Jeg vågnede ved solopgang. Jeg frøs så jeg rystede. Flere af de andre rystede også af kulden. Den ene af tyskerne klagede sig. Han havde haft tynd mave hele natten, var meget bange. Han tørstede. Han havde gjort i sine bukser, det lugtede fælt. Vi andre havde ondt af ham, og sagde til ham han skulle prøve gennem Rolf, at få sig vasket. Rolf gik ud til banditterne, de grinede bare. Da han skældte på dem slog de ham med en kæp.
   Han kom ind med uforrettet sag, men kunne fortælle at deres leder ikke var til stede, han ville forklare ham at et sygt gidsel ikke var godt for dem at have, vi måtte forlange af dem de kogte vandet til os. I det mindste det vi skulle drikke.
   Efter et par timer blev varmen uudholdelig. Igen var Rolf ude for at se om vi ikke kunne komme lidt udenfor. Vi var tørstige, men ingen af os ville drikke af det snavsede vand. Heden tog til, endelig kaldte deres leder på Rolf. Han var væk i lidt over en time, kom endelig tilbage med en gryde, noget brænde og en kedel vand. Vandet havde vi fået lov til at koge, det var et fremskridt.

Rolf forklarede mig, at dem der var tilbage efter deres leder var gået, ikke hverken var til at hugge eller stikke i. Det havde holdt hårdt for ham at forklare deres leder vi skulle koge vandet. Vi havde allerede en der var syg, hvis vi alle blev syge var det så som så med vores værdi. Rolf vidste det han sagde til dem skulle vejes på en guldvægt, de havde tidligere sagt de var ligeglade med os. De skulle nok få både penge og kammerater fri, det var de ikke eet minut i tvivl om. En mere eller mindre var for dem lige meget.

Vi passede tyskeren så godt vi kunne, han blev dårligere end vi brød os om. Vi havde fået lov til at sidde udenfor i skygge af nogle træer, hvis de sagde vi skulle ind i hytten skulle det gå helvedes stærkt, ellers ville de skyde. Vi var ikke i tvivl om de mente det, det havde de tidligere på stranden bevist.

Flere af os havde i løbet af natten fået grimme stik af insekter. Det kløede ikke men var smertefuldt. Mange havde hævede arme og ben, enkelte havde fået store knuder på kroppen. Vores vogtere fordrev tiden med spil af en slags vi ikke kendte. Men at det var om penge de spillede, var vi ikke i tvivl om. Ofte skændtes de, så måtte deres leder gribe ind. Det jeg var mest bange for var deres disciplin. Jeg vidste fra min tid i militæret, det var det der kendetegnede en god soldat, han havde disciplin. Vores vagter var anderledes og uberegnelige.

En slange kom krybende mod det sted hvor vi sad. Vi råbte op, vogterne grinede. Af deres opførsel vidste vi den ikke var farlig, men ingen af os ville tage den og smide den ind i junglen. Vi flyttede os, lod den kravle forbi os i en afstand af bare to meter. Masser af andet kryb var der på jorden, vi viftede det væk med små grene. Edderkopper, mærkelige insekter, orme, larver og noget der lignede skorpioner, blev verfet væk med det vi havde ved hånden.

Tyskeren havde det virkeligt dårligt. Han klagede sig og havde feber. At det var alvorligt var vi ikke i tvivl om, vi kunne ikke gøre ret meget for ham, andet end at give ham masser af kogt vand, og være hos ham hele tiden. Vi mente dehydreringen var den største fare for ham lige nu. Hans landsmand og den ene hollænder skiftedes til at hjælpe ham. På vores vagters ansigter kunne vi ikke spore noget som helst, heller ikke da Rolf talte med dem om ham. De grinede bare, morede sig over vores lidenhed som turister. Vi var i deres hule hånd, havde ikke nogen rettigheder.
   Rolf havde spurgt om de var fra Burma, deres leder havde set hvast på ham og svaret at det ikke kom ham ved, han havde givet Rolf et rap med den kæp han altid havde indenfor sin rækkevidde. Jeg talte meget med Rolf og den lille japaner. Japaneren var medicinstuderende, havde ikke noget som helst medikament han kunne hjælpe den stakkels tysker med.
   Lidt over middag fik vi noget frugt og rodfrugter der smagte afskyeligt. Banditterne bare grinede af os, de spiste det samme som os, det var måske en ide at gøre det samme, selvom det var en for os hæslig smag. Nogle af rødderne var trevlede og beske, de havde fortalt Rolf det var godt for en sart mave. Vores japanske ven sagde det var nok rigtigt. Han kendte ikke planterne, men mente på smagen at kunne spore en syrlighed, der var godt for helbredet. De havde tilsvarende i Japan, der hjalp det mod smerter i leddene og mod maveonde, men om det var den samme virkning de rødder havde, det vidste han ikke med sikkerhed.
   Vi kunne koge al det vand vi ville. Det gjorde vi, det blev til mange kander og kedler i løbet af et par timer, tørsten nagede hele tiden. Her midt på dagen var det ulideligt varmt og trykkende. Vi svedte alle meget. Fugtigheden var høj her i junglen. Hvis vi bare slappede af, sagde japaneren, skulle vi nok klare den.
   Ofte når vi talte sammen, sad jeg med ryggen til vores vogtere, så de ikke kunne se jeg talte. Mine venner, japaneren og Rolf, så ofte ved siden af og forbi mig, spejdede i en helt anden retning så de ikke skulle fatte mistanke til jeg ikke kunne tale engelsk. Om vi overhovedet ville få brug for den ide var ikke sikkert, vi skulle tilsyneladende blive her til de fik deres krav opfyldt.

Pludselig hørte vi larm fra helikoptere. Vores vogtere sprang op, råbte og skreg vi skulle ind i hytten. For at vi kunne komme hurtigt nok af sted, slog de til os med deres kæppe. To mand fulgte os og beordrede os til at lægge os ned, fladt, med armene over hovedet, samtidig med de pegede på os med deres våben. De andre gemte deres våben og satte sig ned udenfor. Det så vel ud som de var almindelige borgere eller bønder der hvilede sig. Larmen kom nærmere, vores vagter blev nervøse. Vi lå helt stille, de havde fingrene på aftrækkerne, vi vidste de ville trykke på dem, hvis de mente vi udgjorde en fare for dem.
   Efter fire til fem minutter forsvandt larmen, jeg kikkede op. Jeg fik et rap i nakken og en masse skældsord haglede ned over mig.
   "Satans," bandede jeg.
   Den idiot ville jeg personlig gerne snitte i småstykker, men jeg lå helt stille.
   Vi fik ikke lov til at komme ud mere. Vi havde været for langsomme med at komme i skjul, sagde deres leder til Rolf, da han bad om vi måtte komme ud igen. Inde i hytten var der forbandet varmt, der stank af tyskerens dunster.
   En af vagterne kom ind og lagde en måtte af siv eller bast midt på gulvet. Kort efter kom han igen med ris og kød. Han smed det på måtten, så kunne vi selv samle det op og spise det.
   Alle undtagen tyskeren, der stadig blev dårligere og dårligere, deltog i maden. Kødet var formentlig kylling eller en hønsefugl, det var vores bud på maden. Det smagte nogenlunde, Rolf sagde:..
   "Jens! Dårlig kok, der mangler salt." Jeg grinede og svarede:..
   "Og betjeningen er elendig. Det her har jeg givet halvtreds tusinde kroner for, ikke engang et rent glas."
   Vi morede os så stille det lod sig gøre, de andre kikkede, de forstod ikke hvad vi talte om.
   Vores lille japanske ven hed Kato, var fem og tyve år gammel. Han havde været sammen med en veninde, de var ikke rigtige kærester. Hun havde ikke været med på turen, og kunne måske ikke forstå hvor han blev af.
   "Spørg om lov til at besøge hende," sagde Rolf og grinede.
   "Ja," svarede han.
   "Det kunne du lide..? Så vil jeg garanteret tage en flaske whisky med tilbage til deling."
   Trods den alvorlige situation havde vi ikke tabt modet.

En af de vagter der altid var i nærheden af os, kom hen til mig og sagde bossen ville tale med mig. Jeg gloede på ham og så over mod Rolf. Han rejste sig og kom hen til os. Vagten gentog, Rolf sagde på tysk til mig at bossen ville se mig. Jeg rejste mig og fulgte ham. Udenfor sad deres leder og talte med en af sine folk. De var højrøstede, jeg mente at kunne se på deres kropssprog de var uenige om et eller andet. Da vi kom derhen pegede lederen på jorden. Jeg skulle sætte mig. Han forsøgte først på engelsk, da det var besværligt for mig at forstå, slog han over i et ubehjælpeligt tysk. Jeg talte udmærket tysk, jeg havde haft det i tre år i underskolen, og havde været på flere opgaver i landet for mit firma.
   "Hvor kommer du fra?" Han så mistænksomt på mig.
   Jeg svarede jeg var fra Danmark. Han vidste ikke hvor det lå, men jeg forklarede det var et meget lille land i Europa. Vi havde fælles sprog, næsten da, med folk fra Norge der var et andet og lige så lille land som mit.
   "Du taler meget med japaneren og den lyshårede. Forstår du hvad han siger..?"
   "Nej," svarede jeg.
   "Han er fra Sverige, det er vel det samme som Vietnam og Burma. Deres sprog er vel heller ikke noget alle forstår..?"
   Han forstod ikke hvad jeg mente, vores samtale gik meget langsomt. Han ville vide hvad vi talte om, jeg forklarede jeg i vores land var ambulance chauffør, jeg vidste noget om behandling syge, til de kunne komme til en læge. Det var tyskeren der bekymrede os, det var det vi talte om, sagde jeg. Han nikkede.
   "Har du været her længe..?"
   "To dage," sagde jeg og så uskyldigt på ham.
   Han grinede og sagde det ikke var det han mente.
   "I Thailand..?"
   "Fire dage. Jeg er på tur, har vundet turen."
   Han så mistroisk på mig, ville vide hvad jeg tjente ved det jeg lavede. Jeg forklarede ham det, og sagde yderligere det var en lille løn der hvor jeg kom fra. Normalt havde vi ikke råd til sådanne rejser. Kun de rige tog ofte til landene her ude. Mit ønske var at besøge Burma, da jeg havde læst om det, jeg mente befolkningen der var venlige.
   "Det Burmesiske folk er som jeg arbejdere," sagde jeg og så på ham.
   "Hvor har du lært at tale så godt tysk..?" Han grinede.
   "Turister. Synes du jeg taler det godt?" Jeg nikkede.
   "Det er svært med fremmede sprog," sagde jeg og fortsatte:
   "Vi er begge to ikke så gode til det, men vi forstår hinanden." Han så granskende på mig.
   Jeg fastholdt hans øjne, havde et frejdigt udtryk i ansigtet..
   "Vi regner med at høre fra de thailandske myndigheder i løbet af et par dage. Så bliver i sat fri." Jeg nikkede.
   Er det ikke farligt for jer at være her i Thailand..?"
   Han grinede og svarede vi ikke var i Thailand, men det ville han ikke nærmere ind på. Jeg nikkede. "Ryger du..? Jeg nikkede, sagde jeg røg en cigar i ny og næ.
   Det var løgn, men det vidste han ikke. Jeg røg pibe, men ville ikke dele hverken det ene eller det andet fjolletobak med ham, hvis det var det han ville.
   I et par minutter sad han bare og så på mig. Jeg vidste han tænkte over hvad vi havde talt om, han ville finde ud af hvem der var lette i vores gruppe at manipulere, hvem der var stærke. Det var almindeligt, vidste jeg fra andre aktioner hvor gidslerne var blevet befriet. Afhængigheden af fangevogterne kunne være stor, kunne ind imellem få gidsler til at hjælpe deres bødler. Hvor intelligent var han egentlig..? Jeg spekulerede på om der var et mønster i den måde han kommunikerede på, og nåede til den konklusion at jeg måtte være forsigtig, ikke overspille min rolle så den virkede utroværdig.
   "Kender du noget til de andre i gruppen?"
   "Nej. Det er første gang jeg er sammen med dem. Vi ville alle besøge den landsby hvor kvinderne har ringe om halsen," sagde jeg og nikkede.
   "Forstår du..? Han nikkede.
   "De er langt fra hvor vi er nu, men jeg kender dem godt."
   "Er det din familie..? Din stamme..?" Jeg kikkede på ham undrende.
   Han grinede, svarede det var de ikke, men de var landsmænd, forstod hinandens sprog. Dog talte de med en lidt anden dialekt. Jeg smilede og sagde vi også derhjemme havde forskellige dialekter, at mange morede sig over det i så lille et land som mit.

Vores samtale havde vel varet i godt en time, da en af hans folk kom løbende og sagde noget.
   "Ind i hytten," sagde han, rejste sig op og fulgte sin vagt ind i junglen.
   Jeg rejste mig og gik ind til de andre. Både Rolf og Kato var spændte på hvad vi havde talt om, jeg refererede dem hele samtalen så godt jeg kunne huske.
   "Jeg har eet problem," sagde jeg til dem.
   "Hvorfor mig..? Hvad ville han..? Jeg tror ikke han er så dum som vi vil gøre ham til. Vi må passe på hvad vi foretager os," sluttede jeg.
   Rolf var enig. Kato sagde til mig:..
   "Jens. Ved du noget om førstehjælp..?" Jeg nikkede..
   "Ja, det gør jeg. Jeg kan også give hjertemassage Jo, jeg er det vi kalder veluddannet i førstehjælp." Rolf nikkede og skævede over til de to vagter der skulle passe på os.
   "Militæret..?" sagde han og så på mig.
   "Almindeligt. Jeg ved hvad der er foran på et gevær, kan betjene de våben de har her, hvis det er det du mener. Jeg var sergent i hæren, infanteriet."
   Han nikkede og så på Kato.
   "Og du..?" Kato grinede.
   "Jeg ved ikke hvad der er for og bag på et våben. Jeg har aldrig skudt med et, jeg er ikke til megen hjælp hvis det er det du ønsker." Rolf nikkede.
   "Jeg har brugt tiden mens du talte med deres leder, til at finde ud af hvem vi kan regne med, hvis det skulle komme dertil hvor vi vil forsøge at tage deres våben, tage kampen op med dem.
   Vi kan regne med den ene hollænder, ikke andre. Han er soldat. Officer i infanteriet, er på ferie nu. Selv er jeg i militæret. Hvad jeg laver kan være lige meget. Men vi er tre der kan betjene deres våben. Ikke at vi vil gøre noget dumt, men det kan blive nødvendigt hvis situationen spidser til. Så er det godt at vide hvem vi kan regne med. Er du parat til at kæmpe Jens, hvis det bliver nødvendigt..?" Jeg nikkede.
   Igen skævede Rolf til vore vagter, der spillede et spil med sten, de var meget optaget af det. Vi talte om hvad der kunne ske. Rolf mente ikke vi ville blive frigivet, han var enig med mig i de burmesiske myndigheder også ville lede efter os, men han vidste ikke hvor korrupte de var. At vi var i Burma var vi alle sikre på.

Den lille hollænder, der hjalp tyskeren med at passe sin landsmand kom hen til os. Han sagde tyskeren var blevet dårligere, vi måtte hellere se på ham.
   "Er du ikke medicinstuderende?" sagde han og så på Kato.
   Han nikkede, sagde til mig:..
   "Jens, kom. Vi må hellere se på ham, jeg frygter det værste, jeg har absolut intet der kan hjælpe ham." Vi rejste os op.
   Rolf gik hen til de to vagter for at fortælle dem vi ville se på tyskeren der var blevet dårligere.
   Han var bevidstløs nu, vejrtrækningen var besværlig. Han var meget varm, jeg trak alt tøjet af ham og sagde til hans landsmand han skulle vifte med hans skjorte, for på den måde at afkøle ham lidt. Til Kato sagde jeg, jeg ikke troede han ville klare natten. Kato var enig i den vurdering. Vi fugtede hans læber, men han reagerede ikke på vores forsøg på at vække ham. Jeg tog hans puls, sagde til Kato den næsten var umærkelig, meget hurtig.
   Vi vendte ham om på maven, så store knuder på hans ryg. Insekterne havde taget for sig af retterne.
   "Hvad er det for insekter," spurgte jeg Kato.
   Han studerede tyskerens ryg, sagde at det vidste han ikke. Vi badede knuder og sår, kunne ikke gøre mere for ham. Jeg lagde ham i Nato stilling. Kato sagde til mig jeg skulle sige til tyskeren der passede ham, og som kun talte tysk, at han bare skulle lade ham ligge,men vifte ham og køle ham så godt han kunne.
   Jeg oversatte og tilføjede:..
   "Er det en du kender..?" Han så forpint på mig og sagde:..
   "Det er min onkel." Der var tårer i hans øjne.
   Jeg klappede ham på skulderen og sagde det gjorde mig ondt.
   "Vi ved han er meget syg, vi kan ikke gøre noget der ikke allerede er gjort. Rolf er ved at høre deres leder om han ikke kan komme under lægebehandling, men du må ikke regne med noget som helst. Det er banditter der kun er ude efter penge, og at få deres kammerater fri fra et fængsel i Thailand. Hvor gammel er du..?"
   "Tyve, jeg bor hos min onkel og tante, jeg er med dem på ferie. Jeg læser på gymnasiet i Berlin."
   Jeg så medlidende på ham, svarede han ikke måtte forvente noget som helst. Jeg var ked af vi ikke kunne gøre mere. Han så ned, takkede for hvad vi allerede havde gjort. Jeg gik tilbage til den plads jeg normalt opholdt mig på. Det undrede mig vi allerede havde faste pladser. Var der et hierarki imellem os allerede..? Var vi allerede så påvirkede at vi på det nærmeste hjalp gidseltagerne..? Identificerede os selv med dem..? Jeg skød tanken fra mig, lagde mig ned for at slappe af. Jeg var træt, ville hvile mig.
   Kato lagde sig til højre for mig og så op i taget på hytten. Jeg kunne se han tænkte, ville ikke forstyrre ham. Kato var en venlig og vaks fyr. Som japaner var han atypisk. Han var egentlig pacifist, men de nuværende omstændigheder gjorde, han havde revideret sin opfattelse af det at have med våben at gøre. Smilende og venlig var han, meget social og omsorgsfuld overfor alle os der var gidsler.
   Til venstre for mig lå amerikaneren. Han var sløv og ugidelig, deltog ikke i de få samtaler der var imellem os gidsler. Lidt fedladen og overvægtig var han, det var vel normalt for amerikanere i hans alder. Allerede fra første færd på stranden, viste han symptomer på psykisk uligevægt.
   At han tænkte på noget nu, var påvirket af situationen, var jeg ikke i tvivl om. Han virkede nervøs og ligeglad på samme tid. Jeg forventede vi ville få problemer med ham. Hans psyke var ikke god, jeg ventede hvert øjeblik han brød sammen.
   Hollænderne var vel på alder med mig for den enes vedkommende. Han var lige så sløv som amerikaneren, men hjalp tyskeren med at passe sin onkel. Han var lille, talte kun hollandsk og meget lidt engelsk, som ikke kunne bruges til noget. Men han var venlig og meget social. Det var et godt træk syntes jeg.
   Den anden hollænder havde ofte set på os andre, det var umuligt at vide hvad han tænkte. Nu vidste jeg, kom det til væbnet kamp kunne jeg regne med ham. Han så ikke sådan ud, han var atletisk bygget, en stille mand. En mand der var bestemt og afklaret med hvad han ville, og hvad han stod for. En mand der skabte en vis respekt omkring sig. Han var tænkeren, af hvem man kunne vente sig hvad som helst. Det var klart for mig han fulgte med i alt hvad der skete, selvom han ikke deltog direkte. Han og Rolf talte ofte sammen når vi andre ikke hørte det.
   Rolf var ikke til at finde ud af. Han udstrålede autoritet, det havde åbenbart også påvirket banditterne. De havde valgt ham som den de ville kommunikere igennem. Han virkede venlig men bestemt. Jeg mente han var bekendt med en situation som denne. Hele hans opførsel virkede sikker og velovervejet. Jeg fik det indtryk af ham, at intet kom bag på ham. Hvem han var, var en gåde. Ingen af os gidsler havde set ham før vi blev taget som gidsler, han var os en god leder.

Det var tid til mad, vi fik igen ris og fisk stegt på bål.
   "Fremover," sagde den vogter der talte lidt engelsk. Ville vi selv skulle stå for maden. Han gik igen. Rolf var udenfor og talte med deres leder. Jeg formodede det var om tyskeren og hans situation de talte, jeg kunne ikke høre hvad de sagde, dertil var afstanden for stor. Vi var omhyggelige med at dele maden imellem os, der blev lagt lidt til side til Rolf, da han ikke var til stede. Efter måltidet kom han ind, satte sig ned og talte med Kato. Netop så højt at jeg kunne følge med i hvad de talte om.
   Lederen havde afslået at vores tyske ven kunne komme til læge. Det kunne der ikke på nogen måde være tale om. Nu var der kun at vente og se hvad der skete. Han havde været kold og kynisk, havde sagt hvis han døde, var der en mindre at skaffe mad til.
   Hvis han døde skulle vi begrave ham med det samme. Rolf slog ud med armene, så opgivende på Kato der nikkede. Rolf var lederen blandt os, det tror jeg ikke der var nogen der var i tvivl om. Han spiste langsomt den mad vi havde gemt til ham, drak masser af vand til.

Jeg var faldet i søvn. Jeg vågnede, mærkede jeg frøs noget så gudsjammerligt. Jeg skuttede mig. Udenfor var det mørkt. Jeg så en vagt der sad i døren til hytten og småblundede. Lugten fra den osende petroleumslampe irriterede min næse, jeg nøs.
   Jeg kikkede over hvor jeg vidste Rolf ville ligge. Vore øjne mødtes. Langsomt rystede han på hovedet. Havde han gættet hvad jeg tænkte..? Ville vi udnytte den chance vi nu havde hvis vagten faldt i søvn..? Han rystede igen på hovedet, langsomt, smilede til mig og lagde sig ned igen. Det var ikke tid til at spille helt, det var det jeg udlagde af hans hovedrysten. Amerikaneren snorkede højlydt, det vækkede vagten. Jeg lagde mig til at sove igen, efter jeg havde rullet mig sammen til en bold for bedre at kunne holde varmen.