Omkring år 0 - ifølge mange historikere endda 4 år før - blev der i Betlehem født en mand ved navn Jesus. Han havde fabelagtige evner, kunne helbrede de syge, kunne bringe håb til de desperate, og han hævdede at være Guds søn. Folk strømmede til ham i det skinnende håb, at han ville blive den nye konge. Men Jesus, som vi alle ved, afviste kronen og valgte at dø en miserabel død... på korset... for at frelse menneskeheden fra dens synder...
   Hvad, hvis det ikke var helt sådan, tingene var sket?
   Der var en sitren i luften. Som om tusind sommerfugle, midt i mørket, havde besluttet at blafre med vingerne. Måske var det det, der vækkede hende. Måske var det sirenen. Som i parentes bemærket kun lød i hendes drøm.
   Lidt rystet stod Chiyo op og tændte computeren. Dagens nyheder måtte kunne afværge hendes opmærksomhed. Såsom... Atomforhandlingerne med Østblokken brudt sammen... Endnu et religiøst betinget mord... Japan brokkede sig over Vestblokkens ligestillingsproblemer - hyklere... Endnu en kinesisk politiker afsløret til at være korrupt... Hun skar ansigt.
   Det var ikke nogen rar dag for Chiyo. For alle andre var det sikkert en helt almindelig dag - og for mange var det sikkert endda en behagelig én af slagsen. Ikke for Chiyo. Hun havde studeret i måned efter måned, næsen i bog efter bog, talt med lærer efter lærer, og hun følte sig stadig ikke klar. Ikke det mindste. Det her var så vanvittigt vigtigt, og hun ville ikke - måtte ikke - ødelægge det. Uhh... Hvis bare det ikke skulle være så svært. Hvis bare hun trak noget let. Hvis bare... Hvis bare hun ikke ødelagde det hele.

Mie var et af de mennesker, som havde en exceptionelt god dag. Hendes glæde havde intet med Chiyo at gøre - faktisk havde hun aldrig hørt om den japanske pige hele sit liv. Men i dag var dagen, hvor Mies lillesøster Julie skulle giftes. Og Mie var helt ekstatisk på sin søsters vegne. Manden var skøn, Julie var så smuk, og hun havde sådan fortjent det. Al glæden fik næsten Mie selv til at glemme, at hun ikke havde sin egen mand endnu.
   "Hvor er du smuk!" jublede deres mor og lavede en lille glædesdans rundt om Julie, som ikke kunne lade være med at fnise. Deres mor var ikke mindre overstadig. Lykkelig rettede hun på Julies slør, fik de små brocher til at sidde endnu mere perfekt. Skubbede en tot hår ind bag det. En kusine kunne ikke lade være med at smile skævt: "Nu kan hun da ikke blive smukkere!"
   Julie sendte hende et lykkeligt smil. "Har I set ham?" spurgte hun spændt. "Har I set ham, er han kommet?"
   "Ikke endnu," informerede Mie. "Men de fleste gæster er der."
   "Løb ud og se igen!" Julie havde skinnende lys i øjnene, og Mie adlød villigt. Løb ind til kirkedøren, tittede ind og drønede så tilbage for at aflægge rapport.

Chiyo sukkede tungt, mens hun gik ud til bilen. Der var koldt, og den beskidte gade var dækket af sne. Det skjulte næsten de cigaretskod, der lå og hyggede sig ved siden af tyggegummipapirstykkerne. De udgjorde næsten en slags sne-konfetti på egen hånd. Chiyo sparkede lidt af det op.
   Bildøren bandt et øjeblik - længe nok til, at Chiyo nåede at frygte, at den var frosset fast. Tanken sendte en bølge af frygt og frustration og nervøsitet og kvalme op i hende - før den adlød og smældede op. Hun standsede et kort øjeblik. Tog en dyb indånding og sukkede luften ud igen. Okay, Chiyo. Rolig nu. Det er bare en prøve. Det er ikke dit liv, der afhænger af det.
   Det er bare dit statsborgerskab.

Dong. Dong. Dong-dong-dong-dong. Dørene sprang op på det ottende slag, og alle gæster vendte sig, idet orgelmusikken bød bruden op. Hun gled ind gennem døråbningen, flankeret af deres far og smuk og rank i sin hvide kjole. Den faldt perfekt om hendes skikkelse, og fra sin plads kunne Mie ikke lade være med at sukke længselsfuldt. Hendes blik gled spændt over bænkerækkerne, alle vennerne og hele familien sad samlet. Alles øjne rettet mod Julie, alle med samme lykkelige udtryk i øjnene. Familiens børn sad med en blanding af forventning og kedsommelighed og var mere interesserede i kirkens udsmykning. Mies blik blev selv draget af det et øjeblik. De tolv apostle, der stod langs væggene - hver med en skinnende hvid marmorkrone. Og for enden, oppe ved alteret, stod selvfølgelig Jesus. Hænderne rakt ud, hvilede stolt på det scepter, som gik op fra alteret og fik hele kirkens udsmykning til at gå op i en højere enhed. Det var så smukt. Mie kunne ikke lade være med at smile for sig selv, da tanken slog hende, at alt var så hvidt - selv Julie - at bruden kunne have været i samme marmor som de andre hvide skikkelser. Kunne det ikke være kønt! Stakkels Jonas - gifte sig med en marmorstøtte.
   Nej, hvis han ville have en kvinde af sten, skulle han have valgt Mie i stedet. Hun smilede skævt.

Chiyo måtte lægge bånd på sig selv for ikke at dytte. Hvor mange biler var der foran hende? Hundrede? Tusind? Hver eneste bil på hele kloden? Føltes sådan.
   Hun tog et tyggegummi. Okay, intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Hun lukkede øjnene et øjeblik. Statsreligion? Let. Hvilke privilegier har kristne statsborgere? Officielt og uofficielt? Det havde hun rigeligt barndomserfaringer med. Okay, hun havde styr på religionsdelen.
   Hun åbnede øjnene igen. Kørte lidt længere frem. Bilen bag hende dyttede. Det kunne hun ikke gøre noget ved. Videre! Uddannelse. Hvor mange uddannede mænd i forhold til kvinder? Tre til en. Er der separate skoler? Selvfølgelig! Barnemad - Chiyo var vokset op her, hun havde gået på en pigeskole. Kendte til tingene. Det var mere fakta-spørgsmålene, der var svære. Hvornår blev Berlin-traktaten underskrevet? ... Havde den ikke altid været der?
   Hun skar tænder. Huskede så tyggegummiet og gav sig til at gnave på det i stedet.
   Foran hende begyndte køen at tynde ud, og hendes bil begyndte efterhånden at glide lidt hurtigere fremad. Hun så på sit ur. Rigeligt tid. Hun havde lige fået tvunget sine nerver lidt ned, da det pludselig bankede på bilruden. Forbløffet så hun ud - gispede så mere højlydt.
   "Goddag, søster," smilede den kvinde, der nu åbnede hendes dør, mens to mænd trådte nærmere fra den anden side. Flåede hendes bildør op.
   "Forhold dig i ro," sagde den ene. Chiyo stirrede på dem. Havde først lige fået åndsnærværelse til at tænke igen - tryk på speederen, kør væk! - da manden satte sig ind på passagersædet.
   "I...-" gispede Chiyo, men klappede hurtigt i. Især da hun nu så det pistolløb, der var rettet direkte mod hende.
   "Hold dig i ro," gentog manden og nikkede til sine venner. De gled ind på bagsædet, og kvinden lænede sig ind mod Chiyo: "Vi har bare brug for en chauffør," sagde hun. "Bare tag det roligt, vi vil ikke skade dig - du har vel heller intet imod at hjælpe dine brødre og søstre, vel?"
   Chiyo stirrede på dem. Hendes hjerne var holdt helt op med at virke. Alt, hun opfattede, var ordene: brødre og søstre... Disse fremmede var, de lignede, deres træk var udpræget koreanske. Nej... Den ene mand måtte være japaner... som hende selv... brødre og søstre...
   Hun var ikke engang sikker på, hvordan hun fik startet bilen igen.

Præsten fortalte: "Det siges, at Jesus havde en tjener i sit palads. Denne tjener var fattig, og det pinte ham at se så megen overdådighed omkring sig, når han selv var så sølle. Så en dag stillede han Jesus dette spørgsmål, og Frelseren svarede: 'Det er som med en far..."
   Mies opmærksomhed gled lidt ud. Hun havde hørt lignelsen mange gange før, og det var en smuk lignelse. Hun smilede og mimede selv ordene, da præsten konkluderede: " For Jesus erobrede ikke verden for, at mennesket skulle udnytte den, men for, at vi kunne gøre den et bedre sted."
   Mie blev distraheret et øjeblik, da onkel Mathias hostede. Hun kunne selv ikke forhindre sig i at gabe. Havde trods alt været oppe næsten hele natten. Da hendes opmærksomhed vendte igen, var præsten i gang med et særligt smukt bibelcitat: "...og Frelseren tog kvindens hånd, og han tog mandens hånd, og han velsignede dem - at de skulle leve sammen for evigt og sammen opnå den evige frelse i Jesu paradis."
   Mie nikkede instinktivt med hovedet. Smilede - et smil, der kun blev større, efterhånden som forventningen steg. Snart... snart...
   "Nu ka' han lige vove på at sige nej, hva'?" gnæggede en af hendes onkler. Mie sendte ham et anstrengt smil og vendte tilbage til ceremonien. Julie var så smuk, så hjerteskærende smuk. Og den glæde, den forventning, den kærlighed der var i hendes øjne. For et øjeblik blev Mie helt misundelig.
   Det var ikke en misundelse, hun fik lov at fostre. For nu lød de velkendte ord: "Jonas Orla Hansen, tager du Julie Nesson, som ved din side står...?"
   Han sagde ja. Og Julie sagde ja. Og de sendte hinanden et dybt, forelsket blik - så næsten ud, som om de havde lyst til at kysse - mens orgelet gav sig til at spille. Folk var så bevægede, og de var så fortabt i øjeblikket, at ingen bemærkede kirkedørene blive slået op. Først, da den gamle præst stivnede i chok, hørte de stemmen:
   "Alle sammen! Ned på gulvet nu!"
   Total forvirring bredte sig. Alle vendte sig i sæderne, Mie drejede sig hele vejen rundt. Og stirrede rædselsslagen på de to personer, der stod i kirkens døråbning. En mand og en - hvor grotesk det end lød - en kvinde, hver med en pistol.
   "Forbandede skævøjne," hørte hun sin onkel brumme. Hun tog sig ikke af ham.
   "NED!" brølede den asiatiske kvinde igen. "NU!!!"
   Så satte folk i bevægelse. Under stor tumult - Mie nåede lige at sende en skræmt tanke til sin 80-årige bedstemor - faldt folk ned på gulvet, lå hulter til bulter og gispede.
   "Mine venner," prøvede præsten så - nede fra sin plads ved alterets fod. "Jeg beder jer... Dette er et Jesu hus, og vi vil ikke...-"
   "Hold kæft, gamle!" hvæsede manden og pegede direkte på præsten med sin pistol. Det gibbede i den gamle mand - især da kvinden nu skred tværs over kirkegulvet mod ham. Mie så sig desperat rundt. Var der ikke... Plejede et par af hendes onkler ikke at have våben på sig? Nej. Ikke i en kirke. Ikke til et bryllup. Eller...
   Onkel Mathias rejste sig brat. "STOP!" brølede han og hævede en lillebitte pistol. Pegede direkte på manden, som halvforskrækket trådte et skridt tilbage. "Fucking skævøjer," bandede han. "Ødelægger min nieces bryllup... godt så, læg dig ned, nu! Pænt og roligt!"
   Og så gik der et kollektivt gisp gennem kirken, da de nu så... asiaterkvinden, der var på vej over mod præsten, var standset ganske kort fra Julie. Og nu - nu - flåede hun smukke Julie på benene og borede sin pistol direkte ind i hendes tinding. "Drop det!" råbte hun. "Smid våbnet, eller jeg blæser hendes hoved ud."
   Mie reagerede, før hun kunne tænke: "NEJ!!!" skreg hun og kom halvt på benene, før det gik op for hende, at onkel Mathias allerede havde smidt våbnet - kridhvid i hovedet. Hun lod sig falde sammen igen.
   Den asiatiske mand sendte onkel Mathias et foragteligt blik. Og hævede pistolen. Men den var ikke rettet mod Mathias - den var rettet mod den gamle præst. Der var et langt, langt, ækelt stykke med stilhed. Så trykkede han af. Det rykkede i den gamle krop, men der kom ingen lyd. Han lå allerede ned. Holdt bare op med at bevæge sig. Blodet sprøjtede lydløst op og ramte Jesu scepter, plettede storladenheden med et stænk af dødelighed.
   En kvinde skreg.
   Den asiatiske kvinde begyndte at trække sig ud - stadig med pistolen mast mod Julies tinding.
   "Hvis I prøver på noget sjovt...!" hvæsede hun. "Bare rolig, hun kommer tilbage i ét stykke!"
   Mies øjne var klinet til hendes søster. Der gik en skælven gennem Julies slanke krop, og hendes hænder... bag handskerne, de rystede. Rystede, som de altid havde gjort på tynde, kuldskære, nervøse Julie. Et skrig blev siddende i Mies hals.
   Og så var de væk. Alle fem. Begge skævøjer, begge pistoler - og Julie. Folk blev forskræmt liggende. Alle... alle... Alle undtagen Mie. På få sekunder var hun kommet på benene, styrtede ned ad kirkegulvet, skovlede onkel Mathias' pistol op på halvvejen og ignorerede sin mors: "Mie!!!"

Chiyo var faldet på knæ og blev siddende længe. Hendes kjole blev beskidt, ikke et godt indtryk til prøven, men lige nu kunne hun ikke være mere ligeglad. Hun gispede efter vejret, kastede et kvalmt blik mod sin bil. Klaustrofobiske bil. Modbydelige bil.
   "Tusind tak," havde kvinden sagt. "Og bare rolig - det er for en god sag."
   "I... vil ikke dræbe nogen, vel?" havde Chiyo spurgt.
   "Hvis vi gør," svarede kvinden, "vil det være for en god sag."
   Det snurrede i Chiyos hoved. Det var stadig svært at forstå, at hun ikke var kommet noget til. At... at...
   Det tænkte hun selvfølgelig for tidligt.
   En kvinde kom løbende om hjørnet. Hun var fint klædt på, hellang kjole og tørklæde om halsen. Stakåndet, sprintende. Chiyo trak sig instinktivt på benene - måtte hellere virke normal foran fremmede, men hun havde ikke behøvet at holde sig anonym. Den fremmede så hende slet ikke. Styrtede bare videre, drejede om et hjørne og forsvandt.

Den kolde vind stak i Mies hals, men hun styrtede videre. Hvor var de, hvor var de, hvor var de?! Hun gled om endnu et hjørne, greb efter en lygtepæl, skred næsten i sneen. Og rettede sig så brat op, løftede pistolen. "STOP!" brølede hun.
   De tre skikkelser så sig brat tilbage over skulderen - og fortsatte. Bandende affyrede Mie et advarselsskud, som føg direkte forbi dem. Nu standsede de.
   Kvinden drejede øjeblikkeligt om og rev i Julie. "Jeg slår hende ihjel!" råbte hun. "Smid pistolen!"
   "Smid din - så taler vi om det!" replicerede Mie.
   De stod i hver sin ende af fortovet, Mie med sin lille legetøjspistol og de to skævøjer med hver deres pistol. Mie gav sig roligt til at gå hen imod dem. Manden trak sig tilbage.
   "B-bliv!" hvæsede han. "Bliv, hvor du er!"
   "Smid jeres våben," gentog Mie roligt og fortsatte med at gå. "Og lad min søster gå."
   De så på hinanden. Mandens pistol rettet mod Mie, kvindens rettet mod Julie. Ingen af de tre villige til at flytte sig.

Chiyo havde endelig taget sig lidt sammen - hun kunne stadig godt nå sin prøve, kunne hun ikke? - da hun så en betjent komme løbende om samme hjørne som kvinden. Et koldt gisp forplantede sig gennem hendes krop, da han standsede. "Vi har en skævøje!" råbte han over skulderen. "To folk - med mig!"
   Chiyo trak sig instinktivt tilbage. "V-vent! Jeg er ikke..."
   Men de var allerede henne ved hende. Slyngede et virvar af "Du er under arrest!", "Dine rettigheder!" og "I Jesu navn!" i hovedet på hende. Og ikke én virkede interesseret i at høre på hende.

Mie trak pistolen lidt tættere ind til sig - mest for at give sine arme et hvil. "Tag det nu roligt," sagde hun. "Der er ingen grund til at trække det her ud."
   Mandens ansigt fortrak sig. "Der er al grund!" hvæsede han. "Er I klar over, hvor mange folkeslag - religioner - tiltag - som I har smadret i jeres... jeres... vanvittige erobringstogt!"
   "Hold kæft, skævøje," bed Mie. "Og smid din pistol!"
   Han adlød ikke. Selvfølgelig ikke.
   Mie hørte lyden og reagerede først. På mindre end et sekund havde hun snurret rundt, taget bestik af situationen - fyret af. Den stakkels skævøje, fyren bag hende, faldt til jorden. Og så skreg Julie forskrækket. Hastigt, gispende, drejede Mie rundt - tidsnok til at se manden og kvinden forsvinde om det nærmeste hjørne. Julie uskadt. Den tredje skævøje lå død på jorden, og hun sendte ham et foragteligt blik.
   "Vi skyder til måls efter jer risgnaskere," hvæsede hun dæmpet, "i militæret!" Med al den vrede og harme hun kunne mønstre, sendte hun en spytklat mod hans ansigt. Og styrtede så hen til Julie. Hendes søster var i chok, gispede efter vejret og begyndte nu at græde. Små hulk, der forplantede sig til hele den spinkle krop.
   Mie knugede hende ind til sig. Strøg hende over håret og kunne ikke forhindre en klump i at dukke op i sin egen hals. Forbandede skævøjer! Hidse sig op over noget, der stoppede for fire hundrede år siden! Lede skævøjer! Propagandaspredende skævøjer! Morderiske, primitive, lede skævøjer!
   Stakkels Julie!

Rummet var en smule for mørkt - som om der var tusmørke derinde. Chiyo gøs. Tre mænd sad foran hende. Hun selv var placeret på en stol. Træt, tung i kroppen, modbydelig kvalme.
   "Op!" kommanderede en af dem. Hun adlød.
   "Hvad ved du?" spurgte en anden.
   "Det har jeg fortalt, jeg ved ingenting! De var bare...-"
   "Deres fingeraftryk var i din bil!"
   "De tvang mig til at køre! Det har jeg forklaret! De...-"
   En af mændene løftede en hånd. "Det er vi ikke interesserede i. Vi vil bare vide, hvor de vil slå til næste gang. Navne, lokationer, hvad du kan give os."
   "Men det kan jeg ikke," peb hun. "Jeg ved ingenting."
   De så på hinanden. Trak så beklagende på skuldrene og... og...
   ...og...

Skinnende logo over skærmen. Jingle-jingle-kendingsmelodi. Et par reportere, der snakkede til skærmen og lod billedet flimre over til et andet ansigt. Kendt politiker.
   "Med tilfangetagelsen af en nøgleperson i terrorbevægelsen," sagde han med mine, som om han læste op fra et papir. "Er vi et skridt nærmere en forståelse af Østblokkens næste træk."
   Journalisten rømmede sig lidt bag kameraet. "Vil du kalde det fremskridt?"
   "Jeg vil klart kalde det fremskridt," nikkede den kendte politiker. "Og jeg vil personligt mene, at dette er endnu et tegn på vigtigheden af at lukke vores grænser mod fjenden. Ved næste folketingsmøde vil jeg stemme for..."
   Stemme for... stemme for... Stemme for, stemmen fortabte sig til en konstant summen.

"Jeg ved jo ikke..." hviskede hun til mørket. "Jeg ved jo ikke... jeg ved ikke..."
   Hun slog hånden mod sit ansigt. Forbandede ansigt. Skævøjede ansigt. Hun peb for sig selv. Hvor længe kunne de holde hende? Deres ækle stemmer lød i hendes baghoved - ikke-statsborger. Ikke statsborger. Ikke fra den vestlige union. Hun slog igen sig selv - peb igen, da det gjorde ondt. De hadede hende. De hadede hende, og hun havde ikke gjort noget galt. Hvorfor ville de ikke tro hende? Hvorfor ville de ikke... ville ikke...
   Det gjorde så ondt.


* * *
   Der var en sitren i luften. Som om tusind sommerfugle, midt i mørket, havde besluttet at blafre med vingerne. En svag bevægelse. Chiyo så træt op. En gæst? Uden for besøgstiden - hvordan kunne, det her var uden for protokollen, det var ikke...
   Hun satte sig brat op på briksen.
   Kvinden var ikke særlig høj, præcis som Chiyo huskede hende. Hendes hår var kort, sort og blankt. Strøget om bag ørerne. En bitter hvæsen undslap Chiyo. "Dig...!"
   Kvinden kastede et roligt blik rundt i rummet. "De har brug for en syndebuk," sagde hun. "Tingene er blevet fucket sådan op, at de ikke længere tør lade mistænkelige 'skævøjer' gå frit."
   En mærkelig kulde vældede op i Chiyo. Det var ikke en følelse, hun havde haft før, og hun havde svært ved at kategorisere den. Had? Frygt? ... Apati? "Hvordan," spurgte hun. "Er du så kommet ind her?"
   "Jeg er din - uskyldige - søster," svarede kvinden. "I hvert fald den næste halve time." Hun gik hen til Chiyo og satte sig ved siden af hende. Chiyo veg øjeblikkeligt væk, men kunne ikke komme langt.
   "Hvordan har du det?" spurgte kvinden med en foruroligende medfølelse.
   "Jeg anmelder dig," hvæsede Chiyo. "Fuck dig, det er din skyld jeg er her!"
   Kvinden så bare beklagende på hende - hendes blik hvilede på Chiyos ben, og Chiyo trak instinktivt et tæppe ind over de blå mærker. "Hvad vil du?" bed hun.
   "Tale," svarede kvinden. "Du er japaner, ikke?"
   Chiyo tog en dyb indånding. "Hvis du spørger dem, ja."
   "Takuya er vokset op i Japan," fortsatte kvinden. "Siger, det er det smukkeste land, han nogensinde har set."
   "Det siger alle vel om deres hjemland," bemærkede Chiyo surt.
   "Aha?" Kvinden rettede de mørke øjne mod hende. "Hvilket land siger du det så om?"
   Det havde Chiyo ikke noget svar på. Med en brændende følelse under øjenvipperne så hun ned. Bed tænderne hårdt sammen. "De..." mumlede hun. "De vil lade mig gå... hvis jeg giver dem oplysninger. Om jer."
   "Hvilket du ikke kan."
   "Nej."
   "Og ingen ved, at du er her?"
   Chiyos ansigt fortrak sig.
   "Så, hvad - tror du, at Frelseren vil komme og redde dig?"
   "Jeg er ikke kristen!" hvæsede Chiyo med en aggressivitet, der overraskede hende. "Jeg har ikke brug for en... Erobrer!"
   Et langt stykke tid, flere minutter, sad kvinden bare tavs. Så lagde hun en hånd mod Chiyos knæ. "Hør," sagde hun. "Hvad siger du til... at hjælpe os?"
   Chiyo så mat på hende. "Med hvad?"
   Kvinden smilede. Et trist smil. "Med at hjælpe dig. Du skal bare fortælle dem..." Hun lænede sig ind mod Chiyo, lagde en hånd mod hendes øre og hviskede. På japansk. Først hørte Chiyo ikke ordene, hendes hjerne skulle lige indstilles. Overraskes. Så sank hun en klump. Mærkede, hvordan hun begyndte at nikke. Svarede på samme sprog, blot en sætning eller to, og kvinden nikkede. Smilede fortroligt.
   Chiyo nikkede, og kvinden stak et papir i hånden på hende. Chiyo så lidt på det.
   "Hvorfor," spurgte hun så, ganske stille, "dræber I præsterne?"
   Kvinden lagde hovedet en smule på skrå. Ganske lidt, det slørede næsten den bløde rynke i panden. "Fordi de gør det samme," svarede hun, "hjemme hos os."
   Chiyo nikkede. Kvinden rejste sig. Sendte hende igen et af de bløde, medfølende smil. Gav hende et hurtigt kindkys... og forsvandt så ud af cellen, ligeså ubemærket som hun var kommet ind.
   Chiyo så lidt efter hende. Så vestificeret... så mærkelig en koreaner. Men hun... Chiyo foldede papirlappen ud og så tomt på den. Længe på den.
   ...brødre og søstre...

Søster.