Bangkok. Endelig. Vores eventyr var begyndt. Hotellet var firestjernet og lå ud til floden lidt syd for byen. Vi havde bestilt to dage til at slappe af i. Vi ville besøge paladset og det kinesiske kvarter. Alt hvad vi ville foretage os var med lokale guider, det ville vi helst have. Vi talte alle udmærket engelsk, jeg talte derudover tysk til husbehov, det ville ikke være noget problem.
   Alle rejsemålene og den færdige pakke, var bestilt gennem det nationale Thailandske rejsebureau hjemme i Danmark. Min kone og jeg havde lavet en lille udflugt til hovedstaden, havde overnattet hos en af mine kolleger der boede i København. Han var chef for vores division øst for Storebælt. Vi ordnede vores rejse og havde to dejlige dage i kongens by, selvom jeg syntes det var en heksekedel, sammenlignet med Århus. Vi var forventningsfulde.

Endelig i Thailand. Varmt var det, fra det første minut vi ankom. Vi var blevet advaret om at have let tøj med i håndbagagen, det havde vi naturligt taget på allerede i ankomsthallen. Det hele var gledet så glat for os, nu sad vi og nød det dejlige solskin på vores terrasse på hotellet.
   Vi havde valgt at få en opredning, selvom vores datter gerne ville betale selv for et enkeltværelse. Jeg havde sagt til hende og min kone, det var ok med mig, men så boede de sammen, og jeg for mig selv. Det var der ikke nogen af dem der ville høre tale om, efter en meget lang og til tider højrøstet diskussion, var vi nået til vi ville blive sammen i hele ferien. Vi var alle trætte efter flyveturen, valgte at lægge os et par timer, inden vi skulle indtage det første måltid i det fremmede land.

Efter vores lille lur, tog vi en tuk-tuk, det er et lille trehjulet køretøj. Vi bad om at blive kørt til det kinesiske kvarter, hvor vi ville indtage vores aftensmad. Aftenen forløb som vi havde forventet, vi var glade og trætte da vi endelig klokken tolv kunne komme til ro.
   Næste dag var vi ude og se på kongepaladset. Det var storslået, den lokale guide var en sød pige der studerede, tjente lidt til sine studier ved at guide os. Hun havde licens til at guide, hvilket vi fandt ud af de gik meget op i.
   "Spørg altid efter licensen," sagde hun til os,
   "så er i sikre på det er en uddannet guide der tager sig af jer."
   Den første dag lovede godt for vores tur rundt i det venlige land. Min datter bemærkede de var venlige og rare, det stemte helt overens med hvad vi havde hørt fra vores venner. Der var vagter ved hotellet, de var bevæbnede, det var kun en sikkerhed for os, sagde de da vi spurgte til det. Og det smil vi fik overbeviste os om de passede på os.

Næste dag var vi på vej nord på. Vi var blevet hentet klokken otte, skulle flyve til Chiang Mai. Der ville vi spendere to dage, vi ville derfra videre til Mae Hong Son, hvor vi ville se de langhalsede kvinder. De blev kaldt sådan, fordi deres hals, arme og ben var besat med ringe. Som helt små begyndte de at få ringene om halsen, de kunne så blive ved til de havde fået de karakteristiske lange halse. Vi var blevet fortalt at de , når de først havde alle ringene om halsen, ikke kunne tage dem af igen, så ville deres hals ikke kunne bære hovedet, det ville være livsfarligt for dem. Vi glædede os til at se dem.
   Hotellet vi boede på var dejligt. Det lå lige ved nat markedet, der var en Carlsberg restaurant hvor man fik god mad, den var på selve markedet. Også andre steder i byen var det billigt at spise, vi benyttede os af de tilbud der var, inklusiv et godt tilbud på hotellet. Vi indtog vel fem mindre måltider om dagen, det var normalt her på disse kanter.
   Det var også noget vores venner havde fortalt os, sådan gjorde thailænderne. De to dage i Chiang Mai fløj af sted, det blev tid til at tage flyveren nordpå til Mae Hong Son. Det var en turbulent tur. Den dygtige pilot satte os ned med en blidhed vi ikke havde oplevet tidligere. Det var en fantastisk kontrast, til de lufthuller og kastevinde der havde været i bjergene. Vi var ikke i tvivl om vi nu var på landet. Der var en lang landings og startbane, og et lille hus hvor man kunne vente hvis man skulle flyve.
   Der var rent og pænt, vi havde absolut ikke noget at klage over. Blot var alt, bortset fra startbane, så småt at vi ikke havde set magen til. Vi var nok forvænte med de store forhold i de større byer. Hotellet var første klasses, maden god og veltillavet. Vi boede i et lille anneks til hotellet, havde et stort værelse med et stort badeværelse som specielt pigerne var glade for.
   Jeg ville gerne fiske, så jeg tog på førstedagen kontakt til receptionen, spurgte om der var en mulighed for at fiske i floden, den lå ikke så langt herfra. Det var der, der ville komme en guide i morgen klokken ti. Guiden ville arrangere det jeg havde behov for.
   Der var koldere end i den heksekedel til Bangkok, det var vi glade for. Pigerne meldte sig til en tur ud i naturen næste dag. De skulle se på blomster og andre ting og sager, der interesserede dem.
   "Så kan du fiske far, fange en haj til mig."
   Jeg morede mig over hendes bemærkning, fortalte hende at hajer kun levede i kystnære områder, og af og til trak op i floderne, men ikke her, det var for langt væk fra havet.
   Jeg hyrede folk fra en lokal stamme, de var blevet anbefalet mig af det statslige rejsebureau. Det var to flinke mænd fra Karen stammen, der ville tage mig en tur op ad floden, vise mig hvor jeg kunne fange fisk. De medbragte det grej der var nødvendigt, det skulle jeg ikke tænke på. De ville hente mig over middag. Jeg tilbragte ventetiden i baren med at sludre med de andre turister, og med at tale med de lokale.

Turen i den long tail boat vi benyttede var sjov for mig. Det havde jeg aldrig prøvet før, det var en oplevelse. Vi passerede flere strømhvirvler. Bådføreren var en sej ældre herre der ikke talte engelsk. Med i båden havde han sin søn, og en anden ung mand der var vagt, sagde han. Han var bevæbnet, var til daglig politimand, fortalte sønnen mig. Sønnen talte engelsk, jeg kunne sagtens kommunikere med dem.
   De havde ikke mad med, de regnede med vi ville sejle til en lille landsby, når vi havde fisket i et par timer. Der kunne vi få noget at spise. Jeg glædede mig til den tur, hvor vi skulle spise sammen med de lokale.
   Det blev en dejlig tur. Jeg var gæst hos en stamme der normalt ikke så så meget til turister, det var en oplevelse uden lige. Selve fiskeriet voldte mig en del problemer, der morede mine venner i båden. Særlig da jeg fangede en grumme udseende fisk, og viste min frygt for den. Det morede de sig meget over. Det var en malle art jeg ikke havde set før. Den var stor, de ville gerne have den med hjem. Det er ikke en lystfiskerhistorie, men den vejede sine fire til fem kilo, det er helt sikkert. Også andre fisk fangede jeg. Det hele forærede jeg til mine venner i båden, der blev glade for dagens tilskud til de hjemlige kødgryder.
   Om aftenen talte vi alle om dagens oplevelser. Pigerne havde været tilfredse med deres tur, de grinede af mig da jeg fortalte dem om mallen, om den komiske situation jeg havde bragt mig i, at jeg havde været ren til grin.

Næste dag var vi alle på vej sammen med andre turister mod den landsby, hvor der boede kvinder med lange halse og smukke ringe. Vi gik ned til floden, vi skulle sejle dertil. Undervejs ville vi gøre ophold på en lille strand, hvor vi ville få et mindre måltid mad. Der var fuldt hus, disse ture var meget eftertragtede og populære blandt turister. Tre både med både kvinder og børn. Dem der ikke var trygge ved floden blev tilbudt redningsveste. Jo sikkerheden var i orden.
   Den lille strand lå ved en landsby. Da vores tre både løb op på stranden, var der gjort klar til at spise. Det var god mad der blev serveret, de lokale der stod for traktementet var dygtige kokke. Vi blev enige om det havde de prøvet før. Vi skulle videre, gik mod vores både.

Pludselig var der nogen der skød i nærheden. Enkelte projektiler slog ned imellem os, en af turisterne blev ramt. Der var øjeblikkelig panik. Vores guide udstedte ordrer til alle på flere sprog. "Banditter," råbte hun.
   Hun dirigerede og organiserede så hurtigt, at det var svært at følge med. Vi havde en vagt med der var bevæbnet, han besvarede ilden. Folkene fra landsbyen var allerede væk som dug for solen. Hvor de var blevet af vidste vi ikke. Bådførerne var febrilske, ville sejle med det samme.
   Vores guide sagde at alle børn og kvinder, skulle af sted med det samme i den første båd. Hurtigt fik hun dem op i båden, der skyndsomt lagde fra land, og sejlede med fuld fart tilbage mod vores udgangspunkt. I den næste var der de sidste kvinder og to ældre mænd, samt den sårede turist. Båden blev skubbet ud. I stor fart sejlede de også tilbage mod vores udgangspunkt.
   Jeg kunne høre vores vagt skød som en gal. Han råbte ind imellem noget til guiden der skyndede på os. Den sidste båd var beregnet på os mænd og vores guide. Før vi kunne komme i båden, var vi omringet af syv til otte mand med rifler og andre våben. De råbte og skreg, skød vores guide og vagten, der i den første skudveksling var blevet såret. Vi var otte turister tilbage.
   De beordrede os til at lægge os ned på stranden og ligge stille. De var meget nervøse, skød flere gange ind i skoven og op ad bakken mod landsbyen. Guiden og vagten klagede sig højlydt, men banditterne rørte dem ikke mere. De konstaterede vel at de ikke udgjorde nogen fare for dem længere. Jeg var på én gang bange, og oprørt over de ikke ville hjælpe de sårede, men jeg turde ikke rejse mig for at hjælpe.
   Efter et par minutter blev vi beordret til at rejse os og følge deres leder. Han gik ned til den tilbageblevne båd, råbte noget til en af sine mænd. Bådføreren så vi ikke noget til. Var han stukket af..? Eller var han også skudt og faldet i vandet..? Vi så ham ikke. Alle var nervøse, vores pirater råbte og skreg deres ordrer som vi ikke forstod. En amerikaner ved siden af mig græd. Han var vel et halvt hundrede år gammel. Jeg smed mine pengesedler på stranden inden jeg gik om bord i det lille fartøj. De så det ikke, jeg så der også var andre der skilte sig af med pas og andre papirer, når banditterne vendte ryggen til.
   Det regnede ned over de sidste med slag og forbandelser. De var åbenbart ikke hurtige nok til at komme om bord. Det var verbale eder, stokkeslag og slag med geværkolber. Det skulle få de sidste om bord. Fire mand af banditterne tog med båden, de andre løb ud i vandet og svømmede over mod den anden bred.
   Vi flød med strømmen ned ad floden, mens de febrilsk prøvede at starte motoren. Endelig lykkedes det for dem, vi hastede ned ad den grumsede flod. Flere gange skød de ganske tæt forbi os, hvis vi stak hovederne for højt op. De var synligt nervøse, og skældsordene, for det måtte det være, haglede ned over os.
   Amerikaneren lå ved siden af mig. Han var rolig nu, men han rystede. Jeg var nervøs for hvad han kunne finde på. Han var dybt chokeret, det var jeg ikke i tvivl om, han udgjorde en fare både for sig selv og os andre. Jeg hviskede til ham:..
   "Hej, slap af, prøv på at tage det roligt. Vi kan kun parere ordre. Jeg ved du er amerikaner. Har du pas og papirer der bekræfter det, så prøv at skille dig af med dem. Lad som om du er fra Canada." Han så på mig, nikkede, og rodede i sine lommer.
   "Forsigtigt! de må ikke fatte mistanke om der foregår noget." Han nikkede igen, og så op.
   Langsomt trak han et pas op af lommen og lempede det over bord. Også nogle dollarsedler kom samme vej. De måtte have set noget, for de slog med en lang kæp på både ham og mig. Det gjorde ondt, men vi klagede os ikke, vi værgede for os med armene så godt vi kunne. Bådens bevægelser gjorde at de hurtigt holdt op med det igen, den vuggede fra side til side og truede med at kæntre. Deres leder eller fører råbte noget til ham der havde brugt kæppen. De diskuterede lidt, så faldt der ro over dem igen.
   Jeg var ved at få krampe i det ene ben og strakte det ud. Det var besværligt, der var ikke meget plads at bevæge sig på. Jeg bandede for mig selv. Det gjorde ondt i benet, men krampen havde jeg fået kål på. Endelig skrabede båden mod bunden. Stokkeslag haglede igen ned over os, vi værgede igen med armene for os.
   De var brutale og råbte til os vi skulle se at komme ud af båden. Det var ikke meget engelsk de kunne, jeg fik en ide. Måske havde vi en mulighed for at sinke og genere dem, ved at lade dem forstå, at alle der ikke talte engelsk som modersmål, kun talte deres eget sprog eller tysk. Men tiden måtte vise om det var en god ide, om den kunne bruges til noget.
   Båden skubbede de ud i strømmen, lod den sejle sin egen sø. Igen haglede stokkeslagene ned over os, vi blev nærmest som kvæg drevet af sted ind i junglen. Ikke alle havde fodtøj der var egnet, det blev hurtigt et problem for dem. Igen drev de os fremad med stokkeslag.
   Efter en time eller så, var der flere der ikke kunne følge med i det tempo, de ville have os til at bevæge os i.
   De skød op i luften, for at illustrere det var alvor, det hjalp i et kvarter. Så stoppede først én op, så en anden, ligegyldigt hvad de gjorde kom vi ikke videre. De tog en ung mand frem, sagde at hvis vi ikke hurtigt kom af sted, ville de skyde ham. Lederen tog en revolver frem, tog ladegreb og satte den for tindingen af den unge mand. Han fremstammede en masse lyde som jeg ikke forstod. Jeg vidste ikke hvad landsmand han var, men vi var i en kritisk situation. En hollænder gik frem, sagde han ville hjælpe ham med at gå, det var tilsyneladende det de ville høre. Vi fortsatte længere ind i junglen.

Flere timer senere, de sidste to timer nærmest i sneglefart, kom vi til en lysning i skoven hvor der var en hytte. Vi blev dirigeret derind, faldt nærmest om hvor vi stod. Spark, eder og forbandelser lavede en bræmme i midten af hytten, hvor vore smertende kroppe lå. Vore vogtere var ikke til at spøge med. Hvad de havde i sinde vidste vi ikke, vi parerede ordre.
   De tog en af os udenfor, talte med ham i et kvarter. Han kom ind og sagde til os andre, de ville have deres kammerater i fængselet i Thailand løsladt, en masse penge derudover.
   Han var svensker der talte udmærket engelsk.
   "Der er kun to af banditterne der taler lidt engelsk," sagde han.
   Vi var gidsler, der nu kun kunne vente på hvad der videre ville ske.. Vi skulle ikke blive her, men kunne hvile i to timer, så skulle vi videre.
   Forsigtigt og lavmælt sagde jeg til ham jeg ikke forstod hvad han sagde. Jeg var måske ikke den eneste der ikke kunne engelsk. Han så på mig og sagde på svensk.
   "Du talte udmærket engelsk førhen. Hvorfor ikke nu..?"
   "Måske vil det sinke dem, hvis vi siger der er nogle imellem os der ikke taler andet end tysk, og så deres eget modersmål. Bare en ide," sagde jeg.
   "Men flere må være med, så det virker naturligt der af og til kan opstå problemer."
   Han nikkede, gik rundt til hver enkelt og talte med ham, om det der var planen og ideen bag ikke at kunne forstå sproget. Af os otte, var vi tre der ikke kunne tale engelsk fremover. Om det var en god ide vidste vi ikke. Tiden måtte så vise os om min ide var helt forkert, eller om den kunne bruges.

Svenskeren der hed Rolf, gik ud til lederen af banditterne og talte med ham. De sad alle og kikkede ind til os, mens vi talte om hvad vi kunne gøre, for at afhjælpe den alvorlige situation vi var i. Lederen råbte op, slog svenskeren hårdt på munden. Han faldt, rejste sig og tørrede sig om munden. Et velrettet spark sendte ham ind til os andre.
   Lederen af banditterne løftede truende hånden og råbte:..
   "Svin, jeg skal vise jer det er mig der bestemmer. Forbandede turister" sluttede han af og satte sig igen ned.
   Rolf blødte fra munden, jeg kikkede på det. Vi talte svensk sammen, da jeg havde været en del i Sverige på montagearbejde, havde lært meget af sproget. Rolf bandede, lovede han ville rive øjnene ud på den satan der havde slået ham. Tænderne havde ikke taget skade, men en flækket læbe var resultatet af deres møde.

Efter et par timers hvil blev vi beordret videre. Denne gang i et mere adstadigt tempo. De havde åbenbart ikke så travlt mere. Jeg var i en god kondition. Jeg dyrkede både badminton og løb flere gange om ugen lange ture derhjemme. For mig var det fremmed mere end det var anstrengende. På de andre kunne jeg se, at specielt de ældre af os var udmattede. Hvem de var vidste jeg ikke, det havde jeg ikke fået overblik over endnu. Jeg glædede mig over så mange af vores gruppe var sluppet væk.
   Et par af banditternes kammerater var i mellemtiden kommet frem til os. Jeg havde set på solen, kunne forstå vi gik mod vest. Mod Burma, sluttede jeg. Hvem vore kidnappere var, havde jeg ikke nogen ide om. Vores tolk havde sagt, inden de skød på hende, det var banditter der havde overfaldet os. Rolf havde fortalt det var deres kammerater plus nogle penge de var ude efter, vi var det middel der skulle opfylde deres krav.
   Vi havde ikke hørt aktivitet fra helikoptere, det bekymrede mig. Ledte de ikke efter os..? Jeg håbede vore medturister, min kone og datter, var i sikkerhed nu. Jeg vidste vi ville blive eftersøgt, men jeg kendte ikke til de burmesiske myndigheder. Ville de også eftersøge os..?
   Umiddelbart ville jeg svare ja, da der var turister i Burma også, de ville vel ikke, selvom EU frarådede sine indbyggere at rejse til landet, lade os i stikken..? Vi var trods alt fra lande i Europa og andre steder i verden. Det var en indtægtskilde for dem, selvom de mere eller mindre var boykottet af vore regeringer. Det kunne gå ud over deres turisme også. Måske var det ønsketænkning, men det var et håb, spinkelt, men dog et håb.

Vi gik i gåsegang. Forrest gik tre banditter med lederen først, så kom vi otte gidsler, og til sidst de sidste af banditterne. Der blev ikke talt sammen. Jeg havde prøvet at tale med ham der gik foran, men et slag med en stok, fortalte mig det ikke ville blive tolerere. I tavshed fortsatte vi til det blev aften. Alle var trætte, vi nåede til en samling af små hytter.
   Der var tre, vi blev beordret ind i den ene, fik at vide at hvis vi forholdt os roligt, ville der ikke ske os noget. Lederen talte i telefon, mobil, vi måtte være i nærheden af civiliserede egne, men hvor vi var, det var der ikke nogen af os der vidste.

Det var Rolf de brugte til at kommunikere med os. Han tog sig god tid til det hele, det irriterede dem kunne jeg se. Flere gange skyndede de på ham, han forsvarede sig med ikke alle forstod engelsk, det tog tid alt sammen da han talte dårligt tysk, og da slet ikke hollandsk.
   "Danskeren forstår jeg ikke," sagde han til banditterne.
   "Det er kun lidt tysk han kan."
   Alle så på mig. Jeg var klar over de udmærket vidste at Rolf og jeg var fra nabolande, men ikke hvorfor vi nu lige pludseligt ikke forstod hinanden.
   Vores fangevogtere kom ind med en stor skål ris og en balje vand. Vandet så grumset ud, Rolf sagde til dem at hvis det ikke var rent ville vi blive syge, så var det umuligt for os at komme videre. De grinede, sagde vi ikke skulle videre. Vi ville blive her til vore regeringer og Thailand, havde betalt og løsladt hvad de forlangte. Hvis ikke..? Han førte sigende en hånd tværs over struben. Vi var ikke i tvivl om hvad den hentydning skulle betyde.
   Efter maden sagde japaneren til dem han skulle på toilettet, stort. De gav ham et reb om armen, og advarede ham om, hvis han prøvede at stikke af, ville de skyde to andre. De grinede, sendte ham hen bag en af hytterne med en af deres egne som vagt. Vi vidste de ikke ville være til at diskutere med, de mente deres trussel alvorligt.
   Næsten alle skulle på toilettet, det tog tid. Den samme procedure gentog sig, sådan var det bare. Vandet smagte af flodvand, jeg skyllede kun munden og anbefalede de andre at gøre det samme. Jeg håbede der ville falde dug til aften, da vi ikke var i lavlandet, men i et område hvor der helt tydeligt var en del bjerge.
   Da jeg var på toilettet kikkede jeg mig omkring, og så bjerge mod sydøst, høje bjerge. Vi var altså i en dal, formentlig i Burma.
   Jeg talte vores vogtere, kom til syv i alt. De så ud til at komme fra den samme stamme af lokalfolk, men hvilken vidste hverken jeg eller Rolf. Vi talte dæmpet sammen. En af vore vogtere brokkede sig, Rolf sagde til ham det var besværligt at tale tysk for ham, det tog tid for ham at forklare mig de regler, de ville have vi skulle overholde. Jeg så ned for ikke at komme til at grine, på trods af den groteske situation.
   Banditten trak på skulderen, men skulede af og til hen mod os. Vi talte svensk/dansk sammen, det forstod de ikke. Heller ikke nogen af de andre forstod vores sprog, tyskerne gloede bare på os uden at forstå hvad det hele gik ud på.

Mørket sænkede sig, vore vogtere tændte en osende petroleumslampe der hvæsede fra vægen. Det blev koldere, vi frøs og klagede til lederen. Han sagde det var han lige glad med. Vi krøb sammen, flere af os var faldet i søvn af udmattelse. Vi lå på et trægulv af tremmer, der var hævet omkring en meter over jorden. Det var absolut ikke behageligt at ligge på, men vi havde ikke noget andet valg.
   Jeg hørte det ofte pusle nedenunder, men kunne ikke se hvad det var. Der var altid en vagt hos os, de skiftedes til at bevogte os. Endelig faldt jeg i en dyb men urolig søvn. Jeg havde mareridt og vågnede ofte, også når der var andre end mig der råbte i søvne. Vagten grinede hver gang højlydt, så det var ikke meget hvile vi fik, den første nat i banditternes varetægt.