Han sad i køkkenet og fik sig en smøg, en kop kaffe og dagens aviser, morgen ritualet, skønt klokken måtte være omkring 10 allerede. Han havde ikke kigget på sit ur, men hushjælpen havde netop låst sig ind, så den måtte være der omkring. Han betragtede den af regnen forvrængede udsigt over Dallas, som havde været hans inspiration de sidste 12 år. Der var altid en historie, et perspektiv, en nyhed om den stadigt tiltagende segregation, som skulle frem. Han kunne skrive, hvad han ville, så længe det kun ville komme frem i Danmark.
Hun var køn, hushjælpen. Det var svært at forestille sig, hvor kummerlige forhold hun egentlig levede under. Det var let at lade være. Altid til tiden, men i dag var hun der en halv time for tidligt, opdagede han nu. Hun vimsede rundt efter fast rutine, samlede posten op fra gulvet i entreen, det var hans favorit. Fra køkkenet kunne han se det hele, men i dag vendte hun ryggen til. En smule skuffet bundede han sin kaffe og skoddede sin anden smøg resolut. Hun sagde farvel og låste sig selv ud, og han gik over til kommoden og hentede posten.
Tilbage i køkkenet skænkede han sig fraværende en ny kop kaffe. Hans opmærksomhed havde fæstet sig ved et brev uden adresse på. Det var noget af en risiko, hun havde løbet ved at smule det ind i bunken. Han lejlighed måtte, mere end nogen anden, være plastret til med kameraer. Telefonen blev også aflyttet, det kunne ikke være anderledes.
Han var vant til at få sine historier og hints ad alternative kanaler, sådan havde det været siden han kom hertil i '96 for at dække valget. Det gik op for nogen, at han havde ægte pressefrihed, og det bekymrede således ikke folk, at det var den danske presse, så længe det bare kom ud. Og det gjorde det. Med tiden var han også blevet mere observant, men indimellem kunne han ikke lade være at tænke på, hvor mange skjulte signaler, han måtte have overset.
Han brød sig ikke om Texas, om USA i det hele taget, men her var der behov for ham. Derhjemme ville han blot være endnu en midaldrende journalist, endnu en Jensen, som skulle kæmpe sig vej mellem alle de andre Jensen'er for den middelmådige historie. Men her var han en "usungen helt", og det passede ham godt.
Han tændte en ny smøg, lod den hvile på kanten af kruset med kaffe. Han åbnede den anonyme kuvert og fiskede papiret ud. Det var en sirlig håndskrift, med garanti en kvinde - ung.
Mød mig i parken ved General Walker statuen kl. 11.00, brug paraply.
Det var det, meget betænksomt. Han lod sig ikke længere mærke med, om han læste noget på amerikansk eller dansk. Det første år måtte han oversætte hvert ord for sig selv, men snart formede ordene sig som billeder, og nu kunne han indimellem godt blive i tvivl om, hvorvidt et ord var dansk eller engelsk. Han så på sit ur igen, foldede brevet og lagde det i lommen på vej ud til entreen, greb sin frakke på vej ud, smækkede døren efter sig. Fandt sine nøgler frem fra frakkelommen, låste døren op igen og rakte armen lige indenfor og greb paraplyen, som stod lænet op ad kommoden. Smækkede igen og tog trapperne i let løb.
Parken lå nær centrum, det gjorde hans lejlighed ikke. Byplansmæssigt var det fornuftigt, turister skulle nødigt udsættes for synet af de op til 40 år gamle betonklodser, som stod for fald over alt. Det lod til, at de kun blev "renoveret", når overvågningsudstyret skulle udskiftes, men hvem bekymrer sig, når ingen klager? Han tog en taxa.
Med paraplyen hvilende på hovedet gik han målbevidst langsomt ned ad stien til monumentet. Der var ingen at se, men klokken var også kun ti minutter i. Han lænede sig op af metalgitteret, som med sine spydige spidser blot understregede den politik, Walker havde ført, først som guvernør her, siden som præsident. Et gitter. Et velargumenteret gitter. Vi frygter, at I vil trampe vores fine bed ned! Frygt er et magtfuldt redskab, det vidste Walker.
En slank kvinde satte sig på bænken lidt væk. Om hun var ung, kunne han ikke se, for hendes paraply var ligeledes trukket helt ned over hovedet. Han gik nærmest tilfældigt over og satte sig ved siden af hende, så tæt på som deres paraplyer tillod det. Hun tog hånden op af lommen, og toppen af en hvid konvolut ragede nu tydeligt op over kanten. "Når jeg rejser mig, tager du den!" sagde hun lavmælt. Så rejste hun sig, og han snuppede brevet op af lommen og puttede det diskret ned i sin egen. Enhver, som havde fokuseret på deres lille manøvre ville have spottet det, men hvem gider gå i parken en regnvejrsdag.
Han trak kraven på frakken tættere op om halsen og vandrede tilbage ad stierne til det sted, han var blevet sat af. Taxaen holdt der endnu, men han valgte i stedet at gå ned mod centrum. Det ville virke mistænkeligt, om han var kommet udelukkende for at hente noget i parken. Han fandt en café, rystede paraplyen og gik indenfor. Han bestilte en kop kaffe og gik ned til et bord bagerst i lokalet. Konvolutten lagde han i bukselommen, før han gik over og hang frakken op på stumtjeneren, og kaffen bragte han selv ned til sit bord. Han sad lidt og sippede den skoldhede væske. Amerikansk kaffe, når det var bedst. Sørgeligt.
Da han havde fundet roen igen, trak han brevet op af lommen. Tilfældigt, ubetydeligt, intet måtte vække opsigt. Konvolutten var gullig, falmet, nærmest slidt, og på forsiden stod to pigenavne, "To June & Rachel". Den var uåbnet, så vidt han kunne se. Han drak lidt mere kaffe. Navnene sagde ham et eller andet, men han kunne ikke placere det i nogen sammenhæng. Ikke desto mindre så måtte det være særdeles vigtigt, hvis man ville løbe en sådan risiko for et brev, man ikke engang kender indholdet af. Han overvejede, om han skulle vente med at åbne det, men nysgerrigheden tog over. Han rev konvolutten åben, fiskede brevet ud. Håndskriften bar præg af at være en mand, sikkert ikke særlig højt uddannet. Alt var skrevet i blokbogstaver, papirerne var ulinjerede, hvilket tydeligvis måtte have været en udfordring i sig selv. Det var dateret 21. November 1963.
Mine elskede piger
Jeg skriver dette brev for at forklare jer, hvorfor jeg har gjort, som jeg kommer til at gøre. Jeres mor forstår det ikke, jeg bebrejder hende det heller ikke - hun ved kun, hvad jeg har fortalt hende. Jeg skriver, fordi jeg ikke tror på, at jeg kommer til at se jer igen.
Han fumlede med siderne og så på den sidste. Hænderne rystede, da han igen foldede brevet og puttede det i lommen. Så rejste han sig, betalte og tog frakken på. På vej ud af døren råbte en kvinde efter ham. "Mister?" Han standsede midt i en udånding. "Deres paraply!" Han åndede helt ud, tog den, takkede og skyndte sig ud.
Han måtte have det brev i pressen. Han kunne ikke sende det, for godt nok tillod regeringen ham at skrive selv kritiske breve, men dette ville være helt utænkeligt. Han var nød til at tage til Danmark. Han prajede en ny taxa og bad om at blive kørt til Dallas Fort Worth International Airport. Han kunne få en flybillet til kl. 13.25, så ville han være i København næste morgen, med en enkelt mellemlanding i Frankrig. Det kunne ikke gøres bedre.
Han satte sig på en bænk, men rejste sig så igen, gik lidt rundt. Måske var der ingen, der vidste, hvad han bar på, men han var tydeligt bevidst om, at hans bevægelser var mekaniske. Det kunne kun være et spørgsmål om tid, før en ivrig lufthavnsbetjent ville spotte ham. Så han gik ind og kiggede på eksklusivt lingeri. Herefter tog han resten af butikkerne, inklusiv bladkiosken, hvor han købte et playboy magasin. En tur på det offentlige toilet, og så ellers tilbage til hallen.
Ude på bænken igen fandt han bladet frem og lagde frakken over sit skød, så den halvt dækkede bladet. Han tænkte, at hvis nogen skulle undre sig over, at han virkede hemmelig, kunne de give bladet skylden. Brevet lagde han ind i bladet, så han kunne læse videre. Han måtte læse videre, for hvis han blev taget og brevet konfiskeret, så ville ingen komme til at vide, hvad der stod. Og risikoen for at blive taget var der alligevel.
Jeg har intet at tilbyde jer. Jeg har ikke været en god forsørger, jeg kan ikke få et ordentligt arbejde. Jeg er ikke den mand, jeres mor drømte om, ej heller er jeg den far, jeg selv drømte om at være. Det eneste, jeg kan give jer nu, er frihed. Lige nu er I for små til at forstå, men måske, når I bliver lidt ældre, vil I kunne se det.
Verden er ved at ændre sig, og det bliver kun værre. Jeg ser det, ingen andre ønsker at se! Og I er nød til at se det for at forstå mine handlinger. I vil få grimme ting at vide om mig, og I må ikke sige dem imod - bare I selv kender sandheden.
Han kiggede op, en time til afgang. Han lukkede bladet og puttede det i posen. Med frakken over armen gik han lidt tættere på der, hvor han skulle være. Her stillede han sig i et hjørne op ad væggen og fandt bladet frem igen.
Sandheden er, at jeg fejlede. Jeg fik ikke taget Walker, da jeg havde chancen. General Walker er en mand, som ikke skyr nogen midler for at tvinge os i knæ. Med "os" mener jeg ikke kun jer, mor og mig, men alle som kunne mistænkes for at have den forkerte holdning. For ham er marxister, kommunister, alle i ledtog med selveste Sovjet. I hans øjne er vi en trussel mod USA, og han vil gøre alt i sin magt for at standse os. Han forsøgte at stille op som guvernør for Texas for halvandet år siden, heldigvis var Texas ikke indstillet på hans politik. Men det bliver de, det er kun et spørgsmål om tid.
En uniformeret ung mand afbrød Jensen i hans læsning og han skyndte sig at lukke bladet og puttede det tilbage i posen. Tydeligt rystet fulgte han med lufthavnsbetjenten og endte i et gråt og køligt lokale. Han svedte, vejrtrækningen var overfladisk, men han forsøgte at beherske sig. Betjenten satte sig overfor ham og i lang tid sagde han intet. Jensen så på uret, det her måtte højst tage en halv time. Så kom spørgsmålene: Hvad skulle han i Danmark, hvad hed hans mor, hvilken beskæftigelse havde han, om han var kommunist, om han havde en kæreste, om han nogensinde havde været på Cuba, i Vietnam... Han holdt op med at lytte. "Hvad har du i posen?" Jensen mærkede hvorledes blodet i kinderne fortrak sig til maven. "Bare lidt tidsfordriv." Betjenten tog posen og tømte indholdet ud på bordet. En af siderne fra brevet faldt ud af bladet og landede under Jensens stol, de andre blev i bladet. Betjenten lod ikke til at opdage det. Han var formentlig mere optaget af alle de andre ting så som læbestiften, neglelakken, nylonstrømperne og de kunstige øjenvipper. "De opfører dem meget mistænkeligt, hr. Jensen" Han rejste sig og lænede sig ind over bordet, så de nu var ansigt til ansigt, "De er nervøs, hr. Jensen! Hvad er det De forsøger at skjule?"
Nu var det tid. Jensen samlede alt hvad han havde i sig og rejste sig med en sådan kraft, at stolen væltede bag ham. Han tog fat i kraven på sin skjorte, flåede den åben så knapperne dansede på bordet og videre hen ad gulvet. Han afslørede en hvid bh og skreg "ER DET GODT NOK?!"
Den unge betjent satte sig på sin stol, tydeligvis påvirket af situationen. Han skrev nogle få noter i sine papirer og fortalte Jensen, at han godt kunne forlade lokalet. Jensen skrabede tingene fra bordet sammen og ned i posen, stoppede skjorten i bukserne og skyndte sig tilbage for at nå sit fly. Han kom lige nøjagtig med, fandt sin plads og sank sammen. Han overvejede, om han skulle gå ud og fjerne bh'en, som han ikke fandt videre behagelig at have på. Men han besluttede sig for at lade den være, i hvert fald indtil han var med flyet fra Frankrig. Han faldt i søvn.
Da han vågnede igen, havde mørket lagt sig over vinduet. Dette blev yderligere forstærket af den dæmpede belysning og de mange sovende passagerer, og han følte sig tryg. Han fandt bladet frem fra posen, "SATANS også!!" Han kom i tanke om den del af brevet, som var faldet ud. Han havde ikke fået det med. Han udbrød nogle flere danske gloser, som de enkelte vågne passagerer ikke forstod. Det afholdt dem dog ikke fra at give ham øjne og ryste på hovedet.
Han dæmpede sig og fandt brevet frem. Det var anden side, der var røget ud, det kunne have været værre, men det var stadig ikke godt. Han læste videre,
Kennedy er en god mand, en dygtig politiker og en fremsynet præsident. Lidt for fremsynet, desværre. Jeg frygter, at befolkningen heller ikke er klar til hans politik. De forstår ikke nuancerne. Jeg prøvede det af på egen krop for tre måneder siden. Jeg ville se, om jeg kunne hverve nogle medlemmer til FPCC. Jeg forsøgte at få så meget medieopmærksomhed, som jeg kunne - jeg kom i radioen, hvor jeg netop påpegede, at det er en apolitisk organisation. Men ingen interesse. Ingen!
Folk ønsker at se verden i sort/hvid, rød/blå, det gode mod det onde. Og Kennedy forsøger at skabe venner frem for fjender i den kommunistiske del af verden. Han vil trække de militære rådgivere ud af Vietnam, han vil lempe på blokeringen af Cuba, han er på talefod med selveste Khrusjtjov!
Jeg nærer en dyb respekt for manden og politikeren, men jeg frygter for fremtiden. I en verden, som ikke besidder hans fremsynethed, vil de kyniske overtage. De vil bruge hans politik imod ham! De vil skabe frygt og rædsel hos de enfoldige, male et skrækscenarie om den fæle, farlige kommunistiske fjende, som vil se USA som værende en svag nation. Det er, hvad de vil sige, Walker spreder det allerede! Han vil blive en magtfuld mand, hvis dette fortsætter.
Læsningen blev afbrudt af en køn stewardesse, som spurgte ind til hans umiddelbare behov. Han lukkede bladet og løftede det i et forsøg på at sige, at han var dækket ind. Men ud fra hendes ansigtsudtryk at dømme, opfattede hun det ikke helt som tiltænkt. Han kom i tanke om bladets karakter og besluttede, at det måske var bedst at indstille læsningen lidt. Hans tanker gik på næste lufthavn. Han var ikke så bekymret for Frankrig, de havde ikke pligt til at hjælpe regeringen, og han skulle kun være der relativt kort tid, men Kastrup kunne godt blive et problem. Hvad havde han dog rodet sig ud i.
Rygetrangen kom over ham, og han kendte kun en kur. Han rullede bladet sammen og lagde det ind under armen, før han igen lagde sig til at sove. Næste gang han vågnede var kort før landing. I lufthavnen købte han en ny skjorte, som han straks efter iførte sig. Det gik op for ham, at de franske lufthavnstoiletter ikke havde samme grad af overvågning som dem i Fort Worth...
Oppositionen har også skabt et billede af Kennedy, som ikke skaber tryghed hos befolkningen. Svinebugten, som blev tørret af på Kennedy, skønt det var et uundgåeligt levn fra Eisenhowers tid. Kennedy har taget ansvaret for det, og oppositionen har malket fiaskoen lige siden. Jo større succes Kennedy får med at skabe et balanceret forhold til Sovjet, desto lettere er det for folk som Walker at piske en anti-kommunistisk stemning op hos befolkningen.
Trækker Kennedy de militære rådgivere ud af Vietnam, vil det blive overtaget af Sovjet på ingen tid. Det vil skræmme den amerikanske befolkning, og oppositionen vil have endnu flere anti-kommunistiske kugler at fyre i vores generelle retning. De er bare ikke klar.
Det bankede på døren og han skyndte sig at pakke sammen. Der havde dannet sig en mindre kø ude foran toilettet. Han besluttede sig for at gå ud og få sig en velfortjent smøg. Informationerne begyndte at summe i hovedet. Han havde svært ved at bearbejde det hele, han måtte læse resten af brevet snart, hvis han skulle undgå at gå fra forstanden. Men ikke her, ikke nu.
Om bord på flyet mod Kastrup. Han planlagde sin rute til bladhuset, prøvede at tage sine forholdsregler og forsøgte at overskue alternativer, hvis noget skulle gå galt. Betjenten i Fort Worth måtte uden tvivl have fundet den løse side. Hvis han var kvik, ville han kunne regne det ud, og politiet ville vente i lufthavnen på ham. Hvis han ikke var så kvik, ville der først ske noget, når siden blev formidlet videre i systemet, hvilket ville give ham lidt tid at løbe på. Han anede ikke, hvordan det fungerede, og spændingen havde sat sig som en klemme om tarmene på ham.
Efter en sikker landing og en let passage mellem andre hjemvendte danskere stod han nu lige udenfor Kastrup lufthavn. Han fandt en taxa og bestilte den til bladhuset. Han ville læse den sidste del af brevet, han måtte! Men lige nu var det vigtigst bare at få det i trykken. Radioen spillede noget ligegyldig musik, da det blev afbrudt af en melding "til alle taxaer i området". En beskrivelse af... Ham. Han så chaufføren i øjnene "Giv mig 5 minutters forspring!"
Taxaen holdt ind til siden, han var nær bladhuset nu og han løb. Han klemte sig ind ad de store glasdøre og haltede op på første sal, ind til chefredaktøren. "Stands pressen!" Han fandt brevet frem, åbnede det febrilsk og smækkede det på bordet. "Stands... Pressen!"
Chefredaktøren tog roligt brevet op og begyndte at læse. Han så op, bag Jensen, ude på gangen var to betjente på vej ind, og chefen foldede brevet sammen og lagde det i lommen. Jensen blev anholdt og ført af sted. "Send mig et eksemplar!"
Jensen blev afhørt gentagende gange den dag. De danske betjente vidste tydeligvis ikke, hvad de skulle spørge om, og han havde endnu ikke følt trang til at flå skjorten op igen. Næste morgen fik han sig en smøg, en kop kaffe og dagens aviser. Han slog op på side 2, så på side 4 og 5. Han tog en slurk, skoddede smøgen og læste...
Jeg har desværre måttet erkende, at selv hvis det skulle lykkes mig en dag at tage Walker, så vil ti nye stå klar til at overtage hans kampagner, hans position, hans magt. Der findes mange typer som Walker, desværre findes der kun en Kennedy.
Mit sidste håb er blot, at jeg ikke fejler igen.
Jeres,
Lee Harvey Oswald
* * *
Novellen er inspireret af et vidneudsagn givet af Marina, Oswalds kone. Efter det mislykkede drabsforsøg på Walker, skulle Oswald tilsyneladende have forklaret Marina følgende: " Well, what would you say if somebody got rid of Hitler at the right time? So if you don't know about General Walker, how can you speak up on his behalf?"
Det er det eneste, vi egentlig har at gå efter i spørgsmålet om "Hvorfor?" gjorde han det. Novellens kontrafaktiske omdrejningspunkt er, at Kennedy godt nok bliver ramt, men ikke dræbt.