinden kunne ikke rigtigt få fat, fordi de holdt i en dalsænkning, så han kunne høre sin fars skridt gennem den sprøde sne. Han blev fanget i lyset fra forlygterne, da han kravlede op ad snedriven og videre op på bilen. Den lå med den ene side opad, og det virkede ikke til at være videre let at få døren op.
   Tim sukkede. Det kriblede i hele kroppen af nysgerrighed. Han hadede at skulle sidde alene i bilen og vente på denne måde.
   Faren svang geværet om på skulderen. Kort efter forsvandt han ind i den væltede bil.
   Tim ventede i noget, der føltes som en evighed, men som sikkert var mindre end et halvt minut. Så trak han huen godt ned over ørene og trådte udenfor.


* * *
   Lira kom langsomt til sig selv. Nogen var ved at befri hende fra alt det ragelse, der var faldet over hende. Men det var først, da hun blinkede og så sig omkring, at det gik op for hende, at snebilen var væltet. De måtte have ramt noget.
   "Har du brækket noget?" spurgte en mørk, venlig stemme. Lira så op og lige ind i et par mørkebrune øjne i et ansigt hærget af elementerne. Et øjeblik troede hun, at det var hendes fars sjæl, der kom efter hende. Så fik hun set nøjere på manden.
   "Nej, det tror jeg ikke," mumlede hun og kæmpede for at holde tårerne tilbage. "Hvem er du?"
   "Mit navn er Troels, jeg skal nok hjælpe dig. Kan du selv gå?"
   Hendes ene ankel var øm, men bortset fra det følte hun sig okay, da hun prøvende rejste sig op. Hun nikkede.
   "Hvor er mændene?" spurgte hun, da hun pludselig kom i tanke om sine tilfangetagere.
   "Der er ikke andre i bilen end dig, så de må være kommet fri og være gået efter hjælp. Er de dine brødre?"
   Hun rystede voldsomt på hovedet. "De skød min far og mor! De er røvere!"
   Manden stivnede med et nervøst udtryk. Så var det, som om Fanden tog ved ham, da han i al hast skubbede Lira ud af den åbne dør og ud i friheden. Hun halede sig selv helt fri og tumlede ned i en drive.
   Da hun kom på benene, var hendes redningsmand også kommet ud af bilen. Nu stirrede han på noget med angste øjne. Lira så nervøst i samme retning og gispede uvilkårligt.
   Svend stod foran en snebil. Klemt fast i hans stærke greb stod en dreng, ikke meget ældre end hende selv. Det måtte være redningsmandens søn.


* * *
   Mikkel turde ikke røre sig. Manden havde svoret, at han ville dræbe ham, hvis Mikkel gjorde det mindste forsøg på at stikke af. I stedet forsøgte han at advare sin far ved at bevæge øjnene ud til siden, indtil det gjorde ondt i øjenæblerne. Hans far så det tilsyneladende ikke.
   Hjertet sank i livet på Mikkel, da han så den anden mand liste frem bag sit skjul og nærme sig faren bag hans ryg. Aldrig i sit liv havde Mikkel været så bange. Ikke engang dengang han blev bidt af en ulv!
   Pigen, som var kommet frem fra bilen sammen med Mikkels far, så sig over skulderen og fik øje på angrebet bagfra. Hun skreg højt og skingert.


* * *
   "Pas på!" skreg Lira. Hendes redningsmand vendte sig om i sidste øjeblik og afværgede angrebet bagfra, men nåede ikke at få geværet i skudstilling. Angriberen fægtede med en kniv, men da de to mænd tumlede sammen, faldt kniven til jorden og gled over sneen frem mod Lira.
   Hun stivnede blot og så på våbnet.
   "Hold inde, eller drengen dør!" brølede Svend og strammede grebet om drengen, så han klynkede. Troels og Arnur slap endelig hinanden og kom på benene.
   Arnur rakte bydende hånden frem mod Troels. Modvilligt blev geværet overdraget til overfaldsmanden.
   "Det var bedre." Svend smilede tilfreds. "Arnur, sæt dig ind i bilen."
   Arnur trådte ned fra driven og satte sig ind i bilen. Motoren brummede lidt højere, da han trådte på gaspedalen et par gange. Så råbte han ud af den åbne dør: "Der er en halv tank på."
   "Udmærket." Svend nikkede langsomt. "Så er problemet blot, hvad vi skal gøre af jer tre ..."
   Arnur kom ud af bilen igen og trådte hen foran køleren med geværet rettet mod Troels. Svend nikkede umærkeligt - Arnur affyrede geværet. Lira og Mikkel skreg begge, da Troels faldt til jorden med et sidste vredesudbrud. Skuddet havde ramt ham i brystet. Der var ingen jordisk chance for, at han havde overlevet.
   For tredje gang så Lira sneen blive farvet rødt af blod.
   Arnur greb hende i armen, men måtte bære hende hen til bilen. Hun ænsede knap nok, hvad der skete omkring hende. Hovedet føltes pludseligt tomt, kroppen handlingslammet.
   Hun blev sat ind bag i bilen og fik atter bundet sine hænder bag ryggen. De placerede drengen ved siden af hende, også bundet.


* * *
   Mikkel følte afmagten som et knugende hul i maven. De havde skudt hans far!
   Hvad ville hans mor og Martin gøre, når de ikke kom hjem inden aften? Ville de tage ud og lede efter dem? Hvis de fandt dem, ville hans mor så også blive skudt? Og Martin?
   Han tænkte på, hvordan moren ville reagere, hvis hun fandt farens lig. Så gjorde han sit bedste for at holde op med at tænke på noget overhovedet.
   Mændene tog sig god tid til at flytte ejendele og proviant fra den forulykkede bil over i den anden. Mikkel fangede kun brudstykker af deres samtale, når de gik frem og tilbage, men han forstod nok til at kunne forstå, at mændene ville sælge ham selv og pigen i den næste storby.
   Det beroligede ham, at de i det mindste ikke nævnte hans mor eller bror. Angsten på sine egne vegne var nemmere at kontrollere end bekymringerne for deres ve og vel.
   En brummende motor nærmede sig. Da Mikkel først opfangede lyden, virkede det til, at snebilen kom hurtigt nærmere.
   Han kom besværligt op på knæ at sidde, så han kunne se over førersædet og ud gennem forruden. Begge voldsmænd var forsvundet ind i den forulykkede bil.
   Han overvejede kun konsekvenserne ganske kort. Så krabbede han sig hen mod døren og lod sig falde ud i sneen med et dæmpet bump. Det var svært at komme op igen, men da han først kom op på knæ, kunne han rejse sig ved at støtte skulderen mod bilen.
   Så satte han i hoppende løb.
   Som han havde håbet og gættet, var det en snebil, han havde hørt. Den kørte hurtigt ned i dalsænkningen i de spor, som Mikkels og hans far selv havde lavet. Mikkel hoppede og dansede på stedet, ude af stand til at vifte med armene. Et øjeblik frygtede han, at chaufføren ikke ville nå at få øje på ham. Så tog bilen farten af og standsede et par meter væk.
   Bag ham hørte han det første råb fra en af røverne.
   To mænd kom ud af snebilen med hævede våben. Mikkel løb dem i møde.
   "Det er røvere!" råbte han advarende og løb om bag ryggen på chaufføren. "De slog min far ihjel... De har hans gevær!"
   "Hvor mange er de?" spurgte chaufføren.
   "To," svarede Mikkel. "De har taget en pige til fange også. Hun sidder inde i bilen."
   Henne ved den forulykkede bil havde de to voldsmænd skjult sig. Sandsynligvis gjorde de sig klar til at affyre geværet, når de fik muligheden.
   En tanke slog pludselig ned i Mikkel. Han greb chaufføren i armen og hviskede så lavmælt, at ingen andre kunne høre det:
   "Geværet er i bilen! De har kun knive på sig nu!"
   Chaufføren gav et fnys fra sig og smilede tilfreds. "Godt, knægt. Smut ind i bilen, så tager vi os af det her."
   De to redningsmænd gik vagtsomt frem mod ulykkesstedet, stadig med deres våben hævet til skud. Mikkel løb hen til deres bil og satte sig på førersædet, hvor han nervøst kunne følge hele scenariet.
   Han så Sven stikke hovedet op.
   Han hørte et skud brage og lyden af patronen, der slog ned i bilens kølerhjelm, da den ene redningsmand skød mod Svend.
   Redningsmændene kom langsomt nærmere røvernes skjul bag bilen.
   Pludselig dukkede Svend frem fra skjulet og styrtede frem mod den åbne bildør, frem mod geværet og gidslet. Mikkel gav et forskrækket udbrud fra sig. Så bragede endnu et skud.
   Svend faldt sammen med overkroppen inde i bilen.
   Et øjeblik var der helt stille, da ekkoet af skuddet havde lagt sig.
   Så rejste Arnur sig langsomt op og kom ud i det fri. Med hænderne oppe.


* * *
   Det var først, da de fik gården i sigte, at Mikkel endelig kunne slappe af. Både hans mor og Martin kom ud, da bilen kørte hen foran bygningerne.
   Pigen syntes knap nok at reagere på noget som helst, men Mikkel blev ikke siddende stille, mens bilen alt for langsomt bremsede ned. I stedet sprang op, flåede bildøren op og løb hen til sin mor.
   Først da han stod i hendes favn, lod han tårerne få frit løb.